10.03.2020

Den kraftige reaktion på finansmarkederne de sidste par uger skyldes frygten for en nærtforestående økonomisk nedtur som følge af coronavirussen. Centralbankerne og politikerne bør hellere reagere i dag end i morgen for at understøtte økonomien, som ellers risikerer at gennemgå en alvorlig krise.

Analyse af Mikael Milhøj

DET HAR INDTIL VIDERE været noget af en rutschebanetur på de finansielle markeder i år. Onsdag den 19. februar 2019 ramte vi den hidtidige top i det amerikanske S&P500-aktieindeks, og siden da er indekset faldet med knap 20 pct. Det er det kraftigste aktiefald på så kort tid siden finanskrisen. Ikke mindst mandag var en ekstremt turbulent dag på markederne, og aktierne er ikke faldet mere på én enkelt handelsdag siden 2008. Selv hverken handelskrig, Brexit eller industrirecessionen i 2014-16 medførte lige så kraftige frasalg af risikofyldte aktiver.

For at forstå situationen på finansmarkederne skal vi starte historiefortællingen tidligere: I starten af året så det ud til, at vi havde lagt noget af usikkerheden fra 2019 bag os, efter USA og Kina indgik en såkaldt ”fase 1”-handelsaftale. Delaftalen betød, at vi gik fra en periode med eskalering af handelskrigen til deeskalering, og dermed var der igen så småt begyndt at komme mere fart på verdensøkonomien. Samtidig så det ud til, at coronavirussen ikke for alvor spredte sig til lande uden for Kina, og at kineserne med deres radikale tiltag havde stoppet spredningen. Det var denne kombination, der var med til at drive aktierne så markant op i starten af året.

Fra den 20. februar og de efterfølgende dage stod det imidlertid klart, at coronavirussen havde spredt sig til resten af verden, og at alle ramte lande ville blive nødt til at tage ekstraordinære midler i brug for at forhindre en for hurtig og omfattende spredning af virussen. Den foreløbige kulmination – og værste dag på finansmarkederne siden finanskrisen – var i går, mandag 9. marts, da S&P500-indekset faldt med hele 7,6 pct., en amerikansk statsobligationsrente faldt til et nyt rekordlavt niveau på under 0,40 pct., olieprisen faldt med mere end 30 pct., og renterne på mere risikofyldte virksomhedsobligationer steg kraftigt. Vi skal tilbage til finanskrisen for at finde en handelsdag med større udsving.

 

Årsagen var en kombination af, at virusspredningen udviklede sig værre end ventet hen over weekenden, ikke mindst i Europa og USA, og at Saudi-Arabien og Rusland er på vej ind i en oliepriskrig
_______

 

Årsagen var en kombination af, at virusspredningen udviklede sig værre end ventet hen over weekenden, ikke mindst i Europa og USA, og at Saudi-Arabien og Rusland er på vej ind i en oliepriskrig, fordi man ikke kan blive enige om at begrænse olieproduktionen for at holde prisen oppe. Det betød store tab til især energisektoren. Banksektoren led også kraftigt pga. de store rentefald.

NOGLE VIL ARGUMENTERE for, at det ikke er mærkværdigt, at aktierne falder, efter en periode hvor de er steget kraftigt, blandt andet fordi investorer vælger at sælge ud af deres aktier for at bogføre afkastet. Der er dog langt stærkere kræfter på spil, når vi som nu oplever, at alle risikofyldte aktiver sælger fra, og investorerne flokkes om de sikre aktiver såsom amerikanske statsobligationer. Man kan altså spørge, hvorfor markederne skal falde kraftigt pga. en virus. En bedre forklaring er, at investorerne er bekymrede for, at coronavirussen bliver den faktor, der udløser den næste økonomiske nedtur.

Man kan ellers foranlediges til at tro, at så snart virussen stabiliserer sig, så vil verdens gang fortsætte, hvor den slap fra. Det er dog ikke sikkert, at den gør det. For at forstå det skal man forstå, hvordan økonomiske recessioner opstår: Det gør de, når der opstår et problem et eller andet sted i det økonomiske system, der ikke adresseres i tide, hvilket sætter gang i en negativ spiral, der til sidst medfører en recession. I tilfældet med coronavirussen springer to muligheder i øjnene: For at undgå (en for hurtig) spredning af virussen skal man lukke helt eller delvist ned for den økonomiske produktion. Selvom det kun er kortvarigt, kan det medføre, at folk mister deres arbejde, hvilket dermed betyder, at de har færre penge til at forbruge, hvilket så igen betyder, at der er brug for endnu færre folk på arbejdsmarkedet, der dermed fører til endnu mindre forbrug – og sådan fortsætter det. En snebold er blevet til en økonomisk lavine.

Det andet problem er, at opbremsningen i økonomien kan medføre en likviditetskrise, der betyder, at virksomheder går konkurs, og boliger ryger på tvangsauktion, fordi virksomheder og personer får svært ved at leve op til deres økonomiske forpligtelser, herunder vedligeholdelse af gæld. Det betyder også lavere beskæftigelse og økonomiske tab. I værste fald betyder det altså, at økonomien ikke kun tager skade på den korte bane, mens virussen hærger, men også på den længere bane, når virusspredningen er under kontrol. Kombinationen af de to problemer gør investorerne bange for en nærtforestående økonomisk nedtur efter et ellers rekordlangt økonomisk opsving. Om det kommer så langt, kommer an på, hvordan centralbanker og politikerne reagerer.

 

Det mest presserende problem er likviditetsproblemet, dvs. at virksomheder mister indtjening og borgere deres lønindkomst, hvilket gør, at de ikke kan leve op til deres økonomiske forpligtelser
_______

 

SET MED MINE ØJNE havde det været godt, hvis både centralbankerne og politikerne havde reageret hurtigere på spredningen af virussen. Havde de gjort det, tror jeg, at man havde beroliget markederne hurtigere. Det lader dog til, de er ved at komme efter det, og der er de seneste dage blev annonceret flere tiltag af forskellig karakter over store dele af verden – nu er den danske regering også kommet på banen med en hjælpepakke til erhvervslivet på 100 mia. kr. Det er klart, at økonomisk politik på den korte bane ikke gør folk raske, men det kan begrænse de økonomiske skader.

Det mest presserende problem er likviditetsproblemet, dvs. at virksomheder mister indtjening og borgere deres lønindkomst, hvilket gør, at de ikke kan leve op til deres økonomiske forpligtelser. Det er derfor, at politikerne og centralbankerne i ramte lande i øjeblikket fokuserer på tiltag som udskydelse af moms- og skattebetaling, betalte sygedage, tilførsel af likviditet i banksystemet, udskydelse af afdrag på lån mv. Man vil gerne undgå, at ellers økonomisk sunde virksomheder og husholdninger kommer i problemer som følge af en ekstraordinær situation.

Risikoen er dog, at det ikke er nok, når virusspredningen har stabiliseret sig. Det er derfor, at centralbanker lemper pengepolitikken, f.eks. i form af rentenedsættelser. Det er klart, at renteniveauet ikke har den store betydning, hvis folk bliver hjemme på grund af frygten for at blive syg, men det kan hjælpe med at gøre den efterfølgende genopretning hurtigere og stærkere. Problemet er dog, at nogle centralbanker, især i Japan og Europa, i forvejen har negative renter, og man kan godt have bange anelser for, at de vurderer, de er ved at løbe tør for ammunition. I USA er situationen en anden, og der er forventningen, at den amerikanske centralbank inden for en overskuelig fremtid sætter den pengepolitiske rentemålsætning ned til 0 pct., ligesom det var tilfældet under finanskrisen.

 

Fordi centralbankerne ikke har meget ammunition tilbage, er der også et vist pres på politikerne for at lempe finanspolitikken […] for at holde hånden under økonomien
_______

 

Fordi centralbankerne ikke har meget ammunition tilbage, er der også et vist pres på politikerne for at lempe finanspolitikken – enten ved at sætte skatterne ned eller bruge flere penge i det offentlige – for at holde hånden under økonomien. Men på globalt plan ser det ikke ud til, at politikerne er villige til at gå så langt endnu.

PÅ DEN KORTE BANE er det i Danske Bank vores opfattelse, at første halvår bliver udfordrende for verdensøkonomien, og vi bliver ikke overraskede, hvis det viser sig, at den har været i en teknisk recession – dvs. to kvartaler i træk med negativ vækst – med risiko for en stigende ledighed. Det store spørgsmål er dog, om vi kommer til at se en genopretning i andet halvår, eller om det bliver starten på en længerevarende recession. Vi tror stadig på det første, men det kræver, at centralbankerne og politikerne handler resolut. Det er lærdommen fra både finanskrisen og den europæiske gældskrise.

Økonomisk politik virker mere effektivt, når det kommer hurtigt og kraftigt, end hvis det kommer tøvende og i det små. Man kan altid trække den ekspansive økonomiske politik tilbage på et senere tidspunkt, hvis det viser sig nødvendigt. Ergo skal man ikke vente med at handle, hvis krisen skal afværges. ■

 

Man kan altid trække den ekspansive økonomiske politik tilbage på et senere tidspunkt, hvis det viser sig nødvendigt. Ergo skal man ikke vente med at handle, hvis krisen skal afværges
_______

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille