02.03.2020

.

Når vestlige demokratier giver op, efterlades alt for mange menneskeskæbner til autokraternes afsindige kynisme. Det er den virkelighed, som kan genskabe Islamisk Stat, og som gør, at Erdogan nu igen vil bruge flygtningestrømme som afpresning mod EU og NATO. Vi i Vesten bør i den grad genoverveje vores engagement i regionen.

Kommentar Serdal Benli, næstformand for SF

DE VESTLIGE DEMOKRATIER har i stigende grad forladt Syrien og dermed overladt udviklingen i en af verdens mest betændte regioner til autokratiske diktatorer. Mellemøstens fremtid ligger nu i hænderne på Erdogan, Putin og Assad, der i mange henseender er hinandens fjender, men som alligevel ser interesser i at alliere sig efter forgodtbefindende.

Der føres et konstant dobbeltspil, hvis parter udelukkende har til formål at tjene egne interesser, og som ingen respekt har for basale menneskerettigheder. Siden borgerkrigens udbrud i Syrien har Tyrkiet med åbne grænser og logistisk hjælp ydet støtte til sunni-islamistiske grupper som Al-Nusra og Islamisk Stat. De har vendt det blinde øje til, at disse morderiske bander har likvideret civile i hobetal, fordi de både kunne bruges som middel i kampen mod den shiitiske Assad og mod kurderne i landet.

I Syrien havde kurderne nemlig etableret deres kantoner i kølvandet på kaosset i Syrien, og for hver dag vandt de både sympati fra verdenssamfundet og terræn. Noget der ikke faldt i Erdogans og Tyrkiets smag, fordi et kurdisk selvstyreområde i Syrien kunne give fornyet styrke til kurdisk separatisme i Tyrkiet selv. Alt dette skete åbenlyst, mens koalitionen mod Islamisk Stat bestående af flere NATO-lande – herunder Tyrkiet selv – med støtte fra kurderne på landjorden bekæmpede Islamisk Stat både i Syrien og Irak.

På den anden side har Erdogan hele vejen igennem også spillet på et tæt samarbejde med Putin, der har været hans ærkefjende Assads livline. Dobbeltspillet og ”min-fjendes-fjende-er-min-bedste-ven-logikken” er for alvor blevet praktiseret i kaosset i Syrien. Alt dette dobbeltspil er desværre foregået åbenlyst for øjnene af et handlingslammet NATO og EU.

 

Angrebet i torsdags var derfor et stærkt signal til Erdogan om, at han skal slå hånden af oprørsgrupperne i Idlib, og at han ikke bare kan agere i Syrien, som han hidtil har gjort. Med andre ord sender Putin dermed det klare budskab til Erdogan og Vesten, at han dikterer slutspillet om Syriens fremtid
_______

 

FOR NÅR DE VESTLIGE DEMOKRATIER giver op, efterlades alt for mange menneskeskæbner til autokraternes afsindige kynisme. Da Donald Trump i efteråret valgte at flytte de amerikanske tropper fra de kurdiske områder, som man i fællesskab havde tilbageerobret fra Islamisk Stat, gik der ikke længe, før Erdogan rykkede ind. Flere hundredetusinde mennesker blev sendt på flugt og er stadig fordrevet fra de områder, som de selv havde taget tilbage fra ISIS efter at have været underlagt dens fascistiske sorte flag og livssyn. Kurderne blev i armod sendt i armene på deres tidligere fjende Assad.

Alliancer, hellige som uhellige, opstår i det splitsekund, de virker opportune. Det er den alvorlige og omskiftelige virkelighed, der præger en region, hvor millioner af mennesker er fordrevne, og hvor børn lærer at grine, når bomberne falder. Det er den ustabilitet, som autokraterne søger at gribe magten og indflydelsen i. Det er den virkelighed, som igen kan skabe et stærkt Islamisk Stat, fordi fascismen blot er en taktisk brik i autokraternes farlige balance med egne interesser.

I EFTERÅRET VAR DET KURDERNE – frihedsheltene fra kampen mod Islamisk Stat – der måtte bløde for autokraternes interesser – godt hjulpet på vej af en lige så opportunistisk amerikansk præsident. Nu er turen kommet til de hundredetusindevis af flygtninge og beboere i den tyrkisk-syriske grænseregion omkring byen Idlib. Alliancen mellem Putin og Assad slog forleden til med luftangreb mod de tyrkiske tropper. Resultatet blev, at over 30 soldater blev dræbt, hvilket i princippet også er et angreb på den vestlige verden, da Tyrkiet som bekendt er medlem af NATO.

Ifølge russerne havde de russiske styrker indtil da haft en tæt koordination med de tyrkiske soldater om deres positioner i området, og angrebet var alene målrettet de terroristiske grupper, der angreb Assad-regimets positioner. Igen et kæmpe paradoks. Tyrkiet har trænet og støtter de islamistiske oprørsgrupper, der operer i Idlib-området, samtidig med at de løbende har haft en tæt koordination med russerne, der støtter Assad-styrkerne.

Angrebet i torsdags var derfor et stærkt signal til Erdogan om, at han skal slå hånden af oprørsgrupperne i Idlib, og at han ikke bare kan agere i Syrien, som han hidtil har gjort. Med andre ord sender Putin dermed det klare budskab til Erdogan og Vesten, at han dikterer slutspillet om Syriens fremtid.

Erdogan-regimets opførsel de seneste år, samt den kendsgerning at Donald Trump de facto har aflyst musketereden i NATO-samarbejdet, betyder, at man næppe vil gøre andet end at fordømme torsdagens angreb. Fordømmelsen bør dog også gå på Vestens egen rolle. Det er alt for kortsigtet at vende det blinde øje til det, der foregår i regionen i disse tider.

 

Fordømmelsen bør dog også gå på Vestens egen rolle. Det er alt for kortsigtet at vende det blinde øje til det, der foregår i regionen i disse tider
_______

 

På den korte bane går det udover de civile, der på daglig basis forsøger at overleve en uoverkommelig situation. På den lange bane kan det få vidtrækkende konsekvenser for de vestlige samfund, at Tyrkiet under ledelse af Erdogan – vores strategiske allierede – fortsat fjerner sig mere og mere fra Vesten.

Den ene dag køber han S400-missiler fra Rusland, der kan slå NATO’s forsvarsskjold ud af funktion – alene med det formål at vise amerikanerne og NATO, at hvis de ikke gør som han ønsker, vil han finde sig nye græsgange og samarbejdspartnere. I dette tilfælde Putin, der klapper i sine hænder, fordi det lykkedes ham at stikke en kæp i hjulet på NATO-samarbejdet. Den næste dag ønsker Erdogan støtte fra NATO og EU til hans uhellige alliance med islamistiske grupper, som han støtter i kampen mod kurderne og Assad-regimet i Syrien. Samtidig har han skabt en udvikling i Tyrkiet, der har gjort landet til et autokrati, hvor retsstat og lignende grundlæggende principper er en by i Rusland.

KORT EFTER ANGREBET mod tyrkiske soldater i Idlib erklærede de tyrkiske myndigheder, at man nu åbnede grænserne op for flygtninge, der vil til Europa. Hele weekenden har man på live tyrkisk tv kunnet se, hvordan flygtninge med livet som indsats får lov til at sejle mod de græske øer i gummibåde. Som Erdogan har gjort det før, vil han nu igen bruge flygtningestrømme som afpresning mod EU, hvad enten han er ude efter flere penge eller militærstøtte fra EU.

For Erdogan er menneskeliv- og skæbner ikke mere værd, end at de kan bruges til at forhandle med. Hvis Europa endnu engang kastes ud i en flygtningekrise, der vil fungere som en bombe under EU-samarbejdet, bør man i den grad kigge indad. Den manglende konflikthåndtering og det manglende engagement i regionen kan blive det sår, der med tiden bliver så betændt, at det kan blive dødsens farligt – både for Europa og for de værdier, som vi gerne vil repræsentere og fastholde i det store verdenssamfund. ■

 

For Erdogan er menneskeliv- og skæbner ikke mere værd, end at de kan bruges til at forhandle med. Hvis Europa endnu engang kastes ud i en flygtningekrise, der vil fungere som en bombe under EU-samarbejdet, bør man i den grad kigge indad
_______

 

Serdal Benli (f. 1979) er født i Ankara og uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet. Til daglig er han næstformand for SF og desuden forfatter til bogen ’Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan’ og har gennem årene løbende kommenteret på udviklingen i Mellemøsten. ILLUSTRATION: En syrisk mand græder foran ruiner i Idlib-provinsen 13. oktober 2012 [foto: AFP PHOTO/HERVE BAR/Scanpix]