Sofie Lippert: Ligesom hverken kvinders stemmeret eller den frie abort kom af sig selv, vil fremtidens ligestillingssejre heller ikke komme uden politisk kamp

Sofie Lippert: Ligesom hverken kvinders stemmeret eller den frie abort kom af sig selv, vil fremtidens ligestillingssejre heller ikke komme uden politisk kamp

08.03.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er naivt at tro, at udvikling i kvinders rettigheder fortsætter, hvis vi stopper med at kæmpe aktivt for det. Idéen om den evige fremgang bør skydes til hjørne, og vi må erkende, at meget tyder på, at ligestillingen har ramt et vendepunkt – og når som helst kan komme i tilbagegang, hvis ikke vi kæmper videre.

Kommentar af Sofie Lippert, landsforkvinde i SFU

I DAG ER det Kvindernes Internationale Kampdag, og der kommer derfor atter fokus på spørgsmålet: er der stadig er noget at kæmpe for? Et spørgsmål enhver feminist lynhurtigt råber ja til. Men i virkeligheden er præmissen for spørgsmålet forkert. For når man spørger, om der virkelig stadig er brug for en kampdag for kvinder, antager man, at ligestillingen allerede har indfundet sig, eller at hvis vi bare læner os tilbage og venter længe nok, vil vi automatisk nå en ligevægtstilstand. En ligevægtstilstand, hvor det uforklarlige løngab er forsvundet, hvor kvinder ikke længere skal seksualiseres i alverdens hverdagssituationer, hvor der findes kvinder på både ledelses- og professorgangene landet over, og hvor mænd vil tage en større del af både barsel og husarbejde. En ligevægtstilstand, der langt om længe vil gøre udsagnet “i Danmark har vi ligestilling” sandt.

Desværre ser det ikke ud til, at vi er på vej ind i en ligevægtstilstand. Løngabet er nærmest uændret, og især de 4,3 pct., der hverken kan forklares med forskellige timetal, fagområder eller ledelsesniveauer, virker til at være frosset fast. Netop her burde udviklingen være størst, hvis vi faktisk var på vej ind i en ligevægtstilstand, da resten af løngabet kan bortforklares ved, at mænd og kvinder foretager forskellige valg. Ligeledes er antallet af kvindelige ledere i toppen af samfundet stadig på et absurd lavt niveau, og antallet af kvindelige folketingsmedlemmer har endnu ikke oversteget 40 pct. Både den økonomiske og politiske magt i vores samfund ligger altså fortsat i hænderne på især mænd.

 

På mange måder er udviklingen i retning af mere ligestilling altså stagneret. Men flere steder begynder det endda også at gå i den forkerte retning
_______

 

DE KVINDER, der alligevel drister sig til at søge magten og tage del i den offentlige debat, oplever et fuldstændig grotesk niveau af hadbeskeder. Det vækker forargelse i det store flertal, og søde velmenende mænd melder sig ind i kampen imod hadet og mener ikke, at det kan være rigtigt, at den slags sker i 2020. Men det er rigtigt. Fire gange så mange kvindelige politikere oplever seksuel chikane på sociale medier sammenlignet med deres mandlige kollegaer. Som det ser ud nu, bliver 2020 næppe året, hvor vi får bekæmpet kvindehadet. 2020 bliver derimod året, hvor det fortsat er en ekstra tand mere personligt, når man er kvinde i politik, og hvor ens køn virker som en afgørende faktor, fordi hadbeskederne har seksuelle undertoner og alt for ofte indeholder voldtægtstrusler.

På mange måder er udviklingen i retning af mere ligestilling altså stagneret. Men flere steder begynder det endda også at gå i den forkerte retning. I Donald Trumps USA er den fri abort endnu engang til debat, og flere stater indskrænker kvinders ret til egen krop. Men man behøver faktisk ikke tage længere væk end til Norge, hvor den norske regering sidste vinter indskrænkede retten til abort. Selvom det kun drejer sig om en mindre indskrænkning, er det et bekymrende skridt i den forkerte retning og et eksempel på, hvordan konservative, religiøse kræfter får stigende indflydelse på ligestillingspolitikken, der gør drømmen om fremgang for kvinders frigørelse mere fjern.

 

Vi har brug for politiske tiltag, der sikrer, at løngabet mindskes, og at kvinder reelt får samme adgang til ledelsesposter som mænd
_______

 

SET MED HISTORISKE BRILLER er der heller ikke noget belæg for at tro, at ligestillingen følger en lineær udvikling. Det belyses bl.a. af økonomen Victoria Bateman, der argumenterer for, at industrialiseringen skete i de lande, hvor der allerede var relativt frie kvinder. I 1600-1700-tallet var kvinderne i Nordvesteuropa friere end kvinder i resten af verden. Under den industrielle revolution blev de dog igen fortrængt fra arbejdsmarkedet, og i løbet af små tohundrede år faldt antallet af kvinder på arbejdsmarkedet fra to tredjedele til lidt under halvdelen. De nordvesteuropæiske kvinders ligestillingsudvikling er altså alt andet end lineær.

Idéen om, at kampen for kvinders rettigheder følger en lineær bane, tager hovedsageligt afsæt i det 20. århundredes udvikling. Men det er naivt at tro, at det fortsætter, hvis vi stopper med at kæmpe aktivt for det. Idéen om den evige fremgang bør skydes til hjørne, og vi må erkende, at meget tyder på, at ligestillingen har ramt et vendepunkt – og når som helst kan komme i tilbagegang, hvis ikke vi kæmper videre.

HVIS VI VIL GENSTARTE udviklingen i retning af et mere lige samfund og ikke acceptere hverken tilbageskridt eller stilstand, er det tid til politisk handling. Vi har brug for politiske tiltag, der sikrer, at løngabet mindskes, og at kvinder reelt får samme adgang til ledelsesposter som mænd. Vi har brug for en samtykkelovgivning, der understreger kvinders ret til egen krop, og en klar fælles forståelse af, at abortrettigheder ikke er noget, man piller ved. Vi har brug for politiske tiltag, der bekæmper had til og seksualisering af kvinder, der deltager i den offentlige debat. Vi er langt fra i mål, og ligesom hverken stemmeret eller den frie abort kom af sig selv, vil fremtidens ligestillingssejre heller ikke komme uden politisk kamp.

Kvindernes Internationale Kampdag er ikke bare stadig relevant, men især relevant lige nu. ■

 

Desværre ser det ikke ud til, at vi er på vej ind i en ligevægtstilstand. Løngabet er nærmest uændret, og især de 4,3 pct., der hverken kan forklares med forskellige timetal, fagområder eller ledelsesniveauer, virker til at være frosset fast
_______

 



Sofie Lippert (f. 1995) er bachelor i matematik fra Århus Universitet og landsforkvinde for SF Ungdom.