07.04.2020

Det globale fællesskab er netop ikke et fællesskab, men et fremmedgørende system baseret på økonomiske interesser. Når krisen rammer ‘os selv’— glemmer vi på et splitsekund resten af den verden, vi til daglig er så dybt afhængige af og forbundne til. Og vi glemmer at spørge: fungerer systemet, som det bør?

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kronik af Sofie Sommer Lang

“LOS EXTRANJEROS TRAEN EL VIRUS” (‘De fremmede bringer virussen’), hviskede en mand efter mig, da jeg forleden passerede ham på vej hjem fra supermarkedet. Manden hedder Jorge, han sælger bøger fra et lille tæppe på fortovet i La Candelaria, en smuk, kolonial bydel i den colombianske hovedstad Bogotá. Jeg har passeret Jorge hver dag de sidste to måneder, hvor jeg har boet her som udvekslingsstuderende, jeg har hilst på ham, men har med skam at melde aldrig købt en af hans bøger.

Hans bemærkning overraskede mig: Jeg har brugt de sidste to måneder på at blive en del af hverdagen i den travle, forurenede, fattige, venlige, smukke, rige, grimme, kulturelle, labyrintiske by, som er Bogotá. Ikke som en colombianer — det ved jeg udmærket, at jeg ikke er — men heller ikke som extranjera; en fremmed. Ikke fuldstændigt i hvert fald, og bestemt ikke en smittebefængt en af slagsen.

 

Ifølge det colombianske Nationale Sundhedsinstitut er der i skrivende stund, torsdag den 2. april, registreret 1065 corona-tilfælde inden for Colombias grænser. Af dem er næsten halvdelen, 485 ‘importerede,’ dvs. bragt til Colombia med de tilrejsende colombianere og ikkecolombianere
_______

 

Men Jorge har ret: Ifølge det colombianske Nationale Sundhedsinstitut er der i skrivende stund, torsdag den 2. april, registreret 1065 corona-tilfælde inden for Colombias grænser. Af dem er næsten halvdelen, 485 ‘importerede,’ dvs. bragt til Colombia med de tilrejsende colombianere og ikkecolombianere, der er ankommet de sidste par uger med sygdommen i bagagen. Selvom tallene i Danmark er meget højere, så har vi et robust og veludviklet sundhedsvæsen, hvor der er kort fra opkaldet til lægevagten til hospitalet. Og selvom Colombia med sine 49 millioner indbyggere på mange måder er et mere stabilt land end for 10 eller 20 år siden — fx opgør OECD, at antallet af hospitalssenge steget og at den officielle arbejdsløshed ligger på 10 pct., ligesom en del af befolkningen har bevæget sig ud af den yderste fattigdom og ind i gruppen af ‘udsatte’ løsarbejdere — så er det stadig et land i det såkaldte ‘Globale Syd’ med en mindre velfungerende økonomisk, social og sanitær infrastruktur end for eksempel Danmark. Her ser scenarier med flere tusind smittede langt mere uhyggelige ud.

OG IMENS VI, de ‘fremmede’, er dem, der bringer virussen ind i landet, så er det ikke os, der kommer til at lide mest under en eventuel epidemi. Jeg, for eksempel, har en sundhedsforsikring gennem mit private colombianske universitet, der giver mig adgang til et godt hospital, hvis, hvis nu, jeg skulle blive smittet. Det samme gælder min colombianske roommate — kvinden, der ejer huset, jeg bor i — og hendes 5-årige søn. Vi ville klare os fint.

Men kun få gader fra vores hus, lidt længere oppe ad et af de Andesbjerge, der omgiver byen, i bydelen Egipto, er situationen anderledes.

Jeg har aldrig været der, for jeg har fået at vide, at det er en dårlig ide at tage derop alene som en bleg og blåøjet extranjera; Egipto er et fattigt kvarter og var i mange år kendt som et af byens voldeligste kvarterer.

 

Med coronavirusset har hullerne i sikkerhedsnettet for alvor vokset sig store: Ligesom det er tilfældet for mange andre befolkningsgrupper i Colombia, står konfliktens ofre og forhenværende paramilitære — dem, der med fredsaftalen har overgivet deres våben og fået amnesti — pludselig uden indkomst
_______

 

VOLDEN – la violencia – præger i det hele taget stadig store dele af det colombianske samfund i dag, fire år efter indgåelsen af fredsaftalen mellem regeringen ledet af den daværende præsident Santos og den paramilitære gruppe FARC. Den fredsaftale, som mange colombianere er enige om, har slået fejl, bl.a. fordi det sociale sikkerhedsnet, der burde hjælpe ofre, pårørende og tidligere paramilitære ud af volden og ind i freden, er for tyndt til at kunne understøtte de tusinder af mennesker, det drejer sig om. Hvis man er født ind i det paramilitære liv, og fx aldrig har modtaget formel uddannelse, er det ikke bare lige til at få arbejde, finde bolig og stifte familie i Colombia.

Med coronavirusset har hullerne i sikkerhedsnettet for alvor vokset sig store: Ligesom det er tilfældet for mange andre befolkningsgrupper i Colombia, står konfliktens ofre og forhenværende paramilitære — dem, der med fredsaftalen har overgivet deres våben og fået amnesti — pludselig uden indkomst, uden en bolig at tilbringe karantænen i og uden økonomisk, social og helt grundlæggende fysisk beskyttelse. For med karantænen ved alle, også banderne og de paramilitære, hvor alle befinder sig; hvis de ønsker at finde en forhenværende paramilitær, hvilket ofte er tilfældet, er der med karantænen ingen mulighed for at bevæge sig eller finde nye skjulesteder. Og denne type beskyttelse er en beskyttelse, som regeringen indtil videre ikke synes at prioritere.

Det vidner om et land, der er splittet på grund af fattigdom, våben og manglen på politisk ledelse og ansvar. Og utilfredsheden vokser hver eneste dag, og ikke kun blandt colombianere; tirsdag den 25. marts, dagen inden den landsomspændende 19 dage lange karantæne begyndte, gik tusinder af venezuelanere på gaden for at bede om støtte til at overleve karantænen. På grund af den politiske og økonomiske situation i nabolandet Venezuela, der har tvunget millioner af mennesker til at migrere, befinder der sig ifølge de colombianske myndigheder. Dertil kommer, at op mod 90 pct. af alle de venezuelanske migranter arbejder i den ‘uofficielle økonomi’, dvs. som gadesælgere, prostituerede eller budbringere. Ligesom det er tilfældet med de colombianske løsarbejdere, de forhenværende paramilitære og ofrene for la violencia, står de venezuelanske migranter pludselig alene over for coronavirusset og dets økonomiske og sociale konsekvenser. Forskellen er, at de ikke er colombianske statsborgere, og derfor ikke har mulighed for at modtage hjælp. Den eneste mulighed, venezuelanerne har, er at trodse forsamlingsforbuddet og smittefaren og gøre opmærksom på, at de er her. Og hvis det viser sig, at regeringen ikke formår at hjælpe landets millioner af udsatte statsborgere og venezuelanere, bliver demonstrationen den 25. marts ikke den sidste, når karantænen er ovre og de døde talt op. Til gengæld bliver den måske den mest fredelige: Den i forvejen udbredte mistillid til det colombianske politiske system, ifølge OECD en af verdens mest uigennemsigtige og korrupte, kan uden de nødvendige sociale og økonomiske tiltag vokse sig langt større og langt mere uregerlig.

 

Corona-pandemien er en global tragedie, især for de familier, der rammes særligt hårdt af sygdom og død. Men måske kan den i det mindste bruges til, at vi, som et globalt fællesskab forbundet af teknologi, økonomi og meget andet, kan gentænke den måde, vi har indrettet verden på
_______

 

SELVOM SUNDHEDSVÆSENET er blevet udvidet, den forventede levealder er øget og den sociale situation for mange colombianere måske nok langsomt er i forandring, så betyder det ikke, at beboerne i mit nabokvarter Egipto, eller i de mange andre af Colombias udsatte og fattige kvarterer, har hurtigere adgang til effektiv behandling, hvis de skulle blive syge med COVID-19. Den colombianske avis El Tiempo skrev eksempelvis forleden, at der på hospitalernes intensivafdelinger over hele landet er mangel på ressourcer og tilgængelige sengepladser. Hvis epidemien spredes massivt i Colombia, og man ikke har en privat sundhedsforsikring, men bliver alvorligt syg, skal du altså være heldig for at få en plads på et hospital og endnu heldigere for at få den fornødne behandling. Fx var et af de første COVID-dødsfald i Colombia en 57-årig taxachauffør, Arnold de Jesús Ricardo Iregui, der havde kørt med to italienske turister smittet med coronavirus. Lægen sendte Iregui hjem fra hospitalet på trods af bekymrende røntgenbilleder af mandens lunger, fordi virusset ‘ikke var noget at bekymre sig om’; og da sygdommen forværredes, måtte han af mangel på hospitalspersonale vente otte timer på at få udleveret antibiotika. Iregui døde halvanden dag senere.

Eller tænk bare på Jorge, bogsælgeren på tæppet på gaden, hvis han skulle blive smittet og alvorligt syg. Jeg tvivler på, at han ville klare sig.

OVERLEVELSENS RETFÆRDIGHED er en konstant uretfærdighed — overlevelse baserer sig på adgang til grundlæggende sundhedspleje eller vand eller mad — ligesom det er en global og historisk uretfærdighed, der på ingen måde er partikulær for Colombia. Det er en uretfærdighed, som FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 forsøgte og planlagde at udradere, men som den, trods forbedringer, indtil videre endnu ikke er lykkedes med at forandre.

Bogotá, hvor jeg befinder mig, gik fredag den 20. marts ind i en fire dages ‘karantænesimulation’. Karantænen var borgmester Claudia López’ forsøg på at finde ud af, hvem der ikke kan gå inden døre. Hvad gør man, hvis man er løsarbejder, der lever fra dag til dag som fx gadesælger?

Man klarer sig i hvert fald ikke ‘fint’, og særligt ikke hvis den colombianske regering ikke finder en samlet løsning, der ikke udelukkende støtter middelklassens erhvervsdrivende eller overklassens storfirmaer, sådan som den annoncerede den 18. marts.

 

Særligt i krisetider træder det globale såkaldte fællesskabs tilfældigheder frem og overlevelsens uretfærdighed markeres
_______

 

Corona-pandemien er en global tragedie, især for de familier, der rammes særligt hårdt af sygdom og død. Men måske kan den i det mindste bruges til, at vi, som et globalt fællesskab forbundet af teknologi, økonomi og meget andet, kan gentænke den måde, vi har indrettet verden på. At vi overvejer og retter op på de systemiske uretfærdigheder og ubalancer, der gør, at Jorge på gaden er i større risiko for at dø som konsekvens af smitte uden måske nogensinde at have rejst uden for Colombia, end mig, der har rejst siden jeg blev født.

DET GLOBALE FÆLLESSKAB, som forbinder danskere til colombianere, kenyanere eller bangladeshere, hver gang vi drikker en kop kaffe, køber en t-shirt eller logger på et socialt medie, er netop ikke et egentligt fællesskab, men et fremmedgørende system baseret på økonomiske interesser. Når krisen rammer ‘os selv’ — for coronavirussets verdensinvasion har for alvor vist, at ‘os selv’ egentlig ikke kan afgrænses, at vi forbindes ikke kun af land, men også af en nationalstatsfornægtende, grænseoverskridende virus — glemmer vi på et splitsekund resten af den verden, vi til daglig er så dybt afhængige af og forbundne til. Vi har det med at glemme, at vi faktisk er nogle dem i det globale system, der har det ret godt, og vi glemmer at spørge, om systemet egentlig fungerer, som det bør. Det er et system, der gennem en årrække har vist sig ikke at kunne tackle fælles udfordringer, verden står over for, men tværtimod lader den globale ulighed vokse sig uoverskueligt større, verdens klima forværres og pandemier sprede sig. Særligt i krisetider træder det globale såkaldte fællesskabs tilfældigheder frem og overlevelsens uretfærdighed markeres.

Det håber jeg, vi i Danmark og det ‘Globale Nord’ blandt andet vil huske at overveje, når smitten er fordampet fra de feberhede pander og nyhedssider, og verden igen begynder at bevæge sig fremad.

BOGOTÁ er gået i stå. Morgenbilleder fra luftkameraer viser øde veje og tomme gader. Jeg ved med god grund ikke, om bogsælgeren Jorge er hjemme, eller om Jorge også i dag sidder på sit bogtæppe, om det er hans hjem. Jeg håber, at Jorge som en af Colombias millioner af ekstremt udsatte borgere, overlever virusset og de økonomiske og sociale problemer, epidemien medfører i et udviklingsland, hvor næsten halvdelen af borgerne lever fra dag til dag, hvor der på hospitalernes akutafdelinger kun findes to senge per titusinder colombianere, og hvor regeringen er i lommen på narkobaroner. Jeg håber, jeg vil se Jorge igen, når karantænen er ovre; så jeg kan hilse på ham, og han vil genkende mig, ikke som en smittebefængt fremmed, men som en, der er gået forbi ham hver dag og nu endelig køber en af hans bøger. ■

 

Jeg håber, jeg vil se Jorge igen, når karantænen er ovre; så jeg kan hilse på ham, og han vil genkende mig, ikke som en smittebefængt fremmed, men som en, der er gået forbi ham hver dag og nu endelig køber en af hans bøger
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik