22.06.2020

Staten skal bedømmes på sin evne til at undgå samfundsmæssige chok og fastholde og beskytte borgernes retssikkerhed selv i krisetider. Og den test bestod konkurrencestaten ikke. Derfor skal den skiftes ud.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som netop har ramt postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa”

Af Theresa Scavenius

Her på vej ud af coronakrisen er det vigtigt at gøre status. For at lære af fortiden og for at ruste os til næste lignende krise, som vil komme før eller siden. I denne læringsproces er det vigtigste spørgsmål: Hvorfor endte vi i en situation, hvor hele verdens økonomiske og politiske system helt eller delvist måtte sættes på pause for at kontrollere, styre og inddæmme en smitsom virus? Hvorfor var vi ikke bedre forberedte?

Her kan selvfølgelig nævnes en lang række forhold, der går lige fra bestilling og lagring af værnemidler til den politiske kommunikation og magtrelationerne mellem WTO, EU, de danske sundhedsmyndigheder osv. Alle disse forhold bør kortlægges – ideelt bør der nedsættes en europæisk eller endda global kommission, der kan samle erfaringerne fra Danmark og resten af verden og bidrage til at skabe et europæisk og internationalt netværk, der hurtigt kan aktiveres for at undgå noget lignende.

Men vi skal også starte en national diskussion af, hvordan vi vil træffe beslutninger i krisetider, samt hvordan vi mener, at vi bør svare på de vigtigste etiske dilemmaer, som følger i kølvandet på en hård og udemokratisk håndtering af en sundhedskrise. Hvordan kan vi hæve vores tærskel for, hvilke kompromiser vi skal indgå, så vi er trænet til at se, at vi ikke behøver at gå på kompromis med vores hårdt tilkæmpede civile borgerrettigheder for at redde menneskeliv?

 

I denne læringsproces er det vigtigste spørgsmål: Hvorfor endte vi i en situation, hvor hele verdens økonomiske og politiske system helt eller delvist måtte sættes på pause for at kontrollere, styre og inddæmme en smitsom virus?
_______

 

For det er den åbne og oplyste offentlige debat, som skaber den sikreste model for at undgå fejl. Det viser forløbet omkring Statens Serum Institut: Så længe alt datamaterialet bag regeringens beslutninger ikke er blevet offentliggjort endnu, kan kompetente borgere og forskere ikke følge konstruktivt og kritisk med i myndighedernes beslutninger. Og det skaber en usikkerhed, især når Statens Serum Institut som alle andre institutioner og aktører begår fejl, regner forkert og nogle gange sætter nogle forkerte præmisser op.

Ud over bedre adgang til beslutningsgrundlaget for den politiske krisehåndtering er der et andet alvorligt problem med den pause, retsstaten i øjeblikket er blevet sat på. Ja, jeg ved godt, at det der med retsstaten for mange mennesker er blevet noget underligt diffust noget. Hvad betyder det egentlig? Er det nu så vigtigt? Mette Frederiksen er jo så sød, så det går nok alt sammen. Til alle jer, som tvivler: Tænk over, hvilken type af information I gerne vil have adgang til. Vil I gerne kunne læse noget sandt i avisen? Høre kritiske stemmer? Vil I gerne have, at jeres børn lærer kritisk tænkning i skolerne? Eller er I parate til ikke at vide, hvad der er sandt eller falsk i forhold til klimakrisen fx? Sandt eller falsk i forhold til regeringens politik? Sandt eller falsk, i forhold til hvad der sker rundt om jer – som I ikke lige umiddelbart kan se?

Selvom vi rent praktisk er på vej ud af coronakrisen, er lovgivningen ikke fulgt med endnu. Vi lever stadig i en retsstatsmæssig undtagelsestilstand, hvor sundhedsministeren kan udnytte ’hasteloven’ til at indføre en række drastiske tiltag – uden at have nogen juridisk eller anden faglig begrundelse. Indtil videre gælder denne hastelov indtil marts 2021. Hvorfor marts 2021? Der er ingen sundhedsfaglige argumenter for den. Ingen demokratiske. Ingen praktiske. Så jeg mener ikke, at vi stiltiende skal se på, mens retsstaten stille og roligt bliver undermineret og tilbagerullet på samme måde som i resten af verden.

 

Selvom vi rent praktisk er på vej ud af coronakrisen, er lovgivningen ikke fulgt med endnu. Vi lever stadig i en retsstatsmæssig undtagelsestilstand, hvor sundhedsministeren kan udnytte ’hasteloven’ til at indføre en række drastiske tiltag…
_______

 

Vi skal prise os lykkelige for, at vi er i Danmark og ikke i fx Hongkong, hvor hele den demokratiske oppositionsbevægelse er blevet fængslet. Eller i Ungarn og Østeuropa, hvor alt, hvad der hedder demokrati og retsstat, er ved at blive tilbagerullet. Men selvom vi i Danmark står bedre, skal vi være opmærksomme på de tendenser og politiske skred, der sker i øjeblikket. Og vi skal huske på, at vi kun kan kæmpe for vores medsøstre og -brødres rettigheder i resten af verden, hvis vores egen retssikkerhed er stabil. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi alle kræver et øjeblikkeligt stop for hasteloven. Den første lære af coronakrisen bør være, at vi – fordi vi var uforberedte – kom til at gå for meget på kompromis med retsstaten og de demokratiske spilleregler.

Konkurrencestatens fallit
Hvilken viden har vi behov for for at undgå så dramatiske tiltag for at håndtere en krise, der kunne have været håndteret meget mere simpelt?

Et af de mere grundlæggende svar er, at konkurrencestaten er skyldig i coronakrisen, fordi den repræsenterer den politiske tankegang, som i 30 år har fokuseret på at omdanne den offentlige sektor således, at den administrativt ligner en privat virksomhed. Denne omkalfatring er sket langsomt og gennem en række store og små reformer af politiet, universiteterne, sundhedssektoren etc. Tilsammen har alle disse reformer ændret logikken i den offentlige sektor: Embedsfolkene arbejder anderledes, den måde, hvorpå ministerierne og styrelserne administrerer deres ressortområde, er anderledes, og den måde, penge kanaliseres rundt mellem de offentlige myndigheder, er anderledes.

Konkurrencestaten kan ikke forberede samfundet på store samfundsmæssige kriser, fordi den fokuserer på at skabe de mest effektive arbejdsgange nu og her og på at skabe økonomisk aktivitet og vækst i samfundet – igen nu og her. Det er alt sammen meget værdifuldt, fordi omfattende statsapparater meget hurtigt henfalder til et tungt, ineffektivt bureaukratisk styre, som dræber borgernes og virksomhedernes virkelyst og muligheder for at bidrage til samfundet med nye kreative løsninger, produkter og teknologier. Sovjetunionen og andre meget statsstyrede samfund er klare historiske eksempler på, hvor ufrugtbar en ekstremt centralistisk og partistyret stat kan være.

I stedet fik vi skabt en mere agil offentlig sektor i Danmark. Skabt en bedre balance mellem den private og den offentlige sektor. Men udfordringen i dag har derfor skiftet karakter. Det er ikke den tunge, bureaukratiske stat, som er problemet. Det er derimod den slanke stat, som er problemet. For den har mistet kapacitet til at håndtere de samfundsmæssige kriser, som ikke har en markedsdimension, men som netop kræver politiske beslutninger og etiske valg.

 

Konkurrencestaten kan ikke forberede samfundet på store samfundsmæssige kriser, fordi den fokuserer på at skabe de mest effektive arbejdsgange nu og her og på at skabe økonomisk aktivitet og vækst i samfundet – igen nu og her
_______

 

Vi har ’løst’ coronakrisen i Danmark. Men at adressere krisen, når den er her, er ikke den egentlige test. En velfungerende, resilient og robust stat skal kendes på evnen til at undgå samfundsmæssige chok og fastholde og beskytte borgernes retssikkerhed selv i krisetider. Konkurrencestaten har tjent sit formål. Og den havde en række indbyggede fejl i sig. Nu er opgaven at løse dem – at finde en vej ud af konkurrencestaten og hen imod en mere agil og ressourcestærk stat, der evner at aktivere både samfundets demokratiske ressourcer og ny forskning, før den næste krise truer.

Konkurrencestaten har med andre ord ikke fundet den rette balance mellem borgernes frihed, markedernes effektive prisregulering samt en central statslig regering med det overordnede ansvar for krisestyring. Det arbejde, der forestår efter coronakrisen, skal ikke fokusere alene på enkelte sundhedspolitiske forbedringer, men også mere generelt: Kigge på, hvordan den offentlige sektor opererer, og hvordan relationen mellem private og statslige aktører fungerer.

Det gode eksempel
Vores bedste styrke i Danmark er vores evne til at samarbejde på tværs af interesser, politiske skel og forskellige sektorer. Og motoren for dette samarbejde er et frit og tillidsbaseret demokratisk samfund, hvor alle aktører stoler på hinanden.

For vi ved godt, at vores bedste konkurrenceparameter i en global brutal verden ikke er laveste fællesnævner. Vi vinder ikke konkurrencen med Kina ved at sænke folks lønninger. Vi vinder ikke konkurrencen med USA ved at svække borgernes adgang til gratis sundhed. Og vi vinder ikke konkurrencen med resten af Europa ved at være hardliners over for vores naboer eller politisk allierede.

Vi vinder derimod den politiske kamp med Kina, USA og resten af Europa ved at være det gode eksempel. Eksemplet, der viser, at det er muligt at være et af de rigeste lande i verden – samtidig med at der ingen arbejdende fattige er. Eksemplet, der viser, at offentlig sundhed med lige adgang for alle er det system, som sikrer den bedste sundhed for alle – rig som mindre bemidlet. Eksemplet, der viser, at komplekse samfundsproblemer ikke skal løses med hård magt – men derimod med blød magt og civil-organisatoriske komplekse modeller.

Og det kræver en videreudvikling af konkurrencestaten. En videreudvikling, der går i retning af det, jeg kalder en klimastat – dvs. hvor både klima, miljø og mennesker indgår i de økonomiske modeller. Her skal den offentlige sektor ikke efterligne den private sektor, men derimod give plads til, at den private sektor kan fungere mest effektivt og klima- og miljøvenligt – ved at staten netop regulerer alt det, som ikke kan få en pris på markedet, som fx sundhedskriser og andre samfundsmæssige chok.

Coronakrisen tydeliggør, at konkurrencestaten er utilstrækkelig, når gælder politisk planlægning og håndtering af store kriser og chok. Det er derfor vigtigt, at vi nu begynder at reformere konkurrencestaten hen imod en klimastat, så vi bedre er i stand til at forberede, planlægge og afbøde de kommende store samfundsmæssige chok, der vil blive forårsaget af globale klimaforandringer. ■

 

Coronakrisen tydeliggør, at konkurrencestaten er utilstrækkelig, når gælder politisk planlægning og håndtering af store kriser og chok
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Dommen i Strasbourg vil å store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise