Tine Aurvig-Huggenberger i RÆSONEKSTRA2: Demokratiets tynde fernis (eller: Den dyrt betalte tryghed)

Tine Aurvig-Huggenberger i RÆSONEKSTRA2: Demokratiets tynde fernis (eller: Den dyrt betalte tryghed)

24.04.2020

.

Det har altid kendetegnet danskernes selvbevidsthed, at vi levede i et ypperligt demokrati. Der skulle EN krise til. Frem voksede så kravet om den eneherskende, stærke leder, som værende den, der kontraktligt kunne sikre os tryghed.

Denne artikel er en del af den anden udgave RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.



Kommentar af Tine Aurvig-Huggenberger

DET ER VIST på sin plads at starte med en disclaimer: Jeg synes at regeringen, Folketinget og myndighederne indtil nu klarer covid-19-krisen godt. De har i en national – og ikke mindst i en global – dystopisk situation med rolig hånd ledt os igennem. De har manet til ”fællesskab på afstand”. De har åbnet for kasserne på en måde, så al snak om skattelettelser må forstumme de næste ti år, og ikke mindst er de lykkedes med at forsikre os om, at Danmark nok skal klare det her, fordi vi har den rette samfundsmodel, vi har en stærk økonomi, og vi har en stærk fælles identitet.

Jeg er hverken læge, virolog eller noget, der ligner, men de er lykkedes med at give mig et gran af tryghed. Det store spørgsmål er så bare, om min følelse af tryghed er det værd. For når jeg så sidder tilbage med en krybende fornemmelse på rygraden af, at noget er galt, helt galt, er det ikke deres skyld, men snarere min – og befolkningens – egen skyld.

Det har altid kendetegnet danskernes selvbevidsthed, at vi levede i et ypperligt demokrati og netop dét tilskrev alen efter alen til vores selvbevidsthed af at være noget ganske særligt, ikke mindst når vi skulle sammenligne os med andre lande. Der skulle EN krise til. Frem voksede så kravet om den eneherskende, stærke leder, som værende den, der kontraktligt kunne sikre os tryghed. Der er sågar mennesker, der undervejs i denne krise har foreslået, at man sendte Folketinget på sommerferie, så regeringen kunne får arbejdsro. Det er en tendens, som ikke kun er vokset i Danmark, men i Europa og i resten af verden. Vores sociale bevidsthed rykkede sig på et nanosekund fra tillid, inddragelse og dialog til ønsket om at ’Mor’ eller ’Far’ fixer dette her, og hvis vi bare opfører os ordentligt, skal det nok gå.

 

Vi udviser samfundssind, og vi er ovenikøbet gode til det. Men vi skal måske holde op med at fortælle andre mennesker og lande, at min og vores måde at gøre det på er den eneste rigtige
_______

 

Samfundssind og moralsk carte blanche
Hvis man perifert beskæftiger sig med de sociale medier, har man kunnet se en ny slags reaktioner på det, en fri kritisk presse gør. Det er helt sikkert ikke repræsentativt for samtlige 5,8 mio. danskere, men hoben af mennesker, der mener, at journalister ”bare skal holde deres kæft”, hvis de stiller kritiske spørgsmål til pressemøder, er uhyggelig høj. Den voksende følelse af, at vores fælles tryghed bliver udfordret af kritisk journalistik, er, for at sige det lige ud, uhyggelig. Der skal øjensynligt kun EN krise til, og så er vi parate til at deponere vores opfattelse af den frie presse som en af de helt afgørende forudsætninger for demokrati – fordi den kan medvirke til at holde magthaverne ansvarlige – bare vi bliver lovet tryghed og være uforstyrret af kritiske spørgsmål.

Vi har været fantastiske til at udvise samfundssind. Hvem skulle have troet, at vores fælles moral var så stærk efter år med stærkere og stærkere individualisering? Den er så stærk, at mange med vellyst kombinerer dyneløfteren med politibetjenten. Vi har givet hinanden carte blanche til at løfte pegefingeren og formanende, ikke mindst på de sociale medier, fortælle hinanden, hvad der er den rette opførsel. De unge kan ikke opføre sig ordentligt, udenlandske arbejdere er sikkert smittebærere, folk går for tæt, når de går tur, og ja, listen er uendelig. Der skulle EN krise til, så transformerede Nordens italienere sig til en krydsning mellem sovjetborgere og repræsentanter for den hellige inkvisition. Vi udviser samfundssind, og vi er ovenikøbet gode til det. Men vi skal måske holde op med at fortælle andre mennesker og lande, at min og vores måde at gøre det på er den eneste rigtige. Og måske skal vi holde op med at hyggefryde os over, at der dør langt flere i Sverige end i Danmark, når de nu har været så skøre at gøre det på en anden måde end os.

 

Særligt i kriser har vi en forpligtelse til at skærpe vores kritiske sans, ikke mindst af hensyn til demokratiet
_______

 

Demokratiet er befolkningen
LIGE NU flyder det over med analyser af, hvad vi kan lære af corona. Buddene er mange, men min er, at demokratiets fernis er frygtindgydende tynd. Vi giver som befolkning meget, meget hurtigt slip på de grundlæggende præmisser for demokrati. Hal Kochs samtaledemokrati, hvor vi vælger ordet til at afgøre, hvad der er det rigtige, får meget nemt trange kår under en global krise, det er åbenbart for langsomt og for kompliceret. Derfor er der mere og mere, der tegner det, som filosofferne Vincent Hendricks og Mads Vestergaard kalder ’et postfaktuelt demokrati’, hvor vi vælger den information, som er genkendelig, og giver os selv ret i vores forudfattede meninger. Og så råber vi ”hold kæft” efter journalisterne, hvis de forstyrrer vores ro og vores lovede tryghed.

Det er en styrke for os som mennesker og for Danmark, at vi har et stærkt fællesskab. Men det at leve i et stærkt fællesskab fordrer også forpligtelse.

I årevis har der været en herskende tese, at den demokratiske samfundsmodel i alle dens varianter er den stærkeste. Så skal vi huske, at demokrati ikke udgøres af et lands ledere, men af landets befolkning. Vi skal tage os sammen. Hvis det stærkeste behov, vi som befolkning har, er tryghed, så kan der jo skaltes og valtes, hvis bare vi bliver forsikret om, at vi klarer det og ”Mor” eller ”Far” passer på os. Der skal stilles kritiske spørgsmål til prioriteringerne i sundhedsvæsnet, der skal stilles kritiske spørgsmål til graden af nedlukning (og genåbning for den sags skyld), der skal stilles kritiske spørgsmål til vores politikeres ageren. Spørgsmålene skal ikke bare stilles af journalister – vi skal som befolkning også tænke og stille dem.

Særligt i kriser har vi en forpligtelse til at skærpe vores kritiske sans, ikke mindst af hensyn til demokratiet. Ellers er der vel en risiko for, at demokratiet ophører med at være den stærkeste samfundsmodel, og vi reducerer os selv til individer, der følger efter, hvis vi nærmest kontraktpolitisk bliver lovet tryghed.

 

Forudsætningen for et velfungerende demokrati, med velfungerende institutioner og myndigheder, er kritiske borgere, der holder deres politikere ansvarlige, så derfor skal vi holde op med at råbe ”hold kæft”, når der stilles kritiske spørgsmål
_______

 

Et globalt problem kræver mere end et nationalt svar
Når vi nu er enige om, at vi i fællesskab klarer den SÅ godt, så burde vi kunne strække os til et minimum af solidaritet med italienerne, der efterspørger respiratorer eller hospitalspladser. Det er da pinagtigt pinligt, at det, vi kan strække os til, er respiratorer fra hærens overskudslager, som i øvrigt ikke kan bruges til covid-19-patienter. Solidariteten skal vel også kunne udstrækkes til den udenlandske arbejdskraft, så vi undlader at fremmane billeder af horder af udenlandske arbejdere, der vælter ind over grænsen og truer vores sundhed. Grimt billede, ikke?

K.E. Løgstrup har sagt det så smukt, at ”vi altid holder noget af et andet menneske i vores hænder”. Det indbefatter samhørighed og tillid og er i min optik helt afgørende for et velfungerende demokrati. Derfor skal EN krise ikke underminere et godt og velfungerende demokrati, men det kræver nok, at vi ser vores egen selvtilstrækkelighed i øjnene og samtidig tager en bid af sandheden, hvor sur den så end må smage.

Ligesom vi ikke kan undgå en global pandemi, og at bekæmpelsen af den kun vil lykkes, hvis mange lande arbejder sammen og gør noget af det samme. Og uanset om frisørerne åbner, så vil vores økonomi være dømt til slæbesporet, hvis USA og Englands økonomi bryder sammen. Uanset hvor meget vi hyggefryder os over os selv, så kan vi ikke klare os uden de andre. Det rummer en stor styrke, at vi er så selvtilfredse. Det skaber åbenlyst meget tryghed. Men det er også en trussel både mod vores økonomi og mod vores demokrati. Fordi hvorfor skulle andre have brug for os, hvis vi ikke vil dem?

For sandheden er jo, at på trods af i årevis at have romantiseret og hyldet vores nationale egenart, så er vi på godt og ondt viklet ind i og dybt afhængige af resten af verden. Jeg ved, det lyder som et salmevers, og at det er den privilegeredes luksus at påpege, at nationalstaten ikke rækker, end ikke til at give tryghed. Men hvis coronakrisen illustrerer noget med syvtommersøm, så er det, at velfungerende demokratier er det, der virker. Der er institutioner, der gør det, de skal, myndigheder, der har faglighed og evne til samspil med politikerne, og politikere, der er ansvarlige – og ikke mindst: bliver holdt ansvarlige.

Forudsætningen for et velfungerende demokrati, med velfungerende institutioner og myndigheder, er kritiske borgere, der holder deres politikere ansvarlige, så derfor skal vi holde op med at råbe ”hold kæft”, når der stilles kritiske spørgsmål. I stedet skal vi ønske os flere af dem. ■

 

Det rummer en stor styrke, at vi er så selvtilfredse. Det skaber åbenlyst meget tryghed. Men det er også en trussel både mod vores økonomi og mod vores demokrati. Fordi hvorfor skulle andre have brug for os, hvis vi ikke vil dem?
_______

 



Tine Aurvig-Huggenberger (f.1963) er CEO i Kreativitet & Kommunikation, brancheforening for de rådgivende kreative erhverv. Hun er tidligere næstformand i LO. Hun har medvirket i en række politiske debatbøger, og i 2018 udkom hendes selvbiografi ”Viljen er alt”. Foto: officielt pressefoto