01.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Man må desværre sande, at venstrefløjen sidder tungt på den klimapolitiske dagsorden. Og af samme grund forbinder de fleste nok klimapolitik med partier som SF, Enhedslisten og resterne af Alternativet. Men der er ikke noget modsætningsforhold mellem at være borgerlig-liberal og føre en ambitiøs klimapolitik. Snarere tværtimod. Klimapolitikken er et borgerligt projekt – ideologisk, økonomisk og moralsk

Af Tommy Ahlers, klimaordfører for Venstre

Tog man en tur i metroen, henvendte sig til den første og bedste passager og spurgte: “Hvem i dansk politik kæmper mest for klimaet?”, ville svaret nok lyde: “Venstrefløjen”. Selv om jeg hellere end gerne så, at svaret lød: “Venstre”, efterfulgt af et retorisk: “Hvem ellers?”. Man må desværre sande, at venstrefløjen sidder tungt på den klimapolitiske dagsorden. Og af samme grund forbinder de fleste nok klimapolitik med partier som Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og resterne af Alternativet.

“Men hvad så med de borgerlige?” kunne man spørge førnævnte metropassager. Mit bud er, at svaret ville lyde noget i retning af: “Ja, når det kommer til klima, så er de ikke meget værd”. Og det er her, kæden hopper af. Ikke for passageren, men for mig. For der er intet i den borgerlig-liberale livsanskuelse, der strider mod at føre en ambitiøs klimapolitik. Tværtimod.

Som jeg ser det, har frihedsbegrebet – og i forlængelse heraf et hensyn til andres ve og vel samt miljø og klima – altid været en del af det borgerlig-liberale grundsyn. Derfor er en af de vigtigste opgaver for bl.a. Venstre at tydeliggøre, at liberale kæmper mindst lige så hårdt for klimaet som venstrefløjen. Simpelthen, fordi det er det rigtige at gøre.

Man har sin frihed, men ikke til at forurene
De fleste har nok hørt om John Stuart Mill (1806-1873) og hans tanker om frihed fremført i On Liberty (1859). Det er her det såkaldte ‘harm principle’ bliver formuleret, som frit parafraseret lyder, at ens frihed kun går dertil, hvor man begynder at begrænse andres.

 

[H]vis en virksomhed sviner miljøet til eller udleder CO2 uden at betale for den skade, der påføres andre – være det sig mod naturen, samfundet eller en medborger – så begrænser virksomheden andres frihed
_______

 

“Men hvad har det med klimapolitik at gøre?” synes jeg pludselig, at jeg kan høre metropassageren fra før spørge et sted i baggrunden. Jo, hvis en virksomhed sviner miljøet til eller udleder CO₂ uden at betale for den skade, der påføres andre – være det sig mod naturen, samfundet eller en medborger – så begrænser virksomheden andres frihed. Derfor må virksomheden selvsagt betale for den skade, den forvolder. Deraf det såkaldte ‘forureneren-betaler’-princip, der er og bør være den klimapolitiske ledestjerne for enhver liberal. Man kunne måske endda kalde dette princip for klimapolitikkens ‘harm principle’.

At man skal passe på naturen og sine medmennesker, er noget af det, liberale går hårdest op i. Tag bare en lang række danske virksomheder, hvoraf flere bekender sig til en eller anden form for borgerlighed og kapitalistisk tænkning. LEGO har fx en målsætning om, at alle produkter skal være produceret af bæredygtige materialer inden 2030. Og startuppen Too-good-to-go’s forretningsmodel er slet og ret at reducere madspild. Desuden har Dansk Industri tidligere i år præsenteret en storstilet 2030-plan med en lang række konkrete initiativer til, hvordan den grønne omstilling kan gennemføres – og uden at gå på kompromis med væksten.

Pointen er, at bare fordi man er borgerlig-liberal og bruger sin frihed, fx til at tjene penge, er man ikke nødvendigvis ligeglad med sine medmennesker eller klimaet, sådan som mange på venstrefløjen ofte hævder. Kigger man på klimapolitikken i et historisk perspektiv, er det i øvrigt værd at hæfte sig ved, at borgerlig-liberale skikkelser som Milton Friedman (1938-2006) og Margaret Thatcher (1951-2013) begge har engageret sig i klimadebatten.

Førstnævnte har så sent som i 1979 argumenteret for, at det eneste fornuftige er at indføre en skat på forurening. Sidstnævnte holdt allerede i 1989 en dundertale for FN’s Generalforsamling, hvor hun udtalte, at klimaforandringerne var menneskeskabte og krævede fælles handling: “We have to look forward not backward, and we shall only succeed in dealing with the problems through a vast international, co-operative effort”. Sådan sagde Thatcher, der som uddannet kemiker havde en god forståelse for videnskaben bag klimaforandringerne.

Det korte af det lange er, at liberale naturligvis går op i klimaet, og at vi har gjort det i længere tid, end man skulle tro. Skulle jeg træde op på den store klinge, ligger det faktisk i borgerlig-liberales DNA at passe godt på vores ting, herunder vores fælles miljø og klima. Netop fordi vi forstår, at den frihed, som vi sætter så højt, er betinget af, at andre kan nyde godt af samme. Hvilket vil sige, at ubeskattet forurening naturligvis er et no-go.

 

Desværre har regeringen præsenteret en uambitiøs skattereform, som kun tager fat i et lille hjørne, og som mangler at give et bud på, hvordan en afgiftsomlægning med en ensartet CO2-afgift kan se ud
_______

 

Målet er politisk, men vejen dertil er markedet
“Ja, den er god med dig”, hører jeg med ét metropassageren vrisse. “Hvad har I borgerlig-liberale nogensinde gjort for klimaet?” Godt ord igen – og jo, der er ganske givet rum til forbedring. Men et klart eksempel på, at borgerlig-liberale rent faktisk har gjort noget, er Energiaftalen fra 2018, som VLAK-regeringen stod bag, og som indtil videre er den mest ambitiøse aftale indgået på klimaområdet. Alene med den aftale stod udledningen til at blive reduceret med mere end 8 mio. ton CO₂ frem mod 2030. Med sommerens to klimaaftaler har regeringen kun formået at lave aftaler, som står til at reducere med 3.4 mio. ton til sammenligning.

Med det sagt skal der naturligvis yderligere midler til, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at blive grønnere og indfri 70-procentsmålet i 2030. Det er da også grunden til, at Venstre har foreslået en grøn skattereform. Ved at indføre en CO₂-afgift vil producenter og forbrugere, ja markedet, nemlig blive ansporet til at tænke nyt, forbedre eksisterende løsninger og handle anderledes. Hvis det, som politikere ynder at kalde “rammevilkårene”, kommer på plads, bliver markedskræfterne simpelthen tøjlet, og udviklingen skubbet i en grønnere retning. Desværre har regeringen præsenteret en uambitiøs skattereform, som kun tager fat i et lille hjørne, og som mangler at give et bud på, hvordan en afgiftsomlægning med en ensartet CO2-afgift kan se ud.

Når snakken falder på en grøn skattereform, er det som borgerlig-liberal dog vigtigt at tage tre forbehold. For det første skal skattesystemet ændres i takt med, at de grønne teknologier og løsninger bliver tilgængelige. Rammer man ikke en ordentlig balance mellem på den ene side indførelsen af nye afgifter og på den anden teknologisk udvikling, risikerer en sådan reform at gøre mere skade end gavn. Det skyldes grundlæggende, at virksomhederne spiller en central rolle i den grønne omstilling. Tvinges virksomhederne til at omlægge produktionen præmaturt eller indfase teknologier, som endnu ikke er modne, vil virksomhederne på den lange bane have ringere forudsætninger for investere i grøn teknologi og i en bæredygtig omlægning af produktionen. Timing er således altafgørende.

For det andet skal der ikke indføres yderligere afgifter, før andre bliver fjernet. Klimapolitikken må ikke blive en trojansk hest for udbygningen af en socialistisk enhedsstat, og derfor står Venstre fast på et skattestop. Et skattestop betyder, at hvis vi af miljø- eller klimamæssige grunde vil ændre en skat eller afgift, så skal hver eneste krone, der kommer ind ved at sætte en skat eller afgift op, bruges til at sætte andre skatter eller afgifter ned.
 

Sagen er, at den grønne omstilling ikke kan gennemføres uden det private erhvervsliv
_______

 

Det muliggør fx, at afgiftssystemet kan indrettes til bedre at fremme den grønne omstilling af persontransporten gennem udbredelsen af eksempelvis elbiler. En sådan omlægning skal være provenuneutral. Endelig, for det tredje, skal en reform indrettes således, at der ikke opstår såkaldte lækageproblemer – at CO₂-udledningen blot skubbes til udlandet.

Som det nok kan forstås, er det ikke nogen let øvelse at gennemføre en grøn skattereform. Og derfor håber jeg, at regeringen med embedsapparatet i ryggen vil tage initiativ og komme med et udspil. Indtil det sker, er der dog intet til hinder for at gennemføre yderligere tiltag. I den forbindelse har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, netop fremlagt tre konkrete forslag, som kan vedtages allerede nu.

For det første vil Venstre øremærke to tredjedele af de offentlige forskningsmidler til grøn omstilling. Det betyder, at vi i 2030 kommer til at bruge 2.1 mia. kr. mere årligt på grøn forskning sammenlignet med i dag. For det andet vil Venstre arbejde for, at de mest klimabelastende landbrugsjorde trækkes ud af produktionen, som Landbrug og Fødevarer samt Danmarks Naturfredningsforening har foreslået. For det tredje vil Venstre permanentgøre det fradrag, som virksomheder får for investeringer i forskning og udvikling.

Hvad mon metropassageren ville sige det til? Ville han eller hun ændre opfattelse af, at det er venstrefløjen, der kæmper mest ihærdigt for klimaet? Det håber jeg. Desuden håber jeg, at initiativerne viser, at Venstre er parat til at sætte politisk kapital ind på klimakampen. Men selv om politik og lovgivning – eller på politikersprog: gode rammevilkår – er vigtige elementer i den grønne omstilling, kommer vi ikke i mål uden iværksættere og virksomheder.

Sagen er, at den grønne omstilling ikke kan gennemføres uden det private erhvervsliv. Klimarådet peger således på, at indfrielsen af 70-procentsreduktionsmålet forudsætter udvikling og investering i ny teknologi. Og det er her, at iværksættere, virksomheder – igen: markedet – kommer ind i billedet. For det er nemlig på markedet, at nye idéer og teknologi oftest spirer frem og bliver til virkelighed.

Eller som forfatterne til bogen ”Hvis vi vil. Den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent” (2020) fra Zetland understreger, er der blandt eksperter “bred enighed om, at vi er nødt til at få markedskræfterne til at arbejde for den grønne omstilling”. En erkendelse, jeg deler til fulde, og som man uanset politisk observans må tage til efterretning.

 

Regeringen har indført begrebet ”hockeystaven” i dansk klimapolitisk, som udskyder alle reelle reduktioner til sidste øjeblik. Det er at gamble med klimaet og de klimaudfordringer, vi står over for
_______

 

Troen på fremtiden – og et alletiders erhvervseventyr
Hvordan man end vender og drejer det, udgør klimaforandringerne en gigantisk udfordring. Og den kræver, at vi prioriterer vores ressourcer benhårdt. Men selv om vejen hen imod 70-procentsmålet – og længere ude i fremtiden: klimaneutralitet – er belagt med et væld af udfordringer, er den grønne omstilling også fuld af muligheder.

Hele verden er i gang med at omstille sig grønt, og som tingene ser ud nu, er dette en udvikling, som kan komme Danmark til gavn. Vi er førende inden for vindteknologi og energieffektivitet, og hvis vi spiller vores kort rigtigt og giver dansk erhvervsliv verdens bedste rammevilkår, vil vores hjemmemarked kunne udvikle sig grønt og Danmark gå et sandt eksporteventyr i møde. Fremtiden er ikke kun dyster. Men at den tilhører de grønne teknologier, kommer man ikke uden om.

Det kræver imidlertid, at vi rykker hurtigt. I en årrække har Kina investeret mere i grøn energi end Europa og USA. Tilsammen. Hvis vi skal drage fordel af den pt. privilegerede position, Danmark har på det grønne område, skal vi op i omdrejninger. Det nytter simpelthen ikke noget at hvile på laurbærrene, og derfor håber jeg, at klimaminister, Dan Jørgensen, kan få både mandat og budget til at drive arbejdet for den grønne omstilling fremad. Hvis vi tøver, er risikoen nemlig, at vi mister vores konkurrencefordele. Regeringen har indført begrebet ”hockeystaven” i dansk klimapolitisk, som udskyder alle reelle reduktioner til sidste øjeblik. Det er at gamble med klimaet og de klimaudfordringer, vi står over for.

Af samme grund er Venstre som borgerligt-liberalt parti villig til at prioritere den grønne omstilling. Og ikke kun, fordi den ville være givtig, men fordi det er det eneste rigtige at gøre. Som jeg har forsøgt at argumentere for her, er der ikke noget modsætningsforhold mellem at være borgerlig-liberal og føre en ambitiøs klimapolitik. Snarere tværtimod. Klimapolitikken er et borgerligt projekt – ideologisk, økonomisk og moralsk. ■

 

Skulle jeg træde op på den store klinge, ligger det faktisk i borgerlig-liberales DNA at passe godt på vores ting, herunder vores fælles miljø og klima. Netop fordi vi forstår, at den frihed, som vi sætter så højt, er betinget af, at andre kan nyde godt af samme. Hvilket vil sige, at ubeskattet forurening naturligvis er et no-go
_______

 

Tommy Ahlers (f. 1975) er tidl. uddannelses- og forskningsminister, serieiværksætter og Venstres nuværende klimaordfører. Ahlers er desuden uddannet jurist fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Forbrændningsanlægget Amager Bakke, set i solopgang [Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix]