Trine Pertou Mach: 2020 blev et tabt år for demokrati, lighed og frihed

Trine Pertou Mach: 2020 blev et tabt år for demokrati, lighed og frihed

30.12.2020




Når vi ser tilbage på 2020, ser vi ikke alene tilbage på en pandemi, men også på et år, der tilbagerullede fremskridt for demokrati, rettigheder og kampen mod ulighed og fattigdom. Verdensbanken har i et netop offentliggjort studie beskrevet, hvordan COVID-19, krige i Mellemøsten og klimakrisen for første gang i en generation har øget antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Alligevel skaber det et momentum mod en bæredygtig fremtid.

Kommentar af Trine Pertou Mach

2020 var et forfærdeligt år. Både for verdensøkonomien, globaliseringen og vores forståelse af at leve i en verden med næsten ubegrænset mobilitet. COVID-19 har været som et massivt forstørrelsesglas på en klode præget af store politiske, sociale og økonomiske uligheder, der har ramt alle dele af verden lige så skævt som altid.

Indkomst, udsathed, etnicitet, race, køn og tilknytningsformer til arbejdsmarkedet har hver især udstillet den ulighed, der gennem krisen blot er blevet endnu værre. Sygdommen har slået stærkere igennem blandt i isolerede lommer af migrantarbejdere globalt, i USA er frontlinie-arbejdere oftere sorte amerikanere, dødsraten blandt latino-amerikanere forholdsmæssigt større, tekstilarbejdere i Asien mister arbejdet, mens Bestsellers ejer nu topper listen over Danmarks rigeste. Det udfordrer vores demokratiske forståelse, medborgerskabet og menneskets indflydelse; vi er ikke i samme båd.

Næsten 2 mio. mennesker er indtil videre døde af COVID-19, og mange millioner er blevet syge. Samfund og økonomier er bragt i knæ som følge af pandemien. Indsatsen mod at bekæmpe virus har været enorm. Rige lande har i stor stil holdt hånden under økonomien og investeringer i en ny vaccine har været historisk stor. For en stor del i den privilegerede del af verden synes tilbagevenden til tiden før COVID-19 blot at være et spørgsmål om tid.

 

Desværre står vi i en situation, hvor de lande med de dybeste lommer, også er dem, der har fået foregangsret til vaccinerne
_______

 

I andre dele af verden er reel indflydelse på eget liv blevet skubbet endnu længere væk for millioner af mennesker.

Når vi ser tilbage på 2020, ser vi ikke alene tilbage på en pandemi, men også på et år, der tilbagerullede fremskridt for demokrati, rettigheder og kampen mod ulighed og fattigdom. Verdensbanken har i et netop offentliggjort studie beskrevet, hvorledes fattigdomsreduktionen globalt gik langsommere op til 2020, og at COVID-19, krige i Mellemøsten og klimakrisen for første gang i en generation har øget antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. En ekstra dimension af uligheden er, at lavindkomst-husstande, etniske minoriteter og kvinder er særligt hårdt ramte af pandemien og dens følger.

Vi forlader dog også 2020 med muligheden for at rulle et vaccineprogram ud til milliarder, så pandemien kan slås ned i alle verdens lande samtidigt. Det er første gang i verdenshistorien, at vi skal forsøge at udrydde en pandemi med en vaccine i stedet for blot at stå den igennem.

Desværre står vi i en situation, hvor de lande med de dybeste lommer, også er dem, der har fået foregangsret til vaccinerne og har opkøbt størstedelen, så de rige landes befolkninger vaccineres først, og samtidig blokeres mulighederne indtil videre for at producere billig kopivaccine. Det lover ikke godt for fremtiden og udstiller igen det uholdbare i en ulige verdensorden, hvor de mest udsatte skubbes endnu længere væk fra indflydelse på og muligheden for et bedre liv.

 

Mens eliterne stikker af, oplever alt for mange mennesker at stå tilbage på perronen og være totalt afkoblet fra velstandsgevinster og beslutninger med betydning for deres eget liv
_______

 

Eliterne stikker af
Ved begyndelsen af året besad verdens 2.153 rigeste mennesker således mere rigdom end 4,6 mia. mennesker tilsammen. I mellemtiden har corona-pandemien øget antallet af ekstremt fattige med op mod 150 mio. – et tal, der kan vokse yderligere i de kommende år, så der i 2030 – deadline-året for FN’s Verdensmål – kan være mere end én milliard mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. En lang række af verdens fattigste lande står på randen af statsbankerot, og op mod 130 mio. flere mennesker risikerer at sulte, end da vi tog hul på 2020.

2,7 mia. mennesker verden over – svarende til en tredjedel af verdens befolkning – har været uden adgang til en eneste form for social sikring. Hverken sociale rettigheder, samfundsinstitutioner eller hjælpepakker, som hos os selv, har vist deres helt store styrke som solidariske samfundsværnemidler. Hvert tredje menneske i verden har stået med ingenting, De har mødt COVID-19-pandemien og dens følger grundlæggende ubeskyttede.

Alt imens har aktiemarkedet glødet, og verdens rigeste er blevet endnu rigere. Amazons ejer Jeff Bezos’ formue er vokset markant under krisen, hvor nethandlen blomstrede, faktisk så meget, at hvis han i september havde givet hver af de 876.000 ansatte 660.000 kroner i bonus, så ville han stadig være så formuende som før COVID-19-pandemien. Alligevel har vi kunne læse om, hvordan Amazon-medarbejdere ikke havde adgang til betalte sygedage eller anden beskyttelse mod sygdommen.

Hvor de få har vundet på pandemien, er hele samfund efterladt som tabere. Omkring 1,5 mia. børn og unge er eller har været ramt af skolelukninger og en stor del har ikke haft adgang til undervisning ad anden vej. En konsekvens kan blive, at millioner drenge og piger aldrig kommer tilbage igen. Men uden uddannelse kan det blive ekstremt svært at kæmpe sig ud af fattigdom og komme til at leve et værdigt og trygt liv på den anden side af krisen. Vi ved, at uddannelse spiller en central rolle for at langtidssikre ændringer af normer omkring køn, ligestilling og sexisme. Normer, der også eksisterer i Danmark, og som i 2020 (endelig) har fået en ordentlig en på skrinet.

Selv i den hjemlige andedam ser vi, hvor svære den form for rettighedsmæssige og kulturelle landvindinger er rodfæstet, og hvor stærke bindingerne er på normer, der hører fortiden til. Selvom mange modige kvinder står frem og har udstillet, hvor gennemsyret vores eget samfund er af kønsnormer, sexisme og magtmisbrug, så er vejen stadig lang.

De seneste årtiers globalisering har skabt enorme velfærdsstigninger, ufattelig rigdom for nogle og løftet hundredvis af millioner ud af fattigdom. På den anden side har den også forårsaget en ufatteligt dårlig fordeling af den rigdom med formuen fordelt på færre hænder, millioner af økonomiske tabere og marginaliserede mennesker, som har skabt øget polarisering og sociale konflikter. Som Verdensbanken-studiet beskriver, har 2020 accelereret denne udvikling.

Mens eliterne stikker af, oplever alt for mange mennesker at stå tilbage på perronen og være totalt afkoblet fra velstandsgevinster og beslutninger med betydning for deres eget liv. Vi har set det resultere i sociale protester og oprør, social mistillid, religiøs fanatisme eller anti-demokratiske bølger og angreb på grundlæggende rettigheder og retsstatsprincipper, vi for få år siden tog for givet.

 

EU og Storbritannien har i 11. time nået en aftale, men EU har grundlæggende ikke forandret sig siden folkeafstemningen i Storbritannien i 2016 for at imødegå utilfredshed og modstand, der som bekendt ingenlunde er et isoleret britisk fænomen
_______

 

”My nation first” som reaktion på globaliseringen
I disse uger er det illustrativt nok ti år siden, at store folkelige protester skyllede hen over den arabiske verden, drevet af unge, der krævede ’brød, frihed, social retfærdighed’. I stedet fik de nye gamle ledere, islamisk stat og en kold skulder af de stater, der skulle have været garant for demokrati og social retfærdighed.

Afkoblingen er også en bærende kraft i antiglobaliserings- og nationalistiske bevægelser. I Storbritannien med Brexit-populismens forsimplede, men kraftfulde: ’Take back control’. I USA med den nu snart tidligere republikanske præsidents protektionisme og patriotisme, der globalt var – og er – tæt vævet sammen med ødelæggende og centrifugale kræfter domineret af nationalisme, populisme og religiøs fundamentalisme. Det gælder ikke kun i vores del af verden, men også i lande som Indien og Brasilien, hvor nationalistiske kræfter har fat, fordi disse ledere forstår at tale ind i frustrationer over tab af økonomisk og social status.

EU og Storbritannien har i 11. time nået en aftale, men EU har grundlæggende ikke forandret sig siden folkeafstemningen i Storbritannien i 2016 for at imødegå utilfredshed og modstand, der som bekendt ingenlunde er et isoleret britisk fænomen. Oplevelsen af, at EU ikke arbejder for de mange, for beskæftigelse og social retfærdighed er vidtspredt. Black Lives Matter demonstrationer bølgede i år gennem et dybt splittet USA, der heller ikke entydigt vendte ryggen til Trumps projekt.

Mens retsstatsprincipperne undermineres i vores egen baghave i EU med Polen og Ungarn som eksempler, har despoter verden over kunnet centralisere magten omkring sig selv i skyggen fra Corona. NGO´en CIVICUS beskriver, hvordan indskrænkninger af civilsamfundets råderum ikke er et nyt fænomen, men at protester mod ulighed og undertrykkelse af rettigheder fortsatte i 2020 under ganske andre vilkår. Det var både på grund af de mange restriktioner på bevægelses- og forsamlingsfriheder, men også fordi regeringer verden over under dække af coronakrisen har angrebet forsamlings- og ytringsfriheden og slået hårdt ned på borgere, medier og grundlæggende menneskerettigheder, blandt andet når regeringernes håndtering af coronakrisen stod for skud.

I den anden ende af skalaen har virussen skabt det perfekte bagtæppe for konspirationsteoretikere og politiske kræfter, der ønsker at skabe mistillid til demokrati og fællesskab. I 2020 har disse kræfter fået en sag og en arena, som kan give udfordringer fremover.

Ved udgangen af 2020 skal vi huske hinanden på både de frihedsrettigheder, som er mistet og som skal generobres, men også, at etablerede politiske kræfter har angrebet demokratier, med USA og Brasilien som blot to markante eksempler. I 2030 forventer Verdensbanken, at mere end halvdelen af de mennesker, der lever under ekstrem fattigdom, at befinde sig i skrøbelige samfund præget af konflikt og vold. Voldelige konflikter vokser i dag i omfang og vedvarenhed og er blandt de største barrierer for, at lande kan bevæge sig mod en mere langtidsholdbar udvikling.

Ulighed, både den globale og den nationale, forårsager og forstærker nye konflikter, der udfordrer os politisk og økonomisk. Og den har haft afgørende betydning for, hvor mange menneskeliv corona-pandemien har kostet i de enkelte lande. Selv vaccinationsprogrammerne mod COVID-19 er ekstremt ulige fordelt, og på nuværende tidspunkt har stater, der udgør 14 pct. af verdens befolkning, sikret sig mere end 50 pct. af verdens vacciner. Det vil utvivlsomt koste menneskeliv – dødsfald som kunne undgås, hvis solidariteten havde været global og universel, og vaccinen betragtes som et globalt offentligt gode. Som en rådgiver på Sydafrikas WTO-mission udtrykker det: ”Er dette virkelig tiden til profit? Regeringer lukker økonomier, begrænser friheder, og alligevel synes den intellektuelle ejendomsret at være hellig og urørlig”.

 

COVID-19-pandemien er dog blot den mest akutte krise, men klimakrisen er monumental; og måske vil verden efter være den mest ulige nogensinde
_______

 

Build Back Better
Build Back Better betyder, at vi ikke blot skal ‘tilbage’ til livet og verden før coronaen. Nej, vi skal bygge en grøn, inkluderende og lighedsfremmende genstart, allerede på vej ud af den nuværende krise. COVID-19-pandemien er dog blot den mest akutte krise, men klimakrisen er monumental; og måske vil verden efter være den mest ulige nogensinde med fattige lande uden tilstrækkelig adgang til vaccinen. En tilbagevenden til verden anno 2019 er hverken tilstrækkelig eller ønskelig.

Derfor er mainstream tiltag heller ikke tilstrækkelige eller ønskelige, der er netop ikke brug for mere af det samme. Den internationale krise, som vi lige nu befinder os i, bør endegyldigt lære os, at der er behov for løsninger, der gør op med laissez-faire økonomi, survival of the fittest-ideologier, og i stedet anerkende høje grader af ulighed som grundlæggende barrierer for en bæredygtig udvikling med rettigheder, frihed og tryghed for de mange.

Så hvad skal der til, for at vi kan løfte os op over pandemien og faktisk ”build back better” på en måde, der kommer det store flertal – ikke kun i Danmark, men også i resten af verden – til gode?

Først og fremmest kalder det på anerkendelse af, at stater aldrig står alene. Intet menneske er en ø, som John Donne så smukt skriver i sit digt fra 1624. Når verdens rigeste lande opkøber verdens vaccinelagre, risikerer virussen at mutere blandt de mennesker, der ikke har fået vaccinen, og slå til igen med de næste flyvemaskiner, der transporterer verdens borgere rundt på kontinenterne. Det kræver således fælles, solidarisk handlen at få pandemien – og fremtidige kriser – under kontrol.

På længere sigt vinder vi alle på, at fælles retsorden og spilleregler tæmmer de stærkes magt. En klar, utvetydig og ambitiøs tilslutning til at benytte, beskytte og fremme verdenssamfundets multilaterale institutioner og regelbaseret samarbejde er afgørende for, at vi også i fremtiden kan drømme om en verden uden konflikt. Valget af Joe Biden i USA indvarsler fornyet amerikansk opbakning til den nødvendige forstærkning af multilaterale institutioner og til kampen mod klimakrisen, der kun kan løses ved, at vi bliver enige om en eller anden ny form for omfordeling. Verdens rigeste 1 pct. har i perioden 1990-2015 udledt dobbelt så meget CO2 som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Internt i EU er de ti pct. rigeste ansvarlige for 27 pct. af EU’s samlede CO2 udledning; lige så meget som den fattigste halvdel til sammen. Det er de rigeste, der driver klimakrisen, mens de fattigste – endnu – primært er dem, der lever med konsekvenserne.

Det handler grundlæggende om at sætte menneskers og planetens velbefindende før profit. Det gælder velfærd, radikal udvidelse af menneskers medbestemmelse og demokratiske rettigheder. En model, hvor social beskyttelse betragtes som et globalt offentligt gode, er del af tilgangen lige så vel som opfyldelsen af Paris-aftalens klimamål. For vi ser kun alt for godt, at en stor grad af ulighed underminerer samfunds velfærd, vores velbefindende, tryghed (for alle i samfundet), tilliden, den sociale sammenhængskraft og i sidste instans vores evne til at leve fredeligt sammen.

2020 har på alle måder været udfordrende. Men det giver også et uset momentum for at skabe de forandringer, der skal til, hvis vi for alvor vil sikre en bæredygtig fremtid. Scenariet med en milliard mennesker, der lever i ekstrem fattigdom i 2030 kan omgøres, hvis vi træffer de rigtige valg. FN’s verdensmål har udstukket en kurs mod en verden, hvor ingen er ladt tilbage. Heller ikke på vejen dertil. ■

 

På længere sigt vinder vi alle på, at fælles retsorden og spilleregler tæmmer de stærkes magt
_______

 



Trine Pertou Mach erPolitisk chef i Oxfam Ibisog bl.a. tidligere leder af økonomisk udvikling og fredsopbygning i International Alert og medlem af Folketinget for SF. Hun er derudover forhenværende forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. ILLUSTRATION: En nepalesisk kvinde iført ansigtsmaske på den 27’ende dag af coronanedlukningen i Nepal, 19. april 2020 [Foto: Prabin Ranabhat/Zuma/Ritzau Scanpix]