Trine Pertou Mach: Uanset om Trump eller Biden vinder, kan dansk udenrigspolitik ikke længere følge USA

Trine Pertou Mach: Uanset om Trump eller Biden vinder, kan dansk udenrigspolitik ikke længere følge USA

03.11.2020




Amerikansk udenrigspolitik er blevet så uforudsigelig, at Danmark ikke kan – eller bør – lægge sine sikkerhedspolitiske æg alene i den amerikanske kurv. Verdenskortet er præget af klimakrise, migrationsstrømme, politiske kriser i EU, ulighed og fremgang for despoter verden over, som har rystet de institutioner, vi sætter vores lid til. Et Biden-udfald af det amerikanske valg ændrer ikke grundlæggende på de udfordringer.

Kommentar af Trine Pertou Mach

USA afholder præsidentvalg i dag. FN fylder i disse dage 75 år. EU og Storbritannien lukker snart Brexitforhandlingerne. På hver sin måde angår det grundsøjler i den multilaterale normbaserede verdensorden, der regulerer og tøjler national magt i – og til – fælles institutioner, som vi har navigeret efter siden 2. Verdenskrig. Grundsøjler og landvindinger, der de seneste fire år er blevet udfordret og direkte afvist af supermagten USA.

Bortset fra måske Moskva, Pyongyang og Budapest sidder regeringsledere i det meste af verden nok og håber på en Demokratisk valgsejr til præsidentvalget. En tilbagevenden til et USA, som påtager sig en veldefineret global rolle, der er forholdsvis forudsigelig og som i udgangspunktet respekterer international ret. Det modsatte, at Trump får endnu fire år som præsident, vil endegyldigt undergrave multilateralismen, som vi har opbygget den siden 1945 og vil destabilisere den internationale retsorden.

Uanset om Biden og Demokraterne vinder, kan Danmarks udenrigspolitik ikke længere tage udgangspunkt i Pax America på den lange bane, fordi der ikke er garanti for, at den findes. Betingelserne for Europas alliance vil ændre sig og kravet om øgede militærudgifter fastholdes. USA’s kurs i forhold til Mellemøsten og den arabiske halvø er heller ikke nem at forudsige.

Tilsvarende er åbne markeder, som er afgørende for dansk økonomisk velstand, noget, der indtil Trumps indtog Det Hvide Hus, har været i fuld overensstemmelse med amerikansk villighed til at beskytte Europa militært og sikre et åbent regelbundet handelsregime. Med America First-doktrinen, som meget vel kan blive videreført under en Demokratisk præsident, er der ikke længere sikkerhed om USA’s position.

 

Politisk forventes det, at en ny amerikansk administration fortsat vil være mere fokuseret på interne amerikanske forhold end at være global politibetjent
_______

 

Den siddende administration har været en udfordring for de fleste europæiske regeringschefer, men få har vel som Danmark forsøgt at holde gode miner til slet spil, når samarbejdet og alliancen med USA blev sat på prøve. ”USA er Danmarks vigtigste allierede”, har været standardreplik fra stats- og udenrigsministre, for relationerne skulle ikke ødelægges – også når man ellers har udtalt sig kritisk om USA’s undergravning af internationale aftaler, herunder atomaftalen med Iran og Parisaftalen.

Denne holdning har skiftende danske regeringer formentlig delt. Det er ikke svært at se for sig, at danske topministre og embedsmænd sidder sammen om bordet og beroliger hinanden, ”det går over, USA vender tilbage til normalen i 2021”. ”Vi må for alt i verden ikke lade en elefant i glasbutik ødelægge vores gode relationer til amerikanerne”.

En Demokratisk valgsejr får næppe USA helt tilbage til ’normalen’, og politisk og strukturelt er vi i 2020 længere væk fra Pax America end nogensinde før. Politisk forventes det, at en ny amerikansk administration fortsat vil være mere fokuseret på interne amerikanske forhold end at være global politibetjent. Nok står Biden for at ville føre USA tilbage ind i en række aftaler og finansiere både diplomati og udviklingsbistand, men NATO-alliancen er ikke i sig selv nok for det USA, der har blikket rettet mod andre globale spillere som Rusland og Kina.

Med Demokraterne i Det Hvide Hus vil der altså ikke blive sat alvorlige spørgsmålstegn ved de alliancer, USA har med lande rundt om i verden, men spørgsmålet er imidlertid hvor længe? Og hvordan vil det få betydning for et internationalt aftalesystem vedrørende klima, nedrustning og sikkerhed — blot for at nævne nogle få væsentlige nedslagspunkter.

Ud over det som forskere i international politik omtaler som et ”tektonisk skift”, hvor USA økonomisk — og på sigt også militært — mister sin unipolære position i verden, er USA politisk og økonomisk så polariseret, at der ikke er vished om, hvordan forholdene i landet udvikler sig. USA kan enten om ti år være på vej mod et velfærdssamfund efter nordisk forbillede eller et populistisk autokratisk styre.

 

Der er grund til at frygte, at spillereglerne i amerikansk politik er blevet ændret. Skrækscenariet er naturligvis, at vejen er banet for en mere veltalende, intelligent og ideologisk funderet højrepopulist i amerikansk politik
_______

 

Udfordringen for et mere progressivt USA er, om Demokraterne kan levere reelle forandringer og forbedringer for de mange. I RÆSON nr. 35 skrev jeg i en analyse af Trumps valgsejr, at han aldrig kom til at levere på det ultimative valgløfte, ”Make America Great Again”, fordi ”landet er gældsat, det har mistet konkurrencekraft, har underinvesteret i basale sociale goder som uddannelse, sundhed og infrastruktur, og den sociale kontrakt er brudt.” Denne situation er ikke skabt af Trump, men er et resultat af neoliberalismens hærgen i USA i mere end 40 år.

Uligheden i USA har nået et punkt, hvor det – selv efter amerikanske standarder – er ødelæggende for sammenhængskraften i landet. Hvis Demokraterne vinder præsidentvalget, er det et åbent spørgsmål, om de kommer til at skuffe. Det kan om fire år resultere i en tilbagevenden til en ny udgave af USA’s nuværende kurs, hvor det globale aftalesystem de facto smides over bord og snarere fostrer mere kaos i den globale orden, end det skaber orden som bolværk mod kaos.

Der er grund til at frygte, at spillereglerne i amerikansk politik er blevet ændret. Skrækscenariet er naturligvis, at vejen er banet for en mere veltalende, intelligent og ideologisk funderet højrepopulist i amerikansk politik. En amerikansk udgave af Jimmie Åkesson, formand for det reformerede svenske nazistparti, Sverigedemokraterne.

Pointen her er, at amerikansk udenrigspolitik er blevet så uforudsigelig, at Danmark og andre europæiske småstater ikke kan, og ikke bør, lægge sine sikkerhedspolitiske æg alene i den amerikanske kurv. Det udenrigspolitiske farvand er ukendt og ustabilt. COVID-19-krisen med alle af pandemiens konsekvenser – FN anslår fx 34 mio. flere ekstremt fattige i verden alene i 2020 – er blot det seneste farlige skær, der skal navigeres efter.

I forvejen er verdenskortet præget af klimakrise, migrationsstrømme, politiske kriser i EU, fremgang for politiske despoter verden over og vigende tillid til politiske institutioner. Det har rystet de institutioner, vi sætter vores lid til, og et Biden-udfald af det amerikanske valg ændrer ikke grundlæggende på det.

 

Små stater vinder på, at fælles retsorden og spilleregler tæmmer de stærkes magt
_______

 

Jeg har aldrig været tilhænger af den ukritisk tætte alliance med USA. Sideløbende med at være Europas sikkerhedsmæssige garant har USA ageret aggressivt og imperialistisk i andre dele af verden og har dobbeltstandarder, der underminerer international ret og menneskerettighederne. I en tid, hvor Europa ikke længere ved, hvor det har USA, er de sikkerheds- og udenrigspolitiske udfordringer blot endnu et argument for en ny strategi.

Vi går muligvis en regulær multipolær orden i møde. Det forstærker kun behovet for forudsigelighed og regelbaseret samarbejde. Sikkerhedspolitiske trusler skal selvsagt kunne imødegås, men et langsigtet perspektiv må altid være styrende for vores beslutninger. Vi nærmer os et tipping point – både i forhold til klimakrise, polarisering, ulighed, og til det bekymrende raseri mod demokratiske grundsøjler.

Internationalisme og opbygning af legitime multilaterale institutioner er ikke et nemt svar, men et nødvendigt udenrigspolitisk kompas for at skabe en inkluderende og solidarisk globalisering og en fredeligere verden. Små stater vinder på, at fælles retsorden og spilleregler tæmmer de stærkes magt. En klar og utvetydig tilslutning til at benytte, beskytte og fremme verdenssamfundets multilaterale institutioner og regelbaseret samarbejde må derfor stå øverst på listen for Danmark og Europa.

Med den danske regerings udtalte ambition om at tage lederskab i den globale grønne omstilling og med en aktiv rolle i et styrket nordisk samarbejde er der potentiale for en reaktiveret dansk aktiv multilateralisme. Derfor bør standardreplikken, ”USA er Danmarks vigtigste allierede”, pakkes væk, og sikkerhed og samarbejde i langt højere grad søges gennem de to andre udenrigspolitiske søjler, vi har: FN og EU. ■

 

Vi går muligvis en regulær multipolær orden i møde. Det forstærker kun behovet for forudsigelighed og regelbaseret samarbejde
_______

 




Trine Pertou Mach er Politisk chef i Oxfam Ibis og bl.a. tidligere leder af økonomisk udvikling og fredsopbygning i International Alert og medlem af Folketinget for SF. Hun er derudover forhenværende forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. ILLUSTRATION: Den endelige præsidentkandidatdebat under den amerikanske valgkamp mellem præsident Donald Trump og Joe Biden, 22. oktober 2020 [Foto: Adam Schultz / Biden for President / Flickr]