Uffe Gardel følger udviklingen #11: Hvor galt kan det gå?

Uffe Gardel følger udviklingen #11: Hvor galt kan det gå?

28.03.2020


Hvad er Seruminstituttets chef uenig med WHO om, og hvad skulle journalisterne have spurgt ham om? Hvilke forudsætninger bygger de danske og svenske prognoser i virkeligheden på? Lidt om prognoser og en vild dag i Danmark.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Uffe Gardel

Hvilken dag! Den begyndte med, at Seruminstituttets direktør i et interview i Politiken simpelthen sagde, at WHO tog fejl. Hvormed han indirekte sagde, at hans politiske chef, sundhedsministeren, også tog fejl. Senere på dagen fulgte et pressemøde, hvor Sundhedsstyrelsens direktør indrømmede, at han selv havde taget fejl.

Det sidste var dog ikke så slemt ment. Søren Brostrøm forklarede, at han havde handlet ud fra den viden, han dengang havde, men havde han vidst noget mere, havde han truffet en anden beslutning. Han skældte med andre ord ikke sig selv ud – men det lød sådan, og det er måske nok til at bortlede den voksende kritik af ham.

Statens Seruminstituts direktør, Kaare Mølbak, siger noget langt mere interessant. For han står fast på sit synspunkt: Han er ikke bange for at sige WHO imod, og han forklarer endda hvorfor. Det er respektabelt, og det bidrager til at kvalificere debatten – uanset om man er enig med ham eller ej.

Meget kort fortalt siger Mølbak, at covid-19 er en håbløs sygdom at inddæmme, fordi folk kan gå rundt og smitte ganske længe uden at føle sig syge. Der er lang inkubationstid, og folk smitter i inkubationstiden. Han kunne endda have anført som yderligere støtte til sit synspunkt, at de eksisterende coronatest kan give et falskt negativt resultat meget tidligt efter smitte.

 

Meget kort fortalt siger Mølbak, at covid-19 er en håbløs sygdom at inddæmme, fordi folk kan gå rundt og smitte ganske længe uden at føle sig syge. Der er lang inkubationstid, og folk smitter i inkubationstiden
_______

 

Derfor siger han, at vi altså alle sammen – det vil i praksis nok blive 60-70 procent af os – skal have coronavirus, vi skal igennem det, vi skal opbygge flokimmunitet; det skal bare ske så langsomt, at sundhedssystemet ikke vælter. Det minder lidt om den linje, Sverige følger – og som Storbritannien fulgte, indtil Imperial College afleverede en rapport, der advarede om en halv million døde. Det kunne man have ønsket sig, at journalisterne havde spurgt Mølbak om, ligesom jeg også gerne havde hørt hans kommentarer til tankerne om konsekvent smitteopsporing og effekterne af det.

Det kunne også have været interessant at høre hans vurdering af, hvornår vi får vacciner eller bare gode behandlingsmuligheder; der forskes jo pt. i flere præparater, som skal kunne mildne forløbet for dem, der bliver rigtigt syge.

Faktisk kunne jeg godt tænke mig at være ordstyrer på en samtale mellem ham og det norske svar på Søren Brostrøm, Camilla Stoltenberg, som foreslår digital smitteopsporing; det lyder lidt som Sydkoreas model med at skaffe sig adgang til folks mobildata. Deres uenigheder ville være interessante at få foldet ud.

 

Der har været en diskussion om, hvorvidt coronavirus angriber i bølger ligesom influenzavirus, altså om den bliver drevet tilbage af sommervarme. Det får vi først at se til sommer
_______

 

Lidt om prognoser
Den aktuelle anledning til at se på prognoser er, at den svenske avis Dagens Nyheter har fundet et ugegammelt, nu ajourført teknisk papir fra Folkhälsomyndigheten (deres sundhedsstyrelse), støvet det af og læst, hvad der egentlig står i det. Papiret er en oversigt til de svenske regioner om, hvad de skal forvente af ressourcetræk, når coronastormen er over landet, og det er fyldt med teknik og detaljer. Det har avisen regnet lidt på, og de har fået Folkhälsomyndigheten til at nikke til regnestykket. Konklusioner i grove træk: 100.000 vil søge lægehjælp, 17.000 skal indlægges, plus 5.000 intensivt.

Korrigeret for befolkningsstørrelse ligner det Sundhedsstyrelsens forudsætninger i det første danske strategipapir: Ti procent af befolkningen bliver smittet, og af dem søger ti procent lægehjælp, altså én procent. Dette er den såkaldte attack rate, og den regner de to landes myndigheder altså med, vil være den samme. Svenskerne afviger så en lillebitte smule, fordi de venter, at 22 procent af dem, som søger hjælp, vil skulle indlægges. Her regner Danmark med 20 procent. Men deres tal for intensiv-patienter er de samme: Fem procent af dem, som søger lægehjælp, skal på intensivafdeling.

Men det med attack-raten interesserer mig. Den forudsætter, at epidemien vil angribe i bølger og ikke bare rulle og rulle, til 60-70 procent af befolkningen har haft sygdommen, som derefter dør ud, fordi virussen ikke kan finde flere at smitte. Der har været en diskussion om, hvorvidt coronavirus angriber i bølger ligesom influenzavirus, altså om den bliver drevet tilbage af sommervarme. Det får vi først at se til sommer.

Den diskussion er ét problem. Et andet er forudsætningen om en attack rate på én procent. Den hviler på flere forudsætninger. Én af dem er, at ti procent af befolkningen vil blive smittet. Men hvor kommer det tal fra? Ved en influenzaepidemi er det 20 procent eller mere, kan man læse hos Seruminstituttet. Vi lukker til gengæld heller ikke hele samfundet ned i influenzasæsonen, som vi gør nu; det er forventeligt, at færre vil blive smittet med de tiltag, vi har taget – selv om vi stadig mangler for alvor at se dem slå igennem i statistikkerne over smittede.

 

Hvad er det konkret, som gør, at de danske og svenske myndigheder forventer at kunne få smittespredningen ned i nærheden af kinesisk eller italiensk niveau?
_______

 

Men hvorfor sagde Sundhedsstyrelsen så ved epidemiens begyndelse, at 10-15 procent ville blive smittet? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor lagde man sig i bunden af det interval, da man skrev sit strategipapir?

Faktisk forudsætter denne attack rate også, at begge lande kan begrænse smitten næsten lige så meget som Kina og Italien. Svenskerne gennemgår i deres papir nogle på-bagsiden-af-en-konvolut-beregninger, som viser, at Kina havde en attack rate på lidt under én procent i byen Wuhan og 0,2 procent i hele Hubei-provinsen, mens den italienske provins Lombardiet har en attack rate på 0,7 procent: Der er pt. 35.000 registrerede smittede, og hvis epidemien topper nu, bliver yderligere 35.000 smittede, mens den klinger af. Det giver 70.000 i alt ud af en befolkning på ti millioner i Lombardiet. Nu er epidemien i Lombardiet bare ikke på toppunktet endnu; der kan såmænd nå at komme betydeligt flere smittede og dermed en højere attack rate.

Og så er det, at jeg spørger: Hvad er det konkret, som gør, at de danske og svenske myndigheder forventer at kunne få smittespredningen ned i nærheden af kinesisk eller italiensk niveau? Sverige har gjort meget lidt for at mindske smitten blandt borgerne. Danmark har gjort en del mere, men ikke engang Danmark har været så skrap som Kina eller Italien. Hos os er der ikke udgangsforbud og stram karantæne, og der er slet ikke nogen, der som i Kina bliver svejset inde eller slæbt med af politiet for at blive anbragt på en karantænestation. Kort og godt: Hvad bygger prognoserne på?

Jeg er i øvrigt sikker på, at myndighederne har nedbrudt deres prognoser for det forventede forløb dag for dag. De kurver ville det også være spændende, om vi kunne få at se. Så vidste vi, hvor vi lå; vi ville kende vejrudsigten for den ”storm”, som sundhedsmyndighederne kalder for coronaepidemien. ■

 

Jeg er i øvrigt sikker på, at myndighederne har nedbrudt deres prognoser for det forventede forløb dag for dag. De kurver ville det også være spændende, om vi kunne få at se. Så vidste vi, hvor vi lå
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Læger på hospital i Barcelona inden behanding af coronapatienter [foto: Francisco Àvia_Hospital Clínic/flickr]

Rettelse: I den oprindelige udgave af denne artikel stod der, at konklusionerne i Dagens Nyheters regnestykke var, at “100.000 vil søge lægehjælp, 17.000 skal indlægges, heraf 5.000 intensivt”. Det er 17.000 indlæggelser plus 5.000 intensivt. Vi beklager fejlen, som nu er rettet.