29.03.2020

Hvilke lande er på vej med hovedet forrest ind i epidemien? Desværre flere afrikanske lande. Imens er det store spørgsmål herhjemme: Hvordan kommer vi ud af spændetrøjen? Tyskerne har måske en idé: sundhedsdetektiver.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

Der er gået godt en måned, siden Italien forskrækkede mig ved at afspærre en række byer i Norditalien; det var for mig det første tegn på, at noget var helt galt. Italien er nu tydeligvis på vej ind i en opbremsningsfase, men det er som at standse et godstog på olieglatte skinner. Den daglige stigning i antallet af tilfælde kom lørdag for første gang ned under syv procent. Antallet af hospitalsindlagte stiger nu kun med et par procent pr. dag. I epicentret, den plagede region Lombardiet, er stigningerne endda en lille smule lavere; antallet af hospitalsindlagte er næsten gået i stå.

På tirsdag flager hele Italien på halv stang, for skrækkeligt mange af dem, som har forladt hospitalerne, har gjort det i en kiste. I hele landet passerede man lørdag 10.000 døde – og 12.000 helbredte. Kun godt hver andet afsluttede tilfælde er altså endt med en raskmelding frem for en dødsattest.

Så er der 70.000 italienere, som stadig er syge, og af dem er godt 43.000 indlagte. Italien er ikke på toppen endnu, for der bliver ved med at komme flere nye tilfælde til, end der forsvinder ved død eller raskmelding – men væksten tager af.

Så hvor tager den til? Jeg har prøvet at trække data ud fra en af de mange internationale databaser, der efterhånden er sprunget op rundt omkring. Jeg har pillet de lande ud, som 27. marts havde mindst 100 bekræftede tilfælde, og set på, hvem der har haft de største stigningstakter over den seneste uge, altså fra den 20. til den 27.

I vores del af verden er det Ukraine (40 procent pr. dag), Litauen (33 procent), Kroatien (24 procent) samt Rumænien og Portugal (23 procent) og Storbritannien og Ungarn (20 procent), skarpt forfulgt af Serbien og Luxembourg (19 procent). Derefter kommer Polen, Belgien, Spanien og Østrig (alle 18 procent pr. dag).

 

Konklusion: Epidemien er på vej til Østeuropa. Covid-19 bevæger sig mod Europas fattigste lande, dem med de dårligste sundhedssystemer. Ud over selvfølgelig, at Spanien står midt i helvedet
_______

 

Konklusion: Epidemien er på vej til Østeuropa. Covid-19 bevæger sig mod Europas fattigste lande, dem med de dårligste sundhedssystemer. Ud over selvfølgelig, at Spanien står midt i helvedet; de er dér, hvor Italien var for 14 dage siden. Og briterne er på vej ind i det.

Værre endnu: Covid-19 er ved at have godt fat i en række afrikanske lande, nemlig Elfenbenskysten (41 procent i gennemsnit på en uge), Ghana (36 procent), Sydafrika (29 procent), Algeriet, Burkina Faso og Marokko (alle 24 procent) samt Tunesien (23 procent).

Og så er der de store sydamerikanske lande: Argentina, Brasilien, Chile, Colombia. Alle med buldrende epidemier, over 20 procent flere smittede dagligt. Det er virkelig en pandemi, vi har med at gøre, og fattige lande er ramt. Desværre også varme lande.

Det sidste er bekymrende, for det kan muligvis betyde, at vi ikke får nogen sommerpause i Europa. Vejret i Israel kan i øjeblikket fint sammenlignes med dansk sommervejr, men det har ikke hindret epidemien i på en uge at springe fra 500 til 3.000 tilfælde. Coronavirus synes ikke at være så varmeskyende som influenzavirus.

Ud af spændetrøjen
Herhjemme går det jo faktisk nogenlunde godt. Antallet af konstaterede tilfælde stiger i øjeblikket jævnt og roligt med omkring ni procent dagligt, mens udviklingen i antal indlæggelser faktisk er lineær; der kommer cirka 40 til pr. dag, og lørdag endda kun 29. Det kan man også formulere sådan, at den procentvise stigning tager af.

Det er for tidligt at konkludere, men jeg synes, det ligner de første resultater af nedlukningen. Danmark lukkede successivt ned i dagene 12. til 18. marts, begyndende med hjemsendelse af offentligt ansatte og lukning af skoler. Mediantiden for inkubation er fem-seks dage, og ifølge forskellige undersøgelser går der mellem fem og syv dage fra sygdomsudbrud til indlæggelse. Det giver i alt 10-13 dage, så det er nu, vi burde kunne forvente at se en opbremsning. Og det ser vi så også, så småt. De kommende dage vil vise, hvor stor effekten bliver.

I Norge kunne man for første gang lørdag konstatere et fald i antal indlagte, men også her er det for tidligt at sige, at man er ovre det værste. I Italien, som er gået længst af alle – al ikke-kritisk produktion er sat i stå – sagde premierminister Conte lørdag på en pressekonference, at det stadig er for tidligt at diskutere, hvordan vi skal afvikle restriktionerne igen.

 

I Danmark er diskussionen derimod i gang, og lørdag tog statsministeren spørgsmålet op Facebook. Det skal ikke vare måneder, før vi kan lukke op igen, skrev hun. Faktisk kan en beslutning være tæt på
_______

 

I Danmark er diskussionen derimod i gang, og lørdag tog statsministeren spørgsmålet op Facebook. Det skal ikke vare måneder, før vi kan lukke op igen, skrev hun. Faktisk kan en beslutning være tæt på: ”Om bare nogle få dage har eksperterne data nok til at gøre en første status på tallenes udvikling her i Danmark. Lige nu ser det ud til, at vores fælles indsats virkelig nytter. Men vi skal være mere sikre. I andre lande har vi set tilbageslag på tidspunkter, hvor det ellers lige så ud til at gå bedre.”

Problemet er, at regeringen traf beslutningerne om nedlukning uden at fortælle om kriterierne for, hvornår man kan lukke op igen. Der mangler så at sige en beskrivelse af end state, altså: Hvad vil vi gerne opnå med vores nedlukning? Denne mangel kan vanskeliggøre beslutningsprocessen. Jeg hører flere og flere stemmer tale for europæisk koordinering, men her skal vi huske, at vi ikke koordinerede noget som helst, da vi lukkede ned. Vi har derfor selv ansvaret for at lukke op igen.

Vigtigt for Danmark er, at diskussionen nu er i gang i Tyskland. Lørdag kunne Süddeutsche Zeitung citere fra et hemmeligt strategipapir i regeringen, som hedder ”The Hammer and the Dance”. Det er helt klart en hilsen til dette blogindlæg, som er gået verden rundt; en lang, men meget læseværdig tekst, hvor en amerikansk forretningsmand, Thomas Pueyo, gennemgår, hvordan en række asiatiske lande har undgået at lukke deres samfund ned ved i stedet at satse hårdt på smitteopsporing og karantæne: Ikke kun Sydkorea, men også Taiwan, Japan og Singapore.

 

Pueyo skriver om, hvad man skal gøre, når man lukker op igen, altså når man er færdig med at bruge hammeren på epidemien: Så skal man danse, altså hele tiden lukke op og ned for restriktioner, som kan holde epidemiens reproduktionstal under 1
_______

 

Pueyo skriver om, hvad man skal gøre, når man lukker op igen, altså når man er færdig med at bruge hammeren på epidemien: Så skal man danse, altså hele tiden lukke op og ned for restriktioner, som kan holde epidemiens reproduktionstal under 1 – altså sikre, at smittede i gennemsnit smitter mindre end ét andet menneske hver. Midlerne, han lister op, er test, kontaktopsporing, checkpoints med febercheck, desinfektion, rejserestriktioner samt lukning af restauranter, barer, butikker og så videre.

Og dét blogindlæg har man åbenbart læst i det tyske indenrigsministerium. Ifølge Süddeutsche skriver ministeriet i papiret, at man skal bruge den indvundne tid til at udbygge behandlingskapacitet i sundhedsvæsenet, men også kapacitet til at opspore og kvæle små udbrud, dels med test, dels med indsættelse af kontaktopsporere, ”en slags sundhedsdetektiver, som skal jage virus, opspore smittedes kontaktpersoner og sætte dem i karantæne.”

Sundhedsdetektiverne skal eventuelt kunne gøre brug af ”digitale bevægelsesprofiler” for at finde dem, de smittede har været i kontakt med – altså en sydkoreansk løsning med mobilovervågning. Først når alt dette er på plads, kan man begynde at lukke samfundet op igen.

Det bliver ikke nemt at få reproduktionstallet ned under 1, sådan at udbruddet kan gå i sig selv igen. Den 23. marts vurderede Seruminstituttet, at reproduktionstallet i Danmark var blevet presset ned fra måske 2,6 til 2,1, og at det med fortsat indsats kunne blive reduceret med yderligere 30 til 50 procent. Samme dag stillede Sundhedsstyrelsen os i udsigt, at Seruminstituttet nu ville prøve at sætte tal på virkningen af de forskellige tiltag på indkøbsmønstre, transportvaner og så videre.

”Denne analyse kan indgå i beslutningsgrundlaget for evt. yderligere tiltag eller ophævelse af tiltag,” skrev Sundhedsstyrelsen. ■

 

Sundhedsdetektiverne [i Tyskland] skal eventuelt kunne gøre brug af ”digitale bevægelsesprofiler” for at finde dem, de smittede har været i kontakt med – altså en sydkoreansk løsning med mobilovervågning
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik