19.03.2020

Italien er Europas Hubei-provins, og lad os begynde her, for her er gode nyheder – og dem trænger vi til. På den anden side bliver det ikke rigtig godt, før vi har en vaccine, og den kan lade vente længe på sig.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

Den gode nyhed er, at Italien ser ud til at have passeret toppen. For 11 dage siden lukkede Italien ned for stort set alt offentligt liv – skoler, museer, fitnesscentre, alt simpelthen – tilmed de non-food-butikker, som stadig har lov at holde åbent i Danmark. Jeg spåede, at vi ville se resultaterne en uge senere; nemlig virussens inkubationstid plus en sjat. Og det gør vi nu.

Både antallet af registrerede smittede og antallet af intensivpatienter stiger langsommere end før. Indtil for seks dage siden steg antallet af nye smittetilfælde med over 20 procent nærmest hver dag; siden da har stigningen ikke været over 20 procent en eneste dag, og fra tirsdag til onsdag steg antallet kun med 13,4 procent. Antallet af intensivpatienter er måske en bedre målestok, for det samlede patienttal jo er påvirket af, hvem og hvor mange man tester. Men stigningen i intensivpatienter tager også af – endda endnu hurtigere. Onsdag kom vi ned på en etcifret stigning. Det er første gang, tallet er så langt nede, i al den tid, italienerne har opgjort det. Så Italien har måske passeret toppen.

Det er også på høje tid. Situationen i Norditalien er fuldkommen katastrofal. Onsdag sagde borgmesteren i Bergamo, at man ikke længere kan stole på dødstallene i hans by; der er mennesker, som når at dø, før de kommer på hospitalet, og derfor ikke bliver de talt med i statistikken, fortalte han. Det er dog ikke sikkert, det havde hjulpet dem at komme på hospitalet, for dér hersker kaos: 11 procent af patienterne i regionen Lombardiet er døde siden epidemiens begyndelse – 11 procent. Det er tre gange så mange som i Hubei-provinsen.

 

Men altså: Italien er måske snart ovre det værste, og dermed er der udsigt til, at vi andre også på et tidspunkt er det. Eller er vi? For hvad nu?
_______

 

Mange hypoteser har været luftet som forklaring på den høje dødelighed i Italien. I går nævnte en af WHO’s direktører tre mulige forklaringer: Den italienske testpolitik (testede man bredere, ville man fange flere tilfælde, og dødsraten ville blive lavere); den høje gennemsnitsalder på den italienske befolkning; samt hvad han kaldte ”manglende evne til at yde pleje” – en pæn måde at sige på, at sundhedssystemet formentlig allerede er væltet visse steder i landet.

Men altså: Italien er måske snart ovre det værste, og dermed er der udsigt til, at vi andre også på et tidspunkt er det.

Eller er vi? For hvad nu? Jeg har brugt lidt tid på at læse den rapport, eksperterne i Imperial College har skrevet til den britiske regering; den rapport, som i høfligt og tørt britisk embedsmandssprog advarer Boris Johnson om, at hvis han bare lader stå til – som han vist i lang tid havde tænkt sig – så vil en halv million mennesker dø.

Den rapport er sådan set også opløftende læsning. Den konkluderer nemlig, at hvis man anvender en række benhårde tiltag – nedlukning af samfundslivet samt isolation og karantæne af smittede og deres husstande – ja, så kan man faktisk presse epidemikurven så meget i bund, at intensivafdelingerne kan følge med. Når jeg omregner rapportens tal fra den britiske befolknings 67,5 millioner til vores 5,8 millioner, så ser det faktisk ud, som om den danske beholdning af respiratorer fint slår til. Sundhedsstyrelsen har tidligere sagt, at man ifølge deres beregninger får brug for at lægge 866 corona-patienter i respirator, når epidemien topper – og for tre dage siden sagde sundhedsminister Magnus Heunicke, at man er oppe på at have 954 respiratorer alene til corona-patienter.

Men det er her, jeg spørger: Hvad nu? For eksperterne fra Imperial College gør også opmærksom på, at så længe vi ikke har en vaccine, vil epidemien straks blusse op igen, når vi giver slip. Flere vil blive smittede, så snart vi genåbner skolerne og værtshusene og begynder at gå i biografen og på café igen.

Imperial College foreslår en stop-go-strategi, hvor man slapper af, når antallet af intensivpatienter falder ned under et vist niveau og strammer igen, når det stiger. De har en fin graf, som viser, hvordan et forløb kunne se ud. Det er nogle meget smalle vinduer, der bliver; vi kan måske få fri fra restriktionerne i 14 dage ad gangen, helt eller delvist, indtil vi har en vaccine.

Kilde: Imperial College COVID-19 Response Team: Impact of non-pharmaceutical interventions (NPIs) to reduce COVID-19 mortality and healthcare demand

 

Kan Europa klare ni måneder mere i totalt lockdown det meste af tiden? Kan vores børn blive undervist? Hænger vores økonomi sammen? Kan vi klare det mentalt?
_______

 

Der kan gå 18 måneder, før en vaccine er klar til brug, siger Imperial College. Lad os så for tankeeksperimentets skyld sige, at briterne er alt for pessimistiske og anslå, at vaccinen er her allerede om ni måneder: Kan Europa klare ni måneder mere i totalt lockdown det meste af tiden? Kan vores børn blive undervist? Hænger vores økonomi sammen? Kan vi klare det mentalt?

Det er jeg ikke sikker på. Rundt om i Europa er der allerede masser af tegn på, at folk har svært ved at overholde reglerne. I Danmark indforskrev regeringen dronningen til at sige et alvorsord; i andre lande som Frankrig, Spanien og Italien truer man med heftige bøder og fængsel. Lombardiets guvernør var ude at sige følgende til sine landsmænd onsdag:

”Det er en appel, jeg gentager hver eneste dag, og jeg siger det meget pænt, men om lidt bliver det nødvendigt at skifte tone – for hvis I ikke forstår det med det gode, så bliver det nødvendigt at optræde lidt mere aggressivt for at få jer til at forstå, at I ikke må gå ud, at I skal blive hjemme.”

Og det er endda i Lombardiet, hvor man godt ved, hvad truslen er, og hvilken rædsel der findes bag hospitalernes glasdøre. Hvad så med resten af Europa? Hvor længe kan borgerne klare at sidde i stuearrest? ■

 

Rundt om i Europa er der allerede masser af tegn på, at folk har svært ved at overholde reglerne. I Danmark indforskrev regeringen dronningen til at sige et alvorsord; i andre lande som Frankrig, Spanien og Italien truer man med heftige bøder og fængsel
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik