Uffe Gardel følger udviklingen #36:  Sverige er alene i verden, men det er Danmark faktisk ikke

Uffe Gardel følger udviklingen #36: Sverige er alene i verden, men det er Danmark faktisk ikke

01.06.2020


Kritikken af den danske corona-strategi overser, at Danmark internationalt følger mainstream og endda er lidt til den liberale side. Vores nabo Sverige forekommer til gengæld både fysisk, politisk og mentalt isoleret, når man ser på deres dødstal og andre landes tiltag imod dem.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Uffe Gardel

På en dag, da Sverige meldte om 84 nye COVID-19-dødsfald og Danmark om nul, blev vores nabolands isolation understreget med nyheden om, at Norge og Danmark åbner grænserne for hinandens borgere men ikke for svenskere.

De seneste døgn har også Cypern og Grækenland meddelt, at man igen vil tage imod turister fra en række lande – men heller ikke disse lande vil have svenskere på besøg. I Grækenlands tilfælde lukker man stadig for blandt andet Italien, Spanien, Frankrig, Storbritannien samt altså Sverige. Vores naboland bliver ikke forskelsbehandlet, men det bliver behandlet på lige fod med andre EU-lande med høje smitte- og dødstal.

En ellers meget talende Mette Frederiksen blev kortfattet og ordknap de par gange, hun på den danske regerings pressemøde fredag eftermiddag blev spurgt om, hvorfor man ikke åbner for svenske turister. Det betyder formentlig, at den danske regering har forhandlet med den svenske regering, men uden at man er blevet enig.

Ikke at det det spiller den store rolle for svenskerne. Når jeg ser ud over den svenske nyhedsflade fredag aften, ser jeg ingen store overskrifter om landets indespærring, undtagen hos Malmø-avisen Sydsvenska Dagbladet. Udenrigsminister Ann Linde siger på et pressemøde, at hun gerne ville have haft en fælles nordisk løsning, men at det ikke lykkedes, og at nu taler man med Danmark om en løsning for Øresundsregionen. Hvad nøjagtigt, Danmark og Sverige er uenige om, står uklart, men heller ikke Norge har svenskerne åbenbart kunnet indgå en aftale med.

 

På en dag, da Sverige meldte om 84 nye COVID-19-dødsfald og Danmark om nul, blev vores nabolands isolation understreget med nyheden om, at Norge og Danmark åbner grænserne for hinandens borgere men ikke for svenskere
_______

 

Er svenskerne lidt ligeglade med at være spærret inde, så er de til gengæld i stigende grad optagede af at diskutere myndighedernes håndtering af epidemien. Ikke så meget det grundlæggende spørgsmål, vi er optaget af i Danmark, om hvorfor Sverige følger sin egen, helt særlige kurs – men hvorfor man er så dårlig til at gennemføre den valgte corona-politik, herunder de mange dødsfald på plejehjem, manglen på værnemidler samt en test-diskussion, som ligner den danske. Regeringen har udmeldt et ambitiøst antal ugentlige test, men tallet bliver overhovedet ikke nået, og stat og regioner skændes om hvem, der har ansvaret.

Formentlig får Sverige en kommissionsundersøgelse, for der er nu flertal uden om regeringen for at nedsætte en corona-kommission.

Nationalstatens sejr?
At Sveriges isolation også er politisk, fremgik tidligere på ugen af en meget skarp reaktion fra den italienske ambassadør i Stockholm på udtalelser fra statsepidemolog Anders Tegnell, som havde talt nedsættende om Italiens evner til at beskytte sine ældre. Ambassadøren imødegik ikke Tegnells beskyldning, men citerede i stedet en række andre, irrelevante tal – hvad Italien bruger på sit sundhedsvæsen, og hvad middellevetiden er. Og så tilføjede han bittert:

”Italien måtte håndtere COVID-19-krisen uden nogen som helst eksisterende referencerammer og med svigtende hvis ikke helt manglende solidaritet fra andre lande.”

 

Men internationalt samarbejde er unægtelig også under pres i disse døgn. Fredag blev nemlig også dagen, da USA forlod WHO i vrede over, at organisationen angiveligt har været i lommen på Kina under COVID-19-epidemien
_______

 

Det er måske er en underdrivelse i betragtning af, at Den Europæiske Centralbank allerede 18. marts iværksatte et 750 milliarder euro stort nød-opkøbsprogram, som under titlen Pandemic Emergency Purchase Programme opkøber ikke mindst italienske statsobligationer for at holde renten nede og redde Italien fra en egentlig hjælpepakke. Det er selvfølgelig ikke noget, et ikke-euroland som Sverige bidrager til. Eller Danmark, for den sags skyld. Men det bør måske huskes, inden for mange får skrevet epidemiens historie om til en historie om nationalstatens sejr og det internationale samarbejdes svigt. EU og ECB er bare ikke så gode til at arrangere photo opportunities som Rusland og Kina, når de flyver nødhjælp til Italien. Men internationalt samarbejde er unægtelig også under pres i disse døgn. Fredag blev nemlig også dagen, da USA forlod WHO i vrede over, at organisationen angiveligt har været i lommen på Kina under COVID-19-epidemien.

Danmarks politik er ikke unik
Det danske regeringspressemøde fredag fremstod – hvis man lyttede til spørgsmålene fra journalisterne – som en gennemspilning af temaet: ”hvorfor lyttede regeringen ikke til den sagkyndige rådgivning fra sundhedsmyndighederne?” Særligt hæfter journalisterne sig i øjeblikket ved en mail fra Statsministeriet til Sundhedsstyrelsen den 14. marts, hvori styrelsen bliver bedt om at rådgive ud fra ”et ekstremt forsigtighedsprincip” frem for ud fra et proportionalitetshensyn. Dagbladet Politiken har fremstillet dette, som at regeringen bad Sundhedsstyrelsen opgive sin ”faglighed” og dermed give usaglig rådgivning.

Ingen i medierne reflekterer over, at mailen er skrevet på et tidspunkt, da antallet af smittede steg med mere end 50 procent pr. dag, og Danmark i en kort periode var Europas mest inficerede land næst efter Italien.

Der reflekteres heller ikke over, om det egentlig er embedsmænds eller ministres ansvar at tage proportionalitetshensyn? At tage et proportionalitetshensyn betyder jo at foretage en afvejning – at afveje et onde mod et forventet gode. Er det ikke egentlig essensen i politik, og dermed regeringens område?

 

Der er heller ingen, som nævner, at den danske nedlukning faktisk har været en af de mildeste i Europa; uden lovbefalet karantæne, uden lukning af alle butikker, uden maskepåbud, uden husarrest. Heller ingen nævner, at Danmark ikke er alene om fortsat at afvise turister
_______

 

Der er heller ingen, som nævner, at den danske nedlukning faktisk har været en af de mildeste i Europa; uden lovbefalet karantæne, uden lukning af alle butikker, uden maskepåbud, uden husarrest. Heller ingen nævner, at Danmark ikke er alene om fortsat at afvise turister. Indrejsende til Storbritannien kommer lige nu i 14 dage i karantæne, og det er ikke en anbefaling, men en ordre. Frankrig er fortsat lukket land på ubestemt tid, og så videre og så videre. Jeg linker her til en aktuel fransk og tysk oversigt, begge fra fredag aften.

Kort sagt: Hvad Danmark gør, virker flere steder overforsigtigt og ulogisk. Men det er på ingen måde enestående. Måske ville den danske diskussion vinde ved at deltagerne anerkendte, at Danmarks politik er ganske mainstream, og endda lidt til den liberale side, samt at det i sidste ende er regeringens og Folketingets ansvar at foretage afvejninger. Det er også en regerings valg at opstille forudsætningerne for embedsmændenes rådgivning – i dette tilfælde en forudsætning om, at man skulle udvise størst mulig forsigtighed.

Der er i øvrigt et andet aspekt i mailen fra 14. marts, som er interessant: Statsministeriet bekymrede sig over, at så få blev testet for COVID-19, og det var netop i de dage, at WHO begyndte kraftigt at opfordre alle verdens regeringer til at teste bredt; en opfordring som flere og flere lande efterhånden har imødekommet. Men der er i mailen ingen omtale af, hvad testresultater i givet fald skal anvendes til – karantænesætning og smitteopsporing fx? Mailen bidrager dermed til indtrykket af, at der blev truffet politiske beslutninger under voldsomt pres og med en meget kort tidshorisont.

Fra verden i øvrigt vil jeg til slut kun nævne nyheden om et tilbageslag i arbejdet med at finde behandlingsmetoder for COVID-19. Efter en artikel i det britiske Lancet har WHO midlertidigt indstillet forsøg med klorokin, og Frankrig, et af de få lande som har tilladt midlet anvendt på COVID-19-patienter, har trukket tilladelsen tilbage, dog sådan at læger stadig kan vælge at udskrive midlet, hvis de mener at have en god grund. ■

 

Kort sagt: Hvad Danmark gør, virker flere steder overforsigtigt og ulogisk. Men det er på ingen måde enestående. Måske ville den danske diskussion vinde ved at deltagerne anerkendte, at Danmarks politik er ganske mainstream, og endda lidt til den liberale side, samt at det i sidste ende er regeringens og Folketingets ansvar at foretage afvejninger
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde om COVID-19 i Spejlsalen i Statsministeriet, tirsdag den 17. marts 2020 [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]