14.04.2020
.Rusland er ikke ved at køre træt, og landet har ikke tænkt sig at nøjes med rollen som regional aktør. Det mærker man i Afrika.
Af Uffe Gardel
To sære og ildevarslende nyheder med en smag af kold krig og dystre plot nåede verdensoffentligheden i oktober sidste år: Først hørte vi, at Jevgenij Prigosjin, der har tilnavnet ’Putins kok’, var styrtet ned i Den Demokratiske Republik Congo med et russisk fragtfly. Kort efter fik vi nyheden om, at syv russiske lejesoldater var faldet i baghold i Mozambique og dræbt af islamistiske oprørere, som bagefter havde skåret hovedet af de dræbte. De gådefulde historier gav anledning til at stille særligt to spørgsmål: Hvad lavede Prigosjin i Congo, og hvorfor i alverden er der russiske lejesoldater i Mozambique?
Den første nyhed var falsk; der var faktisk et russisk fragtfly, som styrtede ned, og et par russere omkom ved styrtet, men Prigosjin var ikke ombord. Den anden nyhed er derimod tilsyneladende sand; de russiske lejesoldater blev slået ihjel ved to angreb i Cabo Delgado-provinsen i det nordlige Mozambique, hvor et lavintensivt oprør har været i gang i et par år. De russiske lejesoldater kom fra Wagner, et sikkerhedsfirma, som siges at være kontrolleret af netop Prigosjin, der dog har benægtet sin indblanding i virksomheden. Han står også bag ’trolle-fabrikken’ i Sankt Petersborg, som har sat internet-trolling i system.
Wagner indsatte i sommeren 2019 omkring 200 mand i Cabo Delgado-provinsen for at tage kampen op mod militserne, men siden oktober har der været stille om den russiske operation i området. Man kan undre sig over, hvorfor russerne finder Mozambique interessant. For nogle år siden opdagede man imidlertid en af verdens største undersøiske naturgasforekomster lige ud for Capo Delgados kyst. Der skal nu bygges havn, lufthavn, lagerfaciliteter, LNG-anlæg [flydende gas, red.] og meget andet. IMF har på et tidspunkt skønnet de kommende naturgasrelaterede investeringer i Mozambique til at løbe op i 100 mia. dollars eller cirka tre gange det fattige lands BNP. Det kræver dog, at man først får kontrol med militserne. Der foreligger ikke noget om, hvorvidt russisk kapital kunne være interesseret i at deltage i investeringsarbejdet, men når Cabo Delgado en dag åbnes for investeringer, vil Wagners indsats i området i hvert fald ikke ligge russiske virksomheder til last.
Det russiske Afrika-eventyr begyndte reelt med succesen i Syrien, hvor det lykkedes Rusland at holde præsident Bashar al-Assad ved magten ved hjælp af en blanding af regulære luftstyrker og irregulære Wagner-soldater på landjorden
_______
Det private militær
Wagner-soldater har også været indsat i andre konfliktzoner i verden, hvor Rusland har ønsket at påvirke tingenes gang; først og fremmest i Syrien. Fordelen ved at bruge Wagner er både indenrigs- og udenrigspolitisk: Man undgår, at regulære russiske soldater bliver sendt hjem i ligposer med den offentlige opstandelse, det risikerer at give i hjemlandet, og i udlandet kan man nægte at have noget som helst med styrkerne at gøre. Wagner er da også formelt et privat selskab – Det Private Militære Selskab Wagner lyder den direkte oversættelse af det russiske navn – men i praksis er Wagner ’ikke mere privat end det danske sundhedsvæsen’, som den amerikanske sikkerhedspolitiske ekspert Stephen Blank siger i et interview med RÆSON.
Blank, som er seniorforsker ved tænketanken American Foreign Policy Council, siger, at det russiske Afrika-eventyr reelt begyndte med succesen i Syrien, hvor det lykkedes Rusland at holde præsident Bashar al-Assad ved magten ved hjælp af en blanding af regulære luftstyrker og irregulære Wagner-soldater på landjorden:
”Det er vokset ud af succesen i Mellemøsten, hvor man opdagede, at ’hej, vi kan faktisk gøre det her’, samtidig med at man på grund af sanktionerne har brug for at finde andre samhandelspartnere. Og sidst, men ikke mindst, er der en masse oligarker, som ser en mulighed for at blive rige og tjene staten på samme tid. Og så har man fundet på ideen med et privat militært firma”, fortæller han.
Andre mener dog, at situationen er lidt mere kompliceret i Mozambiques tilfælde. Journalisten Lilia Japparova fra det uafhængige russiske medie Meduza konkluderede i november: ”I Syrien var der utvivlsomt fuld koordinering mellem forsvarsministeriet og Wagner-styrkerne. Men når vi taler om de afrikanske lande, er historien mere interessant. Ifølge mine kilder deltog Jevgenij Prigosjin personligt i at hjælpe afrikanske ledere med at rejse til møder i Rusland i 2017-2018 i forskellige sammenhænge. Men det forekommer mig, at i Afrika var initiativet privat”.
I dag synes brugen af Wagner dog aftagende; ifølge Meduza anvendes Wagner-soldater i dag mest til vagttjeneste, hvorved de frigør rigtige soldater til andre formål. I Den Centralafrikanske Republik (CAR) skal Wagner således levere sikkerhedsvagter til landets præsident, Touadéra, mens regulære russiske soldater i kraft af en samarbejdsaftale ’rådgiver’ regeringshæren, som siden 2012 har været midt i en borgerkrig. Sagen er i øvrigt kompletteret med drabet på tre russiske journalister i landet i juli 2018; de tre journalister, som arbejdede for et medie finansieret af den tidligere oligark og nuværende Putin-modstander Mikhail Khodorkovskij, var i gang med at undersøge Wagners forbindelser til CAR’s guld-, diamant- og uranminer.
Den afgørende vending i Ruslands stilstand indtrådte tilsyneladende et godt stykke tid før Krim og Donbas, måske omkring 2012, da Putin vendte tilbage til præsidentposten efter fire år som premierminister.
_______
Ruslands genopståen som verdensmagt
De to nyheder fra Congo og Mozambique afspejler under alle omstændigheder, at Rusland er tilbage i Afrika – et kontinent, som man helt forlod efter Sovjetunionens sammenbrud.
Russisk udenrigspolitik udviser i disse år en vitalitet, som er kommet bag på både iagttagere og beslutningstagere i Vesten. Annekteringen af Krim og krigen i Donbas i det østlige Ukraine i 2014 udløste i første omgang en diskussion i Vesten om, hvad Rusland egentlig – rent fysisk – ville være i stand til at gabe over. Nogle pegede på, at landets befolkning er aldrende, væksten og investeringerne er stagnerende, og økonomien er på størrelse med Italiens. Altså måtte Rusland være ved at køre træt, og overfaldet på Ukraine måtte anses for et svækket regimes sidste fortvivlede krampetrækninger.
”Rusland er en regional magt”, sagde den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, i 2014. Det lød som en hån og blev i hvert fald opfattet sådan i Moskva. Men Rusland er ikke ved at køre træt, og landet har ikke tænkt sig at nøjes med rollen som regional aktør.
Den afgørende vending i Ruslands stilstand indtrådte tilsyneladende et godt stykke tid før Krim og Donbas, måske omkring 2012, da Putin vendte tilbage til præsidentposten efter fire år som premierminister.
Det er velkendt, at styret i Kreml siden da har etableret sig som den stærkeste power broker i Mellemøsten takket være sin intervention i Syrien, sit uformelle samarbejde med Iran og sin tættere og tættere alliance med Tyrkiet. Vi ved også, at Rusland har indledt et pragmatisk samarbejde med Kina – først og fremmest om energileverancer.
Det har fået mindre opmærksomhed, at Rusland også har skabt sig en solid platform i Afrika; et kontinent, som efterhånden regnes for Kinas domæne.
Rusland er i dag – enten direkte eller via stedfortrædere – aktivt til stede i en halv snes lande i Afrika fra Libyen i nord til Mozambique i syd; aktører og aktiviteter varierer fra sted til sted, men det har gerne noget med våbensalg at gøre, og som regel handler det også om penge – men slutresultatet er altid en styrket strategisk position. Alle redskaber tages i brug fra russisk side: diplomati, energiinvesteringer, universitetsstipendier og egentligt militært samarbejde. Rusland er tilbage som verdensmagt.
Kina bliver af nogle iagttagere set som problemet for Rusland – og grunden til, at vi ikke skal bekymre os i Vesten: Før eller siden vil Rusland rende på Kina, og russerne vil derpå blive sat på plads.
Det er imidlertid ikke sikkert, allerede af den grund at Kina fylder så enormt meget mere på det afrikanske kontinent end Rusland og derfor næppe vil føle sig generet af den russiske aktivitet. Ruslands samhandel med Afrika er blevet firedoblet siden årtusindskiftet, men den er stadig kun en 20.-del af Kinas 56 mia. dollars årligt.
Kina er samtidig den fjerdestørste investor i Afrika – efter USA, Storbritannien og Frankrig – og de kinesiske investeringer stiger. De går især til lande med naturressourcer, men Beijing er også interesseret i militær tilstedeværelse. Et eksempel er Kinas militærbase i den lille østafrikanske stat Djibouti, som i øvrigt også huser en amerikansk flådebase.
”Rusland er ikke interesseret i at udfordre Kina, men Moskva ønsker heller ikke, at Kina får det hele for sig selv”, siger Stephen Blank til RÆSON.
”I Afrika er tanken, at man vil undgå – eller i det mindste samarbejde med – Kina; russerne vil simpelthen bare skabe sig en niche for sig selv”, siger han; Rusland vil ikke fortrænge Kina, bare have en bid af kagen selv.
Og Ruslands udenrigspolitik er generelt uideologisk – den bygger på klassisk magttænkning.
”Så tanken om, at en konflikt i Afrika mellem de to er uundgåelig, er ikke rigtig. Alliancen med Kina er grundlæggende en politisk alliance, og vore dages Rusland optræder mere som tsartidens Rusland end som Sovjetunionen. Så de problemer, der vil opstå hen ad vejen, vil blive løst”.
Uanset hvad er Rusland tilbage og er kommet for at blive. Det gør andre aktører klogest i at acceptere og lære at leve med
_______
Våben køber plads ved forhandlingsbordet
Resultaterne af de russiske aktiviteter er begyndt at blive synlige for omverdenen. I oktober sidste år lykkedes det Putin at samle ikke mindre end 43 afrikanske statsledere til et topmøde i sortehavsbyen Sotji, og selvom de russiske tilsagn om lån og investeringer ofte var vage, var selve mødets afholdelse et tydeligt tegn på, at flere og flere afrikanske ledere kigger mod Moskva. Til sammenligning mødte kun 34 afrikanske ledere op, da Obama i 2014 afholdt et tilsvarende møde.
Ruslands nye styrkeposition i Afrika betyder også, at europæerne har endnu et emne at diskutere med russerne. I januar i år var den russiske præsident Putin således en prominent deltager, da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, var vært ved et topmøde om borgerkrigen i Libyen – ligesom krigene i Donbas og Syrien lader heller ikke den konflikt sig løse uden om Rusland. Til det har Putin placeret landet for centralt.
”Uanset hvad er Rusland tilbage og er kommet for at blive. Det gør andre aktører klogest i at acceptere og lære at leve med – uden urimelige forventninger, men også uden ubegrundet frygt”, skrev den anerkendte russiske, Kreml-uafhængige sikkerhedspolitiske analytiker Dmitri Trenin fra tænketanken Carnegie i Moskva.
Han pegede endda på en pragmatisk fordel for Vesten ved at have Rusland tilbage i det internationale magtspil: ”I en verden, som i stigende grad præges af den amerikansk-kinesiske rivalisering, kan andre større, uafhængige aktører som Rusland spille en vigtig rolle for at undgå en kostbar bipolar konfrontation”, skrev han.
Spørger man Putin selv, er der intet at være bekymret for; Rusland har de bedste hensigter. Samarbejdet med de afrikanske lande handler om diplomatisk og politisk støtte, forsvarssamarbejde, økonomisk hjælp, sygdomsbekæmpelse, humanitær bistand og uddannelse, forklarede han i et interview med det russiske telegrambureau TASS op til topmødet i Sotji.
Det er vanskeligt at få et overblik over de samlede russiske interesser i Afrika, men råvareudvinding spiller klart en rolle – ved siden af våbenhandel, naturligvis. Wagner-gruppen har investeret i guldminer i Sudan, og der er russiske penge i platinminer i Zimbabwe. I 2015 fik RT Global Resources, et datterselskab af den statslige våben- og entreprenørkoncern Rostech, kontrakt på bygningen af et olieraffinaderi i Uganda. Russisk kapital er investeret i udvinding af bauxit i Guinea, og Lukoil har angiveligt projekter i Cameroun, Ghana og Nigeria.
Og så er der de forskellige militære samarbejdsprojekter, fx et russisk-sydafrikansk projekt om satellitovervågning af hele kontinentet. I alt har man en eller anden form for militært samarbejde med en halv snes afrikanske lande, heriblandt Den Demokratiske Republik Congo, Sudan, Libyen, Madagaskar, Angola, Guinea, Guinea-Bissau, Mozambique, Zimbabwe og Den Centralafrikanske Republik. Der findes efter sigende også eksempler på, at man holder god kontakt til begge parter i en væbnet konflikt – og måske endda sælger dem begge våben.
Præmieeksemplet på det er Libyen, som Rusland solgte våben til for milliarder af dollars, da det var styret af diktatoren Gadaffi. Efter at han blev afsat og senere myrdet i 2011, er landet sunket ned i en kompliceret borgerkrig, som nu har udkrystalliseret sig i to magthavere: den internationalt anerkendte regering i hovedstaden, Tripoli, og en alternativ regering i Tobruk mod øst med hærchefen general Haftar som den stærke leder. Rusland plejer omgang med begge parter, men leverer dog kun våben og rådgivning til Haftars styrker.
Mens Libyen på Gadaffis tid ikke var meget andet end en god kunde for Rusland, ser Haftar ud til at være en strategisk satsning for Moskva. Ruslands tilstedeværelse i Libyen er først og fremmest med til at underbygge Ruslands position som power broker i Mellemøsten. Den rolle kan Putin ikke nødvendigvis opretholde på længere sigt blot ved at være den magt, der reddede Assad; en diktator uden mange venner i regionen. Men den nye fremtrædende rolle betyder, at Rusland er interessant at snakke med for både magthavere i Mellemøsten og for de store EU-lande, som vi netop oplevede, da Putin i januar blev inviteret til Libyen-konference i Berlin. Med sine våben til Haftar køber Putin sig en plads ved bordet.
Emil Aslan Souleimanov, forskningsdirektør ved Institute of International Relations i Prag, pointerede i sommer i en artikel for tænketanken Middle East Policy Council, at Libyen er betydningsfuld af i hvert fald to grunde: 1) Landet råder over verdens tiendestørste oliereserver samt 22.-største naturgasreserver. 2) I 2015-2016 begyndte islamister med tilknytning til Islamisk Stat at etablere sig i landet.
Og noget tyder på, at Rusland har skruet op for den militære støtte til Haftar. I september sidste år kunne magasinet Bloomberg fortælle, at omkring 100 russiske lejesoldater kæmpede sammen med Haftars styrker, og samme måned rapporterede det russiske medie Meduza, at mellem ti og 35 af dem var blevet dræbt i kamp – under de sædvanlige mystiske omstændigheder, hvor de pårørende ikke engang kunne få ligene udleveret, ligesom offentligheden heller ikke fik noget at vide. Meduza opsnappede dog navnene på nogle af de dræbte.
I november fortalte en vestlig kilde imidlertid til Washington Post, at man hidtil havde anslået, at der var 300 russiske lejesoldater på Haftars side, men at nye og ’meget bekymrende’ oplysninger tydede på, at der var langt flere. De russiske soldater blev i modsætning til tidligere nu indsat i forreste linje, og med deres dyrere udstyr og bedre træning gjorde de en betydelig forskel.
Ifølge Meduza kom samarbejdet faktisk i stand på Haftars initiativ: Han og hans folk var imponerede af den russiske indsats i Syrien og henvendte sig for at få lignende hjælp samt fred for nye resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd i et halvt år – hvilket Rusland jo kan sikre i kraft af sin vetoret. Haftars folk lovede til gengæld, at de nok skulle klare at erobre resten af Libyen. I begyndelsen var den russiske militære efterretningstjeneste efter sigende meget skeptisk over for Haftar. ”Sådan noget vrøvl, det tror vi ikke på”, sagde folkene fra det russiske forsvarsministerium til libyerne, som i øvrigt ikke engang fik lov til at komme til Moskva – de blev i stedet modtaget i Grosnij i Tjetjenien. Piben har siden fået en anden lyd.
Det hovedmotiv, som driver russisk udenrigspolitik, er et tvangspræget ønske om at blive set som en global magt og at sikre, at globale problemer ikke kan løses uden om Rusland
_______
Rusland kan faktisk vinde – billigt
Imens prøver iagttagere og analytikere at finde deres ben i spørgsmålet om, hvad Vesten skal stille op med den russiske aktivitet på det afrikanske kontinent.
Andrej Maslov fra tænketanken Carnegies Center i Moskva gjorde efter Sotji-topmødet status og konkluderede, at Vesten godt kan slappe af. Topmødet blev brugt til markedsføring af russiske varer lige fra gødning til snacks – og våben – men først og fremmest ud fra en kommerciel tilgang: Rusland har nogle varer at sælge, og Afrika vil gerne købe dem.
Mødet bød heller ikke på egentlige løfter om langsigtet økonomisk bistand, og den annoncerede russiske gældseftergivelse på 20 mia. dollars var ikke gennemført specifikt med topmødet for øje; det meste af det var sket i forvejen. Der kom ingen konkrete og præcise tilsagn fra Rusland om hverken lån eller investeringer.
Men for Stephen Blank er det en fuldkommen fejl at tro, at Rusland ikke forfølger strategiske interesser, også når man tilsyneladende bare fører handelspolitik.
”Det hovedmotiv, som driver russisk udenrigspolitik, er et tvangspræget ønske om at blive set som en global magt og at sikre, at globale problemer ikke kan løses uden om Rusland”, siger han til RÆSON.
”Afrika er ikke en hovedprioritet for Rusland – de har været presset til at gå ind. Og Afghanistan er ætset ind i deres erindring. Men i Syrien så de, at de faktisk kunne vinde. Hvis vi ser på det historiske forløb, så ønsker de ikke kun politisk indflydelse, de vil også have militærbaser. Det overså Carnegie i sin analyse.
Med hensyn til den militære dimension er der to vigtige pointer: For det første står det i stigende grad klart for mig, at Rusland går efter at etablere baser langs middelhavskysten og ved Det Røde Hav. Det er strategiske farvande, som har betydning for den europæiske energiforsyning, og som jeg tror, udvikler sig til en model for, hvordan man vil udvikle en kapacitet for en global ekspeditionsstyrke rettet mod den tredje verden – Mellemøsten og Latinamerika først og fremmest”.
Stephen Blank peger på, at i afrikansk sammenhæng kan Rusland simpelthen nogle ting, som vestlige forsvarsstyrker stadig kæmper med at lære.
”Rusland har draget den lære af Syrien, at de får afgørende indflydelse relativt billigt ved at sammensætte en styrke af private militser og lokale magthavere – kombineret med et element af russisk kommando og om nødvendigt luftvåben, flåde og landstyrker. Målet er at opbygge kapacitet til bl.a. at anvende disse metoder, når russiske interesser er på spil.
USA går normalt ind med stor styrke, som vi så det i Afghanistan. Rusland bruger derimod en billigere tilgang, hvor man kun indsætter udvalgte styrker, gerne Spetsnas (specialstyrker, red.). Russerne er i færd med at opbygge en international tilstedeværelse, som er fleksibel og skræddersyet til, hvad der er nødvendigt for at opnå det, de vil: penge og indflydelse og en fleksibel basis for global magtudøvelse.
For vestlige regeringer bør konklusionen derfor være, at hvis man vil bevare fodfæstet i Afrika, skal man både udvikle militære kapaciteter, som er interessante for de lokale magthavere, og hjælpe civilsamfundene med at udvikle sig.
Først og fremmest har Vesten brug for at lære at arbejde som en kollektiv enhed med tredjeverdensregeringer i vanskeligheder, så de får større modstandsdygtighed og mere velfungerende økonomier”, siger Stephen Blank.
”Men når det kommer til militær kapacitet, så har vi aldrig forstået oprørsbekæmpelse. Det har vi brug for at lære, så vi bliver mere effektive til det. Et af USA’s problemer lige siden Vietnam har været, at vi opbygger hære, som ikke kan forsyne sig selv. Det er russerne ikke interesserede i.
Det er igen og igen mislykkedes for os at opbygge hære, som var i stand til at bekæmpe oprørsstyrker på egen hånd – det mislykkedes smerteligt i Irak, Vietnam og Afghanistan. Konsekvenserne kan man dagligt læse om i aviserne”.
De russiske aktiviteter i Afrika er til sammenligning meget mere fleksible og letfodede – og de er selvfinansierende, fordi man samtidig får adgang til råstoffer.
Så hvad bør Vesten gøre nu? I hvert fald skal vi forstå, hvor afgørende spillet er ændret efter Syrien – som er den kampagne, der mere end noget andet har inspireret Rusland til at gå ind i Afrika.
”Det afgørende var Syrien; for mig svarer Syrien til Den Spanske Borgerkrig (1936-1939, red.)”, siger Stephen Blank.
”Vesten vidste ikke, hvordan man skulle håndtere Syrien, hvilket fik Rusland på banen, og nu udnytter de alle muligheder. Den Spanske Borgerkrig bidrog til en generations opløsning af den internationale orden. Jeg tror, vi ser noget tilsvarende nu”. ■
Så hvad bør Vesten gøre nu? I hvert fald skal vi forstå, hvor afgørende spillet er ændret efter Syrien
_______
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. Han følger Øst- og Centraleuropa, Balkan og udviklingen i det russisk-vestlige forhold tæt. ILLUSTRAION: Kansler Merkel og præsident Putin mødes i Kreml, 11. januar 2020 [foto: Mikhail Klimentyev/TASS/Scanpix]