Uffe Gardel om Hviderusland: Hvornår griber Rusland ind?

Uffe Gardel om Hviderusland: Hvornår griber Rusland ind?

17.08.2020

.



Det russiske styre kan ikke være interesseret i, at Lukasjenko styrtes ved en folkelig revolution, for sådan noget kunne inspirere kræfter i Rusland. På den anden side er det heller ikke i Putins interesse at have en præsidentkollega i Minsk, som er uønsket helt ind i magtapparatet selv. Men Ruslands udfordring er, at protestbevægelsen i Hviderusland bare synes at vokse sig stærkere, jo længere man venter med at gribe ind. Søndagens massedemonstrationer kan få Rusland til at vurdere, at tiden er inde.

Af Uffe Gardel

Søndagens folkemøder i Minsk blev en dramatisk demonstration af, hvor det hviderussiske samfund står: I den nordøstlige del af byen samledes en enorm menneskemængde – ifølge det uafhængige medie Naviny mindst 200.000 mennesker – for at støtte kravet om forandring. Inde i centrum blev der også holdt en moddemonstration til støtte for Lukasjenko, men selvom den var fyldt op med folk, som var kørt ind i busser, talte den alligevel ikke mere end nogle få tusinde deltagere. Lukasjenko mødte ellers personligt op i skjorteærmer og talte, hvor han bl.a. kaldte oppositionen for ”rotter”.

Imens smuldrer magtapparatet videre. Den hviderussiske ambassadør i Slovakiet har genkendt en af sin datters klassekammerater på et foto, efter at vedkommende var blevet gennempryglet i arresten. Det fik ambassadøren til at sætte sig foran webkameraet og fordømme volden og landets stalinistiske traditioner.

 

I den nordøstlige del af Minsk samledes søndag en enorm menneskemængde – ifølge det uafhængige medie Naviny mindst 200.000 mennesker – for at støtte kravet om forandring
_______

 

”Som alle hviderussere er jeg chokeret over historierne om tortur og gennembankning af mine medborgere. På et fotografi på sitet tut.by, i et pløre af blodudtrædninger og blå mærker, genkendte vi en af min datters klassekammerater, som bestemt aldrig har været nogen urostifter,” sagde han.

”Nu har vi oplevet, at en række medlemmer af ordensmagten fuldstændigt har genopvækket NKVD’s traditioner i vores tolerante, europæiske Hviderusland i det 21. århundrede,”sagde ambassadøren, med henvisning til stalintidens hemmelige politi, forløberen for KGB.

Lørdag eftermiddag vedtog journalisterne på det statslige tv, at de vil strejke fra mandag den 17. De protesterede over, at deres tv-station ikke ville fortælle sandheden om volden mod fangerne. Vi ser således, at den ekstreme vold mod fangerne ikke har skræmt borgerne fra at demonstrere, men til gengæld er begyndt at få styrets egne folk til at tage afstand fra det.

Spørgsmålet er lige nu, hvad alt dette nytter, for upåagtet af verdensoffentligheden blev den hviderussiske krise lørdag forvandlet fra indenrigspolitik til storpolitik: Aleksandr Lukasjenko sagde, at han ville bede Putin om hjælp, og nogle timer senere kom svaret: Putin ville hjælpe. Han vil ikke nødvendigvis hjælpe Lukasjenko, men han vil hjælpe med at få standset tilløbet til en demokratisk udvikling.

Her er de to centrale passager i Kremls officielle referat af en telefonsamtale lørdag mellem Lukasjenko og Putin: “Aleksandr Lukasjenko oplyste om situationen i Hviderusland, som er blevet forværret efter præsidentvalget. Fra begge sider blev der udtrykt en overbevisning om, at alle opståede problemer hurtigt vil blive løst. Hovedsagen er, at disse problemer ikke udnyttes af destruktive kræfter, der forsøger at skade det gensidigt gavnlige samarbejde mellem de to lande inden for rammerne af Unionsstaten. (…)

Det aftaltes at fortsætte de regelmæssige kontakter på forskellige niveauer, og man bekræftede viljen til at styrke unionsforbindelserne, som fuldkommen afspejler de grundlæggende interesser hos broderlandene Rusland og Hviderusland.”

 

Nu er det så Lukasjenko, som har sat Rusland ind i ligningen. Og nu vil alles øjne kigge på Moskva. Hvad vil Moskva tillade? Hvordan vil Moskva reagere?
_______

 

Senere på dagen fulgte endnu en telefonsamtale; i den blev det udtrykkeligt nævnt, at Rusland også var parat til at hjælpe inden for rammerne af Den Kollektive Sikkerhedspagt, det russiske svar på NATO (ud over Rusland og Hviderusland er medlemmerne Armenien, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan). Med andre ord blev det understreget, at der også kan blive tale om militær hjælp.

Lukasjenko sagde før telefonsamtalen med Putin, at Hviderusland var under angreb udefra, og at demonstranterne fik penge for at gå på gaden:

“Nærmest efter en plan foregår der en aggression mod Hviderusland. Vi må sætte os i forbindelse med Putin, Ruslands præsident (…) Forsvaret af Hviderusland, det er intet mindre end forsvaret af hele vores område, Unionsstaten, og er et eksempel for andre. Hvis ikke hviderusserne holder stand, vil bølgen rulle videre.”

Det sagde den præsident, der for bare 14 dage prøvede at fortælle alle, at Rusland havde sendt lejesoldater ind for at destabilisere hans land. Han påkaldte sig oven i købet den Unionsstat – af Rusland og Hviderusland – som han i så mange år med held har søgt at sabotere udviklingen af.

Både før og efter valget har Lukasjenkos modstandere ellers forsøgt at holde Rusland helt ude af ligningen. Ingen i oppositionen har stillet krav om NATO-medlemskab, og EU-medlemskab har kun været nævnt som en mulighed af en enkelt, helt marginal politiker. Blev de tre kvinder i spidsen for oppositionen spurgt om Krim og Donbas, så svarede de med udtryksløs mine, at det var en sag mellem Rusland og Ukraine.

Det har der formentlig været to grunde til: For det første har de ikke villet støde de virkeligt mange landsmænd fra sig, som har ægte varme følelser for Rusland. For det andet har de ikke villet give Rusland blot den mindste anledning til at blande sig; dette skulle kun handle om at indføre demokrati i Hviderusland. Men problemet set fra Moskva er, at sådan et demokrati er svært at styre. Pludselig en dag kan der komme nogen til magten, som faktisk vil bryde med Rusland.

Nu er det så Lukasjenko, som har sat Rusland ind i ligningen. Og nu vil alles øjne kigge på Moskva. Hvad vil Moskva tillade? Hvordan vil Moskva reagere?

 

Putin vil med formuleringen advare Vesten om, at man ikke skal vove at blande sig, og da man jo altid kan opfinde en udenlandsk indblanding, har Putin nu også givet sig selv grønt lys til at gribe ind, hvis han finder det nyttigt.
_______

 

Flere kyndige iagttagere er allerede i gang med at analysere, hvorfor Moskva ikke vil sende hæren over grænsen og besætte Hviderusland. Det gælder fx denne anerkendte russiske oppositionelle iagttager (se link), Anton Sjekhovtsov, som blandt andet peger på, at protesterne i Hviderusland ikke er antirussiske. Derudover er der også denne ligeledes anerkendte hviderussiske iagttager (link på russisk), som blandt andet peger på, at Rusland ikke hidtil har grebet ind militært for at redde en leder, som havde mistet enhver folkelig støtte; undtagelsen er Syrien, men her var der allerede en borgerkrig i gang, skriver analytikeren, Artjom Sjrajbman.

Mod Sjekhovtsovs argument kan man indvende, at Ruslands udenrigspolitik er så dynamisk og uforudsigelig, at man ikke kan konkludere så endegyldigt, som han gør. Derudover er Hviderusland så militærstrategisk vigtig, at landet i russisk optik sagtens kan fortjene at blive endnu en undtagelse. Faktisk ved vi heller ikke, om ikke der stadig er en betydelig folkelig støtte til Lukasjenko. Støtten er ikke de 80 pct., Lukasjenko selv hævder, men den kan stadig være markant, især mod øst og uden for de store byer.

Hvem er de ”destruktive kræfter”, der tales om i den første telefonsamtale? Ingen ledende skikkelser fra oppositionen har udtalt sig imod Unionsstaten. Ingen har overhovedet foreslået nogen ændring i forholdet mellem de to lande. Det tætteste man er kommet en advarsel til Rusland er vel oppositionslederen Marija Kolesnikovas udtalelse om, at Hvideruslands selvstændighed ikke er nogen handelsvare; den kan altså ikke for eksempel byttes væk for billig olie og gas.

Min læsning er, at Putin tænker på ”kræfter” uden for Hviderusland. Han vil med formuleringen advare Vesten om, at man ikke skal vove at blande sig, og da man jo altid kan opfinde en udenlandsk indblanding, har Putin nu også givet sig selv grønt lys til at gribe ind, hvis han finder det nyttigt.

Det er ikke sikkert, at denne indgriben kommer til at redde Lukasjenkos præsidentpost. Det russiske styre kan ikke være interesseret i, at Lukasjenko styrtes ved en folkelig revolution; sådan noget kunne inspirere kræfter i Rusland. På den anden side er det heller ikke i Putins interesse at have en præsidentkollega i Minsk, som er uønsket helt ind i magtapparatet selv. En løsning kunne være at redde Lukasjenko nu, men få ham skiftet ud i løbet af nogle måneder, så man undgår ny uro.

 

Rusland behøver ikke at starte sine kampvogne, for der er mange måder, man fra Moskva kan påvirke tingenes gang på
_______

 

Rusland behøver ikke at starte sine kampvogne, for der er mange måder, man fra Moskva kan påvirke tingenes gang på. Man kan overtale magtapparatets folk til at fjerne Lukasjenko ved en paladsrevolution, eller man kan overtale dem til at lade være. Man kan bruge økonomiske lokkemidler og støtte forbundsfæller i det hviderussiske samfund. Man tage initiativ til rundbordssamtaler mellem styret og håndplukkede oppositionsfolk, og hvis man ønsker det, kan man lade samtalerne løbe ud i sandet igen. Man kan påvirke debatten både åbent og subversivt. Måske har man en også forestilling om, at man vil kunne aftvinge Lukasjenko politiske og økonomiske indrømmelser, hvis man lader ham stege lidt i eget fedt; indtil videre har Lukasjenko jo blokeret for yderligere økonomisk og politisk ”integration” af de to lande.

Men Ruslands udfordring er, at protestbevægelsen bare synes at vokse sig stærkere, jo længere man venter med at gribe ind. Mandag bredte strejkerne sig til nye virksomheder. Det statslige tv er gået i strejke og har sat genudsendelser på, der strejkes på kali-værket i det sydlige Hviderusland, som står for en stor del af landets valutaindtjening, og der strejkes på flere af kæmpefabrikkerne, som fremstiller traktorer og lastbiler. Én af dem havde besøg af Lukasjenko mandag formiddag; præsidenten skulle tale til en udvalgt gruppe arbejdere på Minsk Truckfabrik, MZKT.

Men udvælgelsen af publikum havde åbenbart ikke været omhyggelig nok, for mødet blev en ydmygende oplevelse for præsidenten. Da han fremhævede sit tætte bånd med landets arbejdere og sagde, at ”I har jo altid støttet præsidenten”, råbte folk ”nej!” og ”føj!”, og senere blev Lukasjenko tvunget til at afbryde sin tale, fordi tilhørerne taktfast råbte ”gå af! Gå af!”.

Situationen er dog på ingen måde ved at komme ud af kontrol. Mens dette skrives, er der roligt i byerne og ingen voldelige sammenstød, og hele sikkerhedsapparatet er fuldkommen i regeringens kontrol. Ændrer det sig, eller breder strejkerne sig, vil Rusland formentlig vurdere, at tiden er inde til at løse de opståede ”problemer”. ■

 

Situationen er dog på ingen måde ved at komme ud af kontrol. Mens dette skrives, er der roligt i byerne og ingen voldelige sammenstød, og hele sikkerhedsapparatet er fuldkommen i regeringens kontrol. Ændrer det sig, eller breder strejkerne sig, vil Rusland formentlig vurdere, at tiden er inde til at løse de opståede ”problemer”
_______

 





Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. Han følger som journalist regelmæssigt udviklingen i Hviderusland og Ukraine. ILLUSTRATION: Putin og Lukasjenko til en arbejdsmiddag, d. 7. december 2019 [Foto: Officielt pressebillede/kremlin.ru]