04.06.2021

Vi kan ikke tvinge fødevareproducenter – eller producenter af noget andet, for den sags skyld – til at producere en masse varer, som kunderne ikke efterspørger. Danmark er en åben økonomi, hvor madvarer flyder ind og ud af landet. Det modsatte er hverken muligt eller ønskværdigt – medmindre man ønsker et helt grundlæggende opgør med det frie marked.

Det kan godt være, at forfatteren ikke bryder sig om minkbranchen eller landbruget generelt. Men at man skal yde en rimelig erstatning i ekspropriationssager – uanset om det drejer sig om en minkfarm eller en husejer
_______

 

Det er altid godt at diskutere den politiske linje. Det gælder for fødevarepolitikken som på alle andre områder. Men det hjælper næppe på den demokratiske samtale at komme med urimelige beskyldninger uden at kunne dokumentere dem, og det gør Kjeldahl sig desværre skyldig i på en række områder. Her er et par eksempler.

For det første skriver Kjeldahl, at det er absurd ”at traktordemonstranterne blev lyttet til, da deres protest som bekendt ledte til den svimlende erstatning, der kort efter blev givet til det nedlagte minkerhverv.” Det kan godt være, at forfatteren ikke bryder sig om minkbranchen eller landbruget generelt. Men at man skal yde en rimelig erstatning i ekspropriationssager – uanset om det drejer sig om en minkfarm eller en husejer, der får bygget en motorvej i baghaven – er ret afgørende for en retsstat, hvor den enkelte borger har ukrænkelige rettigheder over for staten. Det mener jeg er et vigtigt grundlovssikret princip, som vi skal holde fast i. At der stod et meget bredt flertal bag erstatningen – inklusive SF og Radikale Venstre – forholder Kjeldahl sig ikke til. Det er lettere at affeje aftalen som en ”absurd” særbehandling.

For det andet skriver Kjeldahl, at hvis ”danske toppolitikere reelt følte en pligt til at bidrage til den globale klimaindsats, ville de satse hele butikken på at omstille landbruget, så Danmark blev verdensmestre i plantebaserede fødevarer og i at dyrke jorden på en skånsom måde, så den igen begynder at optage CO2 i stedet for at frigive det til atmosfæren.” De danske fødevarevirksomheder lancerer hele tiden nye produkter, som gradvist imødekommer den stigende efterspørgsel på plantebaserede fødevarer. Landbrug & Fødevarer omfavner denne udvikling og har selv lanceret et samarbejde med Vegetarisk Forening og Frej for at gøre plantebaserede fødevarer til en dansk styrkeposition.

 

Vi mener rigtigt nok, at vi skal udvikle hele fødevaresektoren, blive ved med at producere nogle af verdens mest klimaeffektive fødevarer, også animalske produkter
_______

 

Men vi kan altså ikke tvinge fødevareproducenter – eller producenter af noget andet, for den sags skyld – til at producere en masse varer, som kunderne ikke efterspørger. Danmark er en åben økonomi, hvor madvarer flyder ind og ud af landet. Hvordan tror man, detailhandlen vil reagere i sådan et scenarie? Skal man så også tvinge supermarkederne til at stoppe med at sælge udenlandske animalske produkter? Det er hverken muligt eller ønskværdigt – medmindre man ønsker et helt grundlæggende opgør med det frie marked.

For det tredje skriver Kjeldahl: ”Kødindustrien får gennem Landbrug & Fødevarers effektive lobbyindsatser særbehandling i dansk politik, og det er tydeligvis klimamæssigt uansvarligt og i modstrid med det historisk store grønne mandat, regeringen fik ved seneste folketingsvalg.”

Med formuleringen om ”særbehandlingen” fortsætter Kjeldahl sin retoriske leg, hvor hun slynger om sig med forkerte påstande uden dokumentation. Ingen modsætter sig, at klima er et enormt vigtigt emne, og at vi har et fælles ansvar for at yde vores bidrag til at modvirke klimaforandringerne. Men vi er ikke enige om metoden. Vi mener rigtigt nok, at vi skal udvikle hele fødevaresektoren, blive ved med at producere nogle af verdens mest klimaeffektive fødevarer, også animalske produkter. Og vi mener, at den stigende globale efterspørgsel øger behovet for, at vi i Danmark kan hjælpe og inspirere resten af verden til at gå i vores grønne fodspor. Det er den røde tråd i klimapartnerskabet for fødevare- og landbrugssektoren. Det er den røde tråd i Landbrug & Fødevarers holdning til de verserende landbrugsforhandlinger.

Der er altså under ingen omstændigheder et flertal i den danske befolkning for at gøre op med landbruget og den animalske produktion. Det er ikke kun Landbrug & Fødevarer og vores medlemmer, der er imod det. Og det ved forfatteren forhåbentligt også godt, selvom hun benytter det klassiske retoriske trick med at fremstille sit synspunkt som talerøret for det store flertal.

 

Spørg de mange danskere, som værdsætter vores kultur og historie som et landbrugsland med en stærk demokratisk forankring og en andelsbevægelse
_______

 

Spørg de danskere, der arbejder i fødevaresektoren. Deres fagforeninger – f.eks. NNF og 3F – siger det samme som Landbrug & Fødevarer, når det gælder vigtigheden af at beholde arbejdspladser. Spørg de danskere, der bor på landet i land- og yderkommunerne. Ifølge Landdistriktsbarometeret 2021 mener 85 pct. af de danskere, at landbruget er ’vigtigt’ eller ’meget vigtigt’ for at sikre vækst og arbejdspladser i landdistrikterne.

Spørg de mange danskere, som værdsætter vores kultur og historie som et landbrugsland med en stærk demokratisk forankring og en andelsbevægelse, som har betydet, at Danmark – i modsætning til mange andre lande – gennem en rivende teknologisk udvikling kunne omfavne international konkurrence, klare sig på verdensmarkederne og bringe arbejdspladser, eksport og skatteindtægter hjem til Danmark.

Jeg kan se, at Kjeldahl og jeg selv har læst på samme universitet, London School of Economics. Jeg kom til at tænke på universitets motto ”rerum cognoscere causas”. På latin betyder det ”at kende tingenes årsager”. Jeg har stor respekt for det engagement, som Den Grønne Studenterbevægelse lægger for dagen. Når unge som ældre engagerer sig aktivt i samfundsdebatten, er det med til at gøre Danmark til et stærkt demokrati, hvor holdninger brydes, og kompromisser findes.

Men hvis man som Kjeldahl systematisk går efter manden i stedet for bolden, så gør man skade på den demokratiske samtale. Så bevæger vores samfundsmæssige debat sig et dårligere sted hen med en øget polarisering som konsekvens. Lad os holde fokus på bolden og en konstruktiv debat. Den deltager vi fortsat meget gerne i fra Landbrug & Fødevarers side. Også med dem, vi er uenige med. ■

 

Hvis man som Kjeldahl systematisk går efter manden i stedet for bolden, så gør man skade på den demokratiske samtale. Så bevæger vores samfundsmæssige debat sig et dårligere sted hen med en øget polarisering som konsekvens
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Hvad ønsker Iran og Israel at opnå?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise