Carsten Fog Hansen: Måske vi skal stoppe op og tænke på, om tiden vi lever i gør noget ved vores menneskesyn?

Carsten Fog Hansen: Måske vi skal stoppe op og tænke på, om tiden vi lever i gør noget ved vores menneskesyn?

14.01.2021


Ord gør noget ved os og den måde, vi ser hinanden på. I en tid hvor den politiske retorik og en udlændingedebat er blevet stadig mere skarp, bør vi alle være opmærksomme på, hvad det er for et menneskesyn, som ligger til grund for, hvordan vi ser og omtaler andre mennesker. Det er nemlig ikke altid, at vores ondskab er synlig for os selv.



Kommentar af Carsten Fog Hansen

”Du kan få en tur i den her.” Beskeden til jurist og politiker, Petar Socevic var klokkeklar, da han modtog den i sin indbakke, ikke mindst fordi beskeden blev opfulgt af et billede af en guillotine.

Det er ikke en unormalt med den slags beskeder. Det sker, at han på en almindelig dag modtager hadefulde beskeder hvert 10. minut. Og hans oplevelse er ikke enestående. Den tidligere politiker Özlem Cekic har fortalt om de mange hademails, hun har modtaget. Andre har fortalt lignende historier.

Men én ting er de private mails sendt til debattører og politikere. Noget andet er tonen, man møder, i kommentatorsporer til avisartikler, på Facebook og på andre sociale medier. Almindelige danskere, der optræder både med navn og med billede, omtaler flygtninge som dyr, taler om muslimer som nogle, der har inficeret samfundet, osv. Disse afsendere giver med deres ord udtryk for, at de ser deres medmennesker som noget andet og mindre værdifuldt end et menneske.

 

Ord udtrykker et menneskesyn og har potentielt fatale konsekvenser for dem, vi taler om
_______

 

Ikke et nyt fænomen
Dette er naturligvis ikke et nyt fænomen, der er opstået med internettets øgede mulighed for at give sin mening til kende. På russisk har man et udtryk der betyder “ex-menneske”, eller ‘tidligere menneske”. Ordet stammer fra den russiske forfatter Maksim Gorkijs bog, ”Creatures that once were men”, fra 1897. I bogen beskriver Gorkij, i små noveller, forskellige menneskers fald fra storhed og glans til derefter at blive omtalt som ex-mennesker.

I Gorkijs noveller er disse mennesker genstand for medlidenhed, men efter Oktoberrevolutionen i Rusland, i 1917, begyndte ordet at betegne mennesker, som det nye styre foragtede og ønskede ryddet af vejen. Det var alt fra politiske modstandere til etniske minoriteter og tidligere aristokrater, der med denne betegnelse med ét mistede deres værdi og status som mennesker.

Nu de ikke længere var “mennesker”, kunne man nemmere retfærdiggøre undertrykkelse, forfølgelse og masseudryddelse af dem. Da den russiske sikkerhedstjeneste NKVD i 1935 igangsætte deportationen og drabet på mange af disse mennesker, fik planen navnet Operation ”tidligere menneske.”

Men styret i Rusland var naturligvis ikke de eneste med denne strategi, der formentligt har eksisteret lige så længe, der har været mennesker. Nazisterne omtalte jøderne som ” untermensche” og rotter og forstærkede dermed et negativt narrativ om jøder, der havde eksisteret i hundrede af år. Forud for borgerkrigen i Rwanda 1994 forsøgte hutu-kontrollerede medier at skabe et billede af tutsierne som undermennesker. De kaldte dem for kakerlakker og fortalte hutuerne, at det var nødvendigt at udrydde disse skadedyr. Sådan kan man kan man blive ved, men hvad betyder det for os i Danmark, i den tid vi lever i?

 

Fx oplevede flere somaliere, at stemningen omkring dem ændrede sig markant i kølvandet på, at flere politikere udtalte sig skarpt i forbindelse med øget coronasmitte i den gruppe i august
_______

 

Hvad med os?
Vi er et andet sted, heldigvis da. At politikere modtager hademails, og nogle skriver hadefulde kommentarer på sociale medier, betyder ikke, at vi er samme sted som de voldsomme førnævnte eksempler. Der er lang vej fra hadefuld retorik i mails og på sociale medier og til at foretage etnisk udrensning. Men det betyder ikke, at vi ikke bør stoppe op og forstå alvoren i de ord, vi bruger om andre mennesker. Ord udtrykker et menneskesyn og har potentielt fatale konsekvenser for dem, vi taler om.

I en rapport fra 2017 om hadefulde ytringer i den offentlige debat, skriver Institut for menneskerettigheder bl.a.: ”Gennem sprogbrugen i de hadefulde ytringer tillægges et individ eller en gruppe egenskaber eller adfærd, som indikerer, at de ikke skal anses som ligeværdige mennesker eller borgere i samfundet… og sprogbrugen kan medvirke til en følelse af eksklusion, trusler og usikkerhed”

Der behøver dog ikke kun være tale om decideret hadefulde ytringer for, at det har konsekvenser for de mennesker, der tales om. Der kan også være tale om, at mennesker fra politisk side alene i kraft af deres etnicitet påføres et mærkat og udpeges, hvilket igen har en effekt på den måde andre ser dem på. Fx oplevede flere somaliere, at stemningen omkring dem ændrede sig markant i kølvandet på, at flere politikere udtalte sig skarpt i forbindelse med øget coronasmitte i den gruppe i august. Ser man på udviklingen fremadrettet, så er der noget, der tyder på, at der er grund til bekymring.

Tidligere nævnte Petar Socevic beskrev forleden, hvordan han nu for første gang er begyndt at modtage beskeder fra danskere med udenlandske rødder, der overvejer at flygte fra racismen de oplever her. Hans oplevelse bakkes op af en nylig optælling fra Rigspolitiet, der viste, at antallet af anmeldte hadforbrydelser er steget med mere end en fjerdedel fra 2018 til 2019, en stigning der primært er at finde i antallet af hadforbrydelser på baggrund af race og religion.

 

Arendt konkluderede, at ondskaben måske er tættere på os, end vi tror. At hvis vi glemmer os selv som individer, så følger vi egentlig bare trop, fordi vi glemmer at se på det system, vi er en del af
_______

 

En advarsel fra Hannah Arendt
Men bør vi gøre andet og mere end at pege fingre af vores politikere og de mest rabiate typer på nettet?

I førnævnte rapport fra Institut for menneskerettigheder beskrives det også, hvordan hadefulde ytringer gennem sin dehumanisering af en gruppe mennesker er med til at øge accepten af voldelige handlinger hos et større publikum. Med andre ord præges vi ikke kun af det, vi siger, men også af det vi hører og læser om andre mennesker.

En af dem vi bør lytte til i den forbindelse, er Hannah Arendt, jødisk politisk filosof og forfatter. Hun fulgte i starten af 60’erne retssagen mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann. Han var ansvarlig for deportationen og drabet på tusinder af jøder under krigen, og Arendts tanker i forbindelse med retssagen blev senere sammenfattet i bogen Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet. Konklusionen, Arendt drog, bør vække til eftertanke.

For retssagen efterlod ikke Arendt med et indtryk af Eichmann som ond, kynisk og udspekuleret, men som mere eller mindre almindelig. Eichmann affejede sine onde handlinger med ord om, at han da på ingen måder var jødehader, men blot havde fulgt ordrer.

Arendt konkluderede, at ondskaben måske er tættere på os, end vi tror. At hvis vi glemmer os selv som individer, så følger vi egentlig bare trop, fordi vi glemmer at se på det system, vi er en del af. Ondskaben er derfor en konstant mulighed, der får plads, når vi bare følger med uden at stoppe op og tænke.

Det skal naturligvis være muligt at udøve religionskritik såvel som at diskutere integration og udlændingepolitik, uden at man gøres til genstand for beskyldninger om racisme. Den sunde debat må og skal således være en del af vores demokratiske samfund.

Men når vi deltager i debatterne, så lad os tænke over det menneskesyn vi udtrykker i ord og i handling og lad os tænke over, hvordan det vi læser og hører påvirker os. For som Arendt skrev i sit sidste værk, “Åndens liv”: Den sørgelige sandhed er, at det meste ondskab udføres af mennesker, som aldrig beslutter sig for, om de vil være gode eller onde.” ■

 

[N]år vi deltager i debatterne, så lad os tænke over det menneskesyn vi udtrykker i ord og i handling og lad os tænke over, hvordan det vi læser og hører påvirker os
_______

 



Carsten Fog Hansen (f.1979) er Cand.Pæd.Pæd. fra Aarhus Universitet. Han er ansat hos Uddannelsescentret på Diakonissestiftelsen(UCD), hvor han bl.a. underviser i kommunikation. Han har desuden skrevet flere bøger, bl.a. om god kommunikation inden for det sundhedsfaglige og pædagogiske område. ILLUSTRATION: Lederen af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan deler foldere ud på fristaden Christiania, 9. maj 2019 [Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix]