Dennis Kristensen om sygeplejerskernes krav: Selvfølgelig må samfundet tage et medansvar for at udbedre skaderne fra en uretfærdig samfundsudvikling

Dennis Kristensen om sygeplejerskernes krav: Selvfølgelig må samfundet tage et medansvar for at udbedre skaderne fra en uretfærdig samfundsudvikling

06.05.2021


Danmark har endnu engang kurs mod en arbejdskonflikt affødt af manglende ligeløn mellem mande- og kvindefag. Endnu engang handler det om velfærdsansatte, og endnu engang får den varslede konflikt kritiske ord med på vejen af dem, der ikke er parter i konflikten. Det er sket før, men jeg har alligevel mere håb denne gang.



Kommentar af Dennis Kristensen

Sygeplejerskerne og radiograferne stemte nej til de overenskomstforlig, der her i februar faldt på plads i den offentlige sektor, og som ellers er vedtaget ved urafstemninger i de fleste forbund. Det får arbejdsmarkedets indbyggede kompasnål til at pege på strejke – blandt en del af de to forbunds medlemmer – som et sandsynligt resultat af medlemmernes nej.

Dansk Sygeplejeråd (DSR) har varslet konflikt og peger samtidig på, at løngabet mellem mande- og kvindefag har et omfang, som ikke kan løses ved almindelige overenskomstfornyelser. Derfor vil DSR koble Christiansborg på en løsningsmodel, som meget vel kunne omfatte en ændring af Tjenestemandsreformen fra 1969 og trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen.

Tjenestemandsreformen indplacerede i 1969 faggrupperne i den offentlige sektor på forskellige trin på den samme lønstige. Dermed er reformen en uomtvistelig del af den offentlige sektors kvindedominerede fags lønproblem.

I mine øjne er Tjenestemandsreformen dog i højere grad et symptom på en kønsskæv samfundsudvikling end roden til løngabet. Det gab går helt tilbage til bondens tyende på gården, herskabets tjenestepiger i byen og arbejderkvinderne under Danmarks overgang fra landbrugsland til industrisamfund.

 

Tjenestemandsreformen fastfrøs så at sige de kønsbestemte lønforskelle og er dermed i sig selv en fornuftig begrundelse for, at politikerne må bidrage til en løsning på løngabet
_______

 

Tjenestemandsreformen fastfrøs så at sige de kønsbestemte lønforskelle og er dermed i sig selv en fornuftig begrundelse for, at politikerne må bidrage til en løsning på løngabet. En egentlig ny reform med omplacering af faggrupper er imidlertid problematisk, fordi det efterfølgende ville risikere at blive Christiansborg, der er modparten ved fremtidige overenskomstforhandlinger og ikke de offentlige arbejdsgivere i stat, kommuner og regioner. Hvilket ville true hele den danske model for lønforhandlinger.

Finder parterne ikke en løsning, inden forligsmandens tålmodighed eller muligheder løber ud, så får vi endnu en ligelønskonflikt i den offentlige sektor. Det er så at sige lige efter bogen. Bogen om den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter aftaler løn- og ansættelsesvilkår for lønmodtagerne, og hvor begge parter kan anvende kampskridt mod modparten for at lægge yderligere pres bag egne krav.

Dansk Arbejdsgiverforening melder sig – selvfølgelig – på banen
Det er derimod ikke lige efter bogen, at andre, der ikke har noget i klemme i den mulige konflikt, gør sig til smagsdommere over de forbund og især deres medlemmer, som nu kan se arbejdskonflikten nærme sig hastigt.

Alligevel har foreløbigt en del af ”the usual suspects” (læs: Dansk Arbejdsgiverforening) meldt sig på banen med kritik af sygeplejerskernes og radiografernes nej til de indgåede overenskomstforlig og forslag til løsningsmodeller, herunder et forslag om at igangsætte trepartsforhandlinger om løngabet.

 

De manglende aktier i de offentlige overenskomstforhandlinger kunne måske inspirere DA til at tie og blande sig uden om, men nej. Sådan fungerer de private arbejdsgiveres hovedorganisation desværre ikke
_______

 

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) fører overenskomstforhandlinger i den private sektor og er ikke part i de offentlige overenskomster. De manglende aktier i de offentlige overenskomstforhandlinger kunne måske inspirere DA til at tie og blande sig uden om, men nej. Sådan fungerer de private arbejdsgiveres hovedorganisation desværre ikke:

“Vi er både uforstående og helt afvisende over for det forslag fra sygeplejerskerne, og man kan ikke have trepartsaftale om det her. Punktum. Uanset hvordan du laver konstruktionen, fordi det betyder, at du inviterer politikerne med ombord i løndannelsen på arbejdsmarkedet. Vi er meget afvisende og kritiske over for det her forslag,” siger Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), og fortsætter:

“Det her er et spørgsmål om løn og overenskomster. Det er ikke noget, der ligger på politikernes bord, og det inviterer man til, hvis man laver en trepartsdrøftelse. Så politiserer man lønnen og overenskomstforhandlingerne. Det skal vi ikke, for det er at slå et kæmpe hul i den danske model.”

Politikerne skal selvfølgelig ikke fastsætte den enkelte faggruppes løn. Det er netop dét, der gør balancegangen i den danske model svær at gennemføre, hvis politikerne skal genåbne Tjenestemandsreformen fra 1969 og foretage en ny indplacering af de kvindedominerede faggrupper.

Men selve tankegangen om, at samfundet ikke skal bidrage til et samfundsskabt problem som løngabet mellem mande- og kvindefag, er besynderlig for mig. I den offentlige sektor er der tale om kvindedominerede faggrupper ansat af skatteyderne, som skatteyderne gennem årtier har sparet penge på at aflønne lavere end mandsdominerede faggrupper. Det er på trods af, at begge grupper udfører dét, der i ligelønsloven kaldes “arbejde af samme værdi”.

Selvfølgelig må samfundet tage et medansvar for at udbedre skaderne fra en uretfærdig samfundsudvikling. Det er netop kernen i løngabet, at de kvindedominerede faggruppers løn historisk er værdisat lavere alene på grund af kønnet. Sidenhen er faggrupper indenfor pleje, omsorg og pasning også værdisat lavere og fastholdt dér som følge af kønsroller og opgavevaretagelse i hjemmet – forud for middelklassekvindernes debut på arbejdsmarkedet som medforsørgere.

 

Men selve tankegangen om, at samfundet ikke skal bidrage til et samfundsskabt problem som løngabet mellem mande- og kvindefag, er besynderlig for mig
_______

 

Og selvfølgelig er Dansk Arbejdsgiverforening ikke blandt hovedspillerne på det offentlige arbejdsmarked, fordi de netop repræsenterer arbejdsgivere på det private arbejdsmarked.

Alligevel kunne man også i min tid som overenskomstforhandler stille sæson-uret efter DA’s offentlige udmeldinger om de offentligt ansattes løn, produktivitet, sygefravær osv. Når de meldinger dukkede op i pressen, så var det tid til at aflevere kravene til de offentlige arbejdsgivere til den forestående overenskomstfornyelse. For så lå de overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte, som DA så gerne vil påvirke, lige forude.

DA blander sig ofte
Dansk Arbejdsgiverforenings gik på samme måde meget direkte på banen under SOSU’ernes strejke- og demonstrationsbølge i 2007 mod deres løn- og arbejdsforhold. De advarede de politiske partier mod at skyde en ekstra pulje ind på forhandlingsbordet ved overenskomstfornyelsen året efter, som var målrettet lavtlønnede kvindefag.

DA’s administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen gik direkte i kødet på Christiansborg under opspillet til overenskomstfornyelsen i 2008, hvor både Dansk Sygeplejeråd (DSR), Fag og Arbejde (FOA) og Børne- og Ungdoms Pædagogernes Landsforbund (BUPL) endte i ligelønskonflikter: ”Hvis det ikke stopper nu, kommer der et overenskomstsammenbrud. Politikerne lægger gift ud for mulighederne for at finde bæredygtige løsninger”.

Og DA’s indblanding fortsatte en uge senere med påstande om, at SOSU’erne tjente mere i timen end halvdelen af alle ansatte i den private sektor: ”Politikerne stikker armene ned i en hvepserede i forhold til den offentlige sektor. Vi har i tusindvis af mennesker, der arbejder til samme eller lavere løn end de offentligt ansatte,” blev Jørn Neergaard Larsen citeret for i Berlingske Tidende, hvor han også konkluderede, at ”det er usandt, når politikerne siger, at de [offentligt ansatte] har et lønefterslæb i forhold til den private sektor”.

Arbejdsgiverforeningens egne lønningstal byggede på det kønsskæve lønbegreb “præsterede timer”, hvor lønnen alene opgøres ud fra de faktiske antal arbejdstimer og ikke for den periode – eksempelvis en måned – som lønnen dækker. På den måde vil fravær, der fordeler sig skævt mellem kønnene som barsel, forældreorlov, omsorgsdage osv. kunstigt puste kvindegruppernes løn op, uden de får en eneste krone mere ind på bankbogen af den grund.

 

[Ifølge formand for Dansk Metal, Claus Jensen] må det ikke blive attraktivt at arbejde med børn, elever, syge, udsatte, handicappede og ældre, fordi en del af arbejdskraften indenfor offentlig velfærd og service skal kanaliseres over til private virksomheder
_______

 

Og DA fortsatte sin pressekampagne med nye forkerte tal året efter under DSR’s og FOA’s konflikter. Det var en stribe politiske partiers bud på ekstra puljer til de offentlige overenskomstforhandlinger i sommeren 2007, der især fik DA og en stribe forbundsformænd til at skærpe tonen.

Dansk Folkeparti var først på banen med et bud på 5 milliarder kroner ekstra til de lavtlønnede kvindefag og andre. De ekstra milliarder nåede aldrig frem til forhandlingsbordet, men de kunne have gjort en betydelig forskel. Med den daværende personalefordeling ville 5 milliarder kroner fordelt ligeligt til de mellem- og laverelønnede kvindedominerede faggrupper i 3F, Sundhedskartellet, FOA, BUPL og SL have givet 264.819 ansatte 1.500 kr. ekstra om måneden. Og dermed have gjort det første betydelig indhug i løngabet. Men det skete desværre ikke.

Det blev ikke mindst forhindret af et sammenrend af modstandere, som både DA og en stribe forbund, der ikke dengang accepterede, at Danmark har et ligelønsproblem, indgik i. Og så skyldtes det, at daværende finansminister, Lars Løkke Rasmussen, dygtigt fik samlet partierne om en finanslov, som reelt aflivede løfterne om ekstra penge til kvindefagene.

Smagsdommere i fagbevægelsen er uskønt
På den baggrund er Dansk Arbejdsgiverforenings nuværende indblanding nok forventelig. Til gengæld er det mere ubehageligt, når smagsdommerne kommer fra fagbevægelsens egne rækker sådan, som det nu sker med HK-formand Kim Simonsens og Dansk Metal-formand Claus Jensens entre på scenen. HK-formanden udtalte i april til Børsen: “Spørgsmålet om enkelte faggruppers forhold og løn egner sig ikke til trepartsforhandlinger, og det vil være et brud med den danske model, for trepartsforhandlinger er ikke overenskomstforhandlinger, og historisk blander man nogle begreber sammen,” siger Kim Simonsen til Børsen og fortsætter:

“Jeg kan sagtens se det spinagtige i at sige: “kan man ikke bare indkalde til trepartsforhandlinger for at løse det her problem,” som sygeplejerskerne synes, de har. Men der har aldrig været diskuteret overenskomst og løn i en trepart.”

Overraskende nok køber Claus Jensen heller ikke mange års argumenter fra både kvindefagene og Fagbevægelsens Hovedorganisation om løngabet mellem mande- og kvindefag. Hvis det findes, så skal det bekæmpes. “Men jeg savner at blive overbevist om de her ting. Der skal fakta og argumenter på bordet, og det har jeg ikke set endnu,” siger Claus Jensen, der samtidig advarer mod forbedringer for de offentligt ansatte: “Hvis man gør det voldsomt mere attraktivt at arbejde i den offentlige sektor, så får man problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft i den private sektor.”

Tankegangen bag denne melding må vel være, at det ikke må blive attraktivt at arbejde med børn, elever, syge, udsatte, handicappede og ældre, fordi en del af arbejdskraften indenfor offentlig velfærd og service skal kanaliseres over til private virksomheder. Fremskrivningerne af befolkningens alderssammensætning viser, at behovet er det modsatte, hvis vi skal kunne opretholde serviceniveau og kvalitet i den offentlige sektor.

Under ligelønskonflikterne i 2008 var endnu flere fagforeningsfolk på banen med kritiske meldinger, og de strejkende blev sendt fra startblokkene med “hilsener” af vekslende venlighed.

3F ønskede ifølge formanden for forbundets offentlige gruppe, Ellen Lykkegård, at ”det mislykkes for de strejkende at nå deres mål,” og formanden for HK Kommunal, Bodil Otto, var meget bramfri: “Det håber jeg saftsuseme ikke, de gør [lykkes]. Det kan man ikke holde til politisk, for så bliver der ballade. Der kommer en overenskomstfornyelse efter den her, og sådan noget bliver ikke glemt”.

 

Når man kigger overenskomstfornyelsen i 2008 efter i sømmene, så virker det umiddelbart, som om historien nu vil gentage sig. Men noget har alligevel ændret sig. Noget afgørende
_______

 

Og formanden for Socialpædagogerne Kirsten Nissen advarede ligefrem arbejdsgiverne og politikerne mod at give efter: ”For hvem vil så stemme ja til et overenskomstforlig næste gang?” sagde hun og fortsatte: ”Jeg har været forhandler i mange år, og jeg har aldrig prøvet at have så mange penge til rådighed.”

Også fra det akademiske område blev der viftet med advarselsflag. Sine Sunesen fra Akademikerne (AC) havde, allerede inden strejkerne brød ud, advaret om, at: “det vil lægge gift ud for fremtidige forhandlinger, hvis de, der forlader forhandlingsbordet og truer med strejker, bliver belønnet.” Og hun blev sekunderet af DJØF-formanden Søren Burcharth: “lykkes det, så vil det betyde, at det kan betale sig at strejke.”

Da strejken gik i gang, slog Sine Sunesen så fast, at “det vil blive særdeles negativt modtaget blandt brede lønmodtagergrupper”, hvis et regeringsindgreb i strejkerne kastede noget af sig til de strejkende.

Historien gentager sig heldigvis ikke helt
Når man kigger overenskomstfornyelsen i 2008 efter i sømmene, så virker det umiddelbart, som om historien nu vil gentage sig. Men noget har alligevel ændret sig. Noget afgørende. Og det har at gøre med et større fokus på ligestilling mellem kønnene og lige vilkår – også på arbejdsmarkedet.

Et nyt og helt anderledes kvindeoprør har meldt sig på banen, og #metoo sender mænd, der ikke forstår ligestilling, ligebehandling og respekt af banen.

Der er samtidig sket en positiv udvikling i de offentligt ansattes organisationer siden 2008. Interessemodsætningerne mellem højt- og lavtlønnede, mellem uddannede og ufaglærte, mellem mande- og kvindefag er der stadig, men tidens ånd gør det nødvendigt at være mere diskret, end det var i 2008.

Og sporene fra manglende solidaritet med bøllebankede lærere og undervisere skræmmer nok nogle. Forbundsformænd i den offentlige sektor står ikke længere i kø for at spænde ben for andres varslede strejker. Det opfattes ikke længere nødvendigvis med beundring, hvis hammeren svinges over andre forbund, der vælger at lægge arm med arbejdsgiverne.

Flere forbund har meldt sig under ligelønsfanen, og flere, der tidligere afviste at kræve ekstra penge fra Christiansborg til kvindefagene, har nu erkendt, at løngabet ikke alene kan opfyldes ved skævdeling af midler ved overenskomstforhandlingerne.

Og alle på det kommunale og regionale område har kunnet medvirke i den fælles appel om en ekstra ligelønspulje og trepartsforhandlinger om afdækning af løngabet og løsningsmulighederne, som fagforeningerne på det kommunale område for nyligt sendte til Folketinget. Det er i sig selv en uhyre positiv udvikling.

At faglige organisationer på det private arbejdsmarked er skeptiske overfor denne form for ligelønskamp, er ærgerligt, men trods alt forventeligt – og til at leve med, hvis kvindefagene omsider kan se mandeløn i horisonten.

Det havde dog været godt at se hele fagbevægelsen stige ombord på ligelønstoget. ■

 

Flere forbund har meldt sig under ligelønsfanen, og flere, der tidligere afviste at kræve ekstra penge fra Christiansborg til kvindefagene, har nu erkendt, at løngabet ikke alene kan opfyldes ved skævdeling af midler ved overenskomstforhandlingerne
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA [Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]

Redaktører: Karoline Hoelgaard og Markus Giessing samt chefredaktionen