Dennis Kristensen: Statsministeren har fortsat optur, fordi befolkningen er gået træt i uafbrudt kritik

Dennis Kristensen: Statsministeren har fortsat optur, fordi befolkningen er gået træt i uafbrudt kritik

06.01.2021




Ørelukning for kritik er ikke noget sundhedstegn i et demokrati. Tværtimod. Men kritik fra opposition, eksperter og presse i endeløse baner kan også udvikle sig så urimeligt eller skabe så megen forvirring og træthed, at det kan blive nødvendigt at stå af. Det forklarer også, hvorfor statsministeren på trods af en voksende kritik siden første nedlukning i marts er blevet mødt af en lige så markant opbakning.

Kommentar af Dennis Kristensen

Kriser skaber grundlag for sammenhold og fællesskabsfølelse. For almen accept af fælles ansvarlighed og individuelle begrænsninger. Ikke altid, men ofte.

Corona-pandemien hører tydeligvis til de kriser, der har potentialet til, at befolkningen rykker tættere sammen – for tiden på afstand – men med et klart og erklæret mål om at beskytte samfundets mest udsatte grupper.

Et solidaritets-potentiale, der ikke mindst i starten blev understøttet af den alvor, som statsminister Mette Frederiksen, de centrale ministre og sundhedsmyndighederne lagde for dagen ved annonceringen af nedlukning 11. marts og ved de efterfølgende mange pressemøder.

Granatchok lammede i første omgang kritik
Der var så at sige ingen vej udenom – ingen alternativer til – at reagere hurtigt og effektivt mod en ny virus på fremmarch med ukendte konsekvenser. Ingen kunne med blot en smule faktabaserede argumenter tale mod nødvendigheden af at reagere, og statsministeren gjorde det klart, at hverken regering eller myndigheder endnu havde det fulde overblik over smittens natur og forudså, at både regeringen og hun selv som regeringsleder ville komme til at begå fejl.

 

Statsministerens meldinger og de barske billeder fra de hårdest ramte lande af smittespredning, dødsfald og sundhedssystemer på randen af kollaps virkede i det mindste for en stund som et granatchok
_______

 

Pressens fokus på tvangsisolationen af smittede i den kinesiske millionby Wuhan, de natlige lastbilkorteger med kister ud af den mellemstore italienske by Bergamo, den voldsomme stigning i smittetallet i de europæiske lande, og smitteeksplosion i USA underbyggede den alvor, som regeringen lagde for dagen.

Statsministerens meldinger og de barske billeder fra de hårdest ramte lande af smittespredning, dødsfald og sundhedssystemer på randen af kollaps virkede i det mindste for en stund som et granatchok, der ikke gav plads til at sætte spørgsmålstegn ved, kritisere eller skælde ud på de politiske og sundhedsfaglige beslutningstageres ageren.

På Christiansborg skabte dette granatchok samme virkning som i det meste af befolkningen. Og den politiske borgfred, som efterfølgende i nogle få uger herskede på Christiansborg, trak samme vej. Mod fælles forståelse af, at en helt ekstraordinær sundhedskrise må sætte holdningskampe og politiske armlægninger på stand by.

Sidenhen smuldrede den politiske borgfred, og oppositionen prøvede uden det store held at positionere sig som stærke kritikere af regeringens krisehåndtering og som danskernes reelle beskyttere. Eksperterne begyndte at sætte spørgsmålstegn ved nye tiltag fra regeringen og ved sundhedsmyndighedernes faglige ekspertise. Og pressen vendte så småt tilbage fra den midlertidige krisekommunikation til mere klassiske journalistiske principper og arbejdsmetoder. Gravergrupper indhentede aktindsigt vedrørende myndighedernes håndtering af krisen, og kritiske eksperter blev fundet frem.

Mette Frederiksen har selv skabt en betydelig del af opbakningen
Udover sundhedskrisens samlende effekt, så er der ingen tvivl om, at statsministerens rolige, velovervejede og kompetente fremtræden kombineret med synlig handlekraft har skabt en betydelig del af fundamentet for hendes egen og regeringens opbakning i befolkningen. Der er midt i en ukendt pandemi skabt en ret udbredt tryghed for, at regering og myndigheder gør, hvad de kan for at sikre alle danskere og ikke mindst de mest udsatte mod coronavirussen.

 

Selvom ingen naturligvis kunne forudse coronavirussens fremkomst, passer S’ skift af politisk linje som fod i hose til en pandemi, der i den grad kalder på fællesskab og fælles ansvarlighed
_______

 

Med nogle irriterende fejlvurderinger og formentlig forkerte beslutninger undervejs, men i mine øjne med et hovedindtryk af, at regeringen har gjort det rimeligt godt på ukendt og helt uopdyrket land. Og faktisk så godt, at statsministerens optur er velfortjent.

Oppositionens senere forsøg på at tegne et billede af en enerådig statsminister, som ikke bare skubber det meste af Folketinget væk fra indflydelse på håndtering af coronaepidemien, men også træffer alle afgørende beslutninger udenom resten af regeringen og regeringens støttepartier og til tider også udenom sundhedsmyndighederne, har ifølge meningsmålingerne gennem de forgangne ni måneder i coronaens skygge – uanset om påstandene måtte være rigtige, delvist rigtige eller forkerte – tilsyneladende kun fundet genklang hos oppositionens absolutte kernevælgere.

I det mindste har blå blok ikke vælgermæssigt fået valuta for kampagnen om de påståede diktatoriske tilbøjeligheder hos Mette Frederiksens. Socialdemokratiets skift af politisk linje med Mette Frederiksen i front efter Thorning-regeringens sørgelige forlis har uden tvivl også spillet en rolle.

Dette skift fra begejstret reform-amok til gavn for globaliseringen og eliten over til eftertænksom tryghedsskabelse for almindelige danskere i en omskiftelig tid, og fremhævelse af fællesskab i et samfund bygget på nærhed, har tydeligvis igen bragt partiet i offensiv.

Selvom ingen naturligvis kunne forudse coronavirussens fremkomst, passer S’ skift af politisk linje som fod i hose til en pandemi, der i den grad kalder på fællesskab og fælles ansvarlighed.

Netop anvendelse og styrkelse af fællesskab og fælles ansvarlighed har været regeringens overordnede budskab til os alle i de seneste ni måneder. Omgivet af en verden, der var på vej ud i kaos, fængede budskabet hos de fleste danskere og skabte opbakning til både statsministeren og regeringen. Og den opbakning holdt også stand, da de uafhængige eksperter trådte ind i vores daglige mediebillede. Dèr er de blevet fast inventar.

 

Eksperternes indtog har betydet, at regeringen og sundhedsmyndighederne nu får med- og modspil til alt, hvad de foretager sig. Og dermed blev proppen for alvor taget af for en massiv, kampagne-lignende kritikbølge
_______

 

Eksperternes indtog har betydet, at regeringen og sundhedsmyndighederne nu får med- og modspil til alt, hvad de foretager sig. Og dermed blev proppen for alvor taget af for en massiv, kampagne-lignende kritikbølge af dét, regeringen har gjort, dét den burde have undladt, og dét den burde have gjort i stedet.

“Dagens kritiker”
Den faste model i de fleste medier blev nu at konfrontere en eller flere professorer med regeringens seneste tiltag og herfra få en udtalelse om, at tiltaget kommer for tidligt eller for sent, at indholdet er for meget eller for lidt, og at effekten er for ringe eller for voldsom. Til tider suppleret med en anden professor, som ikke mener, at man på forhånd kan afvise, at tiltaget muligvis kunne tænkes at virke efter hensigten

Dette Forenede Professorat – suppleret med en afdelingslæge i ny og næ – besidder naturligvis hver for sig reel faglighed indenfor deres forskellige områder, på samme måde som sundhedsmyndighederne naturligvis besidder en lang række fagligheder.

Det må selvfølgelig formodes at være mennesker med yderst relevante kundskaber om virus, smitteveje, behandling, vacciner og meget, meget andet, som befolkningen naturligt må lægge øre til.

Men når eksperter indenfor det samme lægelige speciale hver især fortæller os det modsatte om et nyt tiltag fra regeringen, og i øvrigt samtidig bliver modsagt af andre eksperter indenfor andre lægelige specialer, så begynder mine ører og måske også andres så småt at lukke i. Eksperternes åbenlyse uenighed om, hvornår og hvordan landet forsvarligt kunne genåbnes sidste forår, er et godt eksempel på de modsatrettede vurderinger fra folk med samme uddannelsesmæssige baggrund.

 

Eksperternes daglige modstridende meldinger må for den del af os, der reelt ikke kan afgøre, hvilken professor, overlæge eller forsker, der har mest hold i billetterne, med tiden skabe en tendens til at stå af på kritik-bølgen
_______

 

Der må tydeligvis være tale om, at en række af disse lægelige specialer ikke i sig selv udgør eksakt videnskab, hvor det rigtige svar på et givet spørgsmål kan slås efter i en facitliste. Hvor svaret ikke i alle situationer nødvendigvis bygger på uangribelige og mur- og nagelfaste fakta, men blandt andet også indeholder skøn, vurderinger og antagelser.

En større åbenhed i ekspertkorpset om forudsætningerne for deres vurderinger ville uden tvivl gavne troværdigheden af deres kritikpunkter mod regeringen.

Eksperternes daglige modstridende meldinger om fx antigen-testens (lyntestens) anvendelighed må for den del af os, der reelt ikke kan afgøre, hvilken professor, overlæge eller forsker, der har mest hold i billetterne, med tiden skabe en tendens til at stå af på kritik-bølgen.

Eller måske snarere at blive ramt af en stille, men støt voksende kritik-træthed.

Den politiske kritik har været kluntet og til tider mindet om Komiske Ali
På Christiansborg har oppositionens kluntede forsøg på at finde en grimasse, der kunne passe, bidraget til en faldende lydhørhed overfor kritik af statsministeren og regeringen.

Oppositionspartierne har haft store vanskeligheder med på den ene side at spille rollen som en ansvarlig opposition, der midt i en omfattende krise tager ansvar sammen med regeringen, og på den anden side udgøre en opposition, der har bevaret sin kritiske sans.

Til tider har de mest entusiastiske politiske kritikere mindet om Iraks informationsminister, der fik tilnavnet Komiske Ali, da han i 2003 under den allierede invasion af Irak, igen og igen erklærede, at der ikke var amerikanere i Bagdad, mens bomberne faldt om ørene på ham.

 

Partierne har skudt kritik afsted i alle retninger uden fælles koordinering, uden sammenhæng og dermed, set udefra, uden mål
_______

 

Og Venstres åbenbart endeløse interne problemer har overskygget forsøget på at skabe fælles fodslag i blå blok. Partierne har skudt kritik afsted i alle retninger uden fælles koordinering, uden sammenhæng og dermed, set udefra, uden mål. Den foreløbige undtagelse fra denne rodede kritik har været oppositionspartiernes optræden under sagen om aflivning af raske mink. Her har partierne befundet sig på samme banehalvdel med nogenlunde internt afstemte budskaber.

Til gengæld blev denne ganske ihærdige og omfattende kritik trukket op på de helt store Grundlovs-nagler og blev med Inger Støjbergs usmagelige tale om at dræne sumpen efter min oplevelse så voldsom, at den også delvist ramte ind i kritik-træthed.

For mange Rasmus Modsat-mikrofonholdere
Pressens vigtigste opgave i en situation, som den, vi gennemlever nu, må være at åbne vores øjne og øre. Både for faktuel oplysning om de foranstaltninger eller restriktioner, vi som borgere skal efterleve, men også som det årvågne og kritiske øje på beslutninger og beslutningstagere.

Når en regering bliver tillagt ekstraordinære beføjelser, som tilfældet er med epidemiloven, så er der endnu mere brug for en kritisk presse. Da det første granatchok efter mart-nedlukningen lagde sig, begyndte det meste af pressen atter at indtage rollen som både formidler og kritisk vagthund.

 

Vigtig graver-journalistik laves fortsat, men det risikerer at drukne i mikrofonholderiet og dermed at ramme for mange helt eller delvist lukkede, kritik-trætte ører
_______

 

For en del journalisters vedkommende udartede rollen som kritisk vagthund sig med tiden til rollen som Rasmus Modsat-mikrofonholdere. Og det kan værre ganske tåkrummende at opleve, men også træthedsskabende.

Som da Testcenter Danmark efter jul indledte et ganske interessant projekt med sammenligning af effekten af den hidtidige offentligt tilbudte corona-test og den privatleverede lyntest, som netop nu udbydes i stor skala, fordi det offentlige har overtaget finansieringen, og den journalistiske indgangsvinkel så blev, hvorfor projektet ikke er sat i gang tidligere.

Vigtig graver-journalistik laves fortsat, men det risikerer at drukne i mikrofonholderiet og dermed at ramme for mange helt eller delvist lukkede, kritik-trætte ører.

Dermed risikerer vi som retssamfund i en sundhedskrise ikke at få rettet fejl og mangler, fordi kritikken ender som forudsigeligt venstrehåndsarbejde eller får karakter af et 100 meters forfølgelsesløb, som det den politiske redaktør Henrik Qvortrup synes at have sat sig for

Ørelukning for kritik er ikke noget sundhedstegn i et demokrati. Tværtimod. Men kritik i endeløse baner kan også udvikle sig så urimeligt eller skabe så megen forvirring, at det kan blive nødvendigt at stå af.

Det er heller ikke nødvendigvis et sundhedstegn, men snarere et tegn på kritik-træthed, når nogle af os i disse igennem disse nedlukningsdage får lyst til at udbryde: “Så hold da op, og lad os da for fanden komme gennem det her som et aktivt handlende fællesskab.” ■

 

[Det er] snarere et tegn på kritik-træthed, når nogle af os i disse igennem disse nedlukningsdage får lyst til at udbryde: “Så hold da op, og lad os da for fanden komme gennem det her som et aktivt handlende fællesskab.”
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA [Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]