Dennis Kristensen: Ti ugers arbejdskamp slog ikke hul på betonmuren mellem klassiske mande- og kvindefag

Dennis Kristensen: Ti ugers arbejdskamp slog ikke hul på betonmuren mellem klassiske mande- og kvindefag

27.08.2021


Det er ikke kun det såkaldte usynlige glasloft, kvinder støder hovedet mod på vej op ad karrierestigen. For offentligt ansatte kvinder står der tillige en betonmur mellem dem og ligelønnen. For hver ligelønskonflikt bliver det tydeligere, at vi på trods af, at et velfærdssamfund nødvendigvis må bygge på lige rettigheder og lige muligheder for alle, har rejst netop en betonmur mellem de klassiske kvindefags og mandefags løn.



Kommentar af Dennis Kristensen

DEN NETOP AFSLUTTTEDE sygeplejerskestrejke modbeviser desværre mundheldet om, at det ikke er sikkert, at det er muren, der holder, når man løber panden mod den. Skal mundheldet holde, når det gælder ligeløn, så skal rigtig mange i flok sætte kurs mod muren.

Sygeplejerskerne snublede så at sige ind i arbejdskampen i juni, da de mod deres organisationsledelses anbefaling først sagde nej til det generelle forlig, som de kommunalt og regionalt ansattes fælles forhandlingssamarbejde præsenterede og derefter afviste et mæglingsforslag fra forligsmanden.

 

Sygeplejerskerne har denne gang lagt en strategi, som, efterhånden som strejken trak ud, så ud til at handle mere om Christiansborgs lovgivere end om arbejdsgiverne i regioner og kommuner
_______

 

Det er i sagens natur ikke en ønske-start på en strejke, at en forbundsledelse bliver underkendt af de medlemmer, på hvis vegne ledelsen forhandler, men medlemsdemokratiet bør altid være fagbevægelsens adelsmærke, og derfor var strejken da også lige efter bogen.

Under strejke og lockout på det offentlige arbejdsmarked er våbentyperne af vidt forskellig kaliber hos de to parter.

Arbejdsgiverne kan presse de ansatte på deres strejkekassers størrelse, mens de ansatte ikke kan presse arbejdsgiverne økonomisk. Arbejdsgiverne sparer tværtimod lønudgifterne. Til gengæld kan lønmodtagerne presse de politisk valgte arbejdsgivere, hvis de kan vinde kampen om den offentlige mening.

Heller ikke set med de briller var sygeplejerskernes strejkestart ønskværdig.

Sygeplejerskernes urafstemning om det generelle forlig og derefter om forligsmandens mæglingsforslag forsinkede strejkestarten i halvanden måned. Det bragte dermed konfliktstarten tæt på og ind i sommerferieperiode, europamesterskaber i fodbold, medaljer ved de olympiske lege, rejsevejledninger til de typiske ferielande, corona-genåbning og oplevelse af omsider igen at kunne bevæge sig næsten frit omkring og tage del i før lukkede aktiviteter i samfundet. Det  skyggede uundgåeligt for strejken i danskernes bevidsthed.

Kampen endte uafgjort
Den danske model – på både det private og det offentlige arbejdsmarked – hviler på den forudsætning, at arbejdsmarkedets parter selv aftaler rammer og vilkår for lønmodtagernes salg af deres arbejdskraft.

Modellen er dog en hybrid i den forstand, at Folketinget gennem mange år har vedtaget love, der handler om eller berører arbejdsmarkedet, og at EU i stigende grad nu også overtager denne rolle. Eksemplerne er mangfoldige og spænder fra ferielov over Lønmodtagernes Garantifond til arbejdsret og dagpengelovgivning.

Kernen i forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager – løn, arbejdstid og ansættelsesvilkår – har lovgiverne imidlertid altid skullet holde fingrene fra. Her er det arbejdsgiverorganisationernes og de faglige organisationers fælles gebet at aftale kollektive overenskomster.

De overenskomstforhandlinger kan fra tid til anden ende i så dyb uenighed, at parterne må lægge arm gennem strejke eller lockout, og den armlægning skal ske uden politisk indblanding.

Sygeplejerskerne har denne gang lagt en strategi, som, efterhånden som strejken trak ud, så ud til at handle mere om Christiansborgs lovgivere end om arbejdsgiverne i regioner og kommuner. Og det er egentlig ikke så underligt. Arbejdsgivernes økonomiske muligheder ved de offentlige overenskomstforhandlinger afgøres i sidste instans af den siddende regerings økonomiske politik. Og i ligelønsspørgsmålet tillige af den siddende regerings holdning til ligeløn mellem kønnene.

 

Netop muligheden for en eller anden form for omkamp gennem den kommende lønstrukturkomite bør tiltrække både sygeplejerskers og de øvrige kvindefags opmærksomhed
_______

 

Sygeplejerskekonflikten viste samtidig, at det er en overordentlig svær kommunikationsmæssig opgave at slås med arbejdsgiveren og samtidig gøre regeringen ansvarlig for, at der nås en acceptabelløsning.

En strategi, som lægger op til, at lovgiverne skal på banen allerede under konflikten, rammer lige ind i diskussionen om politisk ikke-indblanding i den danske model. Og det rammer traditionen for lovgiveres neutralitet i forhold til parterne i en overenskomst-armlægning og for indholdet i indgreb i konflikter.

Man kommer næppe tættere på en opfordring til en regering om at standse en strejke eller lockout end begge parters samstemmende melding om, at alle forhandlingsmuligheder er udtømt.

Sygeplejerskerne kom et lille stykke af vejen til Christiansborg, da de i forligsmandens mæglingsforslag fik arbejdsgiverne med på at opfordre regeringen til efter konfliktens afslutning at følge et forslag fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidligere LO) om at nedsætte “en komite om lønstrukturer i den offentlige sektor”.

Arbejdskampen endte vel nærmest uafgjort. Og indgrebet, der stadsede strejken, ligner til forveksling det nedstemte mæglingsforslag. Havde det været en fodboldkamp, stod den nu på omkamp. Og netop muligheden for en eller anden form for omkamp gennem den kommende lønstrukturkomite bør tiltrække både sygeplejerskers og de øvrige kvindefags opmærksomhed.

Sporene skræmmer
Havde partierne stillet de klassiske kvindefag ekstra puljer målrettet ligeløn i udsigt ved overenskomstforhandlingerne over en årrække, så ville tvivlen om nytteværdien for ligeløn af lønstrukturkomiteen formentlig have været væsentlig mindre.

Kvindefagene har imidlertid noget at have tvivlen i.

FOAs, Sundhedskartellets og BUPLs ligelønsstrejker i 2008 førte til nedsættelse af en Lønkommission, der barslede med sine overvejelser i 2010. Kommissionsformandens vigtigste budskab var, at der ikke er et større ligelønsproblem i Danmark.

Og – lidt forenklet udtryk – kom der ud af en lang kamp i kommissionen med private erhvervsorganisationer og økonomer af forskellig farve ikke meget mere end erkendelsen af, at pædagoger halter efter sammenlignelige fag, og at der kan være tale om forskel på aflønning af arbejde af samme værdi på tværs af den offentlige og den private sektor.

Efterfølgende gav kommissionens konklusioner anledning til en del diskussioner – også blandt de faglige organisationer, hvor der er en del, der ikke anerkender, at der eksisterer et generelt kønsbestemt ligelønsproblem.

Imidlertid er det ikke til i resultaterne ved de efterfølgende overenskomstfornyelser at spore, at der har været nedsat en Lønkommission. Går det på samme måde med den kommende Lønstrukturkomites arbejde, så vil det med rette kunne betegnes som et initiativ, der blot skulle fungere som smøremiddel for et regeringsindgreb.

 

Viser Lønstrukturkomiteen sig at være en fuser for ligelønnen, vil der i mine øjne kun være begrænsede alternative muligheder for at tage det endelige opgør med uligelønnen mellem mandefag og kvindefag
_______

 

Kommer der dog en trepartsaftale med penge  til ligelønspuljer i kølvandet på komiteens arbejde, vil der i stedet være lagt op til et perspektivrigt gennembrud for ligelønnen ved de kommende års overenskomstforhandlinger.

Gå ikke tilbage til en fuser
Viser Lønstrukturkomiteen sig at være en fuser for ligelønnen, vil der i mine øjne kun være begrænsede alternative muligheder for at tage det endelige opgør med uligelønnen mellem mandefag og kvindefag.

Den mest oplagte vil være, at Ligelønsalliancen går i offensiven.

Alliancen – bestående af FOA, Sundhedskartellet, BUPl og Socialpædagogernes Landsforbund – fik ved fælles optræden i 2018 og 2021 presset på for krav om små, men vigtige puljer til ligeløn og lavtløn igennem i det fælles forhandlingssamarbejde.

Det handler i bund og grund om, at de, der vil have ligelønnen i hus indenfor en overskuelig fremtid, går sammen om krav om markante prioriteringer af ligelønskampen på lønmodtagersiden i de kommende år.

Og at de ikke lader sig stoppe af, at der næppe kan opnås enighed mellem alle organisationer, men som tværtimod er parat til sammen med alle, der vil være med, at formulere markante ligelønskrav. Og om nødvendigt tage skridtet og i fællesskab gennemføre fælles, forpligtende og koordinerede ligelønskonflikter ved fremtidens overenskomstforhandlinger.

En sådan strategi er absolut ikke uden problemer og kan sætte sammenholdet mellem klassiske mandefag og kvindefag og mellem lavt- og højtlønnede i spil.

Sygeplejerskernes konflikt viser imidlertid, at hvis Lønstrukturkomiteen bliver en fuser, er alternativet til omfattende fælles ligelønskonflikter, at kommende generationer mange år frem vil skulle leve med, at deres løn styres af deres køn.

Det alternativ bør tiden for længst være løbet fra. Det er ganske enkelt ikke et moderne velfærdssamfund værdigt. ■

 

Hvis Lønstrukturkomiteen bliver en fuser, er alternativet til omfattende fælles ligelønskonflikter, at kommende generationer mange år frem vil skulle leve med, at deres løn styres af deres køn
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. [Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]