Dennis Kristensen: Uligelønnen står for fald

Dennis Kristensen: Uligelønnen står for fald

01.07.2021


Kampen for kønnenes ligestilling har været lang og besværlig, men de mandsdominerede bastioner er faldet med kortere og kortere mellemrum. Og færre og færre har undervejs villet stå på mål for konsekvenserne af et kønsopdelt samfund. Argumenter om gudskabte kønsroller i samfundet og familien er for længst ophørt med at have en gang på jorden. Og biologiske argumenter om kønnenes forskellighed som begrundelse for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet stikker sjældnere og sjældnere hovedet frem.


Kommentar af Dennis Kristensen

DET SER SVÆRT UD, når kvindefag kaster sig ind i kampen for, at værdisættelsen af deres arbejde skal ske efter samme målestok som værdisættelsen af mandefag.

Historisk har ligelønskampen altid været op ad bakke. Det var op ad bakke, da tjenestepigerne på landet og i byerne for langt over hundrede år siden krævede anstændige arbejds- og boligforhold og højere løn. Og bakken lå også forude, da kvinderne og de andre grupper, der var holdt ud af samfundets patriarkalske ledelse, for godt hundrede år siden krævede stemmeret og politisk valgbarhed.

 

Der er nærmest tale om et kollektivt flyverskjul for de, der inderst inde ikke mener, at kvinders og mænds arbejde er lige meget værd
_______

 

Arbejderkvinderne stod på samme måde for foden af bakken for femoghalvfjerds år siden, da de, efter årtiers frygt for at ligeløn ville føre til, at de ville blive erstattet af mænd, besluttede at kræve samme løn for arbejde i industrien som industriens mandlige arbejdere.

Rødstrømpebevægelsen kæmpede sig for halvtreds år siden op ad bakken og satte ligestilling i både arbejds-, familie- og samfundslivet på dagsordenen og gav ny kraft til kampen for ligeløn. Bakken skulle også overvindes, da de hastigt voksende velfærdsfags satte fokus på anerkendelse af og respekt for faglighed og reel ligeløn. Og lige nu, hvor sygeplejerskerne tager endnu en runde i ligelønnens boksering, må de atter prøve kræfter med stigningen.

Modstandere af ligestilling og ligeløn er gået i flyverskjul
I dag er der ikke mange tilbage, der offentligt vil forsvare lavere løn til kvindefag end mandefag. Der er nærmest tale om et kollektivt flyverskjul for de, der inderst inde ikke mener, at kvinders og mænds arbejde er lige meget værd.

Selv Liberal Alliances Ole Birk Olesen har måtte æde sin anklage mod kvinder for at være: “tryghedsnarkomaner, der dog alligevel føler ret til at beklage sig over og kræve andel i de fordele, som mænd høster, fordi mænd modsat kvinder tager chancer. Mænd gør karriere, fordi de tør gøre karriere. Kvinder forbliver menige medarbejdere eller mellemledere, fordi de ikke har mod på at tage imod udfordringer, der kan gå galt, men som, hvis de går godt, kan katapultere karrieren. Det er også derfor, at kvinder ikke opstarter succesrige virksomheder, men alene søger ansættelse i virksomheder, som mænd har opstartet.”

Hans partifælle og daværende beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen har forsøgt sig i samme genre med påstanden om, at forskellene mellem mænds og kvinders stilling på arbejdsmarkedet ligger i biologien: “Hvis man ser på mænd og kvinder gennemsnitligt set, så tror jeg, vi har forskellige ønsker til den måde, vi indretter vores liv på. Jeg tror, der er noget medfødt i os, som gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene, mens mændene arbejder.”

 

Arbejdsmarkedets parter har i virkelighedens verden ikke en kinamands chance for indenfor en overskuelig fremtid at omfordele mellem mandefag og kvindefag i det omfang, der skal til
_______

 

Og deraf udspringer så teorien om, at kvinders fravær fra arbejdsmarkedet i kraft af barsel, børns sygdom og orlov betyder, at kvinder har en mindre arbejdskraftværdi for arbejdsgiveren end mænd. Synspunktet om den mindre arbejdskraftværdi eksisterer sikkert fortsat, men lysten til at fremføre det offentligt er forsvundet nogenlunde i takt med Liberal Alliances vælgere.

På samme måde er argumentet om, at uligelønnen afspejler kvinders lavere uddannelsesniveau, blevet skudt ned af en virkelighed, hvor kvinder overhaler mænd i uddannelsessystemet.

Arbejdsmarkedets parter klarer det ikke alene
I dag går argumenterne mod at tage et samfundsmæssigt ansvar for at opnå den reelle ligeløn på arbejdsmarkedet mere på, at løn skal fastsættes ved overenskomstforhandlinger, som politikere skal holde fingrene fra.

I udgangspunktet er det selvfølgelig rigtigt, men arbejdsmarkedets parter har i virkelighedens verden ikke en kinamands chance for indenfor en overskuelig fremtid at omfordele mellem mandefag og kvindefag i det omfang, der skal til.

Og mangel på ligestilling, lige muligheder og ligeløn er et historisk, samfundsskabt problem, som samfundet må medvirke til at løse, hvis det skal kunne løses i vor tid.

Ved de seneste par overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor er det lykkedes at  reducere  skævdelingen til fordel for kvindefag og lavtlønnede grupper. Der skal imidlertid mere til, hvis de kvindedominerede fag skal opnå mandeløn.

Det er forståeligt, at sygeplejerskerne under den aktuelle konflikt har rettet projektørlyset mod Tjenestemandsreformen fra 1969. Her fastfrøs Christiansborg et lønhierarki i den offentlige sektor med mandefag øverst og kvindefag nederst. Og herigennem fik politikerne et ansvar for de kønsbestemte skævheder.

Men uligelønnen handler ikke mindst også om forskellen i værdisættelsen af arbejde på et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor mænd typisk arbejder med teknik og IT i den private sektor, mens kvinder typisk arbejder med mennesker i den offentlige sektor.

Derfor handler det endelige opgør med kønsbestemt uligeløn på det samlede arbejdsmarked både om lønrelationer indenfor den offentlige sektor og mellem den offentlige sektor og det private arbejdsmarked.

 

Gældsbrevet lyder på adskillelige milliarder, som udgøres af løngabet mellem mandefag og kvindefag
_______

 

Det handler både om kvinders arbejde med omsorg, pleje og pasning sat overfor højere lønnede offentligt ansatte grupper domineret af mænd med samme uddannelseslængde, kompetencekrav og ansvar, og om den privatansatte, mandlige mekanikers højere løn for at passe vores biler sat overfor den kvindelige ansattes pleje og omsorg overfor vores forældre.

Her er løsningen ikke, at Folketinget på ny skaber et lønhierarki i den offentlige sektor. Politikerne skal ikke i den danske model fastsætte lønnen for de enkelte faggrupper. Det skal overenskomstparterne. Til gengæld skal politikerne give overenskomstparterne det nødvendige økonomiske handlerum.

Der ligger et gældsbrev
Derfor er der behov for, at Christiansborg erkender, at vi som samfund har et gældsbrev liggende hos de kvindedominerede fag, hvis indløsningstid er overskredet. Gældsbrevet lyder på adskillelige milliarder, som udgøres af løngabet mellem mandefag og kvindefag.

Dette astronomiske beløb har en størrelse, som ikke kan løses med et enkelt snuptag. Der er derimod brug for en flerårig plan til at fylde løngabet op.

I praksis er det Christiansborg, der fastlægger de økonomiske rammer for overenskomstforhandlingerne for de ansatte i staten, kommunerne og regionerne. Derfor er det også Christiansborg, der har magten til at supplere de økonomiske rammer med ekstra puljer målrettet ligeløn til kvindefagene, som overenskomstparterne kan aftale anvendelsen af.

Det vil være oplagt, at regeringen tager initiativ til en treparts-aftale om en sådan flerårig plan, der skaber de økonomiske forudsætninger for et målrettet opgør med uligelønnen. Og herefter vil det være overenskomstparterne, der har til opgave  at anvende de ekstra puljer i overensstemmelse med målsætningen. Samtidig bør regeringen sikre sig, at uligelønnen ikke igen vokser frem.

En oplagt mulighed vil være en opfordring fra regeringen til overenskomstparterne om at supplere en flerårig investeringsplan i ligeløn med en ligelønsmekanisme, som automatisk retter fremtidige kønsbestemte lønskævheder op.

Overenskomstparterne kender i forvejen denne form for mekanismer fra den såkaldte ”gennemsnitlønsgaranti”, hvis formål var at sikre faggrupper, der ikke opnåede den fastsatte lønstigning at få tillagt det manglende beløb på forhånd ved den efterfølgende overenskomstforhandling.

 

Ligelønsloven gør det i dag ulovligt at aflønne forskelligt for arbejde af samme værdi, men anviser ikke, hvordan man kan opgøre og dokumentere en sådan forskel
_______

 

Og i samme hug bør regeringen udvide ligelønsloven med redskaber, der gør det muligt at rejse ligelønssager, hvis der kan dokumenteres uligeløn mellem arbejde af samme værdi. Ligelønsloven gør det i dag ulovligt at aflønne forskelligt for arbejde af samme værdi, men anviser ikke, hvordan man kan opgøre og dokumentere en sådan forskel.

Der vil dog være modstand mod, at Christiansborg blæser til den endelige opgør mod uligelønnen.

Den vil komme fra mange sider – politiske partier, der ikke anerkender uligelønnen, Dansk Arbejdsgiverforening, der vil frygte arbejdskraftmangel i virksomhederne, hvis kvindefagene aflønnes efter fortjeneste, forbund for privatansatte, der vil frygte angreb på den danske model, økonomer, der vil banke løs på regnemaskinernes katastrofe-taster og ideologer, der ønsker personaleafgang og ikke -tilgang til den offentlige velfærd og dens uddannelser og sikkert mange andre.

Men i sidst ende er det et valg mellem ligestilling, lige muligheder og retfærdighed på den ene side og fortsat fastfrysning af et kønsskævt samfund med et kønsopdelt arbejdsmarked med ulige vilkår mellem kønnene på den anden side.

Og et valg for nutidens beslutningstagere om deres eftermæle.

I dag kan vi se tilbage på fortidens beslutningstagere, som set med nutidens øjne kæmpede imod ligestilling, lige muligheder og retfærdighed. Og valget af eftermæle for nutidens beslutningstagere er mellem at blive betragtet af fremtidens lønmodtagere som dem, der var i pagt med tidens krav, eller som dem, der prøvede at blokere for en nødvendige udvikling, som vores efterkommere vil have svært ved at forstå kunne være så længe undervejs. ■

 

I sidst ende er det et valg mellem ligestilling, lige muligheder og retfærdighed på den ene side og fortsat fastfrysning af et kønsskævt samfund med et kønsopdelt arbejdsmarked med ulige vilkår mellem kønnene på den anden side
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. [Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]