Emil Sloth Andersen om økonomiaftalen mellem KL og staten: Vi har set en usødet forherligelse af privat rigdom frem for kollektiv velfærd

Emil Sloth Andersen om økonomiaftalen mellem KL og staten: Vi har set en usødet forherligelse af privat rigdom frem for kollektiv velfærd

14.06.2021


Den nye økonomiaftale mellem KL og staten er endnu en skrabe-aftale for vores velfærd. Et neoliberalt stykke makværk. Dansk Handicaporganisationer kaldet den “en fuckfinger til mennesker med handicap”. Det er et afmagts-udtryk i den grove klasse, som må gøre indtryk på os alle.



Kommentar af Emil Sloth Andersen, kandidat til borgerrepræsentationen for Radikale Venstre

FINANSMINISTER Nicolai Wammen og formand for Kommunernes Landsforening (KL) Jacob Bundsgaard giver os indtrykket af, at der ikke var en krone ekstra at finde. Spin-retorikken, som når til mediernes gule breaking-bjælker, skal male et billede af, at Nicolai Wammen nådigt “giver” kommunerne 1,4 milliarder kroner ekstra til velfærd. Rent teknisk giver han dog blot kommunerne lov til at bruge lidt flere af de penge, vi allerede får fra skattesatser, vi selv har sat.

 

Vi halser efter på socialområdet, så socialrådgiverne kun lige har tid til de værste voldssager, vi ser flere unge hjemløse, der må vralte rundt på gaden uden et hjem, og der er ikke engang er plads til vores børn i de overfyldte opbevaringsinstitutioner
_______

 

Kommunerne henter cirka 3/4-dele af de indtægter, vi har, gennem skatterne. I København medfører serviceloftet, at vi nu har opbygget en likviditetspulje på 15 milliarder kroner, som samler støv. Netop i København laver vi i helt særlig grad store overskud, der kunne gå til velfærd; til socialrådgivere, uddannelse af pædagoger eller psykisk hjælp til mine unge jævnaldrende.

Det ville ikke være dyrere for regeringen at lade København investere flere af sine egne skattekroner i velfærd og forebyggelse. Det ville blot være sund fornuft. København er havnet i en ulykkeligt ond cirkel, som så mange andre kommuner: Vi halser efter på socialområdet, så socialrådgiverne kun lige har tid til de værste voldssager, vi ser flere unge hjemløse, der må vralte rundt på gaden uden et hjem, og der er ikke engang er plads til vores børn i de overfyldte opbevaringsinstitutioner.

Læg dertil, at økonomiaftalen allerede har medført, at flere borgmestre melder, at kniven skal stikkes i velfærden næste år.

Det, vi har brug for nu, er en akut plan for børneområdet. Vi skal give børn vinger, før vi smider dem ud af reden, og de lander på asfalten; gennem socialrådgivere, uddannede pædagoger og forældrekurser. Vi skal helt overordnet bygge København op fra barnsben af i stedet for at se til, mens en borger går fra et omsorgssvigtet barn, til en anbringelse og til kontanthjælp. Det er kerne-socialliberalt.

Trygfondens børneforsikringscenter bruger som et mantra lærersætningen: ”Færdigheder avler færdigheder.”, og det skal vi også gøre i det politiske felt. Det handler helt praktisk om at sørge for, at alle udsatte børn kommer i daginstitution, og at børn får et alderstilsvarende sprog. Et alderstilsvarende sprog giver gode forudsætninger for at opnå gode læsefærdigheder. Gode læsefærdigheder giver gode forudsætninger for at børn og unge gennemfører deres uddannelse med succes, og uddannelse giver adgang til arbejdsmarkedet.

 

I det meste af min levetid har skiftende regeringer drevet kommunerne som stålfabrikker
_______

 

Færdigheder avler færdigheder. Eller som det står i Matthæusevangeliet (13:12): ”For den, der har, til ham der skal gives, og han skal have overflod.” Sådan fungerer socialpolitik også – på godt og ondt. Jo tidligere vi investerer, jo bedre forudsætning har vi for at give børn de færdigheder, de skal bruge for at komme videre i livet. Taber vi børnene på gulvet i en alder af 3 år, så er løbet ofte kørt og vejen til social armod et et liv udenfor arbejdsmarkedet og fællesskabet lagt.

Derfor er investering i barndomsårene og ”dyr udgiftspolitik” (som de hardcore blå stemmer måske vil kalde det) faktisk en forudsætning for en mindre offentlig sektor på sigt. Simpelthen fordi udgiftstrykket i forhold til anbringelser, fængselsophold og kontanthjælp falder, som vi – ofte men ikke altid – skal døje med, når folk falder udenfor uddannelse og arbejdsmarkedet.

Og naturligvis bør vi overholde vores sociale minimums-forpligtelser for de voksne velfærds-grupper, mens vi bygger børneområdet op.

Alt sammen kræver det en helt ny forvaltning af kommunernes økonomi. I det meste af min levetid har skiftende regeringer drevet kommunerne som stålfabrikker. Man har med budgetloven dyrket kollektiv økonomisk afstraffelse af kommunerne som et ideal, hvis rammerne blev overskredet.

Sætter en kommune eksempelvis skatten op, uden at andre kommuner sænker skatten, ja så straffes kommunerne ved at staten tager en del af bloktilskuddet fra dem. Det betyder, at den eneste vej til, at kommunerne sammenlagt kan nedbringe deres likviditet ikke for regeringen består i investeringer i velfærd men skattelettelser. Skattelettelser straffes ikke af finansministeriet.

Man har stædigt stået fast på, at skattelettelser var den eneste tilladelige vej for kommuner, der ville bruge flere af deres egne skattekroner på velfærd. Endda på en rød vagt. Der ligger et kraftigt pres på Københavns Kommune for at sænke skatten, for den tårnhøje likviditet (som kommer, fordi der opkræves flere penge over skatten, end der må bruges) ikke kan forsvares nemt overfor borgerne, hvis pengene som i dag blot samler støv. Men hvorfor i himlens navn ikke bruge de penge på den velfærd, vi higer efter?

 

Regeringen planlægger en reform af budgetloven. Med meget simple greb kan vi skabe en velfærdsrevolution
_______

 

Vi har set en usødet forherligelse af privat rigdom frem for kollektiv velfærd.

Der er dog håb. Regeringen planlægger en reform af budgetloven. Med meget simple greb kan vi skabe en velfærdsrevolution. For det første bør serviceloftet – loftet over velfærd – fjernes øjeblikkeligt. Det betyder, at den kollektive øvre grænse for, hvad kommunerne må bruge på velfærd (denne grænse ligger på 275 milliarder kroner i 2022) ophører. På den måde kan alle skattekroner, som eksempelvis København kræver ind, så kan bruges på flere sygeplejesker, forældrekurser for kommende forældre og uddannelse til pædagoger.

For det andet bør kommunerne få retten til at justere på sit beskatningsgrundlag med borgerne som dommere på valgdagen. Og for det tredje bør man lempe bare lidt på de benhårde sanktioner, eftersom mange kommuner ufrivilligt laver overskud i stedet for at investere i velfærd – bare af frygt for at blive straffet økonomisk af Finansministeriet.

Et nyt system efter de tre nævnte anbefalinger ville ikke føre til budgetunderskud eller gældsspiraler. Vi går ikke på kompromis med økonomisk ansvarlighed, men vi investerer med et socialt sigte.

Som økonomen James Heckman har påvist, kan vi tjene op imod 13 pct. i indtægter til de offentlige kasser om året, når vi investerer i forebyggelse på børneområdet. På sigt ville vi kunne gøre vores samfund rigere og ligefrem få de sociale udgifter for unge og voksne ned – fordi vi løfter befolkningen fra barnsben af. ■

 

Som økonomen James Heckman har påvist, kan vi tjene op imod 13 pct. i indtægter til de offentlige kasser om året, når vi investerer i forebyggelse på børneområdet
_______

 



Emil Sloth Andersen (f. 1994) stiller op til borgerrepræsentationen for Radikale Venstre. Han er uddannet i Statskundskab og har arbejdet to år som pressemedarbejder på Christiansborg. ILLUSTRATION: : Formand for Kommunernes Landsforening Jacob Bundsgaard ankommer til sættemøde med finansminister Nicolai Wammen (S) om økonomiaftale for 2022, København, 18. maj 2021. [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]