Forskeropråb: Klimakrisen kræver mere handling på den korte bane, Dan Jørgensen

Forskeropråb: Klimakrisen kræver mere handling på den korte bane, Dan Jørgensen

22.02.2021


Hvis en løsning på klimakrisen skal forblive en realistisk mulighed på den lange bane, så er der brug for en meget mere ambitiøs klimapolitisk indsats på den korte bane. En reduktion på 1 ton CO2 i 2021 sparer nemlig atmosfæren for 9 ton CO2 sammenlignet med, hvis vi først foretog den samme reduktion i 2030. Derfor skylder Dan Jørgensen og hans hockeystavsmodel os også stadig svar på, hvorfor han og regeringen tøver med handling nu og her.


Kommentar af Stefan Gaarsmand Jacobsen (lektor, RUC), Jens Friis Lund (professor, KU), Gregers Andersen (ph.d.), Bente Jespersen (professor, AU), John Roy Porter (professor, KU), Michael Krabbe Borregaard (lektor, KU), Lisa Ann Richey (Professor, CBS) og Peter Furu (lektor, KU)

“HVORFOR TØVER REGERINGEN med at bruge alle tilgængelige midler for at begrænse klimakrisen?” Sådan lød spørgsmålet, vi for nylig stillede til regeringen på forsiden af Politiken sammen med 693 forsker-kolleger.

Spørgsmålet var affødt af en reel bekymring. Vi har det sidste år set en regering, der med stor effektivitet har håndteret en sundhedskrise med markante risici for befolkningen. Men samtidig har samme regering – flankeret af de fleste af Folketingets øvrige partier – behandlet klimakrisen, som om risiciene her er langt mindre betydningsfulde.

I Politiken fremlagde vi en række saglige argumenter for, hvorfor dette er en gedigen fejltagelse. Vi havde derfor håbet på et seriøst svar fra regeringen, men vi blev i stedet spist af med en undvigende replik fra Klima- og Energiminister, Dan Jørgensen.

Jørgensen prøver fx at belære os om, at klimakrisen, i modsætning til COVID-19, ikke kan “klares med to stik i armen”, men kræver “en generel omstilling af vores samfund og altså en løsning på den lange bane”. Og det til trods for, at intet i vores indlæg antyder, at den klimapolitiske opgave i Danmark kan klares med et quick fix.

 

Vi har desværre svært ved at se [regeringens] tøven som et udtryk for andet end en konsekvent undervurdering af klimakrisens akutte karakter
_______

 

DET, VI PÅPEGEDE, var, at der er brug for en meget mere ambitiøs klimapolitisk indsats på den korte bane, hvis en løsning på den lange bane skal forblive en realistisk mulighed. Derfor skylder Jørgensen os stadig svar på, hvorfor han og hans regering tøver med nu og her at tage en række mere ambitiøse klimapolitiske midler i brug. For vi har desværre svært ved at se denne tøven som et udtryk for andet end en konsekvent undervurdering af klimakrisens akutte karakter.

Det bedste eksempel på denne undervurdering er regeringens meget omtalte reference til hockeystaven som strategi for udledningsreduktioner frem mod 2030, hvor hovedparten af reduktionerne falder kort før målstregen i 2030. Denne strategi viser en helt grundlæggende misforståelse af, hvor vigtige de hurtige reduktioner er for at begrænse klimaforandringerne. Reduktionstiltag i dag frem for senere er vigtige for at afbøde klimarisici, har større klimaeffekt og er i manges vurdering også omkostningseffektive.

Beskrevet lidt mere teknisk responderer klimaet på den samlede mængde CO2 (og andre drivhusgasser), som udledes til atmosfæren over tid. Lidt forsimplet kan man altså sige, at en reduktion på 1 ton CO2 i 2021 sparer atmosfæren for 9 ton CO2 relativt til den samme reduktion i 2030. Det betyder, at der er en tæt sammenhæng mellem manglende reduktioner før 2030, og hvor meget vi risikerer at ‘skyde over’ Parisaftalens mål om at holde den globale opvarmning på max 1,5 til 2 grader i år 2100. Forsinket handling kan resultere i en overskridelse af dette temperaturmål i løbet af det 21. århundrede, før vi måske har teknologisk kapacitet til at fjerne CO2 fra atmosfæren igen.

Og en sådan overophedning er ikke noget, vi bør tage let på. FN’s Klimapanel vurderer nemlig, at selv ganske små forskelle i temperatur på en halv grad eller mindre er forbundne med en risiko for voldsomt eskalerende klimaskader. Hertil kommer en stigende sandsynlighed for uigenkaldelige klimaskader. Det gælder fx tab af dyrearter eller skader på økosystemer, som ikke vil kunne gendanne sig selv de næste mange århundreder, samt øget klimaafledt sygdom og dødelighed i befolkninger overalt på jorden.

Og sidst, men ikke mindst, betyder højere midlertidige temperaturer en stigende sandsynlighed for at udløse selvforstærkende feedbackmekanismer i det globale klimasystem – de såkaldte klimatiske tipping points. Forskere peger på risikoen for, at vi allerede ved 1,5-2 graders global opvarmning kan udløse en række sådanne selvforstærkende mekanismer, som fører til omfattende klimaskader og accelererende opvarmning.

 

Reduktionstiltag i dag frem for senere er vigtige for at afbøde klimarisici, har større klimaeffekt og er i manges vurdering også omkostningseffektive
_______

 

KONSEKVENSERNE AF at udløse en sådan kaskade af selvforstærkende mekanismer er så alvorlige, at forskere har beskrevet dem som: “en eksistentiel trussel mod civilisationen”. Enhver yderligere forhaling af dybe reduktioner over de kommende ganske få år er altså potentielt forbundet med risici for at udløse uoverstigelige konsekvenser for nuværende og kommende generationer.

Set i dette lys er den danske hockeystav for sent og for lidt. For sent, på grund af hockeystavens form, hvor hovedparten af reduktionerne falder kort før 2030. Den berømte nye energiø i Nordsøen er således et prisværdigt initiativ, men den bidrager intet til at få udledningerne bragt ned i de altafgørende kommende 5-10 år. Så længe vi ikke ser mere politisk handling på vigtige områder som landbrug og transport, så risikerer vi også at få effekterne for sent her.

Men hockeystaven er også for lidt, fordi en 70 pct. reduktion faktisk ikke er udtryk for de dybe reduktioner, som kræves. Det skyldes især, at de 70 pct. kun adresserer de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Ifølge dette princip opgøres kun udledninger, der sker indenfor et lands grænser. Og i Danmarks tilfælde udgør disse territoriale udledninger en faldende andel af de totale udledninger forbundet med danskernes forbrug og levevis, de såkaldte forbrugsbaserede udledninger. Det betyder i praksis, at de politiske tiltag som retter sig mod 70 pct. målet skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger som det danske samfunds opretholdelse giver anledning til.

Selv hvis vi når 70 pct. målet, så vil de forbrugsbaserede udledninger per dansker i 2030 efter alt at dømme være langt højere end det niveau, som er tilladeligt for hver verdensborger i gennemsnit, hvis vi vil opfylde 1,5 graders målet.

Det betyder, at den udbredte samfundsdebat om, hvorvidt og hvordan vi når 70 pct. målet, på mange måder skal ses som opvarmningsøvelser. Vi har hurtigst muligt behov for at få rettet blikket mod de langt større udfordringer, som vi står overfor. Omstillingen kræver nemlig, at mange i Danmark hurtigst muligt forandrer forbrugsmønstre, livsstil og adfærd for at nedbringe vores høje forbrugsbaserede udledninger og miljøaftryk. Her har regeringen bl.a. tøvet med at støtte indførelsen af substantielle afgifter på klimaaftrykket ved forbrug af fly, kød og benzinbiler.

 

Den berømte nye energiø i Nordsøen er således et prisværdigt initiativ, men den bidrager intet til at få udledningerne bragt ned i de altafgørende kommende 5-10 år
_______

 

Der er store og oversete muligheder for at samtænke hensyn til klima og folkesundhed. Som vores åbne brev i Politiken understregede, så kan mere håndfaste tiltag inden for persontransport og en omlægning mod mere plantebaseret landbrugsproduktion og kost tilbyde store og umiddelbare gevinster for folkesundhed, biodiversitet og vandmiljø.

SÅ OMEND VI er glade for, at denne regering har hævet ambitionsniveauet i forhold til klimapolitikken, så er udlandets ros og gode placeringer i diverse universiteters klimabarometre ikke den relevante målestok for dansk klimapolitik. Den stigende koncentration af CO2 i atmosfæren lader sig ikke fjerne med lovtaler om snarlig handling. Og de danske aftaler, historiske eller ej, forbliver utilstrækkelige, når de holdes op imod de forhold, vi har beskrevet ovenfor.

Vi har dermed fået et ikke-svar fra Dan Jørgensen på vores bekymringer og må – igen – opfordre regeringen til at adressere klimakrisen med den samme alvor og mod, som den har udvist i responsen til COVID-19. ■

 

Vi har dermed fået et ikke-svar fra Dan Jørgensen på vores bekymringer og må – igen – opfordre regeringen til at adressere klimakrisen med den samme alvor og mod, som den har udvist i responsen til COVID-19
_______

 




ILLUSTRATION: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen er kaldt i samråd om sikring af bedre bredbåndsdækning i alle dele af landet på Christiansborg, d. 24. september 2020 [Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix]