Gert Sørensen: Den tidligere ECB-direktør Mario Draghi ser ud til at være løsningen på Italiens politiske krise

Gert Sørensen: Den tidligere ECB-direktør Mario Draghi ser ud til at være løsningen på Italiens politiske krise

10.02.2021


Grundet de politiske uenigheder om, hvordan Italien skal bruge de over 200 mia. euro, landet har fået stillet til rådighed af EU i form af lån og tilskud for at komme igennem coronakrisen, er det italienske demokrati endnu engang i krise. Men nu er der tilsyneladende lys for enden af tunnelen: Den italienske stjernebankmand, der i en årrække var leder af Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, er nu dukket op fra skyggerne. Og han får overraskende stor støtte blandt de splittede italienske partier.



Kommentar af Gert Sørensen, seniorforsker, Københavns Universitet

Det drama, som ledte til Contes adgang i slut januar, har jeg skitseret her i RÆSON. Men nu er der muligvis fundet en ny karakter til at danne regering i Italien. Det lå ellers i kortene, at en ny italiensk regering skulle ledes af den samme Giuseppe Conte, som måtte træde tilbage som ministerpræsident sidst i januar. Det kom ikke til at holde stik.

I det antikke græske drama opererede man gerne med en såkaldt Deus ex machina, en guddommelig skikkelse, der dukkede op på scenen for at udrede en tragedies mange tråde. Det er lidt i den retning, tankerne går hen, når man iagttager den italienske teknokrat, Mario Draghis, entre som kandidat til regeringslederposten. Draghi er naturligvis heller ikke hvem som helst. Han har en lang karriere bag sig, der har skabt respekt om hans navn som økonom. Efter mange år som direktør for den italienske centralbank Banca d’Italia nåede han et foreløbigt højdepunkt i sin karriere med udnævnelsen i 2011 til chef for Den Europæiske Centralbank i Frankfurt.

Inden den officielle tiltrædelse gjorde Draghi sig kendt i den europæiske offentlighed ved sammen med den afgående direktør for ECB, Jean-Claude Trichet, at skrive et brev til den daværende italienske regeringsleder Berlusconi, hvori de anbefalede nogle reformer, bl.a. på pensionsområdet, for at rette op på en løbsk offentlig gæld. Centralbankens udspil var givet en medvirkende faktor til Berlusconis fald.

 

Forhandlingerne sandede hurtigt til i personspørgsmål og ministertaburetter. Derfor gik der også politisk dødvande i de fortsat ubesvarede spørgsmål om, hvad Italien vil stille op med de mere end 200 mia. euro, landet har modtaget fra den europæiske Recovery Plan
_______

 

Det formelle ansvar for Draghis kandidatur ligger hos den italienske præsident, Sergio Mattarella, der har meldt ud, at han ønsker en højt profileret regering, der ikke følger en bestemt politisk formel. Ordene markerer en slet skjult kritik af de folkevalgte politikere, der her risikerer at blive reduceret til statister i deres eget stykke, når der nu er udsigter til en regering med teknokrater, der som Draghi selv ikke har et folkeligt mandat.

Den tidligere ministerpræsident, Conte, havde ellers vist sin politiske behændighed ved efter valget i 2018 at stå i spidsen for en centrum-højre regering med partierne Lega og Movimento 5 Stelle (M5S – kendt som Femstjernebevægelsen på dansk), for året efter sammen med M5S at svinge over til den modsatte fløj og blive leder af en regering sammen med centrum-venstre partiet Partito Democratico (PD).

Formanden, Roberto Fico, for det ene kammer i det italienske parlament, deputeretkammeret, havde af præsidenten fået til opgave at sondere terrænet for en tredje regering under ledelse af Conte. Forhandlingerne sandede imidlertid hurtigt til i personspørgsmål og ministertaburetter. Derfor gik der også politisk dødvande i de fortsat ubesvarede spørgsmål om, hvad Italien egentlig vil stille op med de mere end 200 mia. euro, landet har modtaget fra den europæiske Recovery Plan, som har til formål at hjælpe europæiske økonomier igennem coronakrisen. Der er næppe tvivl om, at det var Matteo Renzi (tidligere premierminister i Italien 2014-2016 og nuværende leder af partiet Italia Viva), der fik regeringskrisen til at accelerere.

Renzi brød for mere end et år siden med sit gamle parti, PD, og dannede sit eget, Italia Viva. Det gav ham et større manøvrerum. Hvor han før måtte indpasse som under PD’s nye leder Nicola Zingaretti, fik han nu med eget parti mere plads til at afkræve indrømmelser for sin fortsatte støtte til Contes regering. Det har han forstået at udnytte som en anden udspekuleret machiavellianer.

 

Men det [Renzis modarbejdelse af Conti] har så også sat det politiske system skakmat og bragt det italienske demokrati ud på kanten af sin bestemmelse
_______

 

Hvis Renzis ønske har været at sætte Conte ud på et sidespor, er det lykkedes. Hvis han har haft i tankerne at svække den i forvejen svage alliance mellem partierne M5S og PD, har han også haft held til det. Hvis han har satset på at skabe splid internt i M5S, er det nu en kendsgerning. Og endelig hvis bagtanken har været at bane vejen for Draghi, som man får indtryk af fra et interview i dagbladet la Repubblica forleden, er det akkurat det, der er sket. Men det har så også sat det politiske system skakmat og bragt det italienske demokrati ud på kanten af sin bestemmelse.

Den blotte annoncering af Draghis kandidatur fik prompte konsekvenser: Aktiekurserne steg på børsen i Milano, og rentespændet til de tyske statsobligationer blev indsnævret, hvilket altid har været et godt barometer på den udenlandske tillid til Italien.

Som direktør for ECB var det Draghi, der under eurokrisen i 2012 holdt hånden under euroen med de berømte ord “whatever it takes” og påbegyndte de store støtteopkøb af statsobligationer i de betrængte eurolande, som Italien selv var iblandt. Det gav lidt luft til italiensk økonomi, men mødte modstand fra strammeren Jens Weidmann, chefen for den tyske centralbank. Draghis initiativ skulle få betydning på længere sigt for ændringen af det økonomiske rationale i hele EU.

Nok var Draghi en bankmand i spidsen for en af EU’s bærende piller. Men han var mere end det, som franskmændene kalder en grand commis med henvisning til statsforvaltningens mange anonyme topembedsmænd. Hans dispositioner dengang lagde allerede et stærkt pres på EU’s politiske forsamlinger. Det blev også understreget i en artikel, som han skrev til Financial Times 25. marts 2020. Pandemien var ved at gribe om sig, og konsekvenserne for de europæiske økonomier var ikke til at tage fejl af. Draghi argumenterede for, at de rigide budgetregler og nedskæringernes onde cirkel måtte brydes.

 

Kendere af italienske forhold vil vide, at landet siden anden verdenskrig har haft mere end 60 regeringer
_______

 

Coronaen havde skabt “en menneskelig tragedie af potentielt bibelske dimensioner”. Situationens alvor krævede ganske enkelt a change of mindset, ifølge Draghi. Der lå i disse ord en kraftig appel til EU’s ledere, der da også i løbet af efteråret tog affære med den store genopretningsplan og begravede de gamle budgetregler.

Kendere af italienske forhold vil vide, at landet siden anden verdenskrig har haft mere end 60 regeringer. Det kunne godt give indtryk af en nærmest permanent regeringskrise. Med i vurderingen hører dog, at det frem til 1980’erne var det samme parti, Democrazia Cristiana, der leverede de skiftende regeringsledere. Det gav en vis underliggende stabilitet og sikrede faktisk også vigtige reformer.

Med Berlusconis magtovertagelse i 1994 ændrede dette mønster sig. Som forretningsmand og tilhænger af liberalismen var han af den overbevisning, at han var den rette til at få Italien på fode igen. Det lykkedes dog hverken at trimme et tungt statsapparat eller at skabe betingelserne for et generelt teknologisk og uddannelsesmæssigt løft, der kunne styrke italienske virksomheder over for de lønbillige konkurrenter.

Berlusconismen skabte derimod grobund for de populistiske bevægelser, der kun har vanskeliggjort det politiske systems beslutningsevne endnu mere. Det har sideløbende affødt et andet karakteristisk træk ved italiensk politik. Når det virkelig spidser til med problemer, har der været en tendens til, at den siddende præsident tyr til en teknokratisk regering. Det så man tilbage i 2011, da Mario Monti, tidligere EU-kommissær, blev indsat som afløser af Berlusconi. Monti sad dog kun i lidt over et år og måtte derefter udskrive nyvalg.

 

Draghi selv afkræves også et mentalitetsskifte. En ting er som bankdirektør at foretage støtteopkøb og i øvrigt overlade budgetlægningen til politikerne, men en anden ting er selv at stå med ansvaret for de politiske beslutninger
_______

 

Men vil Draghi have mere held med sig end Monti? Fra sin tidligere metier er han vant til at interagere med finansmarkeder, regeringer og offentligheder. Foreløbigt har PD og Renzis Italia Viva meldt positivt ud. Berlusconi som leder af Forza Italia øjner også en chance for igen at komme på banen. M5S er dog stærkt splittet, da Draghi for mange i partiet netop repræsenterer den elite, som hele projektet gik ud på at bekæmpe. Lederen af partiet, Beppe Grillo, anbefaler dog et ja til en Draghi-ledet regering. Selv Salvinis stærkt højreorienterede parti, Lega, har vist interesse. Alle partier synes overordnet at være med på sejrherrens vogn og deltage i en slags national samlingsregering. Det eneste parti, der har meldt fra, er de tidligere nyfascister i Fratelli d’Italia.

Draghi selv afkræves også et mentalitetsskifte. En ting er som bankdirektør at foretage støtteopkøb og i øvrigt overlade budgetlægningen til politikerne, men en anden ting er selv at stå med ansvaret for de politiske beslutninger. Men i modsætning til Monti, der kun havde udsigtsløse besparelser på programmet, så har Draghi en rimelig stor pengepose at gøre godt med.

Vi mangler dog endnu at se ministerholdet og et program. En liste forventes at falde på plads senere på ugen. Lykkes det, vil det flytte nogle tyngdepunkter i det politiske system. Højrepopulismen og euroskepticismen, der de seneste år har haft vind i sejlene i italiensk politik med især Lega i front, vil blive marginaliseret. Et meget stort flertal af italienere bakker op om Draghi, hvad der givet også afspejler en latent længsel efter en handlekraftig leder. Man må så håbe, at en ny regering vil gøre en forskel, selvom man ikke skal være blind over for porøsiteten i dette forehavende med de mange forskellige politiske interesser, som en bred regeringskoalition nødvendigvis indeholder. Men både Italien og Europa har stærkt brug for succeshistorier. ■

 

Man må så håbe, at en ny regering vil gøre en forskel, selvom man ikke skal være blind over for porøsiteten i dette forehavende med de mange forskellige politiske interesser, som en bred regeringskoalition nødvendigvis indeholder
_______

 



Gert Sørensen (1948), dr.phil., seniorforsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, København Universitet. Har udgivet bøger og artikler om italiensk kulturhistorie samt om aktuelle italienske samfundsforhold. ILLUSTRATION: Daværende dirketør for ECB, Mario Draghi, holder afskedstale til sin officielle afskedsceremoni i ECB, 28. oktober 2019 [Foto: European Central Bank/Flickr]