Jakob Plaschke: De aktuelle tunesiske protester viser, at ”Det Arabiske Forårs eneste succeshistorie” ikke er så simpel endda

Jakob Plaschke: De aktuelle tunesiske protester viser, at ”Det Arabiske Forårs eneste succeshistorie” ikke er så simpel endda

19.01.2021


Det tunesiske politiske system og politis håndtering af protesterne ved den tunesiske revolutions 10-års jubilæum, hvor mere end 1000 demonstranter er blevet anholdt de sidste dage, tydeliggør, at magtfulde dele af det gamle regime holder fast i magten. Forhåbentligt kan protesterne skabe en reel platform for at få gennemført de manglende demokratiske reformer, men for nu sætter det spørgsmålstegn ved fortællingen om Tunesien som det Arabiske Forårs ”succeshistorie.”



Af Jakob Plaschke

For 10 år siden i disse dage føltes Tunesien som et helt nyt land. Fra de store, smukke kystbyer over industribyerne inde i landet til de små bjerglandsbyer i syden, festede tuneserne i en glædesrus. Den dybt korrupte diktator, Zine El Abidine Ben Ali, og hans kone fra den berygtede Trabelsi-familie, var nemlig flygtet efter flere ugers voldsomme protester, og tuneserne oplevede enden på, hvad de i dag kalder l’ancien régime – med slet reference til Frankrig før den franske revolution.

Protesterne, der blev startskuddet for en bølge af revolutioner i den arabiske verden – ofte kaldet Det Arabiske Forår – endte stille og roligt i Tunesien. Tuneserne gik ivrigt til valg for første gang i 2011 med forventninger om mange forskellige forbedringer: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, økonomisk udvikling – særligt for de fattige og industriregionerne, hvor revolutionen startede – og meget mere.

I dag kaldes Tunesien derfor også ofte det Arabiske Forårs eneste succeshistorie. Landet har afholdt en håndfuld frie valg, uafhængige medier opererer åbent, og landet har et af verdens mest aktive foreningsliv. Men 10 år senere kan man så undre sig over, at det tunesiske politi i de sidste par dage har arresteret mere end 1.000 demonstranter rundt omkring i landet, indhyllet gader i tåregas og endda mødt op hjemme hos aktivister for at arrestere dem, udelukkende fordi de havde støttet protesterne på Facebook.

Protesterne, der har udartet sig i både regulære demonstrationer og optøjer, har ingen ledelse eller klart formulerede mål, men ses som en generel protest imod negligering og dårlig behandling af landets arbejderklasse og arbejdsløse, samt imod politivold.

De interne sikkerhedsstyrkers reaktion på protesterne illustrerer, at på trods af at Tunesien er blevet hyldet i en sådan grad, at demokratiarbejdet har høstet en Nobelpris, er særligt det tunesiske politi og indenrigsministerium ikke meget anderledes, end de var under Ben Alis politistat. Det er et stort demokratisk problem, som de nuværende protester kan være med til at løse.

 

Forskere [har] i flere år peget på, at mens demokratiske reformer har præget de fleste tunesiske institutioner, er det lykkedes sikkerhedssektoren at undgå reformer
_______

 

Det tunesiske politi
I modsætning til de fleste andre arabiske lande var Tunesien indtil 2011 ikke en stat, hvor militæret havde nogen særlig magt. Det tunesiske militær har i mange år været relativt småt, meget professionaliseret og hovedsageligt apolitisk, fordi Ben Ali frygtede risikoen for et militærkup. I stedet var den store magtinstitution i Tunesien indenrigsministeriet. Med magt over de to interne sikkerhedsstyrker, politiet og gendarmeriet, står det berygtede indenrigsministerium, som var kendt for den tortur, der foregik bag bygningens vægge på Avenue Bourguiba i det centrale Tunis, bag voldsomme sikkerhedsafspærringer. Tunesien var en politistat, hvor det estimeredes, at op til 2 pct. af landets indbyggere var formelt eller uformelt ansat i politiet.

Det tal er naturligvis faldet siden 2011. Men samtidig har forskere i flere år peget på, at mens demokratiske reformer har præget de fleste tunesiske institutioner, er det lykkedes sikkerhedssektoren at undgå reformer i retning af større gennemsigtighed og accountability med henvisning til (meget reelle) sikkerhedstrusler. Ingen af de politiske partier presser i øvrigt på efter disse reformer. Tværtimod har de tre store politifagforeninger lagt pres på det politiske system siden 2011 igennem strejker, demonstrationer og sågar en trussel i 2017 om ikke længere at ville beskytte parlamentsmedlemmer – blandt andet ved gentagne gange – senest i efteråret 2020 – at få sendt en lov til afstemning i det tunesiske parlament, der ville give politifolk straffrihed hvis vedtaget. Loven blev heldigvis ikke vedtaget.

I den tunesiske dagligdag er politiet kendt som en ubehagelig, korrupt tilstedeværelse – ”Tunesiens eneste seriøse bande,” som en af mine venner i Tunis kaldte dem. Beskyldninger om videresalg af konfiskerede stoffer, overfald på minoriteter og det famøse rachoua – bestikkelse på tunesisk arabisk – kan de fleste tunesere nikke genkendende til, og i Tunis går der ikke mange meter mellem vægge med bogstaverne ACAB skrevet med spraymaling: ”All Cops Are Bastards.”

De interne sikkerhedsstyrker under det tunesiske indenrigsministerium fungerer med andre ord som en bastion af alt, hvad der var galt med Tunesien før 2011 – og denne bastion bærer våben.

 

De interne sikkerhedsstyrker under det tunesiske indenrigsministerium fungerer med andre ord som en bastion af alt, hvad der var galt med Tunesien før 2011 – og denne bastion bærer våben
_______

 

COVID-19 og protester – hvordan kan man bruge en pandemi politisk?
I september sidste år introducerede den tunesiske regering en række restriktioner for at forhindre spredningen af COVID-19. En af de nye restriktioner var et forbud mod politiske demonstrationer – et forbud der endnu er i kraft, men altså ikke har været håndhævet før de sidste par dage. Det er på trods af, at Tunesien i 2020 så en stigning i antal demonstrationer i forhold til 2019.

Med 10-års jubilæet for den tunesiske revolution og en befolkning, der ikke er ubestridt tilfreds med resultaterne, var det forventeligt, at der ville blive demonstrationer i disse dage. Efter demonstrationer imod politiets magt i det tunesiske samfund i oktober var det også forventeligt, at disse januar-demonstrationer ville komme til at handle i hvert fald til dels om politiet. Samtidig har ofre for de interne sikkerhedsstyrkers bekæmpelse af protester i 2010-2011 på det seneste gjort opmærksom på, at myndighederne efter 10 år endnu ikke har offentliggjort den liste med revolutionens sårede og dræbte, der skal være basis for kompensation.

Men i stedet for at tillade demonstrationerne skruede Tunesien op for COVID-19-testning og indførte udgangsforbud; fra knap 5.000 daglige tests i starten af januar til mere end 12.000. D. 13. januar så det derfor grundet den øgede testning ud, som om Tunesien oplevede en kæmpe stigning i COVID-19-tilfælde. På den baggrund kunne regeringen indføre et fire-dages udgangsforbud, der – tilfældigvis – ramlede sammen med jubilæet. Mon ikke man havde håbet, at det ville forhindre demonstrationer?

Umiddelbart havde dette politiske håndværk været et stjerneeksempel på, hvordan stater kan udnytte COVID-19-pandemien til at undgå politisk modstand – hvis bare det var lykkedes. I stedet bobler den tunesiske Twitter-sfære i disse dage over med videoer af voldsomme arrestationer og billeder af skinnende moderne politikøretøjer, der står i stærk kontrast til det tunesiske gadebillede præget af faldefærdighed og mangel på penge til infrastrukturelle renovationer.

 

[D]en tunesiske Twitter-sfære [bobler] i disse dage over med videoer af voldsomme arrestationer og billeder af skinnende moderne politikøretøjer, der står i stærk kontrast til det tunesiske gadebillede præget af faldefærdighed og mangel på penge til infrastrukturelle renovationer
_______

 

En ny politisk platform?
Den nuværende situation er ikke holdbar – protesterne fortsætter næppe længe. De er nemlig ikke ret klart organiseret, og det faktum at Tunesien historisk er kendetegnet ved, at brug af skydevåben er ekstremt begrænset, betyder, at en seriøs eskalering er usandsynlig.

Til gengæld er det muligt, at det tunesiske civilsamfund endelig kan få en større bevidsthed omkring de interne sikkerhedsstyrkers destruktive opførsel. Landets politiske foreningsliv, der inkluderer organisationer, der kæmper for alt fra LGBT+-rettigheder over jobs til arbejdsløse og bedre regional fordeling af skatteindtægter til legalisering af cannabis, går fra tid til anden sammen om fælles fordømmelse af specifikke politiaktiviteter. Men Tunesien har endnu ikke set en stærk civilsamfundsorganisation, der kæmper specifikt for demokratisk reform af de interne sikkerhedsstyrker.

Politiets brutalitet i disse dage og anholdelser af aktivister fra et bredt spektrum af organisationer har potentialet til én gang for alle at politisere modstand imod den sidste store bastion af den tunesiske politistat. Hvis alt går vel, vil vi i Tunesien snart se politiske foreninger, der sætter politireform på den politiske dagsorden og danner modvægt til de magtfulde politifagforeninger. Ligesom revolutionen i 2011 bliver det naturligvis ikke svaret på alle Tunesiens problemer – men åbenhed og accountability er både essentielt for, at demokratiet kan fungere, og et bolværk mod demokratisk tilbagegang. ■

 

Politiets brutalitet i disse dage og anholdelser af aktivister fra et bredt spektrum af organisationer har potentialet til én gang for alle at politisere modstand imod den sidste store bastion af den tunesiske politistat
_______

 



Jakob Plaschke (f. 1996) er redaktør på RÆSON samt MA-studerende i Arab Studies ved Georgetown University i Washington D.C. Han har boet i Tunis det sidste halve år og har desuden en BA i Arab Crossroads fra New York University Abu Dhabi. ILLUSTRATION: Demonstranter blokerer en vej i udkanten af hovedstaden i Tunesien, Tunis, mens sikkerhedsstyrker kaster med tåregas, 18. januar 2021 [Foto: Fethi Belaid/AFP/Ritzau Scanpix]