Jakob Sølvhøj (Ø): Der hersker en helt uacceptabel mangel på retssikkerhed på handicapområdet

Jakob Sølvhøj (Ø): Der hersker en helt uacceptabel mangel på retssikkerhed på handicapområdet

26.02.2021


Den seneste tids afdækning af kommuners uacceptable overvågning af borgere med handicap har vist, hvor brændende nødvendigt det er med en reform af området. Det er stærkt mistænkeliggørende, når kommuner udsætter borgere med handicap for langvarig overvågning for at afdække, om borgerne reelt har behov for den hjælp, de modtager. Det taler desværre ind i en større fortælling om, at der sker for mange fejl på handicapområdet, og for mange handicappede derfor ikke får den fornødne hjælp.


Kommentar af Jakob Sølvhøj, medlem af Folketinget for Enhedslisten

Danmarks Radio har på det seneste afdækket, hvordan borgere med handicap har været genstand for konstant overvågning over adskillige døgn. Med stopuret som det centrale arbejdsredskab, er det minutiøst blevet noteret, hvor mange minutters hjælp borgeren har haft behov for i forbindelse med toiletbesøg, personlig hygiejne, indtagelse af måltider eller andre gøremål, der er en del af menneskers hverdag.

Fremgangsmåden, der i sig selv må siges at være stærkt grænseoverskridende, fremstår yderligere urimelig, når overvågningen udføres af ansatte i et privat firma, som angiveligt ikke på forhånd er orienteret om karakteren af borgerens funktionsnedsættelse eller har faglige kompetencer til at vurdere behovet for støtte. Ifølge DR har 49 kommuner siden 2017 “observeret handicappede for at afgøre, hvilken hjælp de har brug for.” Det forekommer ikke alene uetisk, men som en utilsløret og målrettet bestræbelse på at finde kommunale besparelser ved at reducere hjælpen til borgerne.

For borgere med handicap, der rammes af de kommunale nedskæringer, er det ikke blot et lille bump på vejen. En Borgerstyret Personlig Assistance-ordning, der gør det muligt for borgere med handicap at leve et selvstændigt liv i eget hjem, eller andre former for støtte og hjælp kan være en nødvendig forudsætning for at leve et godt og værdigt liv, hvor en funktionsnedsættelse ikke er en hindring for at varetage et arbejde, tage en uddannelse, fastholde og udvikle sociale netværk og fuldt og effektivt deltage i samfundslivet på lige fod med andre, som det også hedder i FN’s handicapkonvention. Det er det, der er på spil, når kommuner ikke tilbyder borgere med handicap den rette hjælp.

 

Ifølge DR har 49 kommuner siden 2017 “observeret handicappede for at afgøre, hvilken hjælp de har brug for.” Det forekommer ikke alene uetisk, men som en utilsløret og målrettet bestræbelse på at finde kommunale besparelser ved at reducere hjælpen til borgerne
_______

 

Hver anden afgørelse på handicapområdet omgøres af Ankestyrelsen
De aktuelle afsløringer af kommuners helt uacceptable ageren overfor mennesker med handicap er på ingen måde enestående. De føjer sig til en lang række af tilsvarende sager, hvor borgere ikke har modtaget den hjælp, de ikke bare har behov for, men også har krav på efter lovgivningen. Et forhold, der klart dokumenteres, når man dykker ned i Ankestyrelsens mange afgørelser på handicapområdet.

I næsten hver anden sag, hvor borgere med handicap har klaget over en kommunes afgørelse, har Ankestyrelsen omgjort afgørelsen, fordi den enten var åbenlyst forkert eller byggede på en mangelfuld eller fejlagtig sagsbehandling. En række såkaldte praksisundersøgelser, som Ankestyrelsen løbende gennemfører, viser et næsten tilsvarende omfang af fejl og mangler i kommunale afgørelser, hvor borgerne ikke har indbragt en klage. En problemstilling, der er helt central, fordi mange borgere med handicap ikke selv magter og heller ikke får den nødvendige hjælp til at klage.

Dertil kommer problemer med alt for lange sagsbehandlingstider, hvor mange borgere oplever at vente både halve og hele år på en afgørelse. Alt i alt må det konstateres, at der hersker en helt uacceptabel mangel på retssikkerhed på handicapområdet.

Kommunalreformen var et kæmpe skridt baglæns
Det er sjældent klogt at ønske sig tilbage til de gode gamle dage. De var formentlig ikke så gode, som de tegner sig i erindringen, men det må dog efterhånden være krystalklart, at kommunalreformens overflytning af handicapområdet til kommunerne var en alvorlig fejl. Det er naturligvis urimeligt at slå alle kommuner over en kam. Nogle har løst opgaven bedre end andre, men samlet set har kommunerne ikke magtet at løse alle de opgaver på handicapområdet, som de overtog fra de gamle amter den 1. januar 2007.

I det store flertal af kommunerne har det været vanskeligt overhovedet at opbygge en tilstrækkelig faglighed på handicapområdet, hvor stor kompleksitet og mange sjældent forekommende funktionsnedsættelser stiller krav til høj ekspertise, der vanskeligt kan opbygges i en lille sagsbehandlingsenhed. Dertil kommer, at kommunerne mildest talt ikke er blevet hjulpet godt på vej med det massive pres skiftende regeringer har lagt på deres økonomi.

 

[S]amlet set har kommunerne ikke magtet at løse alle de opgaver på handicapområdet, som de overtog fra de gamle amter
_______

 

År for år er de økonomiske tommelskruer blevet strammet og har fristet kommunerne til at drive en grænsesøgende sagsbehandling, hvor lovens grænser prøves af i bestræbelserne på at presse stadig flere besparelser igennem – på borgernes bekostning.

Markedet og økonomien styrer
Problemerne på handicapområdet er således ikke bare af strukturel karakter, men i allerhøjeste grad også økonomisk betingede. Både hvad angår de samlede bevillinger til området, og i måden finansieringen foregår på. Det økonomiske hviler stor set alene på kommunerne, der samtidig er henvist til at agere i en markedsstyret tilbudsstruktur. Pladser på døgn- og dagtilbud købes og sælges på et marked, hvor ikke bare kommuner og i mindre omfang regioner, men også private optræder som sælgere.

Som det er med markedsstrukturer, præges købernes – dvs. kommunernes – valg i høj grad af prisen. Som udgangspunkt bygger visitation naturligvis på faglige vurderinger, men Ankestyrelsens mange omgørelser af kommunernes afgørelser tyder på, at økonomien alt for ofte får forrang. Derfor bliver det fx let et formål i sig selv at fylde tomme pladser på kommunernes egne tilbud, fordi det økonomisk kan betale sig – også selv om disse tilbud ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser borgerens behov. Markedsmodellen har derfor været en drivkraft til en afspecialisering af handicapområdet, hvor mange højt specialiserede tilbud har måtte dreje nøglen om.

 

Problemerne på handicapområdet er i dag så store, at der er brug for grundlæggende forandringer, hvis vi som samfund skal leve op til handicapkonventionens bestemmelser
_______

 

Brug for grundlæggende forandringer
Problemerne på handicapområdet er i dag så store, at der er brug for grundlæggende forandringer, hvis vi som samfund skal leve op til handicapkonventionens bestemmelser og sikre, at mennesker med handicap kan leve en tilværelse på lige fod med andre.

Det står klart, at kommunerne ikke har magtet de opgaver, som de overtog fra de gamle amter, og det er derfor nødvendigt at gentænke opgavefordelingen på handicapområdet. Det vil i den forbindelse være oplagt at give regionerne en central rolle, både når det gælder visitationen og driften af tilbud. Vores stillingtagen til, hvor de præcise linjer skal trækkes, må afvente resultatet af den omfattende evaluering, som regeringen sammen med Enhedslisten, SF og de Radikale har sat i værk på området. Evalueringen er færdig til sommer.

En flytning af opgaver fra kommunerne vil dog ikke i sig selv være en løsning på handicapområdets problemer. Det er derfor godt, at der som led i evalueringen er taget fat på udvikling af en model for specialeplanlægning på området. Det er samtidig afgørende, at en kommende reform gør op med den nuværende markedsstyring af området, og at der findes en finansieringsmodel, der fjerner incitamentet til at vægte prisen over opfyldelsen af borgernes behov for støtte og hjælp.

En reform af organisering og finansiering må samtidig ledsages af en omfattende retssikkerhedsreform, der sikrer, at borgerne får den hjælp, de har krav på efter lovgivningen. Der må ske en udvidelse af varslingsbestemmelser og regler om opsættende virkning, når en borger frakendes støtte og hjælp. Der skal etableres retssikkerhedsfond, som kommunerne skal betale til ved fejlafgørelser, og uvildige borgerrådgivere skal bidrage til, at de borgere, der ikke selv magter at klage, får hjælp hertil.

Den seneste tids afdækning af kommuners uacceptable overvågning af borgere med handicap har vist, hvor brændende nødvendigt det er med en reform af området. Det er på høje tid, den bliver sat i værk. ■

 

År for år er de økonomiske tommelskruer blevet strammet og har fristet kommunerne til at drive en grænsesøgende sagsbehandling, hvor lovens grænser prøves af i bestræbelserne på at presse stadig flere besparelser igennem – på borgernes bekostning
_______

 




Jakob Sølvhøj (f. 1954) Medlem af Folketinget for Enhedslisten siden 2015. Handicapordfører og børne- og undervisningsordfører. Tidligere sektorformand i fagforbundet FOA. ILLUSTRATION: Pressefoto