13.07.2021

Klimaforandringerne er alvorlige udfordringer, der kalder på kollektiv bevidsthed og samordnet handling. Paradoksalt nok er klimaforandringerne en potentiel katastrofe, hvorimod ekstrem fattigdom er en pågående katastrofe. At førstnævnte prioriteres, er blot endnu et eksempel på, at vi lever i en tid suspenderet for fornuft.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jamal Abdi

NÅR ET INDIVID har behov for assistance, kan det trygt ringe på 112. Den mulighed er desværre ikke tilgængelig for stater. Hvis en stat bliver angrebet, kan det ikke ringe på et magisk nummer og søge assistance. Det skyldes, at det internationale politiske system er anarkistisk. Det er kendetegnet af fraværet af en overstatslig autoritet, der har kompetence til at sanktionere og regulere. Derfor er stater nødsaget til at sørge for deres egen sikkerhed.

Strukturen i det internationale system gør, at stater er rationale aktører, der først og fremmest er optaget af privat nyttemaksimering. Følger man denne logik, forekommer det ganske logisk, at der ikke gøres nok for at bekæmpe global ulighed og fattigdom. De, der drager fordel af gældende orden, har ingen rationelle incitamenter til at forandre til fordel for andre. Derfor er velstillede staters vilje til at bekæmpe klimaforandringer, også på egen økonomisk bekostning, i sandhed fascinerende. Dog forekommer det ganske ulogisk, at global opvarmning prioriteres over fattigdomsbekæmpelse.

Der er intet fornuftigt i at opstille et polemisk nul-sum-spil mellem bekæmpelse af global opvarmning og ekstrem fattigdom. Naturligvis er det muligt at bekæmpe global fattigdom og klimaforandringer samtidigt, men er det virkelig logisk at prioritere klimaet over fattigdomsbekæmpelse?

 

Biodiversitet versus menneskeliv
Både klimaforandringer og ekstrem fattigdom er alvorlige udfordringer, som kun kan løses igennem konstruktion af kollektiv bevidsthed og samordnet handling. En væsentlig forskel er dog, at klimaforandringer er en potentiel katastrofe, mens ekstrem fattigdom er en pågående katastrofe. Når et rigt samfund, som eksempelvis Danmark, bruger milliarder af kroner på grønomstilling, er det primært af hensyn til borgere i udviklingslande. Lytter man til klimaaktivister henledes man til at tro, at en klimakatastrofe er nærtforestående og, at vi alle er i samme båd. Sandheden er den, at konsekvenserne af klimaforandringer først og fremmest vil mærkes i fattige udviklingslande.

I rige vestlige lande vil konsekvenserne af klimaforandringer give sig til udtryk i form af, eksempelvis, færre fugle over himlen og lignende. Der er ingen forskningsbaseret evidens for, at livet i Danmark – i en forudsigelig fremtid – vil forandres fundamentalt som følge af global opvarmning. I velstillede stater er klimaforandringer altså et spørgsmål om biodiversitet, mens det i fattige lande er et spørgsmål om menneskeliv. Der er de, der vil mene, at klimaforandringer og fattigdom hænger uløseligt sammen. Det er ganske evident, at konsekvenserne af klimaforandringer aggraverer og øger fattigdom. Også evident er det, at ekstrem fattigdom, i eksempelvis Afrika, ikke er et direkte resultat af klimaforandringer.

Rige staters budskab til fattige lande synes klart: Det er ikke i vores interesse at gøre det, der skal til for at udrydde fattigdom, men vi er villige til at suspendere vores rationelle interesser af hensyn til fremtidige generationer i jeres lande

 

Ved at dreje på relativt få strukturelle haner kunne man komme langt ift. bekæmpelse af ekstrem fattigdom. Der er intet fornuftigt i at opstille et polemisk nul-sum-spil mellem bekæmpelse af global opvarmning og ekstrem fattigdom. Naturligvis er det muligt at bekæmpe global fattigdom og klimaforandringer samtidigt, men er det virkelig logisk at prioritere klimaet over fattigdomsbekæmpelse?

At prioritere klimaet over fattigdomsbekæmpelse svarer dybest set til at prioritere vaccine mod en fremtidig epidemi over covid-19. Den ene er en potentiel katastrofe, mens den anden er en pågående katastrofe. Siden klimatopmødet i København i 2009 er cirka 99 millioner døde som direkte resultat af sult. Det tal svarer til befolkningerne i Danmark, Sverige, Norge, Spanien, Portugal, Litauen og Østrig sammenlagt. Følgelig er det noget trættende at høre velmenende klimaaktivister tale om, at en klimakatastrofe lurer om hjørnet.

Rige staters budskab til fattige lande synes klart: Det er ikke i vores interesse at gøre det, der skal til for at udrydde fattigdom, men vi er villige til at suspendere vores rationelle interesser af hensyn til fremtidige generationer i jeres lande. Ikke blot er det muligt at bekæmpe global fattigdom og klimaforandringer samtidigt, det er egentlig også sund fornuft. Det, der ikke kan forenes med sund fornuft er, at klimakampen prioriteres over fattigdomsbekæmpelse. Endvidere forbliver det en uløstgåde, hvorfor rige stater er villige til at suspendere deres rationelle interesser ift. klimaet, men ikke ift. fattigdomsbekæmpelse.

Den ubekvemme sandhed
Viljen til at bekæmpe klimaforandringer er måske det tætteste menneskeheden er kommet på at udvikle evnen til at indgå i samordnet handling. I de fleste vestlige lande har man for længst transcenderet enhver diskussion om, hvorvidt det er nødvendigt at aktivt bekæmpe klimaforandringer. I dag synes diskussionen at handle mere om, hvor meget og hvor hurtigt der skal investeres.

Det er nærmest blasfemisk ikke at støtte en hurtigere og mere vidtgående grøn omstilling. Vi ser befolkninger, der kræver handling fra deres regeringer. Vi ser unge mennesker mobilisere sig som aldrig før; klimaet synes at have indtaget en uudfordret fast plads i helt almindelige menneskers bevidsthed. Almindelige mennesker vælger frivilligt at begrænse deres egen frihed af hensyn til klimaet. Nogle spiser mindre kod, tager kortere bad, tilvælger bæredygtige transportmidler, osv. Intet sted er disse tendenser tydeligere end i Danmark. Nogle vil tolke vælgernes krav om mere og hurtigere grønomstilling som udtryk for en kritisk masse, der kræver handling, men er det nu også det?

Danmark er et samfund, hvor man suspender egne interesser og frivilligt begrænser sin frihed af hensyn til fremtidige generationer i udviklingslande. Samtidig føres den strammeste og mest fremmedfjendske flygtninge- og udlændingepolitik noget sted i den vestlige verden

 

Danmark er et samfund, hvor man suspender egne interesser og frivilligt begrænser sin frihed af hensyn til fremtidige generationer i udviklingslande. Samtidig føres den strammeste og mest fremmedfjendske flygtninge- og udlændingepolitik noget sted i den vestlige verden. Det bliver spændende at tage temperaturen på tidsånden og folkestemningen, når klimaflygtninge banker på døren. Det kan næsten ikke tolkes som andet end rendyrket hykleri, hvis man fortsat fører sig frem som et førende land indenfor grøn omstilling, samtidig med at grænserne lukkes for klimaflygtninge. Hvad vil argumentet være? At klima flygtninge bedst kan hjælpes i bortskyllede nærområder?

Den ubekvemme sandhed er, at næsten enhver social realitet kan ­­institutionaliseres, netop fordi der ingen kritisk masse er. At en potentiel katastrofe som global opvarmning prioriteres over en pågående katastrofe som fattigdom, er blot endnu et eksempel på, at vi lever i en tid kendetegnet af suspendering af fornuften. Uanset hvor ihærdigt man bilder mennesker ind, at de er oplyste, kritiske og reflekterende demokratiske borgere, forbliver det et uomgængeligt faktum, at de fleste ikke har transparens ift. sociale institutioner.

I dag udklækkes de fleste journalister, kunstnere og intellektuelle fra det samme privilegerede segment og fælles for de fleste af dem er, at de sjældent har tænkt en selvstændig og kritisk tanke

 

Fisk svømmer i vand uden nogensinde at tilegne sig bevidsthed om eksistensen af vand. På samme måde er de fleste mennesker ikke bevidste om de sociale institutioner, der former deres verdenssyn, definerer deres normative præferencer og følgeligt dikterer deres handlinger. Det er i sandhed et demokratisk problem, der kalder på italesættelse. Når en institutionel debat er fraværende, skyldes det, at også såkaldte kritiske journalister, kunstnere og intellektuelle svømmer i bias. I dag udklækkes de fleste journalister, kunstnere og intellektuelle fra det samme privilegerede segment og fælles for de fleste af dem er, at de sjældent har tænkt en selvstændig og kritisk tanke. ■

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik