Jan Hoby: Kommer centrum-venstre nogensinde til at begunstige lønmodtagerne, som de har gjort med mink-avlerne?

Jan Hoby: Kommer centrum-venstre nogensinde til at begunstige lønmodtagerne, som de har gjort med mink-avlerne?

27.01.2021


Uddelingen af mink-milliarderne sætter forståelsen af det sociale samfundssind på spidsen. For hvem er det, vores højt besungne centrum-venstre regering hjælper, når krisen presser sig på? Målet synes i hvert fald at være at holde virksomhederne, bankerne og ejendomsbesidderne skadefrie, mens kassen er smækket i for alle os andre, der bliver fyret eller er tvunget på arbejde for at holde hjulene i gang.



Kommentar af Jan Hoby

CORONAKRISEN har mange ofre. Hårdest ramt er naturligvis de, som er døde, deres efterladte og de mange mennesker, som lider under alvorlige senfølger efter sygdommen.

Men vi er også hårdt ramt på økonomien og med det vores samfundssind. Mit samfundssind er i hvert fald kommet gevaldigt i kog efter udmeldelsen om, at der i en ny aftale mellem regeringen og V, RV, SF og LA afsættes næsten 19 mia. kr. til minkejerne og til ”et erhverv, hvor ikke en eneste avler havde overskud i 2019. Hvor hver fjerde brug havde kurs mod konkurs og med et gennemsnitligt underskud på 700.000 kr. i 2019 pr. bedrift.”, som Politiken skriver i lederen den 27. januar.

Langt over hundrede tusind lønmodtagere har mistet deres arbejde på grund af coronakrisen, og den samlede arbejdsløshed er steget med op mod 50.000 lønmodtagere. Der er bare ikke nogen hjælpepakker eller erstatninger til dem. Heller ikke til de lønmodtagere, der er fyret i minkindustrien. De må nøjes med dagpenge i to år. De må nøjes med en dagpengesats, der er i frit fald og tættere på fattiggården. Mette Frederiksen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF) har ikke nogen hjælpende hånd parat til de næste ti år eller løfter om højere ydelser, selvom dette burde være kerne-venstreorienteret politik. For Mette Frederiksen vil ikke røre genopretning af dagpengesystemet med en ildtang. Det får mit samfundssind op i det røde felt.

Uddelingen af mink-milliarderne sætter forståelsen af de sociale samfundssind på spidsen. Hvem hjælper regeringen og de folkevalgte, når krisen presser sig på? Er målet at holde kapitalen, virksomhederne, bankerne og ejendomsbesidderne skadefrie, mens kassen er smækket i for alle os andre, der bliver fyret eller er tvunget på arbejde for at holde hjulene i gang?

Ja, der er lavet tiltag for den brede kreds af lønmodtagere. Der er lavet lønkompensation og arbejdsfordeling sammen med fagbevægelsen, som sikrer det meste af lønnen, og folk kan beholde jobbet, hvilket er godt og vigtigt. Men der, hvor skoen for alvor trykker, er hos alle dem, der har mistet arbejdet, og de mange som vil følge i de kommende måneder. Her står regeringen og de borgerlige partier benhårdt fast på, at ingen ydelser må forbedres, eller ordninger lempes.

 

Langt over hundrede tusind lønmodtagere har mistet deres arbejde på grund af coronakrisen, og den samlede arbejdsløshed er steget med op mod 50.000 lønmodtagere. Der er bare ikke nogen hjælpepakker eller erstatninger til dem
_______

 

DET RAMMER MANGE familier og lokalområder hårdt og øger utrygheden for lønmodtagerne generelt. Akkurat som det skete under og efter finanskrisen, hvor de rige og virksomhederne løb fra regningen, mens lønmodtagerne betalte med lønnedgang og dårligere velfærd, alt imens de velhavende fik skattelettelser. Det var negativ klassepolitik med Thorning og Corydon i spidsen.

Denne gang har Mette Frederiksen bragt en anden fortælling ind om samfundssind. En fortælling om, at klassisk socialdemokratisk krisepolitik er, at vi alle er i samme båd, og derfor alle må bidrage. Problemet er bare, at jo længere vi kommer hen i coronakrisen, desto tydeligere står det klart, at samfundssindet ikke skal tages bogstaveligt, når det gælder de sociale og økonomiske aspekter for lønmodtagerne.

For Mette Frederiksen står fast på Thorning og Corydons reformer, som voldsomt forringede efterlønnen, dagpengene, kontanthjælpen og sygedagpengene. Hun ved nemlig godt, at frustrationen rumler, og at der er et stigende krav om større social tryghed ude blandt lønmodtagerne og i fagbevægelsens lokalafdelinger. Hun er med rette bange for at åbne låget til pandoras æske, for hvis der laves den mindste midlertidige forbedring, bliver det umuligt at fjerne den igen.

Derfor verfede hun 3F’s formand af, da han krævede højere dagpenge til den hastigt voksende skare af arbejdsløse medlemmer, og derfor vil hun heller ikke give efter nu. Det er også derfor Mette Frederiksen har fastholdt køreplanen fra velfærdsforliget fra 2006, der giver pensionsalderen endnu et nøk opad. Mette Frederiksen ved godt, at hendes løsning for Arne og Anne er en fedtet omgang, der ikke er i nærheden af en genopretning af tryghed for flertallet af lønmodtagerne, nu og i fremtiden.

Lønmodtagerne kan skyde en hvid pil efter enhver form for guldrandet redning fra Socialdemokratiet og nu også SF’s side. Mink-aftalen er den klasseprisme, som tydeligst stiller skarpt på prioriteringerne hos regeringen, SF og de borgerlige. Det er, som om de helt har glemt, at det er kapitalismens vilkår, når en virksomhedsejer løber en risiko for derefter at score gevinsten eller tabet. Denne gang tabte virksomhedsejerne, fordi de satsede forkert, og sådan er kapitalismen.

Men åbenbart ikke for regeringen og SF, som hellere vil kompensere en pelsindustri, som bygger på uværdige forhold for dyrene og alene leverer pels til den nationale og globale overklasses luksusforbrug. Samtidig ved de godt, at en meget stor del af milliarderne ender i bankerne, fordi industrien er forgældet og i forvejen var på vej ned ad bakke. Fuldstændig dårlig og skammelig forretning, alt andet end samfundssind.

 

Havde Mette Frederiksen prioriteret det røde samfundssind, så kunne hun fx have brugt de 19 mia. til at give 10.000 flere en Arne pension, hæve dagpengene til 23.000 kroner per måned i ti år, afskaffe alle de regler, som gør kontanthjælpsmodtagere fattige, eller finansiere 3.000 kroner mere i løn til alle offentligt ansatte
_______

 

MINK-AFTALEN HAR ikke kun lagt et erhverv i graven, den har også lagt den højtbesungne idé om centrum-venstre projektet under Mette Frederiksen i graven. Der har i brede dele af venstrefløjen været store illusioner og forhåbninger til en ny guldalder for centrum-venstre projektet under Mette Frederiksen, og ingen steder er illusionen større end hos SF, der drømmer sig tilbage til centrum-venstre ministerbilerne, og er villig til at betale en høj pris for at komme tilbage i regering.

Men sporerne skræmmer fra regeringsdeltagelsen i den nyliberale socialdemokratiske regering under Thorning, Corydon og Frederiksen, som på rekordtid forvandlede sig fra håb til mareridt. Det gik fra SF’s og Socialdemokratiets fælles program ’Fair Forandring’ til unfair reform-amok.

SF har stort set gennemgået de samme moderniseringsprocesser som Socialdemokratiet. I 2009 blev ordet socialisme fjernet fra partiets nye reformprogram, og al snak om systemgennembrydende reformer kom til at høre fortiden til. Socialdemokratiseringen i SF blev knæsat med Fair Forandring, der lavede et kompromis mellem en solidarisk linje, hvor alle skulle løfte i folk, til på den anden side at være den nationale og globale kapitalismes fortalere. Hvem husker ikke, at SF var med til at sælge DONG i 2013 til kapitalens svar på Bandidos.

Havde regeringen og SF så bare turdet tænke lidt grønt og fremtidsorienteret, så havde jeg måske ikke været så rødglødende. De kunne have tilbudt minkejerne at finansiere en grøn omstilling af deres bedrifter til klimavenlig og økologisk landbrugsproduktion. Og så måtte bankerne for en gangs skyld æde tabet af deres risikable långivning. Men minkaftalen er lige så kulsort som den grønne skattereform.

Socialdemokratiet og SF og med dem hele ideen om centrum-venstre projektet har med den guldrandede minkaftale slået to fede streger under, at der festes for sejre, de ikke har vundet, og de lover forandringer, de ikke kan eller vil skabe. Det er blot gamle mønstre der gentages på nye præmisser. Troværdighedstabet har bidt sig fast i deres mærkesager. Klimahandling er blevet til klimanøleri, og udsigten til minimumsnormeringer fortoner sig i horisonten. Regeringen kommer ikke til at redde klimaet med en hockeystav inden 2030 og loven om minimumsnormeringer der træder i kraft 1.januar 2024, kommer aldrig i nærheden af at afspejle virkeligheden ude på stuerne i landets 4000 daginstitutioner. Socialdemokratiet skal nok overleve; spørgsmålet er, om SF gør?

Havde Mette Frederiksen prioriteret det røde samfundssind, så kunne hun fx have brugt de 19 mia. til at give 10.000 flere en Arne pension, hæve dagpengene til 23.000 kroner per måned i ti år, afskaffe alle de regler, som gør kontanthjælpsmodtagere fattige, eller finansiere 3.000 kroner mere i løn til alle offentligt ansatte. Der er mange muligheder, Mette, men Socialdemokratiet og SF valgte de forkerte, igen, igen. ■

 

Mink-aftalen har ikke kun lagt et erhverv i graven, den har også lagt den højtbesungne idé om centrum-venstre projektet under Mette Frederiksen i graven
_______

 



Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Tre partiledere – Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper og statsminister Mette Frederiksen – sammen med finansminister Nikolaj Wammen og undervisningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i salen ved Folketingets åbning 2019 [Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]