Jan Kristoffersen: Den nye epidemilov forbereder os langt bedre på en ny epidemi – men den løser ikke mere grundlæggende udfordringer for folkesundheden

Jan Kristoffersen: Den nye epidemilov forbereder os langt bedre på en ny epidemi – men den løser ikke mere grundlæggende udfordringer for folkesundheden

11.01.2021




COVID-19 har lært os, at en undseelig flagermus på den anden side af kloden kan have enorme konsekvenser for resten af verden. Virussen satte den globale verden på den anden ende, herunder Danmark, der var ringe forberedt. En ny epidemilov har lavet om på dette via omfattende restriktioner. Det holder virussen i ave for nu, men er vi forberedt på den næste trussel mod folkesundheden?

Kommentar af Jan Kristoffersen

JEG HAR SKREVET flere indlæg om epidemiloven hos RÆSON siden Danmark og verden lukkede ned. Jeg har kritiseret den manglende parlamentariske kontrol med statens indskrænkning af frihedsrettigheder, og jeg har kritiseret de flydende grænser mellem det politiske og det faglige. Nu er det tid til at rose lidt, evaluere og se fremad.

Regeringen måtte indse, at der ikke var et eneste parti i Folketinget, der kunne støtte regeringens forslag til ny epidemilov og trak det derfor tilbage. Kort før jul blev et nyt forslag så sendt i høring, og jeg mener forslaget er fornuftigt, selvom det ikke er perfekt.

Loven er bygget op omkring tre forskellige typer sygdomme. Smitsomme sygdomme, alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme, hvor det er de to sidste kategorier, der giver adgang til den kasse med hårde restriktioner, som er blevet brugt det sidste år. Det er Sundhedsstyrelsen, der kategoriserer alment smitsomme og alment farlige sygdomme. Og det er sundhedsministeren, som efter indstilling fra en nystiftet epidemikommission og med godkendelse i et nyt parlamentarisk epidemiudvalg, kan kategorisere en alment smitsom sygdom som værende samfundskritisk.

Hvis det nye forslag havde været gældende ret, da COVID-19 kom til Danmark, havde der altså ikke været behov for at lave ny lovgivning, som det skete den 12. marts 2019. Hvis ikke Sundhedsstyrelsen ville indstille til, at hårde metoder skulle tages i brug, ville den nye epidemikommission af egen drift kunne have indstillet, at Sundhedsminister og epidemiudvalg skulle beslutte, at COVID-19 skulle betragtes som en samfundskritisk sygdom, og på den måde muliggøre politisk adgang til at lukke Danmark ned.

 

Med andre ord kan et politisk flertal åbne for adgangen til de hårde restriktioner, uden at Sundhedsstyrelsen er enig
_______

 

Med andre ord kan et politisk flertal åbne for adgangen til de hårde restriktioner, uden at Sundhedsstyrelsen er enig. Det ville efter min opfattelse have været hensigtsmæssigt, hvis det kun var op til sundhedsmyndighederne at afgøre, hvornår politikerne skulle have adgang til de hårde restriktioner, men når der ikke er politisk vilje til det, er det i hvert fald altafgørende med en parlamentarisk kontrol, så beslutningen ikke træffes af en enkelt minister. Det er trods alt væsentlige indskrænkninger i retten til at forenes, forsamles og drive erhverv, som tages i brug.

Det havde derudover været ønskværdigt, at der allerede nu var indført en bestemmelse i loven, der tager stilling til kompensation, for dem der måtte blive berørt af restriktioner og nedlukning. Det er ikke holdbart, at der er usikkerhed på området og provisoriske og komplicerede hjælpeordninger for de grupper, der formår at råbe højt nok i medierne. Det er selvfølgelig positivt, at der nedsættes en arbejdsgruppe der skal se på en praktisk udformning af støtten, men der kunne jo blot være indført en ret til kompensation i selve loven, hvorefter den praktiske udformning stadig kunne være behandlet i en arbejdsgruppe.

SELVOM DET ER for tidligt med den store evaluering af håndteringen af COVID-19, viser forløbet med epidemiloven med tydelighed, at Danmark var meget dårligt forberedt på en epidemi. Der var vedtaget en epidemilov i efteråret 2019 under den nuværende regering, som måtte ændres over en nat, og så fungerer loven jo ikke efter sin hensigt. I en krisesituation skal en regering og et folketing ikke bekymre sig om fundamentet for at udøve krisehåndtering. De skal bekymre sig om krisen.

Det store spørgsmål er så, om Danmark og verden er bedre forberedt på den næste trussel mod folkesundheden.

Selvom vi åbenbart ikke lærte meget om smitteopsporing over sommeren og efteråret, og vi i skrivende stund stadig tøver med at lukke grænsen effektivt til Storbritannien, håber jeg, at vi har lært flere ting til næste gang folkesundheden er på spil. Blandt andet at en hurtig lukning af grænser og isolering af tilrejsende er effektivt til at opnå kontrol, at test er nødvendigt for at opnå overblik, og at smitteopsporing og isolation er essentielt.

Udover det, må det også give anledning til eftertanke, at sundhedspersonale er ved at kollapse, at pædagoger står med en uoverskuelig stor opgave, og at støtteordninger til et nedlukket erhvervsliv forekommer umulige at overskue og søge for mange små erhvervsdrivende.

 

Vi behøver heldigvis ikke ændre epidemiloven næste gang, vi står foran en sundhedskrise, men vi må nok indse, at vores sundhedsvæsen nu er så effektiviseret og udformet til en ensartet hverdag, at det formentlig vil bryde sammen under en længere periode med meget alvorlig sundhedskrise
_______

 

MED INDUSTRILANDBRUG og en verden, der stadig sprøjter enorme mængder antibiotika ind i slagtedyrene, er det heller ikke usandsynligt, at vi pludselig står overfor en multiresistent bakterie.

Vi kan spørge os selv, om vi vil være parate til det. Vil vores politikere kunne håndtere den situation? Vil vores sundhedsvæsen, plejesektor og offentlige infrastruktur? Vil vores erhvervsliv? Og gør vi nok for at undgå sådan en situation?

Vi behøver heldigvis ikke ændre epidemiloven næste gang, vi står foran en sundhedskrise, men vi må nok indse, at vores sundhedsvæsen nu er så effektiviseret og udformet til en ensartet hverdag, at det formentlig vil bryde sammen under en længere periode med meget alvorlig sundhedskrise. Her er det politiske spørgsmål jo, hvor høj en “krise-forsikringspræmie” man vil betale til sundhedsvæsenet i de forhåbentlig lange perioder, hvor der ikke er brug for den. Jeg tror godt man kunne øge den forsikringspræmie og høste fordele i fredstid, ligesom jeg tænker, at brugen af en effektiv digital smitteopsporing vil være at foretrække, hvis det kan erstatte generelle langvarige nedlukninger.

EU OG KINA indgik før nytår en principaftale om øget adgang for investeringer, som forventes ratificeret i 2022 under det franske formandskab. Aftalen berører også bæredygtig udvikling, tvunget overførsel af teknologi, arbejdstagerrettigheder, og der er drøftet adskillige tunge emner, herunder pandemien, under forhandlingerne. Aftalen kan ses som et første skridt mod en egentlig handelsaftale, og de næste par år kommer den langsigtede handelspolitiske dagsorden i EU til at handle om blandt andet USA og Kina.

COVID-19 har lært os, at en lille flagermus kan kaste en meget stor skygge. I en global verden kan en spandfuld antibiotika i kinesiske kyllinger få uoverskuelige konsekvenser for en landmand i Hjørring. Danmark bør rejse den sundhedspolitiske vinkel, når der skal drøftes handel med både Kina og USA i EU. Der er den helt generelle vinkel, at moderne industrilandbrug er rugefarme for farlig virus, og en mere konkret vinkel som er brugen af antibiotika i kinesisk industrilandbrug. Selvom der er indført regler for brugen, tyder en undersøgelse fra BMC (januar 2020) på, at der er udbredt misbrug af antibiotika i Kina. I lyset af pandemien, vil det kun være rettidig omhu, at adressere industrilandbrug og antibiotika som et globalt sundhedsspørgsmål, når der drøftes en handelsaftale. ■

 

I lyset af pandemien, vil det kun være rettidig omhu, at adressere industrilandbrug og antibiotika som et globalt sundhedsspørgsmål, når der drøftes en handelsaftale
_______

 



Jan Kristoffersen (f. 1974) er medlem af Skatterådet og kandidat til Europa-Parlamentet for Alternativet. ILLUSTRATION: Sundhedsminister Magnus Heunicke og myndighederne holder pressemøde om status på COVID-19 i Danmark, d. 29. september [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]