19.05.2021

.

Liberalisme og borgerlighed defineres ikke længere som retten til at gøre, hvad man vil, så længe man ikke begrænser andre og tager ansvar for sin næste. Den defineres nu af udpegningen af en fælles Anden og en eksklusion af denne. Men det er et borgerligt, liberalt og humanistisk imperativ at finde ansvarlige og anstændige helhedssvar på de etiske fordringer. For heri ligger borgerlighedens DNA og dermed det fundament, der burde kunne samle det borgerligt liberale Danmark (op).

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Jens Rohde, politisk ordfører for KD

Jeg er den seneste måned ofte blevet spurgt, om jeg mener, at der findes en særlig kristen etik, som samfundet skal bygge på.

Mit svar er et rungende nej. Kristendommen kan minde os om vores etiske fordringer, og som sådan kan kristendommen bidrage til erkendelsen af disse. Men etikken og fordringen ligger deri, at vi alle må se os selv sat i forhold til andre mennesker. Fordi livet er givet os alle ganske gratis. Sådan var det før Kristus, og sådan har det været siden.  Så for Kristendemokraterne handler de etiske fordringer om mellemmenneskelige relationer, og hvordan vi forholder os til dem og ansvaret herfor. Ikke om det religiøse.

Derfor er vi også et borgerligt politisk parti – ikke et religiøst et af slagsen.
Mødet mellem mennesker er et vekslende forhold af selvudlevering og magt. Heraf følger ikke en særlig kristen, men i samfundshenseende i stedet en politisk opgave, der baserer sig på en række etiske overvejelser. Disse overvejelser skal det borgerlige Danmark være i stand til at levere et samlet borgerligt og liberalt svar på, og det er vi ikke i dag. Først og fremmest fordi der konsekvent står en muslim bag templets fortæppe til enhver diskussion.

I KD ønsker vi at forholde os til etiske fordringer mellem mennesker og ikke alene se tingene i et kunstigt fællesskabs- og partimæssigt stemmemaksimeringsperspektiv båret af frygten for den anden. Den vej har nemlig ført de borgerlige partier ind i mere eller mindre socialistiske blindgydeløsninger af tidens udfordringer. Det borgerlige standardsvar på socialdemokratismens krav om at lystre staten er ironisk nok blevet det samme: Hvis ikke du vil, så skal du. Og gør du ikke, som du skal, så kommer vi efter dig.

 

Du skal i øvrigt være glad og udvise taknemmelighed for alle de gaver, som Folketingets repræsentanter hælder ned over dig i tryghedens navn – også selvom du betaler med din personlige frihed
_______

 

Vi straffer kommuner med bøder, hvis de ikke lystrer statens skatte- eller anlægsstop. Vi trækker folk i børnepenge, hvis de ikke opdrager deres børn, som vi nu har vedtaget, er bedst. Vi straffer dobbelt og hårdt i bestemte postnumre, og vi giver gerne lighed for loven et skud for boven ved at idømme livstidskarantæne for statsborgerskab, hvis man får en betinget dom. Vi forlanger, at du viser dig nøgen og bader med dine kammerater af snart sagt alle køn, for det er sådan staten, vil have det. Ingen forhæng. Skoledagenes længde skal vi også nok bestemme.

Og du skal i øvrigt være glad og udvise taknemmelighed for alle de gaver, som Folketingets repræsentanter hælder ned over dig i tryghedens navn – også selvom du betaler med din personlige frihed. Dine egne personlige grænser tæller nemlig ikke. Liberalisme og borgerlighed defineres ikke længere som retten til at gøre, hvad man vil, så længe man ikke begrænser andre og tager ansvar for sin næste. Den defineres nu af udpegningen af en fælles Anden, en eksklusion af denne og en straf, hvis ikke man efterlever det, som partisoldaterne i Folketinget definerer som liberalt eller borgerligt.

Man siger, at man over tid bliver det, man bekæmper. Erkendelsen af denne indsigt burde for den borgerligt liberale trænge sig på. Og gør den ikke det, vil der ikke være et tilstrækkeligt kvalificeret modsvar til den igangværende socialdemokratiske genopførelse af velfærdsstaten anno 1970, der dengang økonomisk som åndeligt og etisk blev kulturdannende – og med sikkerhed bliver det igen – såfremt der ikke etableres et klart alternativ såvel åndeligt som økonomisk. Velfærdsstaten fra 1960’erne og 70’erne gik som bekendt på alle måder fallit, da alt kom til at handle om, hvad man selv kunne trække ud af fællesskabet.

Ifølge den verdensberømte, nu afdøde, sociolog og forfatter, Zygmunt Bauman, er en af de vigtigste moralfilosoffer i Europas historie den danske forfatter og teolog, K.E Løgstrup. Jeg bruger sidstnævnte her, fordi man hverken kan beskylde ham for at have været socialist eller påberåbe sig en særlig kristen etik. Tværtimod. Han beskæftigede sig med de etiske fordringer hele livet og giver et eksempel på en formulering af fordringen i et af hans fire hovedværker, Norm og Spontanitet:

“Fordringen er blandt andet formuleret i den gyldne regel: Alt hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem. Den er alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld. Den forlanger, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted for så aktuelt at handle imod den anden på den måde.” (K. E. Løgstrup, Norm og spontanitet, Gyldendal, 1972).

 

Vi står med en ny tidsånd. Skabt af både pandemien og de senere års demaskering af vores åbenlyse sårbarhed over for populisme og mangel på respekt for en international retsorden. At gribe den, bør ikke overlades til socialdemokratismen alene
_______

 

Evnen til at fantasere og tænke store tanker er desværre forsvundet i lommeregnerpolitikernes regneark. Troen på det enkelte menneskes værdi i sig selv er ude af den borgerlige kontekst – og med den drømmene om det enkelte menneskes evne til at skabe det fantastiske på frihedens fundament. Vi foretrækker at tale til stodderen fremfor kongen i mennesket. Bliver vi ved med det, er vi som borgerlige dømt til at opføre os som C.V Jørgensens “hjernedøde bønder fit for fight”, hvis fællesskab alene defineres af modstanden mod det udefrakommende. Helt som i socialismens højborge i fordums tid, hvor laveste fællesnævner og straf mod normbrud skulle sikre følelsen af fællesskab.

I KD mener vi, at det er på tide at stille spørgsmålet: Hvad er det, vi skal opfylde og gøre for statens skyld? Siden hvornår er børnene blevet statens og ikke forældrenes? Har staten patent på at vide, hvordan vi opdrager vores børn og passer på de ældre, indretter familielivet og driver vores skoler og civilsamfund? Og hvor blev grundlæggende begreber som frisind og rummelighed af? Eller for den sags skyld barmhjertighed og tilgivelse? Er der plads til dem i et enkeltsagsdemokrati, hvor partiernes kampagneapparater altid er stillet ind på at bevæge og helst forarge bestemte målgrupper?

Det er et borgerligt, liberalt og humanistisk imperativ at finde ansvarlige og anstændige helhedssvar på de etiske fordringer. For heri ligger borgerlighedens DNA og dermed det fundament, der burde kunne samle det borgerligt liberale Danmark (op). Det gælder også forholdet til den kosmopolitiske verden, som borgerlige og liberale partier jo, sjovt nok, i særlig grad har bragt ind i danskernes virkelighed gennem tiden, men i dag ikke vil vide af.

Vi står med en ny tidsånd. Skabt af både pandemien og de senere års demaskering af vores åbenlyse sårbarhed over for populisme og mangel på respekt for en international retsorden. At gribe den, bør ikke overlades til socialdemokratismen alene. Regeringen gør det dygtigt, men dens mål om statens omfavnelse af alt og afvisning af private initiativer og servicefunktioner kan aldrig blive vores.

 

Det handler om en inkluderende borgerlighed med et stærkt civilsamfund bygget på stærke frihedsidealer og en erkendelse af din personlige påvirkning af det menneske, der står foran dig
_______

 

Liberale og borgerlige skal finde en ny flyvehøjde. Det handler ikke om elite mod folket, om offentligt mod privat ansatte, om københavnere mod jyder eller om udlændinge mod danskere. Om dem og os. Det handler om, hvorvidt tidsånden alene skal defineres af en socialdemokratisk/socialistisk idé om, hvordan livet skal leves, og hvem vi er. Det handler om en inkluderende borgerlighed med et stærkt civilsamfund bygget på stærke frihedsidealer og en erkendelse af din personlige påvirkning af det menneske, der står foran dig. Eller som Løgstrup formulerede det:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

KD har med en helhedsplan frem mod 2030 givet vores svar på, hvor det borgerligt liberale Danmark skal hen. Åndeligt og økonomisk, såvel nationalt som internationalt. Og vi vedstår os gerne Løgstrups fordringer. Vi vil frisætte kommunerne åndeligt og økonomisk. Vi vil sætte folkeskolen og børnepasningen fri samt give regionerne mulighed for regionalt at tilrettelægge sundhedstilbuddene efter behov. Vi ønsker en markant lavere skat på arbejde, men vi investerer i sundhed, psykiatri, kultur og medier. Vi sætter skatten på arbejde ned, fordi vi har behov for større og ikke mindre arbejdsudbud. Til gengæld prioriterer vi at endeligt afskaffe efterløn, arnepension, seniorjob-ordningen og andre tilbud, der burde høre fortiden til.

Vi gør os ikke forestillinger om, at KD’s svar er de eneste rigtige. Men de er vort forsøg på at give nogle svar, og det er et lønligt håb, at vi kan lokke så mange partier i blå blok til at stjæle så mange elementer af vores politik, som de lyster. Så tager vi gerne lidt af de andres. Det er nødvendigt med lidt gensidigt borgerligt tyveri, hvis vi vil gøre os håb om at spille en væsentlig rolle i det politiske Danmark og Europa de næste mange år. Alternativt kan vi pensionere Mette Frederiksen fra statsministeriet i en alder af 80 år og se på et europæisk kontinent, der taber enhver magtbastion i en multipolar verden. ■

 

Vi gør os ikke forestillinger om, at KD’s svar er de eneste rigtige. Men de er vort forsøg på at give nogle svar, og det er et lønligt håb, at vi kan lokke så mange partier i blå blok til at stjæle så mange elementer af vores politik, som de lyster
_______

 

Jens Rohde (f.1970) er medlem af Folketinget for Kristendemokraterne, tidligere Europa-parlamentariker og radiovært og har tidligere været i partierne Venstre og Radikale Venstre. ILLUSTRATION: Jens Rohde, d. 5. januar 2019 [Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix]