Jens Worning om oppositionen i Rusland [long read]: Lige nu er Navalnyj oppositionens eneste leder, og der er ingen kommunikationskanal ind til magten – kun konfrontation

Jens Worning om oppositionen i Rusland [long read]: Lige nu er Navalnyj oppositionens eneste leder, og der er ingen kommunikationskanal ind til magten – kun konfrontation

10.02.2021

.

Januar 2021 var mærket af demonstrationer over hele Rusland for at få løsladt den fængslede oppositionsleder, Aleksej Navalnyj. Han kaldes for den russiske oppositions eneste leder, men hvordan ser den russiske opposition overhovedet ud? Den har, sammenlignet med oppositioner i Vesteuropa og USA, en kort historie – men de sidste 30 år har været eksplosive med dramatiske forandringer fra årti til årti. De viser, hvordan vi er nået til nutidens kritiske situation.

Analyse af Jens Worning, tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg for udenrigsministeriet

Aleksej Navalnyj vendte søndag d. 17. januar hjem til Rusland fra sit ophold i Tyskland, hvor han var blevet behandlet for det forsøgte attentat mod ham vha. af nervegift, og blev prompte arresteret af russisk politi i lufthavnen. Onsdag d. 20. januar, hvor Joe Biden blev indsat som USA’s 46. præsident, offentliggjorde Navalnyjs folk en video, der afslører Putins Sortehavspalads til mere end 8 mia. kr. og korruptionen omkring projektet – videoen på YouTube har 110 mio. visninger, og hver fjerde russer har set den.

I sidste uge fik Navalnyj så en dom, der sender ham 3,5 år i straffelejr for ikke at møde op hos de russiske myndigheder, mens han lå i koma i Tyskland, som han ellers var påkrævet grundet en gammel betinget fængselsdom. Andre fabrikerede sager er også undervejs mod ham.

Vestlige medier kalder ham oppositionens leder – men hvad er den russiske opposition, hvor skriver Navalnyj sig ind i den historie, hvad er fremtidsudsigterne med Navalnyj bag tremmer i årevis, og har Vesten nogen rolle at spille i kampen mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Navalnyj?

 

Demonstranter og parlamentarikere barrikaderede parlamentet i efteråret 1993, og Jeltsin satte til sidst militæret ind. Det endte utroligt tragisk med største antal døde i gadekampe i Moskva siden den russiske revolution i 1917
_______

 

Oppositonen under Jeltsin
Efter Sovjetunionens sammenbrud endte det nye Rusland i et politisk dødvande mellem præsident Boris Jeltsin og det parlament, han havde arvet fra Sovjetunionen. Det var et parlament, hvor størstedelen af medlemmerne var udpeget af Sovjetunionens Kommunistiske Parti og derfor ikke folkevalgte. Jeltsin selv havde derimod fået sit mandat direkte fra befolkningen ved Ruslands første præsidentvalget 12. juni 1991, mens Rusland endnu var en del af Sovjetunionen.

Når parlamentet ville gå imod Jeltsins politik, forsøgte han at regere per dekret. Det var en politisk konflikt, som endte med, at Jeltsin ville opløse parlamentet, mens et flertal i parlamentet også ønskede at afsætte ham. Situationen eskalerede, da demonstranter og parlamentarikere barrikaderede parlamentet i efteråret 1993, og Jeltsin til sidst satte militæret ind. Det endte utroligt tragisk med største antal døde i gadekampe i Moskva siden den russiske revolution i 1917.

Herefter blev en ny forfatning skrevet i hast, hvori præsidenten fik dominerende magt efter fransk og amerikansk inspiration, men med en særegen russisk eksekvering. Inden udgangen af 1993 blev der afholdt parlamentsvalg til Duma’en – et valg, der chokerede ikke blot den russiske elite, men hele verden.

Valgets vinder var nemlig nationalisten Vladimir Zhirinovskijs såkaldt liberal-demokratiske parti, LDPR, med næsten 23 pct. af stemmerne. Premierminister Jegor Gaidars parti, Ruslands Valg, fik knap 16 pct. af stemmerne, men samme antal mandater som LDPR i kraft af medlemmer, der var stillet op som uafhængige kandidater udenfor partilisten – efter de daværende regler var en del pladser i parlamentet forbeholdt partilister, mens andre var til uafhængige, lokale kandidater, hvor partierne også opstillede uafhængige kandidater, der blev valgt i egen ret.

Med nummer tre flest stemmer var Ruslands nye kommunistparti (Sovjetunionens Kommunist Parti blev forbudt efter kupforsøget mod Gorbatjov i 1991) med lidt over 12 pct. af stemmerne. Sidst med knap 8 pct. af stemmerne kom den liberale økonom, Grigorij Javlinskijs parti, Jabloko.

 

Debatten i 1990’erne var imidlertid fri, og pressen var kritisk og mangfoldig, efter at Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, med sin Glasnost-politik havde sat pressen fri og neddroslet censuren
_______

 

Jeltsin var nu kommet af med det parlament, han ikke kunne samarbejde med, og havde i stedet fået et parlament uden historik, men også uden klare flertal – man var havnet i et nyt dødvande, hvor særligt kommunisterne stod i direkte konfrontation med Jeltsin og i stigende grad repræsenterede den sociale protest i befolkningen mod de hårde, liberale reformer, som Jeltsins premierminister, Gaider, havde stået i spidsen for.

Oppositionen var nu fordelt på to fløje: de såkaldt liberale, repræsenteret ved Gaidar og Javlinskij, og på den anden side kommunisterne, hvor partiets leder, Gennadij Sjuganov, var favorit ved præsidentvalget 1996. Det valg vandt Jeltsin alligevel med nød og næppe, men til en høj pris – han fik hjælp fra en kreds af oligarker, der støttede og finansierede hans kampagne mod en faustisk pagt med den russiske stat, der sidenhen gav denne kreds af oligarker adgang til privatisering af nogle af landets vigtigste virksomheder.

Debatten i 1990’erne var imidlertid fri, og pressen var kritisk og mangfoldig, efter at Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, med sin Glasnost-politik havde sat pressen fri og neddroslet censuren. Aviser og TV var de primære medier, og den nye klasse af oligarker begyndte at forstå, at politisk indflydelse også gik via medierne, hvorfor flere investerede i egne aviser.

 

Jeltsins sidste premierminister var et totalt ubeskrevet blad: en grå embedsmand fra Skt. Petersborg med KGB-baggrund ved navn Vladimir Putin
_______

 

Oppositionens forandring post-Jeltsin
I de sidste kritiske og dybt alkoholiserede år af sit præsidentembede skiftede Jeltsin premierministre, som man skifter underbukser – fire i alt blev det til de to sidste år. Jeltsins sidste premierminister var et totalt ubeskrevet blad: en grå embedsmand fra Skt. Petersborg med KGB-baggrund ved navn Vladimir Putin. I 1999 blev han premierminister, og i 2000 blev han Ruslands præsident i det sidste præsidentvalg i Rusland i nyere tid, hvor man reelt kan tale om politisk konkurrence og pluralisme – feltet talte flere kandidater, der havde en reel chance for at vinde.

Putin havde Jeltsins gamle oligarkkreds’ støtte, fordi de troede, at de dermed fik endnu en præsident, der var ”deres” – men der tog de fejl. I juli 2000 samlede han 21 af de mest indflydelsesrige oligarker i Kreml og fortalte dem, at deres dage med politisk indflydelse var ovre. De kunne beholde deres formuer, som han tydeligt anklagede dem for at være kommet til på uretmæssig vis, hvis de holdt sig fra politik og adlød den russiske stat.

Det var dog ikke alle, der forstod beskeden, så mediekongen Gusinskij fik sine medier inddraget og endte i eksil i Spanien, mens hofsnogen Boris Berezovskij endte i britisk eksil, hvor han bl.a. samarbejdede med den tidligere KGB-agent Aleksandr Litvinenko om at offentliggøre afsløringer om Kreml og Putin – Litvinenko blev forgiftet med det radioaktive stof, polonium, og døde i 2006. Berezovskij selv døde dybt forgældet i London i 2013 – formodentligt var det selvmord, men der er naturligvis spekulationer om, hvorvidt han blev likvideret.

Ejeren af olieselskabet, Yukos, Mikhail Khordokovskij, blev Putins egentlige udfordrer, og han brugte betydelige midler på at opbygge sin egen politiske bevægelse med henblik på at slå Putin ved parlaments- og præsidentvalg. Han endte dog med to fabrikerede skattesager, der sendte ham en årrække i straffelejr, indtil han kort før vinter-OL i den russiske Sortehavsby, Sotji, blev benådet i 2013. Han har siden levet i eksil og er i dag uden politisk indflydelse, mens hans olieselskab i dag styres af Kreml.

 

Mediestrukturen ændrede sig under Putin, så alle nationale tv-medier kom under Kremls kontrol ud fra den betragtning, at det er tv-mediet, som flest russere får nyheder på
_______

 

Igennem 00’erne forsøgte de liberal-demokratiske kræfter forskellige partikonstellationer, men dels var feltet præget af for store egoer og for lidt politisk enhed og samarbejde, og dels mødte de et nyt fænomen, det ”styrede demokrati”, som Putin-rådgiveren og mangeårige Kreml-insider, Vladislav Surkov, havde udviklet som koncept.

Det førte blandt andet til, at adgangen til parlamentet var styret, og samtidigt skulle partierne i parlamentet have appel til forskellige befolkningsgrupper: til middelklassen i byerne, til folk på landet mv. Hvis der manglede et parti til en gruppe, måtte Kreml oprette det. Og så skulle der være ét dominerende parti, som støttede op om præsidenten – i dag er det Forenet Rusland med kælenavnet ”Magtens Parti”. Eller som Navalnyj omtaler det: ”partiet af svindlere og tyve”.

Både kommunistpartiet og Zhirinovskijs parti, LDPR, blev godkendt i det styrede demokrati, mens den liberale opposition blev holdt ude. Derfor kom distinktionen (som stadig bruges af Kreml selv) mellem den systemiske og den ikke-systemiske opposition, hvor den systemiske er de partier foruden Putins parti, Forenet Rusland, som er repræsenteret i Duma’en, fordi de respekterer Kremls spilleregler, og den ikke-systemiske opposition, som i dag er symboliseret ved Navalnyj.

Mediestrukturen ændrede sig under Putin, så alle nationale tv-medier kom under Kremls kontrol ud fra den betragtning, at det er tv-mediet, som flest russere får nyheder på og dermed udgør Kremls mulighed for at påvirke den enkelte russers forståelse af den politiske virkelighed – aviser og radio fik derimod lov at leve i relativt liberale rammer.

 

Kreml elskede ikke ligefrem Bolotnaja-bevægelsen, og det var her, man første gang for alvor lagde mærke til Navalnyj, der få år forinden var gået i gang med sin anti-korruptions-aktivisme
_______

 

Den nye modstand i 10’erne
Ved dagen for parlamentsvalget i december 2011 kom der nye medier i spil: Folk fotograferede og filmede nemlig lystigt videoer af valgsvindel. Jeg var selv med nogle venner i Moskva den dag, og vi hørte på radioen hele dagen om den ene svindelsag efter den anden. Mine venner grinte blot, for sådan vidste man jo godt, at det var. Men det skulle gå anderledes.

De største demonstrationer i nyere tid prægede de næste uger og afsluttede år 2011 på dramatisk vis. Det var den storbymiddelklasse, som havde nydt 00’ernes økonomiske fremgang, der nu ville have – hvis ikke politisk indflydelse – så almindelig fairness ved valghandlingen. Det skulle gå ordentligt til, og man ville ikke længere være til grin. Det førte til en reel krise i Kreml, der ikke anede, hvad man skulle stille op. Det var få måneder før præsidentvalget i marts, hvor Putin stillede op for 3. gang og stod til at afløse Dmitrij Medvedev, der havde været vicevært på præsidentposten i fire år, indtil Putin igen kunne stille op ifølge de daværende regler i forfatningen.

Demonstrationerne fik navn efter den plads, hvor de ofte fandt sted, Bolotnaja. Kreml elskede ikke ligefrem Bolotnaja-bevægelsen, og det var her, man første gang for alvor lagde mærke til Navalnyj, der få år forinden var gået i gang med sin anti-korruptions-aktivisme. Han var én af de uformelle ledere af bevægelsen – andre nævneværdige var tidligere vice-premierminister Boris Nemtsov, der siden blev likvideret, reality-stjernen Ksenia Sobtjak, den radikale socialist Sergej Udsaltsov og mange flere.

Hvad Kreml til gengæld lærte at elske, var igen, hvor splittede den udenomsparlamentariske opposition var – ikke blot i kraft af personligheder, men også i politiske ønsker. Putin og Kreml stod simpelthen ikke overfor en samlet politisk front.

 

2020 forandrede Navalnyj som politisk figur – alt tyder på, at FSB (det tidligere KGB) besluttede, at Navalnyj skulle tages helt ud af den politiske ligning og likvideres
_______

 

I årene efter forsøgte Kreml forskellige metoder for at tøjle de nye politiske bevægelser med udgangspunkt i den nye middelklasse – blandt andet fik Navalnyj lov til at stille op til borgmestervalget i 2013, hvor han fik 27 pct. af stemmerne. Det blev i Kremls bog noteret som en fejl, og en fabrikeret bedrageridom sørgede hurtigt for, at Navalnyj aldrig kan stille op til valg i Rusland igen. Det er også den dom, som i sidste uge blev ændret fra betinget til ubetinget og dermed sendte Navalnyj i fangelejr.

Mod slutningen af 10’erne har oppositionen, der ikke selv kan få lov til at stille op ved lokal- og regionalvalg, praktiseret en ”stem-smart” kampagne – det vil sige, at de opfordrer vælgerne til at stemme på alle andre partier end Forenet Rusland og dermed give ”Magtens Parti” så stor en ydmygelse som muligt. Det har ikke været uden sejre, og det store slag skulle så stå i år, 2021, hvor der til september er parlamentsvalg igen.

Hvad bringer 20’erne?
2020 forandrede Navalnyj som politisk figur – alt tyder på, at FSB (det tidligere KGB) besluttede, at Navalnyj skulle tages helt ud af den politiske ligning og likvideres. Forsøget blev gjort i Tomsk i august 2020, og kun en snarrådig nødlanding af piloten på det fly, hvor Navalnyj var ombord på, reddede hans liv. Siden blev han ført til Berlin, hvor han i lang tid lå i koma og siden modtog genoptræning. Sidst i januar vendte han så tilbage, og to weekender i træk oplevede Rusland de største demonstrationer siden Bolotnaja-bevægelsen – men karakteren af protesten har ændret sig fundamentalt.

 

Der er ikke længere en broget skare af ledere [af oppositionen] – lige nu er der kun én, Navalnyj. Og hvad vil og kan han bruge sin opbakning til, når han sidder fængslet?
_______

 

For det første er sammensætningen af demonstranterne anderledes – i 2011 var det den nye middelklasse, der havde haft gavn af 00’ernes økonomiske fremgang, men i dag er det i høj grad repræsentanter fra de lag, der har tabt under 10 års økonomisk stilstand. I 2011 var det for liberalt demokrati, mens det nu er anti-elite, anti-Kreml og anti-Putin, men ikke nødvendigvis for demokrati og retsstat.

For det andet er der ikke længere en broget skare af ledere – lige nu er der kun én, Navalnyj. Og hvad vil og kan han bruge sin opbakning til, når han sidder fængslet? 20 pct. af russerne går ind for Navalnyjs aktiviteter, mens 50 pct. betragter ham som en ballademager ifølge troværdige meningsmålinger fra det uafhængige meningsmålingsinstitut, Levada – dog er opbakningen til ham i denne tid stigende.

For det tredje dominerer nye medier i nutidens oprør: Telegram bruges til kommunikation, mens Tik-Tok bruges til at vise politisk støtte til Navanlnyj. Og begge medier er fortsat helt uden for Kremls kontrol.

Under Gorbatjov var der omkring ham både konservative kræfter, men også mere liberale kræfter, som Glasnost-ideologen, Aleksandr Jakovlev, der kunne række ud til og gå i dialog med den opposition, der ikke var politisk repræsenteret. Jeltsin havde til tider også folk omkring sig, der kunne række ud. Under Bolotnaja-bevægelsen sendte Putin sin tidligere finansminister, den både liberale og kloge Aleksej Kudrin, i dialog med Bolotnaja-bevægelsen – og da Dimitrij Medvedev gik fra præsident til premierminister, havde han også ministre, der havde til opgave at forsøge at søge dialog med oppositionen.

 

Lige nu er der ingen pluralisme i den udenomsparlamentariske oppositions lederskab, der er kun Navalnyj. Og der er ingen kommunikationskanal ind til magtens centrum. Der er kun konfrontation
_______

 

Pointen er, at de sidste 30 år har der været relativt liberale kræfter nær magten, der kunne tage en dialog med den ikke-politisk repræsenterede opposition. Men efter Ruslands annektering af Krim og det bundfrosne forhold til Vesten som konsekvens, er ”liberal” og ”liberalt demokrati” blevet skældsord i Kreml, og i den russiske elite er det politisk selvmord at indtage de positioner.

Lige nu er der ingen pluralisme i den udenomsparlamentariske oppositions lederskab, der er kun Navalnyj. Og der er ingen kommunikationskanal ind til magtens centrum. Der er kun konfrontation. Kremls strategi virker klar: Navalnyj skal forblive i fængsel – ikke blot til parlamentsvalget til september i år, men også til næste præsidentvalg i 2024, hvorfor mindst endnu en dom er nødvendig, og den er også undervejs. Samtidig har man de sidste uger demonstreret, at oppositionens gadeaktiviteter vi blive mødt med politivold og hidtil uset repression i nyere tid.

EU’s reaktion var kritik og krav om, at Navalnyj skal løslades, og udenrigschefen for EU, Josep Borrell, tog fredag 5. februar til Moskva for at drøfte dette med sin kollega, den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov. Mens Borrell mødtes med Lavrov, udviste Rusland imidlertid diplomater fra både Tyskland, Polen og Sverige – et klart signal til EU og en ydmygelse af Borrell. Tyskland, polen og Sverige har gengældt med udvisninger af russiske diplomater. Mandag d. 22. februar skal EU’s udenrigsministre mødes og diskutere sanktioner mod Rusland.

Oppositionen i Rusland har meldt ud, at man pauser demonstrationerne indtil foråret. Det kan blive en meget varm sommer i Moskva. ■

 

Oppositionen i Rusland har meldt ud, at man pauser demonstrationerne indtil foråret. Det kan blive en meget varm sommer i Moskva
_______

 



Jens Worning (f. 1965) er partner og direktør i Policy Group A/S, udenrigskommentator på Kristeligt Dagblad og tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg i Rusland for udenrigsministeriet. ILLUSTRATION: Alexei Navalny under en høring, hvorefter han blev idømt 3,5 år i fængsel, Moskva, d. 2 februar 2021 [Moscow City Court Press Office/TASS/Ritzau Scanpix]