Jonathan Ries: Vi mangler en debat om, hvad vi gør med alle de brancher, som den grønne omstilling gør det af med

Jonathan Ries: Vi mangler en debat om, hvad vi gør med alle de brancher, som den grønne omstilling gør det af med

22.01.2021


Et politisk flertal i Folketinget besluttede i december at sætte stop for det danske gas- og olieeventyr i Nordsøen i 2050. Kollapset af kulindustrier i andre lande viser dog, at stoppet for en række udledningstunge brancher kan komme langt før. Det vil føre til konkurser, fyringer og store sociale forandringer. Vi mangler i Danmark derfor en debat om, hvordan vi sikrer en grøn omstilling, der er socialt retfærdig for bl.a. de brancher, skaber nye arbejdspladser og fordeler fremtidens værdiskabelse på flere hænder.



Af Jonathan Ries, formand for miljøorganisationen VedvarendeEnergi

AT DER IKKE SKAL PUMPES mere gas og olie ud af den danske del af Nordsøen efter 2050, har ikke den store effekt klimamæssigt. Især når Danmark skal være CO2-neutral i senest 2050. Men aftalen har to vigtige aspekter: For det første sender Danmark som EU’s største olieproducent et signal til andre store olieproducenter som Storbritannien og Norge. Især de rige lande har en moralsk og historisk forpligtelse til at gå forrest i den grønne omstilling og lade fossile brændsler forblive i undergrunden.

For det andet kommer beslutningen til at ramme investeringsvilligheden for olie og gas i Nordsøen. Investeringerne skal nemlig være afskrevet senest 2050, og dermed må det forventes, at vi ser færre investeringer, jo tættere vi kommer på 2050. Derfor tror jeg heller ikke, at der kommer mere olie ud af Nordsøen efter 2040. Især det sidstnævnte aspekt kræver mere politisk opmærksomhed og en bredere offentlige debat, da skift i investeringer i høj grad vil påvirke fremtidens værdiskabelse og arbejdspladser.

Mens EU mobiliserer milliarder i sit ”Recovery and Resilience Facility”-program for at sikre en grøn og digital transformation af Europa efter COVID-19-pandemien, mangler vi i Danmark en debat om en retfærdig afvikling eller transformation af mange brancher. Nordsøolien er nu et positivt eksempel. Men mange brancher er under hastig forandring, og de sociale og økonomiske konsekvenser rammer os inden 2050. For at tydeliggøre det, vil jeg i det følgende se nærmere på hhv. kul-, automobil og fødevarebranchen.

 

[M]ange brancher er under hastig forandring, og de sociale og økonomiske konsekvenser rammer os inden 2050
_______

 

KULINDUSTRIEN I USA oplever lige nu den største nedgang i 60 år. Det skyldes delvist COVID-19-pandemien og en deraf afledt mindre efterspørgsel. Samtidig bliver elproduktionen overtaget af vedvarende energikilder, fordi de er billigere og mere fleksible at justere. Kul bliver forholdsvist dyrere, fordi investeringerne udebliver, pensionsselskaberne sælger deres aktiver, og forsikringsselskaberne ikke længere vil forsikre nye eller eksisterende kulprojekter (undtaget er projekter med statsgaranterede lån eller med forsikringer via eksportkreditter).

Det er efterhånden kun få lande som Kina, der har fundet en statsligt støttet forretningsmodel i at finansiere kulprojekter. Især i Europa sættes der mere og mere fokus på klimaforandringer, luftforurening og dermed målsætninger om at udfase kul-industrien.

BILPRODUCENTEN TESLA leverer et andet eksempel. Teslas samlede markedsværdi er nu lige så stor som markedsværdien af de 9 største bilproducenter i verden tilsammen. Mens nogle på Wall Street allerede advarer mod den hype, må man samtidig anerkende, at Tesla i høj grad har bidraget til omstillingen væk fra forbrændingsmotoren. Også i Europa er man nu i stor stil gået i gang med at bygge nye batterifabrikker.

Men det, som tegner godt for luftkvaliteten i især de store byer, giver pludselig helt nye udfordringer. Til dels kommer mange råstoffer, som er nødvendige for batteriproduktionen, fra kriseramte områder eller bliver gravet op under elendige forhold for minearbejderne. Skiftet væk fra forbrændingsmotoren er også en stor udfordring for leverandørkæderne, som indtil videre har leveret dele til motorerne. En hel branche skal omstille sig, og dermed bliver også nye teknologier og kvalifikationer nødvendige.

TIL STOR GLÆDE for den danske fødevarebranche er kødproduktion og -forbrug stadig støt stigende globalt. Samtidig vokser presset især i den vestlige verden for at omstille vores kost og reducere vores kødforbrug. Det høje CO2-aftryk relateret til kød, landarealet, som er nødvendigt for at producere foder til husdyr, og det dermed indgående biodiversitetstab gør en omstilling nødvendig. Der er lige nu to udviklinger, som kommer til at forandre dansk landbrug.

For det første skal fødevareproduktionen i højere grad være plantebaseret. For det andet er der stigende interesse for, forskning i og investeringer inden for laboratoriekød. Det såkaldte ”clean meat” er baseret på stamceller fra fx køer. I stedet for at opfostre dyr bliver kødelementerne, som fx oksekød til hamburger, kyllingebryster eller tunfileter, produceret på fabrikker. Dermed kan kødet på sigt produceres billigere, mere miljøvenligt og med færre ressourcer. En ny rapport forudsiger en halvering af markedet for traditionelt oksekød i USA i 2030, og jeg kan anbefale at læse Thomas Hebsgaards opsummering af den spændende udvikling.

 

Hvad gør vi med medarbejderne i det danske landbrug, når de store fødevareproducenter begynder at producere deres kød i fabrikker?
_______

 

DER ER TO ASPEKTER, som pga. omstillingskravene til bl.a. de førnævnte brancher kræver større politisk opmærksomhed: Fremtidens arbejdspladser og fremtidens værdiskabelse. Begge dele er centralt for sikre en socialt retfærdig omstilling.

Det er ikke kun virksomheder, der skal omstille sig. Der vil også være en del virksomheder, som skal lukke. Hvis vi tager ”clean meat”-udviklingen som eksempel, kommer den til at påvirke landmænd og slagterier. Mens det er spændende at diskutere Teslas aktiepriser, udviklingen af nye vindmølleteknologier og ”clean meat”, er fremtidens arbejdspladser og værdiskabelse for hele befolkningen både i Danmark og Europa mindre i fokus i den danske offentlige debat.

En højere grad af automatisering i fx elbilproduktionen eller lukning af kulminer i Polen vil føre til tab af arbejdspladser. En del af løsningen vil være omskoling af arbejdskraften. Men hvad skal man gøre i områder, hvor andre industrier og jobs ikke er eksisterende, som fx i det østlige Tyskland og dele af Polen? Hvad gør vi med medarbejderne i det danske landbrug, når de store fødevareproducenter begynder at producere deres kød i fabrikker?

Er fx Tysklands løsning også en levedygtig model her i Danmark? Hos vores naboer sydpå har man valgt at investere ca. 300 milliarder kroner i kulregionerne. Med den såkaldte strukturhjælp bliver nye forskningslaboratorier etableret og den kollektive transportinfrastruktur udbygget. Også investeringer i vedvarende energiprojekter bliver overvejet i Tyskland. Storbritannien har i december 2020 forpligtet sig til at udfase støtten til fossile brændsler og samtidig præsenteret en ”Green Industrial Evolution”-plan, som skal skabe 250.000 arbejdspladser. Kan man forestille sig en lignende indsats for danske kommuner med stor fraflytning, fx i Nordjylland eller på Lolland?

Et andet vigtigt element er fremtidens værdiskabelse. Uligheden inden for mange vestlige lande er stigende, og især kløften i formuer bliver større. Det har økonomen Thomas Piketty blandt andet dokumenteret i sin seneste bog ”Kapital og ideologi”. I Danmark har Finansministeriet i slutningen af 2020 præsenteret en ”Ulighedsredegørelse”, som viser en stigende ulighed i både indkomst og formuer.

 

Når fremtidens energi-øer i Nordsøen bliver finansieret og ejet af investeringsfonde, så bliver de, som har i forvejen, belønnet
_______

 

Mens uligheden stiger, mangler vi en diskussion om, hvordan fremtidens værdiskabelse skal fordeles. Når fremtidens energi-øer i Nordsøen bliver finansieret og ejet af investeringsfonde, så bliver de, som har i forvejen, belønnet. At energi-øer skal ejes af de nærliggende udkantskommuner, medarbejdere eller befolkningen som el-kunder er lige nu ikke en del af regeringens projektoplæg. Når fremtidens kød bliver produceret af multinationale fødevareproducenter i kødlaboratorier, bliver værdiskabelsen ikke fordelt på flere hundrede landmænd, som andelsbevægelsen ellers tidligere sikrede i Danmark.

Om olie- og gasproduktionen i Nordsøen stopper i 2040 eller 2050, er et vigtigt klimaspørgsmål. Men når det kommer til fremtidens arbejdspladser og værdiskabelse, er år 2040 eller år 2050 som slutdato mindre relevant. Vi har i høj grad brug for en bredere offentlig debat og en handlingsplan for en socialt retfærdig grøn omstilling. Regeringens tretten klimapartnerskaber med store spillere i dansk erhvervsliv varsler en yderligere centralisering af værdiskabelsen. Da der især satses på store infrastrukturprojekter, som energi-øer i Nordsøen og Østersøen, i stedet for lokale indsatser med kommuner, lokale borgergrupper eller iværksættere.

Desværre er regeringens nuværende top-down-tilgang til den grønne omstilling og den politiske tøven i Folketinget utilstrækkelig i forhold til at sikre en bred opbakning i befolkningen og fremtidig bred værdiskabelse i samfundet. Det er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed, men også et demokratisk problem, når færre hoveder bestemmer over fremtidens fælles samfund, og det er afgørende for den grønne omstillings succes, at befolkningen støtter op om tiltagene.

Olie- og gasproduktionen stopper senest 2050. Men er vi som samfund klar til et stop i 2040 eller før? ■

 

Desværre er regeringens nuværende top-down-tilgang til den grønne omstilling og den politiske tøven i Folketinget utilstrækkelig i forhold til at sikre en bred opbakning i befolkningen og fremtidig bred værdiskabelse i samfundet
_______

 



Jonathan Ries (f. 1987) er formand for VedvarendeEnergi, en dansk miljøorganisation, der arbejder for at fremme den grønne omstilling og bremse klimaforandringerne igennem lokale, nationale og internationale projekter. Jonathan Ries har en kandidat i Supply Chain Management (cand.merc. i erhvervsøkonomi) fra Copenhagen Business School (CBS), og han har siden sin uddannelse arbejdet i forskellige stillinger i den private sektor. ILLUSTRATION: Mærsks olieplatform “Halfdan” i Nordsøen, hvor der dagligt produceres 5,5 millioner kubikmeter gas og 85.000 tønder olie [foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix]