Kristian Thulesen Dahl om coronatiden: Det blev for lukket, for egenrådigt og til tider decideret magtfuldkomment

Kristian Thulesen Dahl om coronatiden: Det blev for lukket, for egenrådigt og til tider decideret magtfuldkomment

30.06.2021


Undervejs i coronaforløbet viste Mette Frederiksen sig at være meget effektiv til at bruge magten og til at koncentrere information og beslutninger omkring sig selv og sine nærmeste rådgivere. Men også for effektiv.



Kommentar af Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti

DET ER EFTERHÅNDEN mere end 15 måneder siden, at statsminister Mette Frederiksen på et historisk pressemøde annoncerede nedlukningen af vores land som følge af coronapandemien. Danmarkshistorie for rullende kameraer. Noget, som næsten ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig få måneder forinden, var nu en realitet. Danmark var lukket ned.

Vi har været igennem 15 meget lange måneder. Sådan føles det i hvert fald med nedlukningen efterfulgt af optimisme og gradvis genåbning sidste sommer. Som så blev afløst af endnu en nedlukning. Den anden omgang var hård, tror jeg, at vi var mange, der syntes.

 

Lovgivning blev hastet igennem. Folketinget blev ofte ikke inddraget i beslutningerne på trods af fine ord om brede aftaler og det samarbejdende folkestyre
_______

 

I dag står vi et langt bedre sted. Vi har smidt mundbindene, et stort antal danskere er blevet vaccinerede og genåbningen forløber indtil videre over al forventning. Smittetal og indlæggelser er lave og antallet af vaccinerede stiger dag for dag. I skrivende stund har mere end 3,2 millioner danskere fået første stik, mens over 1,8 millioner er færdigvaccinerede. Solen skinner, og der er grund til glæde og optimisme.

Når historien om coronapandemiens hærgen i Danmark skal skrives, vil ord som ”sammenhold”, ”samfundssind” og ”ansvarlighed” blive brugt. Danskerne stod sammen. Vi tog ansvar – for os selv og hinanden. Vi kom igennem det. Sammen. Det kan vi være stolte af.

Resolut og magtfuldkommen
Mette Frederiksens regerings ageren vil selvsagt fylde meget i historieskrivningen. Sådan havde det nok været uanset, hvilken regering vi havde haft, da coronaen ramte os. Det krævede handling. Hurtigt og resolut.

Men Mette Frederiksen vil nok fylde mere i historieskrivningen, end andre statsministre ville have gjort. Mette Frederiksen har gjort meget rigtigt i begyndelsen, hvor hurtig og resolut ageren var påkrævet. Et samlet Folketing gav regeringen vide beføjelser til at håndtere pandemien, og de beføjelser blev brugt.

Mette Frederiksen viste sig at være meget effektiv til at bruge magten og til at koncentrere information og beslutninger omkring sig selv og sine nærmeste rådgivere. Men også for effektiv. Det blev for lukket, for egenrådigt og til tider decideret magtfuldkomment. Lovgivning blev hastet igennem. Folketinget blev ofte ikke inddraget i beslutningerne på trods af fine ord om brede aftaler og det samarbejdende folkestyre.

Slut på minkeventyret
Det grelleste eksempel herpå så vi, da minkerhvervet med ét blev afskaffet af frygt for, at smitte i minkbestande kunne sprede sig til mennesker og underminere håbet om effektive vacciner. At en helt ny pandemi kunne opstå med udspring i Danmark. Et nyt Wuhan.

 

Undervejs i coronaforløbet fik man klart det indtryk, at Mette Frederiksens regering holdt de sundhedsfaglige myndigheder frem foran sig, når det tjente deres interesse. Og fluks fjernede dem igen, når det ikke lige passede dem
_______

 

Så med ét var det slut med minkfarme i Danmark. En hel industri med en lang og succesfuld historie, som producerede skind i verdensklasse og hentede milliarder til landet. Livsværk lagt i graven.

Men lovhjemmelen var ikke på plads, og grundloven blev brudt. Den ansvarlige minister Mogens Jensen måtte gå af, men hvad med statsministers ansvar? Det spørgsmål mangler vi stadig svar på. En Granskningskommission er nedsat til bl.a. ”at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om, at alle mink i Danmark som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19 straks skulle aflives.”

Flere medier har efterfølgende afdækket, at myndighedernes vurderinger af farligheden af coronasmitte i minkpopulationen var mindre klare, end det fremgik på pressemødet, hvor regeringen annoncerede nedslagtningen af den danske minkbestand. Eksempelvis fandt Lægemiddelstyrelsen det ”ikke sandsynligt”, at mutationen ville have betydelig indvirkning på effekten af den første generation af vacciner.

Faglighed eller politik?
Det er et eksempel, som illustrerer et fænomen, som desværre også har karakteriseret hele forløbet: Uklarhed om, hvornår noget er besluttet af de sundhedsfaglige myndigheder, og hvornår der er tale om en politisk beslutning.

Undervejs i coronaforløbet fik man klart det indtryk, at Mette Frederiksens regering holdt de sundhedsfaglige myndigheder frem foran sig, når det tjente deres interesse. Og fluks fjernede dem igen, når det ikke lige passede dem.

Den ene dag blev en beslutning truffet på baggrund af sundhedsfaglige anbefalinger fra myndighederne, som – måtte man forstå – det ville være dybt uansvarligt at sidde overhørig. Til andre tider var beslutninger politiske og ikke afhængige af, hvad myndighederne måtte mene.

Statsministerens politiske beslutninger er naturligvis til syvende og sidst statsministerens ansvar. Og myndighedernes anbefalinger er ikke hugget i stentavler bragt ned fra et bjerg.

 

Forløbet omkring Johnson & Johnson-vaccinen illustrerer ligeledes denne problematik. Her får man klart indtrykket af et opgør mellem regeringen og Sundhedsstyrelsen
_______

 

Men undervejs blev der skabt usikkerhed om myndighedernes rolle. Om hvem, der egentligt havde truffet beslutninger, som i mange tilfælde havde vidtrækkende konsekvenser for danskerne.

Hvem vælger vaccinerne?
Forløbet omkring Johnson & Johnson-vaccinen illustrerer ligeledes denne problematik. Her får man klart indtrykket af et opgør mellem regeringen og Sundhedsstyrelsen.

Først i maj i år besluttede Sundhedsstyrelsen at fortsætte det danske vaccineprogram uden brug af vaccinen fra Johnson & Johnson. Det skyldtes, at Det Europæiske Lægemiddelagentur havde vurderet, at vaccinen kan være årsag til sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper. Tidligere var vaccinen fra AstraZeneca blevet droppet. De droppede vacciner medførte naturligt nok en udskydelse af vaccinationskalenderen.

Det var tydeligvis en beslutning, som ikke bekom statsminister Mette Frederiksen vel. Hun kaldte den ”særegen” og gjorde et stort nummer ud af at pointere, at det alene var Sundhedsstyrelsens beslutning. Det var ikke en beslutning, der var blevet truffet af regeringen.

Kort derefter besluttede regeringen og et stort flertal i Folketinget, at det skulle være muligt at tilvælge vaccination med COVID-19-vacciner uden for vaccineprogrammet, i praksis vaccinen fra Johnson & Johnson.

I starten af juni bad regeringen så Sundhedsstyrelsen om at ”revurdere” de skrottede vacciner. Hvad havde ændret sig siden vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca var blevet skrottet relativt kort tid inden? Det stod langt fra klart. Var det et forsøg fra regeringen på at overtrumfe sundhedsmyndighederne, fordi de var kommet med en vurdering, som regeringen ikke brød sig om? Et meget usædvanligt forløb, må man sige, som efterlader flere spørgsmål end svar.

Og igen måtte man tænke: Fagligt rigtigt eller udtryk for en egenrådig statsminister?

Mette Frederiksen er selv skyld i denne frygt eller mistillid, om man vil. Det skyldes hendes ageren det seneste år. ■

 

Var det et forsøg fra regeringen på at overtrumfe sundhedsmyndighederne, fordi de var kommet med en vurdering, som regeringen ikke brød sig om?
_______

 



Kristian Thulesen Dahl (f. 1969) er formand for Dansk Folkeparti. [FOTO: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix]