22.01.2021

USA har nu offentliggjort sin militære strategi i Stillehavet. Det sker som et modsvar til Kina, der under den kinesiske præsident og generalsekretær for det kommunistiske parti, Xi Jinping, samler den militære magt om sig og aktivt beder militæret være klar. USA’s offentliggørelse af sin militære strategi er dermed et meget klart signal til Kina om at passe på.

Af Lars Bangert Struwe

Xi Jinping har siden sin tiltræden i 2012 samlet magten omkring sig. I 2018 blev han udnævnt til præsident på livstid. Med virkning fra 1. januar 2021 har man i Kina nu centraliseret yderligere magt i den Centrale Militærkommission og dermed taget dette fra statsrådet. Det har gjort det muligt for Militærkommissionen (som Xi Jinping er formand for) at mobilisere militære og civile ressourcer. USA ser med stigende bekymring på situationen og har som modsvar offentliggjort sin strategi for Stillehavsområdet. Denne har hidtil været holdt hemmelig og viser, hvordan USA vil holde Kina i skak, så USA selv kan være den dominerende magt i området.

Helt centralt er det, at Beijing nu samler magten til at mobilisere såvel statslige som private virksomheder og deres indsats i forbindelse med udvikling af ny forsvarsteknologi, cyber, space og elektromagnetisme. Herved sikrer Kina, at det kan nå sine strategiske mål og koordinerer indsatsen effektivt, hvilket vil styrke Kinas militære udvikling. Basalt set giver det rigtig god mening militært, men det sender samtidig signaler, der kan virke bekymrende på USA og ikke mindst Kinas naboer i Stillehavet.

Det kan tolkes som en centralisering af magt hos Xi, men også som en forberedelse til yderligere konflikt. Kina er lige nu i konflikt med Indien om grænseområder, men også i det Sydkinesiske Øhav, hvor Kina udvider dets territorium med kunstige øer. Centraliseringen af den militære magt omkring Xi tolkes i høj grad som et svar til USA i den eskalerende konflikt mellem de to stater.

Xi’s magtkonsolidering kan støde på interne problemer i Kina. Der er en opposition i det kommunistiske parti, som vi i Vesten typisk overser. Oppositionen er mangesidig. Nogle ønsker selv en ledende rolle og er bekymrede for, at de ikke kan komme frem for Xi. Andre er uenige i den førte politik og ønsker en anden retning. Endeligt er der de få demokratiske kræfter, der særligt befinder sig i Hong Kong. Årligt er der op imod 180.000 episoder med social uro i Kina, der udfordrer myndighederne. Om dette vil få indflydelse på den fortsatte udvikling, er usikkert og må henstå til en anden gang.

 

Den nye kinesiske forsvarslov og den militære strategi har medført en stigende bekymring i Kinas nærområde, hvor lande som Japan, Indien og Australien ser til med stigende nervøsitet
_______

 

CENTRALISERINGEN SKER SAMTIDIGT MED, at Xi Jinping i en tale til den Centrale Militærkommission 1. januar 2021 beordrede de væbnede styrker til at være klar til kamp med kort varsel. Dette blev rapporteret i det officielle nyhedsmedie China Daily og har således medført en del opsigt. Det kan være svært at tolke dette signal. Et militær skal naturligvis altid være klar til det værste, men Xi har bedt styrkerne om at være klar med kort varsel, og med den nye forsvarslov indskærper man behovet for, at de kinesiske styrker skal fokusere på at gøre sig kampklar og fortsat øge deres træning.

I referaterne af talen lægges der vægt på, at verden er i en periode med drastiske forandringer, og at den kinesiske stat er i en signifikant strategisk periode i udviklingen af selve staten. Siden 2012 har Xi Jinping og den kinesiske stat brugt megen kraft på at udvikle det kinesiske forsvar, og den militære strategi fra 1993 er blevet revideret bl.a. i 2015. Videre i referatet i China Daily af Xis tale hedder det, at det kinesiske forsvar skal gennemføre øvelser med realistiske scenarier, og at man skal træne værnsfælles operationer – det vil sige operationer, hvor fx både hær, flåde og flyvevåben arbejder sammen. Det bør ethvert forsvar imidlertid træne, og vi bør derfor passe på at være for alarmistiske omkring denne del. Det sender ikke desto mindre et klart signal.

DEN NYE KINESISKE FORSVARSLOV og den militære strategi har medført en stigende bekymring i Kinas nærområde, hvor lande som Japan, Indien og Australien ser til med stigende nervøsitet. I de seneste måneder har man set en del artikler i medierne om Kinas militære strategi og ændrede målsætninger. I Japan frygter man nu, at Kina vil opnå paritet med USA militært allerede i 2027 i Asien, hvorved den amerikanske militære dominans vil være brudt. Det er en situation, som USA ikke ønsker hverken militært eller politisk, da USA dermed ikke længere kan garantere, at det kan beskytte sine egne eller allieredes interesser.

 

Der vil altid være og har altid været folk, der er bekymrede for krig og råber op om det, men i disse måneder accelererer det og bør tages mere seriøst
_______

 

I Australien diskuterer man, om Kina vil bruge sin militære magt og gå i krig – og mod hvem. Der vil altid være og har altid været folk, der er bekymrede for krig og råber op om det, men i disse måneder accelererer det og bør tages mere seriøst. Efter sammenstødene i sommeren 2020 mellem kinesiske og indiske styrker, er man naturligvis bekymret i Indien over, hvad Kina vil. Det virker overordnet som om, at man i Asien er ved at blive oprigtigt bekymrede over det overlegne kinesiske militær.

DET ER MAN I HVERT FALD I USA. Det er nok netop i denne sammenhæng, man skal se den bemærkelsesværdige amerikanske offentliggørelse af dets strategi for Stillehavsområdet fra 2018. USA vil med denne strategi sikre USA’s førende magtposition i det asiatiske område. Et par andre mål i denne strategi er bl.a. at sikre, at Taiwan kan udvikle en ”effektiv asymmetrisk forsvarsstrategi og kapaciteter”, og at indiens vækst som stormagt skal accelereres. Det er et meget klart signal til Kina om at passe på.

Lige nu er det usikkert, hvor præsident Biden helt præcist fører den amerikansk-kinesiske politik hen, men det bliver næppe en 180-graders vending. Biden har vist sin støtte til Indien samtidig med, at han i valgkampen har taget afstand fra Kina. Biden vil sandsynligvis søge at opbygge en demokratisk alliance som modsvar til Kina, men det bliver ikke let, da de fleste stater er interesserede i en fortsat samhandel med Kina. Men de asiatiske stater vil dog fortsat se med skepsis på Kina og vil – hvis Biden muliggør det – søge i sikker amerikansk havn. Dette vil muligvis forstærke stormagtsrivaliseringen og række så langt som til Europa, der også vil skulle forholde sig til det fjerntliggende Kina. ■

 

Lige nu er det usikkert, hvor præsident Biden helt præcist fører den amerikansk-kinesiske politik hen, men det bliver næppe en 180-graders vending
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Hvad ønsker Iran og Israel at opnå?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise