Maj Thorsen: Borgernes retssikkerhed i landets jobcentre er kørt ud på et sidespor

Maj Thorsen: Borgernes retssikkerhed i landets jobcentre er kørt ud på et sidespor

10.03.2021


For nylig påviste en større undersøgelse fra Psykiatrifonden og Sind, at borgeren ofte får det værre i deres jobcenterforløb. Jeg genkender som privatpraktiserende socialrådgiver alt i pågældende rapport: Borgerne ender ud i den ene formålsløse indsats efter den anden for at øge arbejdsevnen, men den ofte årelange uafklarethed og den manglende respekt for borgernes retssikkerhed gør intet godt for dem. Desværre er de og jobcentrene bare ikke en politisk vindersag.


Kommentar af Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver

JEG HAR TIL DAGLIG min gang i en række af kommuner landet over som privatpraktiserende socialrådgiver. Til dags dato har jeg vel haft klientsager i ca. 50 jobcentre, så jeg bilder mig selv ind, at jeg taler ud fra bred erfaring, når jeg i den offentlige debat påpeger problemer ude i jobcentrene.

Jeg hyres af borgere til at bistå dem privat, fordi deres jobcentersag, af forskellige årsager, er kørt af sporet. Mine klienter er alle ramt af sygdom eller ulykke, og kan derfor ikke længere arbejde, eller kun varetage et job i mindre omfang. De er derfor dybt afhængige af en kvalificeret hjælp i jobcentret til at finde nyt fodfæste i livet, enten til et fleksjob eller førtidspension.

Klienterne kommer fra alle samfundslag, men de fleste er fra det, man vil kalde middelklassen. Andre har været på mangeårig kontanthjælp – atter andre har været tidligere topchefer. Og jeg har travlt. Mere travlt end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Da jeg påbegyndte min selvstændige tilværelse i 2017, havde jeg hørt en del rygter om usaglig og helbredsforværrende sagsbehandling, men rygterne lød simpelthen for overdramatiske og ganske enkelt ikke helt sandfærdige. Ja, sådan havde jeg det rent ud sagt.

 

Der er desværre alt for ofte tale om særdeles usaglig sagsbehandling, som bl.a. indbefatter klapjagt på borgernes ressourcer, hvor der ingen eller kun ganske få ressourcer er tilbage
_______

 

Men efter kun ganske få måneder måtte jeg, med flovhed, pakke al min skepsis væk. For rygterne viste sig at tale sandt. Der er desværre alt for ofte tale om særdeles usaglig sagsbehandling, som bl.a. indbefatter klapjagt på borgernes ressourcer, hvor der ingen eller kun ganske få ressourcer er tilbage. Alt sammen i et forsøg på at få mest mulig arbejdsevne ud af den pågældende. Kan man presse blot 5 minutters arbejde mere ud af borgeren i virksomhedspraktik, så skal det prøves af. Jobcentrene synes ikke at have nogen stopklods, og dermed kan borgerens sag fortsætte i årevis.

Klapjagten er helt uhyrlig – også på meget syge borgere. Jeg har klienter, som for flere år tilbage er erklæret psykisk eller fysisk svært invalide, men alligevel ikke tildeles den retsmæssige førtidspension. Jeg har klienter, som går med rollator eller er sengeliggende det meste af døgnet, men som alligevel skal prøves af en virksomhedspraktik. Uagtet hvor tydeligt det er for enhver, at det er fuldstændig formålsløst. Og i øvrigt særdeles uværdigt for borgeren.

MAN SKULLE TRO, at de praktiserende læger kunne beskytte deres patienter imod de her forhold. Men dér gør man regning uden vært. For som jobcentrene ynder at påpege; de lægelige oplysninger er kun et del-element i borgerens sag. Det betyder, at selv advarsler om alvorlig helbredsmæssig forværring, negligeres. Og lægerne, en ellers respektabel faglighed, er således i jobcentrenes øjne blot reduceret til en parentes i borgerens sag.

I stedet kastes borgerne ud i den ene formålsløse indsats efter den anden for at øge arbejdsevnen. Men den ofte årelange uafklarethed samt systempres gør absolut intet godt for borgeren. Tværtimod. I systemets iver efter at hive ressourcer ud af borgeren, forværres helbredet så meget, at borgeren tilsidst ender med en førtidspension. Vi taler altså om et menneske, der kunne have bidraget til arbejdsmarkedet, såfremt man havde handlet i tide – præcis som samfundet, borgeren og jobcentret så gerne vil. Men i stedet slutter arbejdslivet med førtidspension.

Det er nærmest et kafkask cirkus. Og det slider helt ufatteligt på mine klienter, hvoraf nogle drives helt tæt på selvmordets rand, idet de ikke kan leve op til systemkravet om hele tiden at skulle præstere.

For nylig påviste en større undersøgelse fra Psykiatrifonden og Sind, at borgeren ofte får det værre i deres jobcenterforløb. Jeg genkender alt i pågældende rapport. Men har det ført til ændringer? Nej, Christiansborg tøver stadig. Syge og udsatte borgere i jobcentrene er bare ikke en vindersag for landspolitikerne.

Området har gennem mange år været gennemsyret af lovmæssige samt økonomiske stramninger, som en form for pisk til de utidige, der ikke kan finde ud af at tage sig et arbejde. Men i den pulje findes altså også titusindvis af borgere med så store helbredsmæssige udfordringer, at de ikke klarer at være 100 pct. selvforsørgende. De har bare ingen organisationer, der kan tale og lave lobbyarbejde for dem på gangene på Christiansborg, som fx udsatte børn, handicappede og andre sårbare grupper har. Syge borgere i jobcentrene mangler virkelig en interesseorganisation på det her område, for indtil videre er de blot efterladt på perronen.

 

Den helt grundlæggende barriere for bedre borgerbehandling er kommunernes økonomi
_______

 

Man kan på ingen måde sætte sig ind i det her, hvis man ikke har været tæt på. Ingen ville nok tro på de værste historier, jeg kan fortælle fra mit arbejde. Ligesom jeg heller ikke selv troede på det førhen. Indtil jeg selv fik syn for sagen.

Flere, herunder Værdig Refom som er en sammenslutning af ca. 60 fagforbund, har længe kæmpet for bedre forhold for borgerne i jobcentrene, hvilket i 2019 førte til en ganske lille lovmæssig ændring. Godt klaret – det er ikke et område, man nemt får politikerne til at gøre noget ved. Men for mig at se, er det ikke lovgivningen, der står i vejen for at behandle de her mennesker ordentligt og værdigt. Der er trods alt jobcentre, som godt kan finde ud af at gøre et godt stykke arbejde – også i mine klientsager.

DEN HELT GRUNDLÆGGENDE barriere for bedre borgerbehandling er kommunernes økonomi. Det er i de senere år blevet endnu dyrere for kommunerne at tildele en førtidspension pga. stramning af statens refusion.

Indtil 2016 fik kommunerne refunderet 35 pct. af staten ved tildeling af en førtidspension. Det faldt derefter til 20 pct., og derfor er kommunerne naturligvis blevet mere opmærksomme på, hvor mange førtidspensioner der gives. Jeg kunne også her nævne fleksjob, som ligeledes er en varig ydelse. Jo mere borgeren kan yde i timetal, jo mindre skal kommunen supplere lønnen op. Jobcentrene går derfor til det yderste for at presse timetal ud af borgeren. Uden skelen til om lovgivningen bliver fulgt.

Og jeg skulle hilse at sige, at jobcentrene går ekstremt langt for at undgå tildeling af de varige ydelser. Ligegyldigt hvad konsekvenserne er. Ligegyldigt om der skal skæres hjørner af borgerens retssikkerhed undervejs. For det bliver dér. Vi taler om grundlæggende brud på Forvaltningsloven samt Retssikkerhedsloven på det sociale område. Det omhandler bl.a. særdeles mangelfulde og direkte forkerte afgørelser, som borgerne på ingen måde kan gennemskue, fordi de ikke har kendskab til lovgivningen. Jobcentrene kan derfor bilde borgerne stort set hvad som helst ind.

 

Jobcentrene går ekstremt langt for at undgå tildeling af de varige ydelser. Ligegyldigt hvad konsekvenserne er. Ligegyldigt om der skal skæres hjørner af borgerens retssikkerhed undervejs
_______

 

Vi taler ydermere om raskmeldinger af borgere, som kun lige evner at arbejde 10-12 timer om ugen i deres praktik og derefter henvises til kontanthjælp. Stadig syge, og uden mulighed for at opnå deltagelse på arbejdsmarkedet. Og så er der de værste sager, hvor jobcentret er den direkte årsag til alvorlig helbredsforværring. Men borgerne kan intet gøre, for der er ingen konsekvenser af disse lovbrud. Hvor borgeren nemt kan sanktioneres for dårlig opførsel, så findes den mulighed ikke over for kommunerne.

Det er derfor vi privatpraktiserende socialrådgivere især de senere år har fået voldsomt meget vind i sejlene, fordi borgerne dels ikke kan gennemskue lovgivningen, dels ikke kan klare kampen alene. Desværre er vi kun forundt dem, der har betalingsevne, for vi kan ikke gøre vores arbejde gratis.

Kommunalvalget venter lige om hjørnet, og her skal således følge en opfordring til lokalpolitikerne om at interessere sig lidt mere for, om deres borgere bliver behandlet sagligt og redeligt. Og ligeledes forholde sig til om de kommunale budgetter ikke ville holde bedre, såfremt man stopper klapjagten og i stedet påbegynder en langt hurtigere afklaring af borgeren, end tilfældet er i dag.

Men det har nok lange udsigter, for der hænger fortsat en ufatteligt kedelige klang ved jobcentrene. Nemlig at det er de dumme, dovne og ugidelige, der træder ind ad deres dør. Intet kunne være mere forkert. Jeg er derfor ikke sikker på, at byrådspolitikerne har noget klart indblik i, hvilke slags borgere der egentlig er tale om. Eller måske er vi blot tilbage ved, at jobcentrene og dets borgere bare ikke er en politisk vindersag. ■

 

[D]er hænger fortsat en ufatteligt kedelige klang ved jobcentrene. Nemlig at det er de dumme, dovne og ugidelige, der træder ind ad deres dør. Intet kunne være mere forkert
_______

 



Maj Thorsen (1974 ) er privatpraktiserende socialrådgiver, foredragsholder samt debattør. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede