Monica Lylloff: Der skal gøres op med den nuværende praksis, hvor mennesker med handicap opgives og gemmes væk

Monica Lylloff: Der skal gøres op med den nuværende praksis, hvor mennesker med handicap opgives og gemmes væk

11.06.2021


Sent tirsdag indgik kommunerne og regeringen økonomiaftalen for 2022. Og konklusionen må være, at vi har en regering, der enten lader sig styre af en privat interesseorganisation og dennes medlemmer, som jo er landets borgmestre, eller som er bedøvende ligeglad med mennesker med handicap og deres liv. Det er højst sandsynligt en kombination af begge dele.



Kommentar af Monica Lylloff

SENT TIRSDAG AFTEN landede økonomiaftalen for 2022 mellem kommunerne og regeringen. Kommunernes Landsforening var gået til forhandlingerne med et astronomisk krav om 5,5 milliarder kroner til handicapområdet. 

Et område, som i årtier har lidt under en dysfunktionel organisering og nedprioritering med fejl i omkring halvdelen af alle afgørelser som konsekvens. Men aftalen endte ud med et stort rundt nul til mennesker med handicap. Kravet må have været et spil for galleriet, for der er unægteligt et spænd fra 5,5 milliarder til nul. Men det var nu ikke nullet, der var den store overraskelse, det var hele selve aftaleteksten.

 

Selve finansieringen af handicapområdet bliver i bedste fald status quo. Hvad værre er, at der i aftalen er taget stilling til det alvorlige, strukturelle problem på området
_______

 

Det blev en deja-vu-oplevelse af de knapt så muntre. Ved økonomiforhandlingerne i 2009 udtalte den daværende formand for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, om handicapområdet: “På den lange bane går det ikke, at vi har en mervækst på specialområderne, som skal finansieres fra normalområderne. Det er en gøgeunge, der skal ud af systemet.”  

I går udtalte den nuværende formand for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard, om samme område: “Til gengæld er vi enige med regeringen om, at økonomiske hensyn er nødt til at være en brik på linje med socialfagligheden i puslespillet på socialområdet. Det betyder, at man er nødt til at prioritere, hvis ikke udgiftsudviklingen på socialområdet skal resultere i besparelser på de brede velfærdsområder som ældre, folkeskolen og børneområdet”  Samme uempatiske tilgang til mennesker med handicap som for 12 år siden. Intet er ændret. 

Selve finansieringen af handicapområdet bliver i bedste fald status quo. Hvad værre er,  at der i aftalen er taget stilling til det alvorlige, strukturelle problem på området.  I august 2020 stillede jeg sammen med fire andre pårørende fra #enmillionstemmer et borgerforslag med titlen “Handicapområdet skal væk fra kommunerne”, som på kun fire måneder opnåede de nødvendige 50.000 støtter. Dette fik givet debatten om kommunernes manglende overholdelse af gældende lovgivning på området et gedigent los over skinnebenet. Forslaget blev forkastet ved 2. behandlingen i Folketinget den 3. juni, hvor S, V, KF, LA og Inger Støjberg stemte imod. De øvrige partier stemte for.

Essensen i forslaget var og er, at afgørelserne på området ikke skal ligge ude i 98 enevældige, autonome kommuner. Forslaget lægger op til en reform på handicapområdet, herunder adskillelse af de tre myndighedsopgaver, som blev lagt ud i kommunerne i forbindelse med kommunalreformen i 2007: finansiering, drift og visitation. Dette for at sætte en stopper for økonomisk motiverede afgørelser og samtidig sikre høj faglighed og retssikkerhed i en ny visitationsmyndighed.

Sideløbende satte regeringen gang i en større evaluering af området – motiveret af det forståelsespapir, som danner rammen for regeringen og dens parlamentariske grundlag. Heraf fremgår: “En ny regering vil i samarbejde med relevante aktører gennemføre en evaluering af den nuværende planlægning og organisering af handicapområdet med henblik på at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.”. I tirsdagens aftale kan jeg så læse følgende: “Parterne er enige om, at rammerne for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats på det specialiserede socialområde forankres bedst i kommunerne”. Ergo har regeringen allerede taget forskud på konklusionen af den evaluering af det specialiserede socialområde, som social- og ældreminister Astrid Krag igangsatte i 2020, og som siden da er blevet flittigt brugt som undskyldningen for ikke at tage initiativ til nogen som helst form for forbedringer på området. Det må da tangere til løftebrud. 

 

Unge mennesker får bevilget hjemmehjælp i stedet for ledsagertimer, så de kun kan komme ud af huset tre timer om ugen og skal skemalægge deres toiletbesøg en uge i forvejen
_______

 

I mellemtiden bliver situationen bare værre og værre. Unge mennesker får bevilget hjemmehjælp i stedet for ledsagertimer, så de kun kan komme ud af huset tre timer om ugen og skal skemalægge deres toiletbesøg en uge i forvejen. I maj kunne man læse om en ung pige med handicap, der var blevet efterladt alene i bad på sit bosted og blev fundet med andengradsforbrændinger. Dette var ikke en enkeltstående, grusom hændelse men nu den tredje på kun to  år, hvor den ene havde døden som udgang . Voksne mennesker med handicap bliver overvåget af fremmede konsulenter fra kommunen, der med stopur tager tid på bl.a. bad og toiletbesøg for på den måde at udmåle, hvor lidt hjælp, kommunen kan nøjes med at bevilge.

Konklusionen må jo være, at vi har en regering, der enten lader sig styre af en privat interesseorganisation og dennes medlemmer, som jo er landets borgmestre, eller som er bedøvende ligeglad med mennesker med handicap og deres liv. Det er højst sandsynligt en kombination af begge dele. 

Nu sætter jeg og alle de andre familier og mennesker derude, som stadig har et håb om forandring, vores lid til, at regeringens parlamentariske grundlag, SF, RV og Ø, går til finanslovsforhandlingerne med to krav under armen: Igangsættelse af en reform samt sikring af retssikkerheden på handicapområdet, så der ikke længere er fifty-fifty-chance for en lovlig afgørelse, og så mennesker med handicap ikke er nødt til at hyre advokater for at kunne få den hjælp, de efter loven har ret til. 

Der skal gøres op med fortællingen om, at mennesker med handicap og deres pårørende er et “udgiftspres” eller “gøgeunger”. Der skal gøres op med den nuværende praksis, hvor mennesker med handicap opgives og gemmes væk. Der skal gøres op med forestillingen om, at det kun er naboen, der kan få brug for hjælp. Dette handler om et massivt svigt af en af Danmarks største minoritetsgrupper. 

Danmark er ikke det pæne velpolerede velfærdssamfund, som det så gerne vil fremstå som. Men det kan det blive. Det kræver dog, at politikerne tager ansvar og lever op til de løfter, de har givet befolkningen. Hele befolkningen. ■

 

Der skal gøres op med fortællingen om, at mennesker med handicap og deres pårørende er et “udgiftspres” eller “gøgeunger”
_______

 



Monica Lylloff (f. 1978) er anklager hos Rigsadvokaten, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer, Hun og fire andre pårørende står bag det borgerforslag, der har titlen “Handicapområdet skal væk fra kommunerne”https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276 [FOTO: eget pressefoto]