29.04.2021

.

Skiftende regeringer, med usmidig blokpolitik som fundament, spænder ben for langsigtede, meningsfyldte og virkelighedsnære politiske løsninger, som kunne være til gavn for danskerne. Nu vil medlemmerne af Lars Løkkes netværk, Det Politiske Mødested, gøre vores for at stoppe den tendens og i stedet skabe politik, der forhåbentlig er langtidsholdbar.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Monika Rubin, læge og medlem af Det Politiske Mødested

Jeg har været læge siden 2015, og lige så længe har jeg været opmærksom på, at der mangler politisk velvilje – eller nødvendig indsigt – til at prioritere mellem de tiltag og behandlinger, der tilbydes i sundhedsvæsenet. Fx er der først nu, seks år efter jeg blev opmærksom på manglende politisk prioritering, lige akkurat begyndt at komme en konkret praksis ud af et generelt behandlingsråd, der startede primo 2021. Rådets opgave bliver at vurdere, om forholdet mellem effekt og omkostninger for nye og eksisterende teknologier er rimeligt og dernæst prioritere imellem dem.

Det tjener, synes jeg, som et godt og forstemmende eksempel på den nuværende politiske praksis. I stedet for at reagere tilstrækkeligt effektivt på borgernes råb om hjælp, bliver resultatet tomme løfter.

Jeg tror, det skyldes, at politikerne har for travlt til at gå rigtigt i dybden med problemerne. De regeringsbærende partier er for afhængige af yderfløjene for at kunne sikre parlamentarisk grundlag, og det udmønter sig i aftaler, der ikke er langtidsholdbare, men snarere udtryk for en noget-for-noget-politik. Det resulterer atter i, at der bliver lavet for smalle politiske forlig, både regionalt og nationalt. Ofte mangler der også sammenhæng mellem, hvad politikerne melder ud, og hvad der faktiske sker: Fx har regeringen meldt ud, at der i slutningen af 2021 skal være ansat 1000 nye sygeplejersker, men fra 2022 får op til 1400 sygeplejersker ret til tidlig pension.

Grundet de ofte smalle forlig bliver tidligere regeringers beslutninger genstand for forhandling endnu en gang, når der dannes et nyt politisk flertal. Det destabiliserer og skaber et zigzag-demokrati, som gør det svært at planlægge langsigtet – inden for både sundhedspolitik og andre vigtige politiske områder.

 

Jeg [risikerer] enten at give min stemme til en uansvarlig økonomisk politik med i købet eller til en politik, der ikke overholder internationale konventioner og giver mandat til partier med en retorik om vores medmennesker, der tangerer til det racistiske
_______

 

Dansk politik er også blevet for polariseret. For mig ville det ikke være ligetil at skulle sætte et kryds, hvis der var valg i dag. Det er, som om det er umuligt at undgå, at partierne på enten den yderste højre- eller venstrefløj får forholdsvis meget indflydelse. Og det på trods af, at de kun repræsenterer en meget lille procentdel af den danske befolkning.

Aktuelt ser vi fx Enhedslisten blande sig i sygeplejerskernes lønforhandlinger og sammen med regeringen love, at ”alle fødende og partneren får ret til to døgns indlæggelse efter fødslen” uden at komme med et forslag til, hvordan man skal skaffe de ekstra økonomiske midler til at sikre dette. I den tidligere regering så vi, hvordan Dansk Folkeparti trak de liberale partier væk fra det liberale synspunkt, når det gjaldt retorik og politik omkring integrations- og udlændingepolitikken såsom burkaforbuddet.

Ligegyldigt hvor jeg sætter mit kryds, risikerer jeg enten at få en uansvarlig økonomisk politik med i købet eller at give min stemme til en politik, der ikke overholder internationale konventioner og giver mandat til partier, der bruger en retorik om vores medmennesker, der tangerer til det racistiske.

Som folkevalgt i et demokrati har man en etisk forpligtelse til at lytte til borgerne og til de erfaringer, som de praktisk gør sig som indbyggere i det samfund, man som politiker har ansvaret for. Jeg mener, at man har et ansvar for, at demokratiets institutioner og velfærdsstatens hovedfunktioner opretholdes og forbedres, så man ikke efterlader samfundet fattigere – i mere end én forstand – til den næste generation.

 

Partierne på Christiansborg bør tilstræbe at være mindre blokopdelte og derved bedre til at samarbejde bredere om politiske emner
_______

 

Som politiker har man pligt til at tilstræbe, at aftaler, der indgås, også har en gyldighed, når fremtidige politiske vinde blæser. Jeg mener derfor, at partierne på Christiansborg bør tilstræbe at være mindre blokopdelte og derved bedre til at samarbejde bredere om politiske emner. Forudsætningen for at gøre det muligt kan være et større fokus på en faktabaseret tilgang med erfaringer fra virkeligheden. Dansk politik er i øjeblikket præget af mavefornemmelser og populisme. Fx er forsøgsordningen med medicinsk cannabis, der aktuelt er i gang, et eksempel på, at Folketinget selvstændigt har anbefalet, godkendt og indført et medicinsk produkt til behandling af patienter igennem lovgivning. I stedet for at følge den gængse metode for godkendelse af medicin.

Det samme ser man på fødselsområdet, hvor kritikken af besparelserne har lydt længe før 2016, hvor daværende klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, sagde op, fordi han ikke længere ville stå til ansvar for arbejdsvilkårene. Men først nu får det politisk medvind, fordi nogle digitale influencers støtter op om problematikken.

Vi ser det også på integrationsområdet, hvor man ved de konstante stramninger nu er ved at skabe et A- og B-hold blandt teenagere, hvor A-holdet kan te sig ligeså teenager-åndssvagt, som de vil, mens B-holdet risikerer ikke at kunne blive danske statsborgere, hvis de som 15-årige dummer sig og får en fængselsdom.

Medierne og deres målgrupper spiller en alt for stor rolle i det magtforhold, da det ofte er clickbait-overskrifter og følelsesladede anekdoter, der sælger bedst. Resultatet kan blive, at der kommer disproportionalt politisk fokus på en lille gruppe medborgere, fordi de har ressourcerne til at sætte sig selv på dagsordenen. Eller fordi de ikke har ressourcerne til at argumentere imod.

 

Jeg synes, det er svært at vide, hvordan man som almindelig borger bidrager til politisk praksis, så hverdagsviden og empiri får større betydning
_______

 

Indenfor sundhedspolitikken ser jeg igen og igen, at det er patienter med fx hjertekar- eller kræftsygdomme, der får mest taletid i medierne, hvilket atter medfører de største forskningsbevillinger til undersøgelse af de sygdomme og øremærkede midler som pakkeforløb til behandling. Hvorimod fx børn, ældre og psykiatriske patienter ikke får det nødvendige fokus og derfor heller ikke de ønskede midler.

Det sidste år har det primært været coronavirussen, der har fået alt fokus. Det mener jeg ikke, at den danske befolkning er bedst tjent med. Det har været på bekostning af forskning i andre sundhedsfaglige emner og behandling af andre sygdomme. Fx har man set, at der ikke er fundet lige så mange kræfttilfælde under coronakrisen, hvilket næppe skyldes, at der er færre tilfælde af kræft.

Jeg synes, det er svært at vide, hvordan man som almindelig borger bidrager til politisk praksis, så hverdagsviden og empiri får større betydning. En af de gængse muligheder kan være at melde sig ind i et af de etablerede politiske partier, men hvis man ikke tidligere har været politisk aktiv, virker det som om, det kan være svært at få en fod indenfor dér. Det er grunden til, at jeg glæder mig over Det Politiske Mødested – Lars Løkke Rasmussens politiske netværk – som jeg oplever som et spændende og meningsfuldt initiativ.

Generelt opfatter jeg mig selv som en ret gennemsnitlig borger og håber på, at jeg kan bidrage med denne målgruppes holdninger i et kommende nyt parti. Aktuelt deltager jeg i tre af netværkets grupper indenfor sundhed, integration og grøn omstilling. Derudover har jeg fået æren af at være tovholder i den sundhedspolitiske gruppe. Her mødes vi cirka 20 patienter, pårørende, læger, sygeplejersker, kommunaldirektører og ledende og administrative medarbejdere i sundhedsvæsenet for sammen at blive klogere på, hvordan vi kan bruge hinandens erfaringer til at gøre tingene klogere, mere hensigtsmæssigt og langtidsholdbart i sundhedsvæsenet.

Selvfølgelig kan man bare poste flere penge i sundhedsvæsenet, og det ville måske løse en del af problemerne – men jeg mener ikke, at alt kan løses økonomisk. Og desuden ved de fleste, at når man bruger pengene ét sted i det offentlige system, så kan de ikke bruges et andet sted også. Dermed skaber vi et nyt problem i stedet for at løse de udfordringer, vi har. Det er derfor, jeg glæder mig til at arbejde videre med Det Politiske Mødested. Jeg tror på, at vi ved at mødes på tværs af fagligheder og erfaringer et sted, hvor der er plads til, at alle kan få ordet, kan skabe noget virkelig fint – og forhåbentlig også langtidsholdbart. ■

 

Jeg glæder mig over Det Politiske Mødested – Lars Løkke Rasmussens politiske netværk – som jeg oplever som et spændende og meningsfuldt initiativ
_______

 

Monika Rubin (f. 1987) blev læge i 2015 og har arbejdet som både akutlæge og narkoselæge. Hun sidder i bestyrelsen for nystartede ”SundFornuft – tænketanken for sundhedspolitik” og er aktuelt ph.d.-studerende på Herlev Hospital. Hun er gift og har to børn. ILLUSTRATION: Statsminister Lars Løkke Rasmussen udskriver valg fra Folketingssalen, tirsdag den 7. maj 2019 [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]