Nikolaj Bøgh: Lars Løkke står for en teknokratisk politik, der hverken vil gavne de borgerlige eller demokratiet

Nikolaj Bøgh: Lars Løkke står for en teknokratisk politik, der hverken vil gavne de borgerlige eller demokratiet

07.01.2021




I de store træk er det et blakket billede, der står tilbage af Løkkes konkrete indsats i dansk politik. Måske fordi der manglede retning, en tænkning om, hvilket land vi skulle være – udover et, hvor vi kunne få mere for mindre og køre noget længere på literen. Løkkes forsøg på at holde yderfløjene udenfor indflydelse er udtryk for den samme teknokratiske maskinrumstænkning, og kuren vil formentlig være værre end sygdommen.

Kommentar af Nikolaj Bøgh, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse

MENS VI I SPÆNDING venter på, hvad Lars Løkkes mulige nye partiprojekt egentlig går ud på, så er der måske grund til at kigge lidt på den arv, Løkke har efterladt sig, og hvad han eventuelt kan bidrage med i fremtiden. Han vil gerne være med i “overgangens og håbets tid.” Men overgang til hvad? Og hvad kan vi mon håbe på?

Dele af Løkkes analyse af problemerne for de borgerlige partier er for såvidt rigtig nok. De borgerlige partier står med en stor udfordring med at præsentere et alternativ til en rød blok under Mette Frederiksens ledelse, der trækker landet mere til venstre økonomisk og opbygger en stadig større og mere rundhåndet offentlig sektor så langt øjet rækker.

Men kuren er forkert. Lars Løkke gentager grundlæggende sin meget overraskende solomelding fra valgkampen om, at de store partier bør finde sammen om teknisk ”rigtige” løsninger hen over midten og dermed holde yderfløjene udenfor indflydelse. Han står for afpolitisering, for en teknokratisk forståelse af politik, hvor det alene handler om at udvikle de mest effektive og billigste løsninger for borgerne. En maskinrumstænkning, hvor man drejer lidt på skruer og møtrikker i statens store maskinrum uden at have en egentlig vision for, hvor samfundet skal en. Uden en ideologi, der er styrende for, hvilke skruer der skal drejes hvilken vej.

 

[A]t Løkkes centralisme som indenrigs- og sundhedsminister trak landet skævt og efterlod en stor frustration over at være blevet ladt i stikken rigtig mange steder i landet, det er i hvert fald indiskutabelt
_______

 

TRÆET SKAL KENDES på sine frugter, og Lars Løkkes mange år i politik har efterladt sine tydelige fingeraftryk. Først og fremmest har hans konkrete politik i form af navnlig strukturreformen fra 2007, sammen med en række andre samtidige reformer af offentlige institutioner, betydet en ødelæggende centralisme, som har suget livet ud af en store del af landets mindre bysamfund.

Måske gav det mere effektivitet i administration, sundhedsvæsen, domstole, politi og uddannelsesinstitutioner. Måske blev det hele endda lidt billigere, selvom det nok er temmelig tvivlsomt. Men at Løkkes centralisme som indenrigs- og sundhedsminister trak landet skævt og efterlod en stor frustration over at være blevet ladt i stikken rigtig mange steder i landet, det er i hvert fald indiskutabelt.

Naturligvis er der også gode ting blandt arvegodset fra hans regeringstid. Først og fremmest kan her nævnes afskaffelsen af efterlønnen, som var en både modig og rigtig reform af velfærdsstaten, men i de store træk er det et blakket billede, der står tilbage af Løkkes konkrete indsats i dansk politik. Måske fordi der manglede retning, en tænkning om, hvilket land vi skulle være – udover et, hvor vi kunne få mere for mindre og køre noget længere på literen.

Politik handler jo netop også om idéer, og Løkke efterlod sig som Venstreformand og som leder af det borgerlige Danmark først og fremmest kaos og et idémæssigt dødsbo blandt de borgerlige partier. Demokratiets forudsætning er og bliver politiske modsætninger, og skal man fastholde et politisk engagement blandt vælgerne, så nytter det ikke noget, at magten er skjult i store koalitioner, rottet sammen med det primære formål at fastholde magten.

 

Demokratiets forudsætning er og bliver politiske modsætninger, og skal man fastholde et politisk engagement blandt vælgerne, så nytter det ikke noget, at magten er skjult i store koalitioner, rottet sammen med det primære formål at fastholde magten
_______

 

LØKKE HAR RET I, at der på de politiske yderfløje – både til højre og til venstre – trives synspunkter, som er meget svært forenelige med nødvendige hensyn til retsstaten og grundlæggende principper om balancen mellem stat og individ. Det er ikke rart at forestille sig en S-regering, baseret på stemmer fra et veganerparti, hvis højeste ønske er at styre, hvad andre mennesker skal spise. Men det er heller ikke rart at tænke på en borgerlig regering baseret på Nye Borgerlige og deres mildt sagt anstrengte forhold til behovet for en international retsorden.

Men de yderfløjspartier, som Løkke vil udelukke fra samtalen, de repræsenterer også nogle vælgere og nogle synspunkter. Hvis man tror, det er en langsigtet holdbar løsning på forhånd at udelukke bestemte partier fra indflydelse, så kan man jo spørge Poul Nyrup, hvordan det gik med at erklære Dansk Folkeparti for ikke-stuerene. Eller om det svenske politiske establishment har haft succes med at holde Sverigesdemokraterne udenfor indflydelse.

Yderfløjspartier, der får fremgang, de repræsenterer som regel en efterspørgsel blandt vælgerne efter svar på et af tidens nye spørgsmål. Som Dansk Folkeparti, der for alvor introducerede udlændingepolitikken som centralt politisk tema. Som Alternativet, der blev båret frem af en optagethed af klimapolitik. Men i det lange løb er det svært at være enkeltsagsparti, og de gamle partier, der formår at indpasse de nye temaer i deres eksisterende, sammenhængende verdensbillede, de står i længden stærkt. Derfor nærmer Dansk Folkeparti sig i dag den afgrund, som Alternativet allerede er faldet ned i. For deres politiske dagsordner er blevet mainstream.

 

[D]e yderfløjspartier, som Løkke vil udelukke fra samtalen, de repræsenterer også nogle vælgere og nogle synspunkter. Hvis man tror, det er en langsigtet holdbar løsning på forhånd at udelukke bestemte partier fra indflydelse, så kan man jo spørge Poul Nyrup, hvordan det gik med at erklære Dansk Folkeparti for ikke-stuerene
_______

 

GENREJSNING AF CENTRUM-HØJRE kan ikke finde sted ved at lefle for Nye Borgerlige. Men den kan heller ikke finde sted ved at lade det gustne overlæg råde og slå pjalterne sammen med Mette Frederiksen. Der er masser af saft og kraft i det idépolitiske gods, der skabte Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Kan de på den baggrund – med hver deres udgangspunkt – etablere en ny fællesskabsfortælling, der ikke er bundet op på den socialdemokratiske velfærdsmaskine, og som rummer andet og mere end blot økonomi og teknik – skattelettelser og arbejdsudbudsreformer – så står de stærkt post-corona, når hverdagen igen indfinder sig og det er knap så let for Mette Frederiksen at få den yderste venstrefløj, som grundlæggende vil et andet Danmark end hende, til at makke ret.

Har Lars Løkke og hans eventuelle parti en rolle i sådan en genrejst borgerlighed? Jeg tvivler stærkt. Sporene skræmmer, og Løkkes kur vil formentlig være værre end sygdommen. ■

 

Har Lars Løkke og hans eventuelle parti en rolle i sådan en genrejst borgerlighed? Jeg tvivler stærkt. Sporene skræmmer, og Løkkes kur vil formentlig være værre end sygdommen
_______

 



Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, rådmand og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie og kulturhistorie. ILLUSTRATION: Nikolaj Bøgh [Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]