Professor i folkesundhed Theis Lange: Det er på tide, at corona mister sin særstatus, så vi oplyst kan afveje konsekvenserne af restriktionerne

Professor i folkesundhed Theis Lange: Det er på tide, at corona mister sin særstatus, så vi oplyst kan afveje konsekvenserne af restriktionerne

09.02.2021


Det er sandsynligt, at vi skal leve med forskellige mutationer af coronavirussen i lang tid fremover. Det betyder, at vores politikere gentagne gange bliver nødt til at beslutte, hvilke værktøjer, de vil tage i anvendelse. Som med alle andre politiske beslutninger vil det kræve en afvejning af forskellige hensyn. Med corona er den afvejning ganske brutal, da det drejer sig om dødsfald i sårbare grupper over for dødsfald og mistrivsel i andre grupper. Det er på ingen måde et misundelsesværdigt valg, men det er virkeligheden. Derfor bør et permanent vismandsråd for folkesundhed – ligesom det økonomiske vismandsråd – levere grundlaget for en oplyst debat.



Kommentar af Theis Lange, professor i statistisk ved Institut for Folkesundhedsvidenskab

Ifølge min analyse er det meget muligt, at tiden er inde til, at vi skal begynde at se coronavirussen som én blandt mange andre sygdomme. Derfor vil jeg nu komme med forslag til, hvordan det kunne gøres. Begge dele med udgangspunkt i min baggrund som professor i statistik ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, min deltagelse i Statens Serum Instituts ekspertgruppe for matematisk modellering af COVID-19 (siden april 2020) samt min deltagelse i Sundhedsministeriets referencegruppe. Jeg har i næsten hele forløbet bidraget i ”corona-maskinrummet” og dér gjort mine erfaringer på godt og ondt.

Coronavirussen er kommet for at blive
Det er som bekendt svært at spå om fremtiden. De mutationer, vi har set dukke op de seneste måneder, gør det dog sandsynligt, at vi aldrig kommer til at udrydde corona helt. Det kan endda være, at der dukker en mutation op, hvor vaccinerne ikke virker, og dødeligheden er højere end ved de nuværende mutationer. Det ville være frygteligt, men den nødvendige, livsreddende handling er enkel at beskrive: ”Så gør vi som i marts 2020”.

Jeg vil dog vurdere, at det er langt mere sandsynligt, at der kommer mutationer, der er lidt mere smitsomme, eller hvor vaccinerne virker lidt dårligere. Dette vil følge, hvad vi har set med andre sygdomme som fx influenza og vil også flugte med almindelig biologisk erfaring. Her bliver det langt sværere at vurdere, hvordan vi skal handle, fordi vi så for alvor skal til at afveje konsekvenserne af sygdommen mod konsekvenserne af restriktionerne. Vi kunne velsagtens kalde sådanne mutationer for dilemma-mutationer. Men jeg mener, at vi har mulighed for at forberede os på dilemma-mutationer, selvom vi absolut ikke har gjort det endnu.

 

Vi [må] begynde at analysere konsekvenserne af coronarestriktioner ift. den brede folkesundhed. Kun på den måde er vi klar til at vælge de rigtige værktøjer, når vi bliver ramt af dilemma-mutationerne
_______

 

Coronarestriktionerne har også en pris
Coronavirussen er en sygdom, der let spreder sig, og som enkelte grupper bliver alvorligt syge af. Vi har brugt rigtig mange kræfter på at forstå sygdommen og kan derfor bedre og bedre kvantificere, hvor mange der risikerer at dø, når vi træffer forskellige beslutninger om restriktioner og nedlukning. Vi har levet med coronarestriktionerne cirka lige så lang tid, som vi har levet med selve sygdommen, men ikke desto mindre er vi ikke blevet gode nok til at forstå (og da slet ikke kvantificere) effekterne af restriktionerne på noget som helst andet end coronasmittetallet.

Der kommer i disse dage historier om de alvorlige effekter, restriktionerne har haft på andre dele af folkesundheden: Det tyder på, at vi kan have overset tusindvis af cancer-diagnoser (Kræftens Bekæmpelse vurderer det til 2800, men ingen ved det præcist) og hjerteproblemer, men vi kender dybest set ikke omfanget. Vi ved endnu mindre om, hvor store konsekvenser nedlukning af skoler og fritidstilbud har haft på de unges mentale og fysiske sundhed. Der har dog netop været et opråb om, at flere unge er ensomme. Regningen vil sikkert vokse i de kommende år. Vi ved heller ikke, hvor mange voksne, der er stoppet med at dyrke motion og måske slet ikke kommer i gang igen.

Set med videnskabelige briller er det ganske muligt at sætte tal på mange af disse effekter, hvis vi blot havde prioriteret det. Men så længe man ser coronavirussen som en sygdom med særstatus, giver det fortsat mening at fokusere mere på konsekvenserne af selve sygdommen end på de afledte effekter af restriktionerne. Skal vi derimod leve med coronavirussen i mange år, må vi begynde at analysere konsekvenserne af coronarestriktioner ift. den brede folkesundhed. Kun på den måde er vi klar til at vælge de rigtige værktøjer, når vi bliver ramt af dilemma-mutationerne.

 

Vi er altså nødt til at diskutere, at de tiltag, der reddede tusindvis af liv i 2020, måske slet ikke længere gør det i 2021, fordi vi har fået bedre værktøjer i den anden kasse – bl.a. i kraft af vaccinerne
_______

 

Tankevækkende er det også, at restriktionerne har reduceret andre smitsomme sygdomme meget kraftigt. I forhold til den samlede dødelighed er den vigtigste af disse effekter den kraftige reduktion af influenza-relaterede dødsfald. Der er naturligvis ingen, der taler for, at vi skal holde samfundet lukket på grund af influenza alene, men måske er der ændringer i vores dagligdag ift. fx hygiejne, som vi burde have ændret for længe siden. Vi gjorde det bare ikke, fordi de tusinder af influenzadødsfald var hverdag. Med andre ord: Coronakrisen er et forstørrelsesglas, der viser den irrationalitet, som vi tidligere har lagt for dagen, hvad angår folkesundhed.

Forebyggelse eller tilpasning?
Forsimplet forklaret kan vores corona-værktøjer opdeles i to kasser. Der er én kasse, der består af tiltag, som reducerer smitten i samfundet. Det spænder fra håndsprit i supermarkederne til lukning af skolerne. Den anden kasse består derimod af tiltag, der reducerer de alvorlige effekter af corona. Denne kasse handler stort set kun om, hvordan vi håndterer corona ift. de sårbare grupper. Det inkluderer fx besøgsrestriktioner på plejehjem, hurtigtest inden adgang til hospitaler, bedre behandling af alvorlige coronaforløb på intensivafdelingerne osv.

Så længe vaccinerne gives til de sårbare grupper (hvilket er, hvad vi gør nu og vil gøre de næste par måneder), så falder vaccinerne også i den sidstnævnte kasse. De matematiske modeller, som jeg har været involveret i, kan hjælpe os til at forudsige, hvor mange dødsfald vi kan forhindre med disse forskellige tiltag. En af de vigtige observationer er, at jo bedre værktøjer vi har i den anden kasse, desto mindre død forebygges reelt med værktøjerne i den første kasse. Vi er altså nødt til at diskutere, at de tiltag, der reddede tusindvis af liv i 2020, måske slet ikke længere gør det i 2021, fordi vi har fået bedre værktøjer i den anden kasse – bl.a. i kraft af vaccinerne.

 

Den slags kalkuleret risiko kræver dog, at vi får viden og offentlig debat om alle effekter af restriktionerne, så vi kan afveje, hvilken risiko vi er villige til at løbe som samfund
_______

 

Som et tankeeksempel kunne man forstille sig at åbne markant mere op i det tidligere forår 2021, velvidende at man løb en risiko for en voksende epidemi, men med en forventning om, at vacciner (og forsigtighed i de sårbare grupper) ville holde mængden af alvorlig sygdom på et acceptabelt niveau, samt at sommeren ultimativt ville stoppe udbruddet igen. Den slags kalkuleret risiko kræver dog, at vi får viden og offentlig debat om alle effekter af restriktionerne, så vi kan afveje, hvilken risiko vi er villige til at løbe som samfund.

Nedsæt et permanent vismandsråd for folkesundhed
Som jeg har beskrevet herover, er det altså sandsynligt, at vi skal leve med forskellige mutationer af coronavirussen i lang tid fremover. Det betyder, at vores politikere gentagne gange bliver nødt til at beslutte, hvilke værktøjer, de vil tage i anvendelse. Og om man skal vælge at leve med et vist niveau af coronadødsfald. Som med mange andre politiske beslutninger vil det kræve en afvejning af forskellige hensyn, fordele og ulemper.

Med corona er den afvejning ganske brutal, da det drejer sig om dødsfald i sårbare grupper over for dødsfald og mistrivsel i andre grupper. Det er på ingen måde et misundelsesværdigt valg, men det er virkeligheden. Desuden skal vi huske på, at vi også vælger, når vi ikke diskuterer denne afvejning.

Det, vi som videnskabsfolk kan tilbyde, er at skabe klarhed omkring effekterne af de forskellige tiltag – positive såvel som negative. Herunder også en forståelse af, hvordan en indgriben ét sted i systemet kan føre til sundhedseffekter et helt andet sted. Fx hvordan coronarestriktioner førte til en reduktion i kræftbehandling, selvom kræftafdelingerne jo ikke var lukkede. På den måde minder afvejningerne om de afvejninger, vi ofte foretager i den økonomiske politik.

 

Jeg foreslår, at man nedsætter et sådant permanent vismandsråd for folkesundhed, der vil kunne levere det datagrundlag og de analyser, som vil muliggøre en politisk debat om de svære afvejninger, en hverdag med corona stiller os overfor
_______

 

Man kunne jo fx aldrig overveje at ændre dagpengeperioden uden at undersøge, hvad det ville betyde for folks tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Inden for det økonomiske felt har vi vismandsråd, der kommer med uvildige og uafhængige analyser af den slags afledte effekter. De analyser fremlægges åbent og danner udgangspunkt for politiske diskussioner, der ultimativt fører til oplyste afvejninger mellem forskellige interesser.

Vi har ikke noget tilsvarende for folkesundheden. Og det på trods af, at der også her er store dilemmaer med enorme effekter for det liv, man kan leve i Danmark. Jeg foreslår derfor, at man nedsætter et sådant permanent vismandsråd for folkesundhed, der vil kunne levere det datagrundlag og de analyser, som vil muliggøre en politisk debat om de svære afvejninger, en hverdag med corona stiller os overfor.

Som det økonomiske råd skulle et sådant folkesundhedsråd have en kernegruppe af fuldtidseksperter og samtidig trække på folkesundhedseksperter, læger, sundhedsøkonomer, psykologer, pædagoger mm. fra hele landet.

Der bliver flere folkesundhedsdilemmaer i fremtiden og ikke kun om corona
Lige nu kan det virke, som om corona-dilemmaerne er helt specielle. Sandheden er dog, at vi allerede har haft alvorlige folkesundhedsdilemmaer, som i min optik ikke er blevet debatteret på et uvildigt grundlag. For at nævne et par eksempler, så har vi skullet afveje brug af antibiotika i landbruget med risiko for resistente bakterier, og vi har skullet vurdere luftforurening ift. langsigtede sundhedskonsekvenser.

Et godt bud er, at fremtiden vil byde på endnu flere sundhedsdilemmaer. Eksempelvis er det sandsynligt, at antibiotikaresistente bakterier kan blive et globalt mareridt på niveau med corona, og sundhedskonsekvenserne af klimaforandringer begynder vi kun så småt at erkende.

Vi var ikke forberedt, da coronavirussen ramte os. Den undskyldning kan vi ikke bruge en gang til. ■

 

Desuden skal vi huske på, at vi også vælger [og prioriterer corona over andre sygdomme], når vi ikke diskuterer den her afvejning
_______

 



Theis Lange (f. 1978) er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, hvor han er tilknyttet Biostatistisk Afdeling. Han er endvidere en del af den ekspertgruppe, som under ledelse af Statens Serum Institut står for den matematiske modellering af smittespredning og sygehusbelastning under COVID-19. Derudover er han en del af Sundhedsministeriets referencegruppe. ILLUSTRATION: Strøget i København, 27. marts 2020 [foto: News Øresund – Sofie Paisley/flickr]