Professor Morten Sodemann: Social afstand er i virkelighedens verden en luksuriøs valgmulighed, der ikke er tilgængelig for flertallet af jordens og den danske befolkning

Professor Morten Sodemann: Social afstand er i virkelighedens verden en luksuriøs valgmulighed, der ikke er tilgængelig for flertallet af jordens og den danske befolkning

04.05.2021


Det er dem med kort uddannelse, lav løn og små, dårlige boliger, der trækker det store sociale smittelæs i hjemmeplejen, taxaer, patientkørsel, dagligvarebutikker og varelagre for online supermarkeder, mens resten af landet syder over sognesmittetal i sofaen på gæsteværelset eller i sommerhuset, med kollegerne på passende Zoom-afstand.



Kommentar af Morten Sodemann, professor i Global Sundhed

24. april bagatelliserede Mette Abildgaard (K) i DR Nyheder de eksperter, der havde regnet ud, at worst case ville være 850 indlagte midt april (i en eksponentiel model). Vi endte heldigvis på noget under det halve antal indlagte, og ordføreren mente derfor ikke, at samme eksperter længere kunne tages alvorligt ift. at bestemme, om folk smitter andre efter kl. 22.

Eksperternes estimat var beregnet i en eksponentiel model med et hav af ubekendte. 800 er i en eksponentiel situation helt indenfor skiven, men det er ordføreren ikke. I samme ombæring blev jeg spurgt, om jeg ville medvirke i en pro-et-contra om vaccination i belastede boligområder i avisen Berlingske, men takkede nej, fordi diskussionen ikke handler om vacciner, men om politikere, der slår plat på sygdom, social ulighed og marginaliserede grupper.

Jeg foreslog en mere nuanceret vinkel end dem-os/for-imod, men det afslog journalisten. I stedet tog to politikere avisens udfordring op (Henrik Dahl og Liselotte Blixt) og kom med alle de forkerte argumenter for og imod at vaccinere i boligområder med særligt høje smittetal. Som to legesyge delfiner jonglerede de med videnskabelige overgreb, bekvemme fordomme og ulovlig videnskabelig indtrængen. Helt afkoblet fra ansvar.

 

Den globale ulighed i smitterisiko og død af COVID-19 blev reduceret til en sjov politisk selskabsleg, hvor kompleks social ulighed nedkoges til et spil, hvor man kæmper om, hvem der med de mest festlige, letforståelige argumenter kan tale for eller imod en sag om liv og død
_______

 

Den globale ulighed i smitterisiko og død af COVID-19 blev reduceret til en sjov politisk selskabsleg, hvor kompleks social ulighed nedkoges til et spil, hvor man kæmper om, hvem der med de mest festlige, letforståelige argumenter kan tale for eller imod en sag om liv og død i en befolkningsgruppe, der globalt og i Danmark har været ramt mere end dobbelt så hårdt som andre befolkningsgrupper. Fattigdom sælges i deres indlæg som dårlig moral og bevidst foragt for velfærdssamfundet. Som Henrik Dahl skriver i sin artikel: ”Til stor skade for lokalsamfundene er der grupper af ikke-vestlige indvandrere, der har bredt deres almindelige foragt for danske regler ud til også at omfatte risikabel adfærd”.

Boligforhold menes at være selvvalgt, og århundreders forskning i social ulighed bagatelliseres af den folkevalgte sociolog, som er uddannet på et dansk universitet. Her skriver Dahl: ”Så lad os droppe de falske forklaringer om job i frontlinien og små lejligheder”. Smitte er resultatet af en svag karakter, foragt og ligegyldighed, mener en folkevalgt uddannet i den danske velfærdssektor. Velfærdssamfundet vil blive svækket, hvis vi vaccinerer retfærdigt, må man forstå. Forskernes påvisning af sammenhængen mellem smitte, boligsituation og erhverv kaldes falsk af den universitetsuddannede sociolog med plads i Folketinget.

Borgere, vælgere og medieforbrugere har tilpasset sig til en kunstig virkelighed, hvor opmærksomheden rækker til tre minutter om samme emne, og refleksion er så svært, fornemmer man, at vi må overlade det til politikere, spindoktorer og journalister.

Den sociale ulighed i sundhed, der bliver ved at vise sit ansigt under COVID-19, er blevet mødt med en mellemting mellem et fnis og et gys. Politikerne har ignoreret eksperterne, mens medierne gentagne gange har forsøgt at overtale forskerne til at komme med nye forklaringer på, at de fattige, kort uddannede frontlinjeansatte i almennyttige boligområder ikke selv kan finde ud af at stoppe smitten. Det stundesløse nyhedskriterie støder sammen med videnskabens nagelfaste analyse: pest, kolera, tuberkulose, HIV, influenza, Ebola og COVID-19 deler skæbne med diabetes, hjerte-kar sygdom og kræft: Det er dem med kort uddannelse, lav løn og små, dårlige boliger, der trækker det store sociale smittelæs i hjemmeplejen, taxaer, patientkørsel, dagligvarebutikker og varelagre for online supermarkeder, mens resten af landet syder over sognesmittetal, i sofaen på gæsteværelset eller i sommerhuset, med kollegerne på passende Zoom afstand.

 

COVID-19 gør forskel på folk. Den rammer social skævt – rammer dem uden indflydelse på arbejde, bolig og uddannelse. Vaccinerne har derimod en mulighed for at stille alle lige og reducere ulighed
_______

 

Epidemien har givet ny energi til gamle fordomme og afsløret, at det fælles gode er vakkelvornt. Fordomme er flertallets privilegie. Og fordommen er, at de fattige og syge i virkeligheden har en svag moral og en dårlig karakter – de kunne bare lade være med at blive syge. Medier og politikere har frydefuldt kastet sig over små befolkningsgrupper med smitteudbrud eksempel: de tykke, rygerlungerne, indvandrere, belastede boligområder, slagteriarbejdere og de unge festaber. Fx i en artikel fra Information skrives ”Hadet mod os tykke er massivt, og coronakrisen gør det kun værre” og Personer med type-1 diabetes oplever også i Danmark at blive stigmatiseret. Allerede i maj 2020 var der fokus på etniske minoriteters høje smitterisiko. I artiklen ”Pandemien skal have en årsag” i Weekendavisen den 20. august udtalte Pernille Vermund fra Nye Borgerlige: ”Nu står vi for Gud ved hvilken gang i en situation, hvor danskernes enorme indsats smadres af folk, der åbenlyst ingen respekt har for det danske fællesskab”  

En ghetto er bare blevet et symbolsk postnummer, vi elsker at hade. Men social afstand er i virkelighedens verden en luksuriøs valgmulighed, der ikke er tilgængelig for flertallet af jordens og den danske befolkning. Dem, der har hjemmearbejdsplads, gæsteværelser og sommerhuse tillader alligevel sig selv at udskamme dem, der hver dag må tage S-toget hen til plejehjemmet. COVID-19 gør forskel på folk. Den rammer social skævt – rammer dem uden indflydelse på arbejde, bolig og uddannelse. Vaccinerne har derimod en mulighed for at stille alle lige og reducere ulighed.

Videnskab er banket tilbage til start og må igen se sig reduceret til statistrollen som vilkårligt, opportunistisk politisk redskab og pauseunderholdning i medierne. Politikerne forstår stadig ikke, at folkesundhed er for hele folket og ignorerer de politiske årsager til social ulighed i sundhed.

COVID-19 blev en forstyrrelse af den offentlige orden, men det lykkedes ikke pandemien grundlæggende at ændre på, hvordan vi ser på sundhed. ■

 

Politikerne forstår stadig ikke, at folkesundhed er for hele folket og ignorerer de politiske årsager til social ulighed i sundhed
_______

 



Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Han er derudover overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital og næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Han har lavet forskning i flere afrikanske lande og er forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann [FOTO: Lars Skaaning]