Rasmus Holm: 70-procentsmålet er ikke så ambitiøst, som vi bilder os ind – det må politikerne erkende

Rasmus Holm: 70-procentsmålet er ikke så ambitiøst, som vi bilder os ind – det må politikerne erkende

29.01.2021


Hvorfor har man valgt 70 pct. klimareduktion som målsætning i 2030, når det er 70 pct. af et tal, der omfatter under halvdelen af de faktiske danske udledninger? Selv hvis FN-målemetoden tilsiger, at vi ikke behøver at tælle international transport og biomasseafbrænding med i de 70 pct., så er det i sidste ende danske aktiviteter, der er med til at smadre vores klima. Det er vores ansvar.



Kommentar af Rasmus Holm

”Tag jer nu sammen! Hvorfor er der ikke nogen, der kan se det? DE LØBER JO RUNDT UDEN TØJ PÅ!”

Sådan får jeg lyst til at råbe, når regeringen og dens støttepartier endnu ikke er nået til enighed i forhandlingerne om Danmarks klima-delmål for 2025. Mens regeringen mener, at delmålet skal være en emissionsreduktion på 46-50 pct., går støttepartierne ind for et delmål på 50-54 pct. på vejen imod den famøse 70 pct. reduktion i 2030.

Jeg beklager mit barnlige vredesudbrud, men nu kan det simpelthen være nok: Jeg er enormt træt af at genopleve ”Kejserens nye klima-klæder”, jeg har fået nok af regeringens arrogante, manipulerende symbolpolitik og matematik-magi, og jeg er så træt af loyale journalister og embedsakademikere, der roser Mette Frederiksen og Dan Jørgensens usynlige klima-klæder for deres ambitiøse mønstre og farver.

Hvorfor er der ingen, der tør sige noget, imens Mette og Dan løber i cirkler om Christiansborg uden tøj på? Hvorfor har vi behov for et barnligt opråb for at kunne se, at der ikke er nogen ambitiøs klimaplan?

 

Drivhusgasserne har stadig en effekt på klimaet, selv hvis FN siger, at vi ikke behøver at tælle dem alle med
_______

 

30 pct. sandhed og 70 pct. løgn og latin
70-pct.-målsætningen lyder som udgangspunkt ambitiøs og flot, og det har helt sikkert høstet Mette og Dan en masse delninger og likes på Facebook. Og hvis formålet med klimaplanen var at sikre karrierepolitikernes genvalg, så er det jo også bare perfekt. Men er man derimod interesseret i at løse de klima- og miljøudfordringer, vi i dag står overfor, så er sagen en anden.

Regeringen og dens støttepartier har nemlig valgt at bruge en måleenhed for vores udledning, der ekskluderer al international transport af danskejede virksomheder samt biomasseafbrænding – to områder, der i 2018 tilsammen var skyld i 60 mio. ton CO2-ækv. (hhv. 41 mio. ton fra international transport, og 19 mio. ton fra bioafbrænding), hvilket svarer til hele 56 pct. af vores totale drivhusgasemission.

Hvorfor har man valgt 70 pct. reduktion som målsætning i 2030, når det er 70 pct. af et tal, der omfatter under HALVDELEN af de danske udledninger? Er det mon fordi, at denne type af emissioner er mindre forurenende end de resterende kilder? Eller fordi, vi bare er blevet en smule for glade for det royale operahus til rigtig at turde at gøre noget ved Mærsk?



I figur 1 er det afbilledet, hvor stor en del af udledningen, som ikke tælles med – det er kun den grå del, som regeringen vil reducere 70 pct. af. Hvilket er absurd.

Det har imidlertid ikke stoppet samtlige danske mediehuse i at gentage sloganet om, at regeringen vil reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 pct. – en påstand, der kun kan betegnes som sandfærdig i en fordrejet spindoktors pesudovirkelighed. Hvis vi skal glemme Mærsk, hvorfor dropper vi så ikke også bare at tælle alle olie- og gasfirmaerne med? Så kommer vi jo endnu hurtigere i mål med vores ambitiøse klimaplan!

Og giv mig ikke en eller anden opsang om, at det er FN’s opgørelsesmetode som følge af Kyoto-protokollen eller andre latterlige teknikaliteter. Det er ikke en undskyldning for at være visionsløse og ligeglade. Det ændrer ikke på, at det er danske aktiviteter, der er med til at smadre vores klima. Og det ændrer ikke på, at det er vores ansvar.

Drivhusgasserne har stadig en effekt på klimaet, selv hvis FN siger, at vi ikke behøver at tælle dem alle med. Den eneste grund til, at man i FN har vedtaget en måleenhed, der ekskluderer essentielle områder, er – som jeg ser det – at stort set ingen lande reelt har lyst til at gøre en seriøs forskel for klimaet, hvis det sker på bekostning af deres egne interesser.

 

Den danske produktion er blevet flyttet til fattigere lande uden fagforeninger, så vi lettere kan udnytte deres arbejdskraft til billig pris. Her må vi selvfølgelig også gerne forurene, fordi det ikke tæller med i det danske regnskab
_______

 

Selv regeringens løgne er uambitiøse for klimaet
Selv hvis vi tager de 70 pct. for givet og glemmer al danskejet international transport og biomasseafbrænding, ser det stadigvæk ikke synderligt kønt ud.

I 2006 udledte Danmark cirka den samme mængde drivhusgasser som i 1990. Siden hen er det heldigvis blevet bedre, dels takket være en udvikling i bæredygtig teknologi og biomasseafbrænding, og dels fordi den danske produktion er blevet flyttet til fattigere lande uden fagforeninger, så vi lettere kan udnytte deres arbejdskraft til billig pris. Her må vi selvfølgelig også gerne forurene, fordi det ikke tæller med i det danske regnskab.

Faldet i emissioner fra 2006 til 2018 ligger på cirka 26 mio. ton – det er altså et gennemsnitsfald på 2,16 mio. ton om året. Hvis vi i årene 2018-2030 forsætter på samme spor og nedsætter vores udledning i samme tempo, så er vi faktisk næsten i mål med den ”ambitiøse” 70 pct. reduktion -uden nogen større (og nødvendige) politiske forandringer og opgør. Jeg prøver selvfølgelig ikke at udlede alverdens konklusioner ud fra et så forsimplet regnestykke. Men pointen er blot, at påstanden om, at klimaplanens målsætning gør Danmark til et visionært foregangsland, er absurd.

Klimakolonisering
Vi glemmer desuden det lille aber dabei, som regeringen og de øvrige partier har indskrevet i klimaaftalen, som lyder på, at hvis målet om 70 pct. reduktion i 2030 ikke kan nås med indenlandske reduktioner, så åbner klimaloven op for, at aftalepartnerne kan beslutte at igangsætte initiativer, hvor udenlandske reduktioner kan medregnes i det danske mål.

Det vil altså sige, at regeringen og dens støttepartier har mulighed for at udvikle deres “ambitiøse” klimainitiativer i fattige ulande, så vi herhjemme kan få lov til at gøre, som vi plejer. Magen til koloniagenda skal man lede længe efter. Pludselig giver det god mening, at regeringen har gjort et så stort arbejde for at flytte de 0,7 pct. af vores BNP, som går til ulandsbistand, til udviklingsprojekter, der skal arbejde med grønne initiativer i ulande.

 

Bare fordi jeg fx lige hopper over på den anden side af sundet til Sverige og dumper en trailer fyldt med farligt affald i en sø, så går problemet altså ikke væk
_______

 

Dertil skal vi huske, at det Økonomiske Råd estimerer, at op til 45-53 pct. af vores emissionsreduktion ender i andre lande. Jeg ved ikke, om politikerne reelt forstår, hvordan virkeligheden hænger sammen. Bare fordi jeg fx lige hopper over på den anden side af sundet til Sverige og dumper en trailer fyldt med farligt affald i en sø, så går problemet altså ikke væk. Det gælder selv, hvis vi smider det ud i lande, hvor folk er brune i huden. Endnu et område hvor vores erfaring som kolonimagt ikke kommer os til undsætning.

Tid til nogle ægte klima-klæder
Du tænker måske: Men hvordan kan det så være, at størstedelen af de journalistiske og akademiske ekkokamre synes, at det er ”åh så modigt” med regeringens klimamål?

Hvis man skal tro H.C. Andersens eventyr om kejserens nye klæder, så ligger forklaringen i, at de er bange for at virke utilladeligt dumme og uduelige til deres jobs, hvis ikke de får store øjne af Mette og Dans nydelige, men imaginære klima-klæder.

Jeg ved ikke, om det nu engang er det, der er tilfældet, men jeg kan konstatere, at det danske folk bør være mere vrede, end vi er, og sørge for at sikre os, at vores stemme bliver brugt til at kræve det, der var aftalen: at vores klima faktisk reddes. Regeringen har brug for et stærkt og visionært pres fra det danske folk.

Eventyret om regeringens “ambitiøse 70 pct.” er kun lige akkurat en rimelig start, men det er det også kun, fordi størstedelen af verden og alle forhenværende danske regeringer hverken har givet en flyvende langfinger eller noget som helst andet for klimaet. Deres målsætning er kun imponerende, fordi der ikke er nogen andre, der har gjort eller gør noget.

Der findes så mange visionære ideer og bevægelser med konkrete løsninger, der faktisk kan gøre Danmark fortjent til Dans elskede klima-førertrøje. Det ville klæde Danmark reelt at gøre noget, fremfor at fortsætte vores selvoptagede, koloniprivilegerede navlepilleri. At vi – som et af verdens rigeste lande – i stedet for at bedrage os selv med misvisende matematik-magi og retorik, faktisk fremlagde en holistisk, bæredygtig strategi for klimaet, der også inkluderer et forbrugsperspektiv på vores udledninger. Så vil jeg med glæde neje og bukke for Mette og Dan i deres smukke, grønne klima-klæder. ■

 

Der findes så mange visionære ideer og bevægelser med konkrete løsninger, der faktisk kan gøre Danmark fortjent til Dans elskede klima-førertrøje. Det ville klæde Danmark reelt at gøre noget
_______

 



Rasmus Holm (f. 1993) er skraldepirat, formand og med-stifter af organisationen Skraldejagt. En dansk organisation, som igennem leg, historiefortælling og fællesskab arbejder for at ændre danskernes forhold til skrald i håb om et bedre miljø og klima. Caroline Bruhn-Jensen har hjulpet med redigering af sprog. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet ses her ved præsentation af klimaudspil i Silkeborg, 29. maj 2019 [Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]