Rehof og Boel svarer Dragsted: Der er et overvældende behov for et progressivt og visionært midterparti i dansk politik

Rehof og Boel svarer Dragsted: Der er et overvældende behov for et progressivt og visionært midterparti i dansk politik

11.01.2021




Pelle Dragsted argumenterer for, at Løkkes nye midterprojekt er unødvendigt. Men regeringen og dens støttepartier er sandet til i bureaukrati, magtfuldkommenhed og topstyring. Rød blok har mistet enhver visionær kraft. Den borgerlige opposition er imploderet. Og metoo-bevægelsen har paralyseret det lille midterparti, Det Radikale Venstre. Der er derfor et overvældende behov for et progressivt og visionært midterparti i dansk politik. Forhåbentlig er det Lars Løkke Rasmussens.

Kommentar af Lars Adam Rehof og Erik Boel

I RÆSON hævder venstrefløjens chefstrateg Pelle Dragsted, at Lars Løkke Rasmussens nye partiprojekt hverken er troværdigt, nødvendigt eller realistisk.

Vi hilser tværtimod projektet velkommen af flere årsager:

Først og fremmest savner vi i dansk politik en slagkraftig pro-europæisk stemme. Danmark hænger med vore fire EU-forbehold i den europæiske bremse, selvom der mere end nogensinde er behov for et tæt europæisk samarbejde; ikke mindst inden for sikkerheds- og udenrigspolitikken. Der er intet alternativ: EU er afgørende for at forhindre europæisk fragmentering og fastholde demokratiet som den politiske styreform i Europa.

Eller tag det økonomiske samarbejde i Unionen: Både S og V modsatte sig lån og direkte støtte til de økonomisk belastede lande i EU. Uklogt, usolidarisk og kortsigtet, selv ud fra snævrere danske økonomiske interesser. Samtidig har Venstre svækket sit traditionelt stærke europæiske engagement. Partiets afviste – ligesom Enhedslisten i øvrigt – at give regeringen mandat til forhandlingerne om et nyt EU-budget sidste år.

Det naturlige pro-europæiske parti, De Radikale, er i granatchok efter at have smidt partiets største politiske talent, Morten Østergaard, på porten. Dertil kommer, at partiet aldrig har formået at sætte sig ud over det elitepræge image og blive et bredere midterparti.

 

[R]ealiteten er, at regeringen siden valget har siddet på hænderne i forhold til den grønne omstilling […] og nu hænger Enhedslisten og venstrefløjen på den stramme udlændingepolitik
_______

 

Dragsted anser formentlig regeringens fodslæbende EU-politik for at være en stor socialistisk sejr for Enhedslisten. Men EU er netop ud fra et progressivt synspunkt en chance for at sætte grønne og sociale rammer om markedskræfterne, de digitale virksomheder, social dumping, skattesnyd og miljøet.

Der er behov for, at der kommer en europæisk stemme i Folketinget. Konkret, at Løkkes potentielle parti tager initiativ til en afskaffelse af EU-forbeholdene. Som statsminister bebudede Løkke Rasmussen faktisk i 2019 en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. I stedet for at stikke hovedet i busken som partierne gør det i dag i forhold til EU, bør et Løkke Rasmussen-parti arbejde for, at løsningen af Danmarks udfordringer fremover bliver set i en bredere europæisk sammenhæng; når det gælder økonomi, beskæftigelse, klima, miljø og sikkerhed.

I UDLÆNDINGEPOLITIKKEN varsler Løkke derudover et farvel til den skingre tone og flirten med det yderste højre. Det er forståeligt, hvis Løkke ikke længere kan se sig selv i dagens Venstre: Partiet flirter åbenlyst med DF og NB i udlændingepolitikken, og det vil Støjbergs deroute næppe ændre.

Det hører med i billedet, at rød blok også viderefører Inger Støjbergs barske politik. Forståelsen på venstrefløjen var, at den kamel ville man sluge, fordi regeringen lagde op til en uhyre ambitiøs klimapolitik. Men realiteten er, at regeringen siden valget har siddet på hænderne i forhold til den grønne omstilling – hvilket særligt kom til udtryk, da regeringen sidste år afviste at indføre en generel CO2-afgift, uanset at Klimarådet anbefalede en sådan – og nu hænger Enhedslisten og venstrefløjen på den stramme udlændingepolitik.

Det er lige lovlig kækt af Dragsted at kalde Løkkes projekt for urealistisk al den stund Enhedslistens eget politiske projekt er skvattet sammen: Kontanthjælps- og dagpengemodtageren har ikke fået det bedre, udlændingepolitikken fortsætter i store træk og i udenrigspolitikken fører regeringen – og dermed rød blok – strudsepolitik; fx når de gælder de unge mennesker, der kæmper for frihed og demokrati i Hong Kong.

For at fuldende billedet heraf skal det nævnes, at uligheden i Danmark ifølge regeringens egne beregninger stiger i øjeblikket, ligesom uligheden i øvrigt steg sidst Socialdemokratiet var ved magten – også dengang med fuldtonet støtte fra Enhedslisten. Man fristes til at sige, at hvis man i dagens Danmark vil have blå politik, skal man stemme rødt. Hvis rød blok skal måles på bekæmpelse af ulighed, opgør med udlændingepolitikken og grøn omstilling, er det svært at nå til en anden konklusion.

 

Man fristes til at sige, at hvis man i dagens Danmark vil have blå politik, skal man stemme rødt. Hvis rød blok skal måles på bekæmpelse af ulighed, opgør med udlændingepolitikken og grøn omstilling, er det svært at nå til en anden konklusion
_______

 

LARS LØKKE RASMUSSEN vil gerne væk fra blokpolitikken. Mon ikke mange vælgerne deler det ønske og finder det skadeligt, at den ene halvdel af befolkningen vedvarende står skarpt over for den anden? Vejen frem må være samarbejde, som Lars Løkke påpeger.

Vist bliver det i dag indgået brede forlig i Folketinget. Men med de facto opløsningen af blå blok mangler der et troværdigt modspil til Frederiksen-regeringen og dennes magtfuldkommenhed og topstyring. Såfremt Løkkes projekt virkeliggøres, vil et sådant parti kunne give modspil og pondus til et samarbejde over midten.

Løkke Rasmussen har med sit brud med Venstre dermed taget det mest afgørende skridt for at kunne starte på en frisk; frigjort af blokpolitikkens lænker. Det hører med i billedet, at Løkke allerede som statsminister – også med bogen Befrielsens Øjeblik – lagde op til et samarbejde over midten.

LØKKE HAR FÅET megen hug for at forlade Venstre. Søren Pind mener ikke, Løkke kan “være det bekendt”. Det lyder nærmest som om, at Løkke har været V utro. Men det er en forkvaklet måde at anskue et politisk parti. Indstillingen er tilsyneladende: Så længe man er medlem af partiet, har man bare at holde bøtte, hvis man er uenig. Forlader man partiet, er man dømt til evig fortabelse.

Men nej, et parti er ikke en sekt. Det er, eller bør være, et redskab til konkrete forbedringer i menneskers hverdag – uanset om man er liberal, socialist, grøn eller noget helt fjerde. Og den enkelte er med i partiet så længe, det giver mening – så længe hun eller han så at sige kan se sig selv i spejlet.

Præsident Ronald Reagan – der i 1962 skiftede fra Demokraterne til Republikanerne – udtrykte det derhen, at “det er ikke mig, der har forladt Demokraterne – det er det Demokratiske parti, der har forladt mig”.

Selvom Danmark ikke er USA, er de seneste begivenheder i Washington endnu en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at midten bliver styrket over for de populistiske yderfløje. Fragmenteringen i EU er bekymrende, når man ser på udviklingen i Polen og Ungarn. Også i Danmark har vi oplevet anslag mod demokratiet og Folketinget. Glem ikke ‘invasionen’ af Christiansborg i 2003, der blev faciliteret og resulterede i et frontalt angreb med rød maling på daværende statsminister Fogh Rasmussen.

Der har i de seneste årti været utallige eksempler på en slap retskulturel forståelse for vigtigheden af at fastholde grundlæggende retsprincipper og beskytte borgernes mindsterettigheder. Et eksempel er masseovervågningen i Danmark i strid med EU Domstolens retspraksis. Et nyt parti bliver nødt til at restaurere det retspolitiske forfald.

Der er næppe tvivl om, at De Radikale har forsøgte at spille denne progressive rolle på det retspolitiske område. Men partiet er for smalt og nichepræget som et middelklasseparti bestående af DJØF’ere. Her vil et Løkke Rasmussen parti – forhåbentlig- kunne være en mere slagkraftig røst.

 

Dansk politik i disse år er at sammenligne med en undervandsbåd, hvor manglen på ilt er fremskreden. Løkke Rasmussens nye parti kan både styrke midten og tilføre dansk politik et frisk pust
_______

 

DER ER BÅDE PLADS TIL og behov for et progressivt midterparti, som er liberalt i ordets egentlige forstand. Et parti som står fast på retsstaten og de grundlæggende rettigheder. Et parti, der er økonomisk og socialt ansvarligt, med internationalt udsyn, pro-europæisk, og som har en skarp kant til det yderste højre. Kort sagt et parti lidt i stil med Angela Merkels CDU i Tyskland.

Dansk politik i disse år er at sammenligne med en undervandsbåd, hvor manglen på ilt er fremskreden. Løkke Rasmussens nye parti kan både styrke midten og tilføre dansk politik et frisk pust.

Er Løkke manden der kan løfte den opgave? Løkkes akilleshæl altid været det organisatoriske. Ved sin side skal han i givet fald have en knalddygtig og benhård partisekretær a la Claus Hjort Frederiksen. En sekretær der både har orden i papirerne og som kan sige fra – også over for Løkke Rasmussen selv.

Men er den forudsætning først på plads, er der næppe noget til hinder for, at et Løkke Rasmussen-parti kan få en 15-20 mandater ved næste valg og måske ligefrem blive tungen på vægtskålen. Lars Løkke Rasmussen er en resultatorienteret pragmatiker, folkelig, humoristisk og dertil en blændende dygtig politiker, som har et politisk CV, der er second-to-none, og i retoriske evner er der ingen i dansk politik, der når ham til sokkeholderne.

Regeringen og dens støttepartier er sandet til i bureaukrati, magtfuldkommenhed og topstyring. Rød blok har mistet enhver visionær kraft. Den borgerlige opposition er imploderet. Og metoo-bevægelsen har paralyseret det lille midterparti: Det Radikale Venstre. Der er et overvældende behov for et progressivt og visionært midterparti i dansk politik. Forhåbentlig er det Lars Løkke Rasmussens. ■

 

Der er både plads til og behov for et progressivt midterparti, som er liberalt i ordets egentlige forstand. Et parti som står fast på retsstaten og de grundlæggende rettigheder. Et parti, der er økonomisk og socialt ansvarligt, med internationalt udsyn, pro-europæisk, og som har en skarp kant til det yderste højre
_______

 



Erik Boel (f. 1953) er debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen. Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, og han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for Krogerup Højskole. Derudover har han skrevet en lang række bøger med fokus på EU og Danmark

Lars Adam Rehof (f. 1958) oprettede Center (nu Institut) for Menneskerettigheder, var lektor i EU- og Folkeret ved KU, Danmarks repræsentant i Palæstina, senior counsel i Verdensbanken og political adviser i naboskabs- og mellemøstkontoret i EU Kommissionens generaldirektorat for humanitær bistand.

ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen holder tale i Tivoli Hotel & Congress Center, København, 15. maj 2019 [Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]