04.03.2021

.

Finansministeriets postulat om, at kun 8 pct. af indkomstuligheden er et udtryk for ulige muligheder, er rent ud sagt absurd. Men kritikken af ulighedsrapporten bør ikke stoppe der. For ikke nok med, at Finansministeriet rammer helt ved siden af, når de skal dokumentere ulige muligheder, så reflekterer ministeriet heller ikke over, hvor det frie valg slutter, og samfundets nedarvede privilegier – eller mangel på samme – begynder.

Kommentar af Rune Lund, finansordfører for Enhedslisten, og Jonas Kylov Gielfeldt, politisk rådgiver for Enhedslisten

Da Enhedslisten sammen med resten af aftalepartierne indgik finanslovsaftalen for 2020, var en af elementerne i aftalen, at der fremover skal være en årlig rapport om ulighed i Danmark, som Finansministeriet skal udgive. Den første rapport kom før jul. Den gennemgår grundigt en lang række dimensioner ved uligheden her i landet.

Hovedhistorien fra rapporten var den opsigtsvækkende konklusion, at kun 8 pct. af indkomstuligheden i Danmark kan tilskrives ulige muligheder, mens hele 92 pct. af uligheden tilsyneladende er et udtryk for frie valg i befolkningen. Ergo konkluderer Finansministeriet, at stort set hele indkomstuligheden et resultat af det frie valg, individer har, når de vælger uddannelse, arbejdstid og indsats i arbejdslivet.

Det er efter vores mening trist, at denne del har fået så meget opmærksomhed – for tallet er metodisk tvivlsomt, og konklusionerne er nærmest bizarre. Det viser de to glimrende debatindlæg af forskerne Michael Rosholm og Rune Vemmen Lesner hhv. den 17. og 20. februar i Politiken.

 

Finansministeriet udviser en total mangel på forståelse for, hvor frie valg stopper, og samfundets strukturer i stedet sætter ind
_______

 

De to forskere kommer hver især med en grundig kritik af postulatet om, at kun 8 pct. af indkomstuligheden skyldes ulige muligheder. Begge debatindlæg tager udgangspunkt i det fokus, som Finansministeriet også selv har lagt vægt på: nemlig, at ulighed i stor udstrækning grundlægges i barndommen – og med et særligt fokus på ressourcesvage grupper. Det er jo åbenlyst korrekt, at barndommen har en meget stor betydning.

Alligevel vil vi gerne tage kritikken videre. For der er også en lang række problemer i den måde, Finansministeriet har valgt at opgøre de ulige muligheder på. Ministeriet anskuer nemlig grundlæggende alle individers valg – af fx uddannelse og job – som værende udtryk for frie valg. Og det er jo bare ikke virkeligheden. Derudover fokuserer rapporten stort set kun på uligheden blandt ressourcesvage, mens den ulighed, der skabes i toppen af samfundet, groft overses.

Når børn af velhavere får et forspring via økonomiske ressourcer og sociale netværk, oversættes dette af Finansministeriet til at være resultatet af fornuftige valg og overser dermed det forspring, som de børn har haft. Og endeligt ser man helt bort fra det arbejdsmarked og den økonomiske politik, som understøtter uligheden på arbejdsmarkedet, hvor store indkomstforskelle mellem faggrupper ikke bare fastholdes, men også udvides uafhængigt af, hvor efterspurgt lavtlønnede faggrupper er.

Groteske konklusioner om ”det frie valg”
Finansministeriet udviser en total mangel på forståelse for, hvor frie valg stopper, og samfundets strukturer i stedet sætter ind. Generelt lægger ministeriet megen vægt på, at det, som primært er drivende for indkomstuligheden, er de forskellige valg, personer træffer, når det kommer til valg af uddannelse og arbejdstid. Kort sagt er det ens eget ansvar, hvis man får en relativt lavere indkomst, hvis man vælger en uddannelse som pædagog vs. en uddannelse som aktuar eller læge. Her er det første helt åbenlyse problem, at man ikke nødvendigvis kan ”vælge” uddannelse, som man lyster.

 

Mange ønsker fuldtid, men kan ikke få det. Er det et udtryk for et ”frit valg”? Svaret på dette spørgsmål er et indlysende: Nej
_______

 

Uddannelser, der sikrer adgang til højtlønnede jobs, er en knap ressource med høje karakterkrav. Ligesom højtlønnede stillinger også er en knap ressource på arbejdsmarkedet. Michael Rosholm påpeger helt rigtigt, at der jo er nogle genetiske potentialer, som er ulige fordelt, og derudover også en række uligheder i opvækstbetingelser, som skaber store forskelle.

Men selv i en verden, hvor alle havde gode gener og et stimulerende barndomsmiljø, ville vi stå med en ulighed i indkomst trods lige muligheder. Der ville stadig være begrænsninger på de uddannelser, der giver adgang til det jobmarked, der giver høje lønninger. Og de stillinger, der giver høj løn vil heller ikke være tilgængelige for alle. Der er således en helt klar strukturel begrænsning her, som Finansministeriet simpelthen ikke reflekterer over.

Det samme gælder den valgte arbejdstid. Hvor mange timer man arbejder, er heller ikke noget, man som lønmodtager blot kan diktere over for arbejdsgiveren. Det antal timer, man kan få hos en arbejdsgiver, er også styret af arbejdsgiverens behov. Det er den samme absurde logik, som man også finder i Finansministeriets beregninger om, at lavere topskat medfører flere arbejdstimer. Som om man blot kan gå hen til chefen og bede om flere timer og dermed højere løn. Sådan er det jo ikke.

Mange steder er der jo en arbejdstidsnorm, som ofte er skrevet ind i overenskomster. I den offentlige sektor bliver stadigt flere stillinger slået op som deltidsstillinger. Mange ønsker fuldtid, men kan ikke få det. Er det et udtryk for et ”frit valg”? Svaret på dette spørgsmål er et indlysende: Nej.

 

At ulighed reproducerer sig i bunden, er velkendt. Men det er mindst lige så velkendt, at elitepositioner i samfundet nedarves i familien
_______

 

Blindhed over for de riges privilegier
Rune Vemmen Lesner peger i sit debatindlæg helt korrekt på, at Finansministeriet slet ikke har greb om betydningen af børnefattigdom. Det må være en kritik, der gør ondt. For ser man på, hvilke variable, som Finansministeriet bruger til at undersøge uligheden med, så er det især de ressourcesvage grupper, der undersøges. Variablene i undersøgelsen er fx opbrud i familien, udsathed som barn, og om man har boet i en almen bolig. Alle vigtige variable, når man kigger på de laveste indkomster.

Derudover kigges der også mere bredt på variable som forældrenes beskæftigelse og uddannelsesniveau, men overvejende er fokus på dem med svære opvækstbetingelser. Det er jo et rigtig fint udgangspunkt. Til gengæld er der næsten intet fokus på den anden side af mønten, nemlig de rigeste i samfundet. Her er den eneste ”velhaver-variabel”, hvorvidt forældrene har været blandt de 10. pct. med højest indkomst.

Her burde man fx have tilføjet variable som, hvorvidt ens forældre ejede en virksomhed med mere end 20 ansatte, om man har modtaget en stor arv, om forældrene har haft store formueindkomster, eller om forældrene er blandt den rigeste ene procent. At vi har set en stigende ulighed gennem de seneste årtier skyldes jo især, at de rigeste stikker af fra os andre. Det viser utallige analyser. Derfor er det ærlig talt beskæmmende, at man stort set ikke berører dette i Finansministeriets analyse.

At ulighed reproducerer sig i bunden, er velkendt. Men det er mindst lige så velkendt, at elitepositioner i samfundet nedarves i familien. Det viser en stor mængde sociologisk forskning, blandt andet med afsæt i den verdensberømte sociolog Pierre Bourdieu. Børn af overklassen har simpelthen et forspring, som giver lettere adgang til et liv med høj indkomst. Hele dette perspektiv er fuldstændig fraværende i Finansministeriets analyse.

Og det er faktisk meget synligt, hvor dårlig Finansministeriets model er til at indfange toppen af indkomstpyramiden. Den rigeste procent er dét sted i indkomstfordelingen, hvor der er størst forskel på den indkomst, der observeres i samfundet, og så den indkomst Finansministeriets model spytter ud. Det burde have givet stof til eftertanke hos Finansministeriets regnedrenge.

Når hele forskellen på top og bund på den måde ikke indgår, bidrager denne del af analysen også til at undervurdere den reelle ulighed i Danmark.

 

Vi har i dag et arbejdsmarked, der straffer visse valg af uddannelse og job og belønner andre
_______

 

Et arbejdsmarked og en politik, der straffer og belønner forskellige ”frie valg”
Hvis vi til sidst må tillade os at gå op på den høje klinge, så bliver man i en diskussion af emnet om ”frie valg” og indkomstulighed også nødt til at forholde sig til, hvordan samfundet belønner visse slags valg og straffer andre.

Vi har i dag et arbejdsmarked, der straffer visse valg af uddannelse og job og belønner andre. I coronapandemien jubler vi fx over sygeplejersker og pædagoger, der holder sammen på vores samfund under krisen. De er livsvigtige for, at tingene hænger sammen. Det er bredt anerkendt, at de er coronatidens helte.

Ikke desto mindre er sygeplejersker og pædagoger relativt lavt lønnede sammenlignet med akademikere. Og det handler ikke om udbud og efterspørgsel. For der er mangel på både sygeplejersker og pædagoger, mens akademikere ofte er ledige. Man kan konstatere, at der på ingen måde er dømt lønfest for disse grupper med de netop indgåede overenskomster på det offentlige område. Selv om de er helt essentielle for, at vores samfund fungerer, og selv om efterspørgslen er større end udbuddet.

Og ikke nok med det: I overenskomstsystemet bliver denne ulighed øget gennem selve den måde, hvorpå lønstigninger bliver effektueret. Det sker i procenter frem for i kroner og ører. Det betyder, at hvis lønnen stiger med fx 5 pct. for alle, så stiger den højtlønnede DJØF’ers løn mere, end lønnen for pædagogen eller sygeplejersken gør. At overenskomstsystemet er lavet på denne måde, er jo endnu en straf til visse faggrupper.

Meget handler her om nedarvede privilegier, der er baserede på uddannelseslængde. Og ja, man skal belønnes for at tage en lang uddannelse. Men skal pædagoger ikke også belønnes for at vælge et job, hvor de varetager noget af det vigtigste i vores liv – vores børn? Og hvad med sygeplejersker, der står med et stort ansvar for syge mennesker, skal de ikke belønnes for det? 

 

Disse politiske valg har stor betydning for befolkningens indkomst, og har intet at gøre med individers ”frie valg”
_______

 

Og så er der hele den økonomiske politik, som er helt central, når samfundets goder skal fordeles. Når skiftende regeringer gennem snart 20 år har givet topskatterabatter til de højtlønnede akademikere, har man fra politisk side yderligere belønnet det ”frie valg” om at uddanne sig længere. Og når disse skatterabatter finansieres af offentlige besparelser, der går ud over pædagogen og sygeplejersken, som får færre kolleger, skal løbe stærkere og får større risiko for stress og nedslidning, som så igen kan kaste dem ud af arbejdsmarkedet med store konsekvenser for indkomsten, så straffes dét valg også yderligere. Politiske beslutninger, frem for individers personlige valg, har altså store konsekvenser for indkomsterne hos befolkningen.

Det er nærmest tåbeligt at antage, at en pædagog, der blev uddannet for 25 år siden, kunne forudse, at hun ville blive nedslidt af jobbet som 50-årig, fordi politikere gennem 20 år har valgt at bruge pengene på skattenedsættelser, der kommer toppen til gode, frem for velfærd. Også her er det helt absurd, når Finansministeriet kalder det for et ”frit valg” – underforstået at folk selv har valgt det.

Det er muligt, at de politiske flertal, som har foretaget disse politiske valg, vil argumentere for, at det har været ”nødvendig” politik. Nødvendigt for at sikre en effektiv offentlig sektor, og for at øge arbejdsudbuddet. Det mener vi i Enhedslisten ikke er rigtigt. Pointen her er dog, at disse politiske valg har stor betydning for befolkningens indkomst, og intet har at gøre med individers ”frie valg”.

Der er mange gode fakta og oplysninger i regeringens ulighedsredegørelse. Men at postulere, at 92 pct. af indkomstuligheden kan forklares med folks egne valg, er vulgær-økonomi og borgerlig ideologi af værste skuffe. Vi kan sige så meget, at debatten om uligheden i Danmark på ingen måde slutter her. ■

 

At postulere, at 92 pct. af indkomstuligheden kan forklares med folks egne valg, er vulgær-økonomi og borgerlig ideologi af værste skuffe
_______

 

Rune Lund (f. 1976) er medlem af Folketinget og er finansordfører og skatteordfører for Enhedslisten.

Jonas Kylov Gielfeldt (f. 1981) er politisk-økonomisk rådgiver for Enhedslisten og uddannet sociolog fra Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Rune Lund [Foto: pressefoto].