Stine Bosse: Der er tre helt overskyggende problemer i Danmark lige nu. Og vi er ikke i gang med at løse dem

Stine Bosse: Der er tre helt overskyggende problemer i Danmark lige nu. Og vi er ikke i gang med at løse dem

04.12.2021


Der er tre helt overskyggende problemer i Danmark lige nu. Og vi er ikke i gang med at løse dem. Det ene er arbejdskraft, det andet er presset på vores velfærd og sundhedssystem – inkl. ligeløn mellem offentligt og privat ansatte – og det tredje er indvandring.



Kommentar af Stine Bosse

DET ER SÅ NEMT at kritisere og sætte alle i dansk politik under skiftende anklage. Med dette “Juleeventyr” vil jeg forsøge at tilgå nogle af de mest sprængfarlige politiske emner i Danmark netop nu fra den konstruktive side og koble nogle af vores overskyggende problemer sammen og gøre dem til hinandens løsninger. Det vil tage lidt tid at realisere. Men vi skal i gang. Nogle vil sikkert finde det værdimættet, men det er en følgevirkning af den dominerende ambition: at skabe et liv i Danmark, hvor der er trygt, rig mulighed for at skabe sig velstand og deraf også et bæredygtigt velfærdssamfund, der kan netop dét, vi betaler for og som holder, til mine børnebørn er voksne.

Der er tre helt overskyggende problemer i Danmark lige nu. Og vi er ikke i gang med at løse dem. Det ene er arbejdskraft, det andet er presset på vores velfærd og sundhedssystem – inkl. ligeløn mellem offentlig og privat ansatte – og det tredje er indvandring.

Arbejdskraft
Lige nu går vi glip af 60.000 skattebetalende personer i Danmark. 100.000 job har været slået op uden at blive mødt med den efterspurgte kompetence. De 40.000 er besat med andre kompetencer, men 60.000 er ikke besat. Vi går således glip af i størrelsesordenen 7,5 milliarder i indtægter. Nemlig ca. 50 pct. af den lønsum, der mistes som skattegrundlag, beregnet med et gennemsnit på 250.000 kr. som årsindtægt. Det skal naturligvis ændres øjeblikkelig. Enhver tale om børnecheck til andre EU-borgere, som vi muligvis kunne tiltrække hertil, må forstumme. Enhver tale om, at “de tager vores job” må forklares bort. Nej mennesker, der vil komme hertil og bidrage, er en forudsætning for vores velstand.

Vi skal først og fremmest på charmeoffensiv i flere EU-lande, hvor der findes veluddannede mennesker, som vi med lidt omtanke kan overbevise om at lægge i hvert fald nogle af deres arbejdsår i vores land. Og selv med tanke på, at familien følger med, er det ikke bare økonomisk klogt, det er også en forudsætning for vores velfærdssamfund. Lige nu er vi bagud på point. For de søger ikke hertil.

Samtidig må vi seriøst i gang med uddannelse og oplæring af den arbejdskraftreserve, vi har i Danmark. Hvis blot vi får 15 pct. ud på arbejdsmarkedet, er udgiften betalt. Blot som tommelfingerregel. Kan det lade sig gøre? Det er der meget, der tyder på, men indsatserne skal være mange og koordinerede. Det starter med en statsleder, der priser og lykønsker, de der faktisk får det til at lykkes. Kommer ud af forsørgelse og “kommunesyndromet” og ud i frihed, arbejdsliv, kolleger og som kan se sig selv gå fra “at koste til at bidrage”.

I tillæg skal vi fejre alle unge, der tager en uddannelse. 15 pct. af unge mænd i Danmark får ikke en uddannelse i dag. Dette tal er svært at forstå, men kan ændres gennem få men vigtige greb. Som med alt andet starter det i vuggestuen. Vi skal ikke forvente mindre af de udsatte – herunder de indvandrere der anslået udgør 7-10 pct. af gruppen – altså ikke en nævneværdig overrepræsentation, hvis nogen skulle påstå det.  Og indsatserne for at nå nye mål kan kombineres. Fx håndtering af forskellige “kulturer” – altså både kulturbaggrund og den kultur man har med fra sit hjem. Indsigt i, hvordan man faktisk møder de unge og dermed kan påvirke dem positivt på de områder, hvor dette er helt afgørende nødvendigt for at få en uddannelse eller et job, skal op.  

Det skal indgå som en helt central del af al uddannelse og efteruddannelse af pædagoger og lærere. I alle økonomiafdelinger i danske kommuner, ansættes desuden to konsulenter på resultatløn, med det ene mål at løfte uddannelsesniveau og jobfrekvens blandt unge mænd.  Alle familier, der gennem uddannelse og job påvirker boligområder positivt, præmieres med tydelig fejring og en kontant bonus på 50.000kr.

Målet er at reducere tallet til 5 pct. på 3 år. Udover de trivsels- og tryghedsfremmende gevinster, er de økonomiske fordele betydelige og finansierer indsatserne med en tilbagebetaling på mindre end 5 år.

I tillæg skal vi ændre samtalen om udsatte, så vi ikke kun ser et problem, men vælge stærke tiltag for at vende udviklingen til alles fordele. Selvfølgelig ikke uden at holde vores danske og europæiske værdier højt. Det er dem, man lader sig inkludere i uanset etnisk baggrund, og det er dem, vi bruger for at inkludere. 

 

Vi skal turde se i øjnene, at medarbejdere i den offentlige sektor er lige så knap en ressource som i det private, og at konkurrencen om de bedste er i gang. Det bliver dyrt for os alle at tabe den
_______

 

Vi skal turde se i øjnene, at medarbejdere i den offentlige sektor er lige så knap en ressource som i det private, og at konkurrencen om de bedste er i gang. Det bliver dyrt for os alle at tabe den.  Lønudviklingen mellem offentlig og privat har taget fart i én retning nemlig op op op i det private og mere beskedent op i det offentlige, og uden at lukke gamle huller. Der er derfor brug for et kritisk blik på, hvordan vi ændrer dette. Det er ikke kun  et spørgsmål om sygeplejersker. Det er et spørgsmål om, hvordan vi tiltrækker og fastholder stærke hoveder i den offentlige sektor, og hvordan vi deler den effektiviseringsgevinst, der kommer fra digitalisering mm. Ingen virksomhed slipper for den debat; hvem skal nyde godt af effektiviseringer? Det har været uudtalt på det offentlige arbejdsmarked alt for længe.

For at sikre en sundere balance mellem offentligt og privatansattes lønudvikling skal der derfor etableres en lønmekanisme, der sikrer, at målbare effektivitetsgevinster med stigende borgertilfredshed gennem digitalisering, deles med de ansatte. Det vil betyde, at investeringer i nye teknologi også kommer de offentligt ansatte til gode, og incitamentet til at få mest muligt ud af investeringerne er stort. Om det kan gøres på det totale arbejdsmarked er tvivlsomt, men så må forhandlingsstrukturerne ændres, så man kan få den stærke danske model til at virke også på det offentlige arbejdsmarked.

Velfærd og pligt
Vi står overfor et sandt ældreboom, og det kræver helt ny tilgang til omsorg og ældeliv.

Vi bør derfor indføres en velfærdspligt, som gælder alle unge mennesker mellem 18 og 22. Pligten gælder i 6 mdr., hvor den unge skal virke på plejehjem, i daginstitutioner, på hospitaler eller i en døgninstitution. Den unge modtager det, der svarer til laveste dagpengesats, SU el. lign., og udfører altså et arbejde svarende til en ufaglært sygehjælper, pædagogmedhjælper elle en sanitetsfunktion. I løbet af de 6 mdr. gennemfører den unge også en målrettet uddannelsesvejledning, og arbejder derfor kun 30 timer om ugen, medens syv timer anvendes på udforskning af uddannelsesmuligheder digitalt, samt tre besøg på udvalgte uddannelsesinstitutioner og tre fælles workshops. Forløbet afsluttes med et uddannelsesvalg. At være omhyggelig i sine første uddannelsesvalg er vigtigt. Særligt når vi ved, at disse generationer skal arbejde til de er 70+, og leve til de er 100 år – i snit.

For at kunne sikre de ældre en god alderdom, og for at kunne sikre bedre pasning af børn, igangsættes eksperimenter, hvor de ældre, der kan og vil, deltager i omsorgen for børnene. Det betyder, at nye ældrecentre og daginstitutioner tænkes sammen. Målet er forbedret oplevet livskvalitet blandt de ældre og større tryghed og voksenkontakt for børnene.

For at frigøre flest mulige ressourcer til velfærd, etableres forsøg med yderligere involvering af private aktører. Dette skal gøres i et klogt tempo, og med sikkerhed for, at økonomi og kvalitet ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Kvindelige iværksættere er stærke på dette område, og et fokus her kan øge kvinders lyst til at sætte i værk.

Migration og sundhed
De kommende år vil migration være et stigende problem for alle lande i EU – uanset geografi. Alene vores geografi tilsiger det. Vi er det mest velhavende kontinent, og vi grænser op til verdens fattigste områder, Afrika og Mellemøsten. Samlet ér vi udsatte. Særligt efter, at klimaflygtninge ikke er et fremtidsscenarie, men en her og er en realitet. Samtidig har vi – som ovenfor nævnt – brug for indvandring. Vi kan ikke løse arbejdskraftsproblemet selv. Den indvandring vi kan forvente fra EU-lande kan ikke klare alle behovene, for der er aldrende befolkninger i hele EU. Derfor må vi i gang med at skabe muligheder for unge mennesker, der vil hertil med lidt uddannelse, og som vil have bygget på og give mere uddannelse her.

Der skal etableres samarbejder med lande, hvor unge får betalt uddannelse indenfor sundhed på dansk niveau. Nogle af dem får derefter mulighed at komme herop og virke.  Senere kan de vælge at returnere eller blive. Dette vil fjerne smuglernes forretning, løse et arbejdskraftproblem hos os og medvirke til at løfte sundheds uddannelses opgaven i lande, hvor det er en hélt uoverstigelig opgave. Noget af dette kan eventuelt gøres sammen med NGO’er, som allerede er etableret i lande, hvor samarbejdet med fordel kunne udbygges. Uddannelserne kan i princippet være flere typer – men starter med SOSU-assistenter, sygeplejersker og læger.

At tale pænt om andre kommer sjældent dårligt igen
Når vi står hvor vi gør, nemlig der, hvor vi bliver fattigere og har udsigt til ringere velfærd, så er det tid til at ændre kurs. Det betyder fx, at vi skal støtte de initiativer, EU tager, for netop at kunne støtte op om den skitserede model i forhold til uddannelse og sikre ruter fra lande i Afrika og Mellemøsten. Men både Socialdemokraterne og Venstre stemte imod og sammen med yderste højre for et ændringsforslag, der i korthed siger: EU skal ikke blande sig i migrationsspørgsmål. Spørger man borgere i Danmark, svarer flertallet derimod, at EU er løsningen i migration. Men ikke bare stemte S og V imod, de stemte imod deres egne grupper i EU-Parlamentet  – som de eneste, stemte de imod deres europæiske grupper. Det er hverken særlig socialt eller liberalt. Medmindre altså forestillingerne stopper med Danmarks grænse, eller måske EU’s ydre grænse.

Vil vi virkelig sikre os imod en forvitring af vores trygge system, som vi kender det, så skal samtalen, om de der potentielt kan deltage i løsningen af udfordringerne, også ændre karakter. De, der indførte paradigmeskifte og frygtindgydelserne lykkedes så godt, at vi står tilbage med store problemer. Ikke nok med, at vi sender dygtige og kvalificerede mennesker ud af landet, og i praksis til lediggang i lejre, hvor de koster os mange penge i stedet for at bidrage med skat, og betale tilbage på det, de har modtaget. Nej, vi demotiverer også dag for dag de mennesker, som er her og deltager på lige fod. Og hvad vi nu må sande; vi kan ikke tiltrække de, der faktisk kunne bidrage. Venner, det går ikke.

Derfor skal der nye paradigmeskifter til, gerne i skøn forening med vores kolleger i EU (tyskerne er i gang), hvis vi skal kunne opretholde et stærkt og levedygtigt velfærdssamfund – også om 20 år. Der er jeg 80 år, hvis jeg overlever så længe, og vi er dobbelt så mange 80 årige til den tid. Jeg håber, vi får en god fest på ældrecentret – med masser af børn og unge, der giver liv og med venligt personale fra Danmark og resten af verden.

Glædelig december. ■

 

Vi demotiverer dag for dag de mennesker, som er her og deltager på lige fod. Og hvad vi nu må sande; vi kan ikke tiltrække de, der faktisk kunne bidrage
_______

 



Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet [illustration: pressefoto]