Stine Bosse: Hvorfor styrer Mette Danmark i en mere og mere højrenational retning?

Stine Bosse: Hvorfor styrer Mette Danmark i en mere og mere højrenational retning?

19.04.2021




Den DF-designede dehumanisering, som V fejlagtigt købte ind på, har S overtaget helt ukritisk. Uden skelen til nogen form for hverken fornuft, omsorg eller praktik. Bare de 10 pct. af vælgerne, der nu er vendt hjem til S fra DF, er glade, så er alt godt i det gamle parti og i Danmark, må vi forstå. Men det er ikke rigtigt. Tværtimod. Alt er galt. Rigtig galt.

Kommentar af Stine Bosse

VI ER SEKS millioner mennesker i dette dejlige land. Vi passer på os selv og hinanden, og vi har været kendt for også at passe på andre. Jeg vil ikke dvæle ved historien, blot minde om, at vi var det første land, der tiltrådte Flygtningekonventionen efter 2. Verdenskrig.

Meget er ændret siden, men grundelementerne er de samme. Vi fører krige, når det er i vores nationale interesse – fx i Syrien med dansk deltagelse. Mennesker flygter. Og mennesker søger ly hos os. 

Siden flygtningekrisen i 2015 og paradigmeskiftet, som DF foreslog og den Venstre-ledede regering stod bag, har vi hjemsendt så snart, der har åbnet sig bare den mindste mulighed. Også ”hjemsendt” til udrejsecentre, hvor mennesker ”opbevares” under forhold, som man ikke vil ønske for sin værste fjende. Den DF-designede dehumanisering af vores håndtering af flygtninge, som Venstre fejlagtigt købte ind på, har Socialdemokratiet overtaget helt ukritisk. Uden skelen til nogen form for hverken fornuft, omsorg eller praktik. Bare de 10 pct. af vælgerne, der nu er vendt hjem til S fra DF, er glade, så er alt godt i det gamle parti og i Danmark, må vi forstå. Men det er ikke rigtigt. Tværtimod. Alt er galt. Rigtig galt.       

Vi er det eneste land, der hjemsender til Damaskusregionen. Vore politikere, her statsminister Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye, der har udnævnt sig selv til Danmarks ”dørmand”, vælger at overhøre alle advarsler fra organisationer i Danmark, fra EU og præsident Biden. Socialdemokratiet har i dette spørgsmål ført Danmark højre om USA. Og vi ligger på linje med de mest nationalkonservative lande i EU. Er det det Danmark, Mette vil give os? 

Selv de flygtninge, der uddanner sig, lærer vores lille vanskelige sprog, bliver sygeplejersker, får topkarakterer og vil være læger (vi mangler både læger og sygeplejersker), sender vi ”hjem”! Men ”hjem” er pt. til et liv i et udrejsecenter. Det er hjerteløst – og det er hovedløst. 

 

Tesfaye siger, at de flygtninge, der kommer i fjernsynet, ikke skal drømme om særbehandling. Det er i bedste fald bare ondt. I værste fald er det et frontalt angreb på vores frihed til at ytre os i dette land
_______

 

Tesfaye siger, at de flygtninge, der kommer i fjernsynet, ikke skal drømme om særbehandling. Det er i bedste fald bare ondt. I værste fald er det et frontalt angreb på vores frihed til at ytre os i dette land.  Ingen skal tro de er noget, hvis ikke de er tro partisoldater i S. 

Alt dette går ikke upåagtet hen uden for Danmark. Man undrer sig. Efterhånden mere og mere højlydt. Hvorfor lader Danmark sig styre i en mere og mere højrenational retning? Og så af det sædvanligvis progressive og menneskevenlige parti? Danmark var det første land til at underskrive Flygtningekonventionen af 1951, Venstres forhenværende formand og Danmarks statsminister Poul Hartling var en anerkendt flygtningehøjkommissær i FN fra 1978-85, og Mogens Lykketoft var formand for FNs generalforsamling fra 2015-2016.

Spørgsmålet blev i går behandlet af CNN World, hvor seerne mødte et velfungerende søskendepar, der er familiesammenført, og hvis far risikerer ”hjemsendelse” til Damaskus. De er imidlertid blevet bedt om at rejse ud før faderens sag er færdigbehandlet. I sig selv en besynderlig forvaltningsform. Og de vil ikke rejse frivilligt. Derfor risikerer de at ende i et udrejsecenter.

Beskrivelsen af dette sted kan få gysene frem i enhver, skulle man tro: ”We are going to languish [sygne hen] in a center, where people are broken down, humiliated and held in helplessness and hopelessness, instead of being able to contribute to society”. Artiklen bemærker, at der følger penge med ”den frivillige” hjemsendelse, og at Danmark er det eneste EU-land, der betragter Damaskus-området som sikkert. Det hænger i teksten, at frivilligheden er det så som så med.

Men hvordan endte vi på denne yderste højrefløj? Det startede med Lars Løkke, der ifølge sit eget udsagn ’ikke ville være Statsminister for enhver pris’, men alligevel lagde ryg til et paradigmeskifte, som mange af os allerede dengang forudså ville lede derhen, hvor vi er nu.

 

S har nu modtaget frafaldne DFere i store mængder og står til at blive større end ved seneste valg. Meget på grund af coronahåndteringen, men også på grund af partiets forvandling. Forvandlingen til et kæmpe DF
_______

 

Disse håbløse situationer, hvor flittige, veluddannede, velintegrerede mennesker sendes ud, eller rettere i en type ”fængsel”.  For samtidig med at man talte om integration (et ikke ringe ord for inklusion), gjorde man alt for at undgå samme. Det var udtalt DF-politik, qua paradigmeskiftet: Disse mennesker skal ikke integreres, for de skal jo hjem.

Lars Løkke har givet ikke brudt sig om sin egen politik, og hans succesfulde trepartsaftaler groede ikke i DFs have. Han var så led og ked af udviklingen, at han i valgkampen for to år siden gik imod de fleste i eget parti. Han ville arbejde over midten. Han opdagede nemlig, at når han så til højre, så stod Nye Borgerlige og Stram Kurs. Dét ville han ikke.  

Det han ikke vidste var, at endnu et paradigmeskifte var under opsejling – Socialdemokratiets. Alt skal være lige så stramt eller strammere end blå blok. Man må ikke kunne stikke et stykke papir mellem DF-politik og S-politik. Det virker. S har nu modtaget frafaldne DFere i store mængder og står til at blive større end ved seneste valg. Meget på grund af coronahåndteringen, men også på grund af partiets forvandling. Forvandlingen til et kæmpe DF, der efterlader alle os andre – liberale, socialister og konservative – på samme perron. 

På den perron lever håbet om at leve op til internationale forpligtelser. Her lever håbet om at solidaritet ikke stopper ved grænsen. Her lever håbet om, at Gud, Konge og Fædreland betyder noget i relation til andre. Som kronen på værket. Et varemærke, der forsegler landet med de rare mennesker, der evner at tænke på andre end sig selv.  Og her lever håbet om, at angsten, der har dannet Socialdemokratiets nye linje, ikke får lov til at æde vores sjæle, men kan mødes af en stærk opposition.  ■

 

Her lever håbet om, at angsten, der har dannet Socialdemokratiets nye linje, ikke får lov til at æde vores sjæle, men kan mødes af en stærk opposition
_______

 



Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [Foto: pressefoto]