Stine Bosse: Ikke bare har vi en rigsretssag i gang imod en tidligere minister, nemlig Inger Støjberg, nu har vi også en potentiel rigsretssag under opsejling imod vores statsminister Mette Frederiksen

Stine Bosse: Ikke bare har vi en rigsretssag i gang imod en tidligere minister, nemlig Inger Støjberg, nu har vi også en potentiel rigsretssag under opsejling imod vores statsminister Mette Frederiksen

31.10.2021


En medarbejdergruppe har lagt sig mellem politik, politikere og os. Borgerne. Os, der betaler og ser måbende til. Disse typer er ikke så optaget af forvaltning, love og demokratiske spilleregler. De er optaget af én ting: magt. Hvad siger meningsmålingerne? Er der noget at vinde eller tabe? Og deres kyniske tilgang til udøvelse af magt er gennemtrængende og gennemført. Deres omgang med stofområderne bærer præg af, at de íkke selv skal stå til ansvar for noget som helst. Hverken som politikere, eller som embedsmænd. De er kampagneledere i den evige valgkamp.

GØR RÆSON STÆRKERE. Det er kun muligt at stille Kommentarserien gratis til rådighed takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Stine Bosse

”TILTAG IFT. AT aflive mink (herunder indstilling om at sætte det i dvale/lukke lortet).” Sådan slutter en sms til en afdelingschef i Justitsministeriet fra Pelle Pape. Han er Departementsråd, med ansvar for ministersekretariat, regeringskoordination, presse og kommunikation og udvikling. Altså en særdeles magtfuld og centralt placeret person i Statsministeriet og meget, meget tæt på statsminister Mette Frederiksen. Überspindoktor kunne være hans titel.

Nu skal det ikke handle om en enkeltperson, men om udbygningen af den medarbejdergruppe, der har lagt sig mellem politik, politikere og os. Borgerne. Os, der betaler og ser måbende til.

Disse typer er ikke så optaget af forvaltning, love og demokratiske spilleregler. De er optaget af én ting: magt. Hvad siger meningsmålingerne? Er der noget at vinde eller tabe? Og deres kyniske tilgang til udøvelse af magt er gennemtrængende og gennemført. Deres omgang med stofområderne bærer præg af, at de íkke selv skal stå til ansvar for noget som helst. Hverken som politikere, eller som embedsmænd. De er kampagneledere i den evige valgkamp.

Dette fænomen har nu ført til at vores berømmede, ikke korrupte og tillidsvækkende demokrati nu står i en historisk situation. Ikke bare har vi en rigsretssag i gang imod en tidligere minister, nemlig Inger Støjberg, nu har vi også en potentiel rigsretssag under opsejling imod vores statsminister Mette Frederiksen. Sagerne handler hverken om ”barnebrude” eller mink, nej de handler om det helt afgørende og fundamentale: Med lov skal land bygges. Eller om magtens tredeling. Folketinget lovgiver. Regeringen udøver og domstolene dømmer.

 

Dette fænomen har nu ført til at vores berømmede, ikke korrupte og tillidsvækkende demokrati nu står i en historisk situation
_______

 

EN MINISTER SKAL altså have lovgrundlaget i orden for at kunne udøve. Ellers er vi jo i virkeligheden på vej mod autokrati. Altså det, vi med næb og klør – bortset fra enkelte partier – bekæmper, når vi ser det andre steder som fx i Polen og Ungarn. Demokrati er en følsom affære, og det, vi tror, vi har som vores helt grundfæstede politiske model, er under beskydning både udefra og indefra – i EU, men altså også i Danmark.

Det er jo fristende for en Integrationsminister med Støjbergs sindelag at se stort på konventioner og lovgivning. For spindoktor Mark Thorsen har det handlet om at ministeren skulle fremstå handlekraftig og med de helt rigtige budskaber, fuldstændig som var der valgkamp. Man skulle ikke have så meget som en lille flig af ”vi skal have lovgrundlaget på plads”, for så risikerede man at stå svagt og ikke handlekraftigt. For dét kan populismen. Den kan vise handlekraft. Den lader sig ikke stoppe af ævl og jura. Den lader hånt om ansvarlighed og forvaltning. Den skal bare være, ja – populær.

På samme måde i Statsministeriet i de hidsige timer op til nedlukningen af minkerhvervet. Det har ikke handlet om mink. Det handlede om slet skjult panik, da det går op for Statsministeren (og/eller hendes stab i statsministeriet), at Mogens Jensens fødevareministerium havde snorksovet hele sommeren, og minksituationen var kommet ud af kontrol. Den kontrol, som Mette Frederiksen nu var så berømmet for. Som stillede hende stærkt i meningsmålingerne, og som for enhver pris ikke måtte glide af hænde.

Og her får vi så igen syn for sagen. Pyt med bagatellerne. Lovlighed. Forvaltning og ansvarlig udøvelse. Og ind med ”lukke lortet”, for magten står på spil.

 

Ministre, særligt statsministre, bør overveje ethvert råd fra deres særlige rådgivere i et nyt og meget vigtigt lys. Kan dette råd bringe mig i rigsretten? Kan jeg stole på, at de råd, jeg modtager, lever op til mit ansvar?
_______

 

Ministre, særligt statsministre, bør overveje ethvert råd fra deres særlige rådgivere i et nyt og meget vigtigt lys. Kan dette råd bringe mig i rigsretten? Kan jeg stole på, at de råd, jeg modtager, lever op til mit ansvar?

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. For det betyder, at de mennesker, der ansættes i disse betroede job, under ingen omstændigheder må omtale borgere, deres job eller deres erhverv som ’lort’. At de må trænes i at vise respekt for andet end magt, og at der ultimativt må arbejdes med et særligt selvstændigt skærpet strafansvar for dem, ifald deres råd fører til ministeransvar. ■

 

For det betyder, at de mennesker, der ansættes i disse betroede job, under ingen omstændigheder må omtale borgere, deres job eller deres erhverv som ’lort’. At de må trænes i at vise respekt for andet end magt, og at der ultimativt må arbejdes med et særligt selvstændigt skærpet strafansvar for dem, ifald deres råd fører til ministeransvar
_______

 

GØR RÆSON STÆRKERE. Det er kun muligt at stille Kommentarserien gratis til rådighed takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet [illustration: pressefoto]