Stine Bosse: Mettes Verden

Stine Bosse: Mettes Verden

31.05.2021


Det er utilgiveligt ikke at se Danmark som en del af noget større, hvor vores position kan betyde sikkerhed, styrke, velstand og velfærd også i fremtiden.



Kommentar af Stine Bosse

Der er en side af den til enhver tid siddende regering, som altid må handle om det lange sigte. Om relationsopbygning. Om at have venner i verden og om at have styr på rigets sikkerhed og handels muligheder. Det er naturligvis udenrigspolitikken.

Med gårsdagens afsløringerne af FE’s rolle i aflytning af nabo- og andre EU-landes toppolitikere kunne vi godt have brug for megen goodwill i EU-landene – både i de andre hovedstæder og i institutionerne. Men der er ikke sat noget ind på bankbogen i Mettes regeringstid, og vores rolle som USA’s skødehund bliver udstillet, ikke bare gennem de daglige ”hverdags diplomatiske forbindelser”, men gennem en rolle, der ligner en stik-i-rend-drengs. Det bør være tid til en grundig genovervejelse af Mettes version af Danmark i verden.

 

Det forekommer, som om Mette Fredriksens udenrigspolitik er tilrettelagt efter lidt andre kriterier: Hvem vil lege med os? Hvor er der billige point at score, og hvor hurtigt kan jeg komme hjem igen?
_______

 

En udenrigspolitik må og skal tilrettelægges efter det lange sigte – med blik og OG en forståelse for, hvem vi er i verden. Trusler og muligheder, vores svagheder og styrker. Det forekommer, som om Mette Fredriksens udenrigspolitik er tilrettelagt efter lidt andre kriterier: Hvem vil lege med os? Hvor er der billige point at score, og hvor hurtigt kan jeg komme hjem igen?.

Som da rejsen gik til Israel. Kæmpe scoop for Netanyahu. Rejsefællen kansler Kürtz kunne også varme sig ved siden af en socialdemokrat – endda en kvindelig leder fra en nordisk velfærdsstat. Men hvad vandt vi? 14 dage efter fik vi kniven fra Kürtz, som ømmede sig over alle de vacciner, vi havde til rådighed i Danmark, og hvad fik vi fra Israel? Ikke noget, der pt. kan vises frem.

Til gengæld har turen irriteret de fleste af dem, vi virkelig gerne skal komme tæt på. De EU-lande, der loyalt lægger deres politik til rette i regi af Unionen, når vi taler vaccine indkøb, vaccineforskning og særligt vaccineproduktion. Rejsen kunne være sparet midt i en coronakrise og mere kunne være vundet, havde Mette taget til Hørsholm. Israel har ikke produceret én eneste vaccine – alle er købt i EU, for USA og UK har, på bedste protektionistiske vis, beholdt deres.

Så det minder mest af alt om en reklame rejse – Trump style -, som i bedste fald var ligegyldig og i værste fald skadende for vores relation til de andre EU-lande. Og det mærkelige er, at vi danskere gerne vil have et stærkt EU-engagement, og efter Brexit har bakket unionsmedlemsskabet op. Så gik Mette – helt politikerklassisk – efter meningsmålingerne, burde hun sammen med andre gode kræfter være i gang med at påvirke agendaen i Bruxelles, og det samme ville altså blive tilsagt af en langsigtet, dansk EU-strategi.

For det viste hun jo, at hun kunne, da hun fandt sammen med ’de fedtede tre’. Sparebanden, der skulle holde igen mht. EU’s budgetter efter Brexit (Sverige, Holland og, Østrig). Et fromt udgangspunkt. Men ikke just den filosofi, der har kendetegnet Mettes omgang med finanser, når det kommer til det nationale niveau. Her tales frit om helt nye regler for nationaløkonomisk tænkning. Opportunismen har vundet igen. Mens store danske virksomheder måtte se undrende til, at netop flere investeringer, hvor vi netop står stærkt som leverandører af løsninger, blev nedprioriteret.

Men her vandt Mette et point. For blandt andet insisterede hun på, at der skulle være en mekanisme, der sikrer, at de pengene penge, EU bevilger, kun kan bruges i overensstemmelse med EU’s værdier. Et meget lille bidrag, men dog et bidrag.

 

Regeringens egne rådgivere advarer om, at sådanne aftaler med et land som Rwanda – der bliver indgået uden EU’s opbakning – vil bringe os på kant med Dublin-forordningen
_______

 

Før alt dette – og få måneder efter valget i 2019 – blev Mette smidt i favnen på Trump, da han ville købe Grønland. Hun leverede en prompte, ikke spundet og klædelig reaktion. Men har vi siden set stærke initiativer til glæde for et moderne, i øjenhøjde rigsfællesskab? Det haster med at finde nye veje til sådan en udvikling, for et moderne Rigsfælleskab, hvor Grønlands rolle i Arktis bliver tydelig – med fokus på Grønlands egne interesser. Det har betydning for Rigsfællesskabet, for NATO, for Danmark i EU og selvfølgelig helt generelt for, hvem vi er i verden.

Men tilsyneladende er det vigtigere at lade sine ministre rejse til Rwanda. Præsident Paul Kagame kan faktisk roses for meget efter folkedrabet, men hans track record, når det gælder demokrati og menneskerettigheder, er mildest talt problematisk. Det forekommer meget besynderligt at betro netop hans styre at handle på vores vegne i følsomme spørgsmål, der kræver indgående sagsbehandling. Og foreløbig er det kun Kagame, hvis ry kunne nyde godt af besøget. Igen, som ved Israel-rejsen: For Danmark er der intet konkret opnået.

Tværtimod. Regeringens egne rådgivere advarer om, at sådanne aftaler med et land som Rwanda – der bliver indgået uden EU’s opbakning – vil bringe os på kant med Dublin-forordningen, der siger, at man kan afvise en asylansøger, der er ankommet fra eller er rejst igennem et sikkert land og som pt. er et solidt værn for et land, man kun kan komme til via andre sikre lande, medmindre man sejler. Og hvorfor ikke bruge kræfterne sammen med de andre EU-lande? Rent formelt, fordi vi har et retsforbehold og står udenfor hele asyl delen, netop bortset fra Dublin-forordningen. Men kunne man ikke – det til trods – eller måske netop få enormt gennemslag, hvis man arbejde på at lykkedes med at skabe ordnede forhold for asylansøgere sammen med et eller flere andre EU- lande og måske i forståelse med EU’s institutioner? Jo, hvis vis det lykkedes, ville det give enormt gennemslag.

 

Det er utilgiveligt ikke at se os som en del af noget større, hvor vores position kan betyde sikkerhed, styrke, velstand og velfærd også i fremtiden
_______

 

Men Mette kan tilsyneladende alt selv. Danmark er et lille, men stærkt land, hvis økonomi, velstand og velfærd hænger helt sammen med resten af EU, og hvis indflydelse i verden bygger på vores deltagelse i EU-Unionen og i Rigsfællesskabet. Men dét fremgår ikke af Mettes politik.

Mette kæmper for et land i bedre balance, men overser at Øresundsregionen – inklusiv den svenske del – er det sted i hele EU, der har den tætteste dækning af universitetspladser pr. indbygger. Et sted, hvor man har ”state of the art” forskning i biologi og medicin, som verden skriger efter. Et sted, hvor man med flere investeringer kan bringe sig i en førerposition. Tiltrække de bedste, skabe endnu flere virksomheder, bidrage til EU’s ambitioner om selvforsyning, stærke forskermiljøer og reelt LØSE det, Mette taler med Kürtz og Netanyahu om.

Det er glimrende at flytte nogle uddannelser ud, der hvor der fx er store virksomheder, der kan få glæde af det. Men det er utilgiveligt ikke at se os som en del af noget større, hvor vores position kan betyde sikkerhed, styrke, velstand og velfærd også i fremtiden. Og husk Mette: En dygtig akademiker, dansk eller udenlandsk, kan skabe i tusindvis af arbejdspladser. Vedkommende er ikke din fjende. Vedkommende er din og Danmarks ven.

 

Hvorfor viser hun så lidt initiativ i EU? Ligesom med udlændingepolitikken, er hun mere optaget af DF-segmentet, som er ”vendt hjem”, end af Danmarks status i verden. Det er så trist
_______

 

I EU arbejder alle Socialdemokrater og hele fagbevægelsen for fair løn. Kunne man forestille sig en mere progressiv tilgang til, at vores ”modelsamfund” kunne eksporteres? Ja. For vi har en særlig arbejdsmarkedsmodel – den skal respekteres, og det VIL den blive. Men andre lande har brug for inspiration herfra: Arne bor også i Polen, Grækenland, Rumænien og Portugal. Hvis han sikres bedre vilkår, reduceres risikoen for social dumping. Nej, ikke på fire år, men måske i løbet af et par årtier. Et Europa i bedre balance må kunne tænkes ind i Mettes Verden.

Og hvorfor ender vi så her? Mette må have et større blik på verden end det, hun viser os. Jeg nægter at tro andet. Hvorfor bruger hun ikke sine kræfter på de dagsordener? Hvorfor viser hun så lidt initiativ i EU? Ligesom med udlændingepolitikken, er hun mere optaget af DF-segmentet, som er ”vendt hjem”, end af Danmarks status i verden. Det er så trist.

Linjen er inspireret af tidligere Venstreregeringer, der i årevis bevægede sig væk fra sin positive holdning til EU, fordi det store støtteparti, DF, havde et faste greb om den dagsorden. Men i de sidste år med Lars Løkke Rasmussen ændrede man kurs og blev EU-orienterede igen.

Nu er DF ikke længere støtteparti for en blå regering, men en integreret del af Socialdemokratiet. Derfor – og kun derfor – er det vanskeligt at genkende vores Socialdemokrati, som vi kendte det.

Men holder det på sigt? Næppe. Vi er afhængige af vores fællesskab. Vi kan så meget mere sammen. Og en dag vågner den internationale Socialdemokratisme også i Danmark. Ellers dør den og bliver helt og aldeles omformet til et nyt Dansk Folkeparti. ■

 

Nu er DF ikke længere støtteparti for en blå regering, men en integreret del af Socialdemokratiet. Derfor – og kun derfor – er det vanskeligt at genkende vores Socialdemokrati, som vi kendte det
_______

 



Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [Foto: pressefoto]