10.12.2022

Den 26. november og de efterfølgende dage udbrød store demonstrationer i flere kinesiske byer, hvor folk spontant gik på gaden og udtrykte deres utilfredshed med styrets corona-politik. Hvis Xi Jinping rent faktisk stadigvæk har modstandere inden for partiet, vil de måske udnytte kinesernes utilfredshed med corona-håndteringen til at udstille ham. Men efter partikongressen kan der ikke være nogen tvivl om, at både partiet og Kina tilhører Xi Jinping.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Casper Wichmann i RÆSON SØNDAG

DEN STØRSTE POLITISKE begivenhed i Kina, kommunistpartiets partikongres, fandt for 20. gang sted i Folkets Store Hal i Beijing i oktober i år. Kongressen forløb sig over flere dage, startende den 16. oktober, hvor Xi Jinping bl.a. holdt åbningstale, og blev afsluttet den 22. oktober, hvor partiets nye centralkomité blev valgt og afholdt sit første plenarmøde, hvor politbureauet og politbureauets stående udvalg blev valgt. Selvom alt var forhandlet på plads på forhånd, bød kongressen alligevel på overraskelser.

I kommunistpartiets øverste magtorgan, politbureauets stående udvalg, skulle flere medlemmer udskiftes. I tiden op til kongressen havde der været meget snak om, hvem der mon fik lov at blive, og hvem de nye mulige medlemmer kunne være. Her gik spekulationerne især på, hvem der ville blive Kinas nye nummer to efter nuværende premierminister, Li Keqiang, der i de seneste ti år er blevet kørt ud på et sidespor af Xi. Samtidig gik snakken blandt mange iagttagere også på, hvorvidt Xi Jinping fuldstændigt ville udskifte den stående komités medlemmer med loyale støtter, der ville være tro mod ham selv og hans linje for partiet. Han endte med at gøre fuldkommen rent bord: Alle medlemmer af politbureauets stående komite er nu loyale Xi-støtter. Al snak om, at Xi Jinping muligvis stod svagt i partiet, må nu endegyldigt være forstummet. Og han kunne, ganske som forventet, afslutte den 20. partikongres som partiets generalsekretær, for tredje gang – i et brud med traditionen. Kroningen af Kejser Xi var fuldført.

Det store ubesvarede spørgsmål er: Har Xi nu fuldkommen magt over partiet? Har nogen af de andre medlemmer i toppen evnerne og råderummet til at præsentere en alternativ linje til Xis – og til at sige ham imod, hvis det skulle være nødvendigt? Og vigtigst: Hvad byder de næste fem år med Xi som ubestridt leder på? Det fik vi mange indikationer på fra den 20. partikongres.

 

Hvad byder de næste fem år med Xi som ubestridt leder på? Det fik vi mange indikationer på fra den 20. partikongres
_______

 

Ideologien er tilbage

Xi Jinping åbnede partikongressen med sin arbejdsrapport, i form af kongressens åbningstale, hvori han lagde vægt på de resultater, der er sket under hans ledelsesskab de sidste ti år. Særligt fremhævede han, at partiet havde overvundet vanskeligheder og opnået historiske sejre, som fx at man har gjort Kina til et ”moderat velstående samfund” inden partiets 100-års jubilæum (i 2021), og har udryddet ekstrem fattigdom. Det næste vigtige mål for partiet, der skal nås inden 100-året for Folkerepublikkens grundlæggelse i 2049, bliver at gøre Kina til et stort, moderne, socialistisk land i alle henseender og avancere fornyelse af den kinesiske nation på alle fronter gennem en vej til modernisering. Xi ønsker også at sikre, at Kina i 2049 er verdensførende, når det gælder sammensat national styrke og international indflydelse.

Xi Jinping understregede dog også for de næsten 2300 delegerede, at vejen frem ikke bliver let – hverken for partiet eller for Kina. Lige nu står partiet ved en skillevej, hvor strategiske muligheder, risici og udfordringer eksisterer på samme tid. Han lagde stor vægt på, at partiet skal tilegne sig kampånd og nævnte også ’kamp’ i marxistisk forstand i sin tale. Partiet skal være rustet til “at kunne modstå høje vinde, urolige vande, og farlige storme,” lød det. Løsningen: At partiet bakker op om Xi og samler sig bag hans linje.

Åbningstalen er først og fremmest adresseret til de delegerede og kommunistpartiet – det er ikke en politisk drejebog, der søsætter konkrete politiske projekter. Men man skal alligevel ikke tage fejl af, at ideologi betyder meget for Xi Jinping. Hvor ideologien måske tidligere primært har haft en funktion for og i partiet, presser Xi Jinping den ud i det kinesiske samfund. Han tog den 27. oktober det nye stående udvalg i politbureauet med på ekspedition til Yan’an, Mao Zedongs base i første periode af borgerkrigen mod nationalisterne og krigen mod Japanerne. Det var også i Yan’an, partiet i 1945 afholdt sin 7. partikongres, hvor Mao selv cementerede sit absolutte lederskab i partiet.

Det er ret tydeligt, at det de seneste ti år har været et meget vigtigt projekt for Xi Jinping at få kontrol med partiet og få re-centraliseret magten – tilbage til Beijing. Partiets indflydelse er blevet øget på alle områder lige fra uddannelsessektoren til det private erhvervsliv.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad Xi Jinping helt konkret vil bruge sin historiske magtposition til. Men det er meget tydeligt, at de mange perioder med kaos, korruption og svaghed i partiet, Xi har oplevet i sit liv, har præget ham dybt, og som han derfor for alt i verden vil undgå at gentage. For Xi Jinping er et stærkt parti i fuld kontrol det eneste, der kan føre Kina sikkert ind i fremtiden. Og det er vel at mærke en fremtid, der er præget af stor uro og usikkerhed – indenrigspolitisk, men i særdeleshed også geo- og sikkerhedspolitisk.

 

Hvor ideologien måske tidligere primært har haft en funktion for og i partiet, presser Xi Jinping den ud i det kinesiske samfund
_______

 

I lederens billede

Det var ikke den store overraskelse, at Xi – med status af kernen af partiet, som Xi fik tildelt på et plenarmøde i 2016 op til den 19. partikongres – fik sin tredje periode som leder. Derimod var det ligefrem overraskende,  hvilke partimedlemmer der blev forfremmet til politbureauet og politbureauets stående udvalg – de absolut højeste magtorganer i Kinas Kommunistparti. Her fik vi nemlig en klokkeklar indikation af, at partiet har givet Xi Jinping fulde beføjelser til at styre det i retning af hans langsigtede mål om en national fornyelse af Kina.

Særligt sammensætningen af politbureauets stående udvalg viste, at Xi Jinping ikke mødte nogen modstand i partiet. Alle de øvrige medlemmer i de syvpersoners store stående udvalg har tætte forbindelser til Xi og er hans loyale støtter. De to store overraskelser var forfremmelsen af Li Qiang, Shanghais partisekretær, og Cai Qi, Beijings tidligere borgmester, der sprang direkte ind uden først at have siddet i hverken centralkomitéen eller politbureauet.

Grundet Lis håndtering af coronasituationen i Shanghai i foråret 2022 var han af mange ikke spået de store chancer for at kunne få en plads i det stående udvalg, men han blev forfremmet til Kinas nye nummer to.

Wang Huning blev siddende i det stående udvalg, hvilket ikke er den store overraskelse, da han er partiets chefideolog og menes at stå bag mange af de politiske koncepter og taler. Zhao Leji, der har stået i spidsen for partiets anti-korruptionsorgan, Den Centrale Disciplinærkommission, forblev i det stående udvalg og blev forfremmet til Kinas nummer tre. Han forventes at skulle lede Den Nationale Folkekongres. Som ventet blev et andet nyt medlem i det stående udvalg Li Xi, der har været partisekretær for den økonomisk stærke Guangdong-provins, og som nu skal lede Den Centrale Disciplinærkommission.

I det nye politbureau kan man se dannelsen af det, nogle iagttagere har døbt ”luftfarts-kliken”. Klikens medlemmer tæller personer med baggrund inden for Kinas forsvarsindustri, der har været ansvarlige for udvikling af Kinas rumfartsprogram. I sine ti år ved magten har Xi haft fokus på særligt at forfremme folk inden for denne industri, der samtidig arbejder utrolig tæt sammen med det kinesiske militær. Xi Jinping har haft et særligt fokus på den militære-civile sammensmeltning, hvor teknologi bliver delt mellem civilsamfundet og militæret. Man kan i øvrigt også bide mærke i, at der for første gang i 25 år, ikke er blevet plads til nogen kvinder i politbureauet.

En anden interessant forfremmelse var af Kinas udenrigsminister, Wang Yi, der blev gjort til medlem af Politbureauet. Det sker på trods af hans fremskredne alder – 69 år – der ellers normalt foreskriver, at man træder tilbage og går på pension. Men den slags tidligere uskrevne partiregler er Xi Jinping gået væk fra. Wang Yi forventes også til at blive valgt til at afløse Yang Jiechi på posten som kinesisk topdiplomat. Kan man forestille sig, at det vil give de såkaldte Ulvekrigere – de diplomater, der særligt på Twitter, og ofte i hårde toner, forsvarer Xi Jinpings linje – ekstra blod på tanden i håb om, at også de kan blive hentet ind i magtens centrum.

 

Grundet Lis håndtering af coronasituationen i Shanghai i foråret 2022 var han af mange ikke spået de store chancer for at kunne få en plads i det stående udvalg, men han blev forfremmet til Kinas nye nummer to
_______

 

Kigger vi på det nye stående udvalg i politbureauet, er det særligt interessante forfremmelsen af Li Qiang og Cai Qi, fordi de begge har sprunget mange af de karrieremæssige trin over, der ellers venter på vejen til toppen. Et sådant system kaldes nomenklaturen og er – i hvert fald frem til nu – en af partiets mest effektive måder at beholde kontrollen på. Er det ændret, fordi partimedlemmer på denne måde kan gøre kometkarriere? Li Qiang var som sagt ansvarlig for corona-håndteringen i Shanghai, og gjorde det mildest talt ikke særlig godt. Alligevel bliver han belønnet med at blive Kinas nye nummer to. Cai Qi havde aldrig siddet i partiets centralkomité, men sprang både det og politbureauet over og strøg direkte ind i det stående udvalg, hvilket man ellers hidtil har skullet have meget store meritter for at komme ind i.

Vil aspirerende kinesiske politikere og partimedlemmer nu fremover have et større fokus på at holde sig på god fod med Xi Jinping og vise loyalitet over for ham, snarere end at udføre et godt job på de poster, de besidder? Hvem vil turde sætte sin karriere på spil? Hvis puljen af partimedlemmer, der kommer til tops, indskrænkes, kan Xi til sidst være omringet af yes-men, der ikke tør sige ham imod.

I foråret 2023 venter Folkekongressen, hvor vi får at se, hvordan udskiftningen i statsapparatet kommer til at udforme sig, og om Xi også sætter et tydeligt aftryk dér.

Ydmygelsen af Hu Jintao

Partikongresserne er altid koreograferet ned til allermindste detalje. Men for rullende kameraer var hele verden vidner til et mærkværdigt drama, da tidligere generalsekretær og præsident, Hu Jintao, blev ført ud af Folkets Store Hal, lige som kongressen nærmede sig sin afslutning. Senere samme dag fulgte en form for officiel udmelding, da nyhedsbureauet Xinhua, ganske vist på Twitter og på engelsk, kunne meddele, at Hu Jintao ganske enkelt var blevet syg, og derfor måtte eskorteres ud.

Hvis man tager udsagnet for gode varer, kan man undre sig over reaktionen fra den øverste ledelse. Li Zhanshu, der sad på Hu Jintaos venstre side, forsøgte at rejse sig op for at hjælpe Hu, men blev trukket tilbage i stolen af Wang Huning. Da Hu Jintao så blev ført ud, sad alle med blikket stift rettet den anden vej. Hvorfor var der ikke mere bekymring for en tidligere leder? Anses hans alder – og måske hans svækkelse – for et svaghedstegn?

Samtidig har Hu Jintao kunne se Ungdomsligaen, tuanpai, en fraktion indenfor partiet, som han selv var en del, blive tilintetgjort af Xi Jinping. Li Keqiang røg ikke bare ud af politbureauets stående udvalg, men sågar helt ud af centralkomiteen. Det gjaldt også andre mere reformvenlige og moderate politiske kræfter, som Wang Yang. Hu Chunhua, også et medlem af ungdomsligaen, der af mange bliver sammenlignet med Hu Jintao, var endda spået en plads i politbureauets stående udvalg, men blev i stedt degraderet fra politbureauet ned til centralkomitéen. Nogle iagttagere spekulerer i, at Hu Jintao nåede at se listen over politbureauet og centralkomiteen, hvor alle folk fra hans gamle fraktion var fuldkommen fjernet fra magten. I sin tale brugte Xi Jinping også en del tid på at kritisere tiden under Hu Jintao og Wen Jiabao, den tidligere premierminister som en problematisk periode for Kina og i høj grad også for partiet.

Det er næppe sandsynligt, at vi nogensinde får den fulde sandhed. Det faktum, som står tilbage – uanset, hvilket narrativ man tror på – er, at en tidligere kinesisk generalsekretær blev fuldstændig ydmyget både foran rullende kameraer og alle de næsten 2300 delegerede, som var samlet, blandt dem hans egen søn.

 

Det faktum, som står tilbage – uanset, hvilket narrativ man tror på – er, at en tidligere kinesisk generalsekretær blev fuldstændig ydmyget både foran rullende kameraer og alle de næsten 2300 delegerede, som var samlet, blandt dem hans egen søn
_______

 

Xis store udfordringer

Økonomien er den største af de udfordringer, som Xi Jinping skal få hånd om, da partiet næsten primært bygger sin legitimitet på vækst, der kan sikre, at kineserne kan forfølge drømmen om et godt liv. Men den ekstremt hårde dynamiske nulcase-coronastrategi – med mange nedlukninger og lavt forbrug til følge – har sat sit dybe, negative spor. Og den kinesiske ejendomssektor, der udgør over 20 pct. af den samlede kinesiske økonomi, er en tikkende bombe.

Hvis borgerne oplever stigende arbejdsløshed og reduceret social mobilitet, stiger risikoen for, at man vil vende sig imod det kommunistiske lederskab. Skulle det ske, vil Xi Jinpings greb om magten i partiet stå sin ultimative prøve. Han bliver tit sammenlignet med Mao Zedong, og vi ved fra historien, hvilke ting Mao var villig til at kaste Kina ud i for at bevare magten. Ville Xi Jinping gøre det samme?

Rivaliseringen med USA er også en udfordring. Biden og Xi fik godt nok endelig sat sig ned til en bilateral samtale ansigt-til-ansigt – for første gang siden Bidens indtrædelse – men trods de positive signaler fra mødet, skal man ikke tro, at alt nu ånder fred og ro. I oktober offentliggjorde USA sin nye nationale sikkerhedsstrategi, der gjorde det meget klart, at Kina er den eneste konkurrent, der har intentionen om at ville omforme den nuværende verdensorden og samtidig i stigende grad får den nødvendige formåen (økonomisk, teknologisk og militært).

USA vil gøre alt for, at kineserne ikke bliver teknologisk førende, med de militære fordele, det vil give dem. Netop derfor indførte Biden i oktober – lige op til partikongressen – en utrolig hård eksportkontrol af teknologi, der skal sikre, at amerikanske virksomheder ikke leverer kritisk teknologi, der kan styrke Kina. Der er endnu ikke kommet noget modsvar fra kinesisk side, men det ville være en stor overraskelse, hvis Kina lader det så uimodsagt hen.

At rivaliseringen mellem de to supermagter vil fortsætte med ufortrøden styrke kan der derfor ikke herske nogen tvivl om.

I Taiwan-strædet er spændingerne blevet optrappet i løbet af 2022, særligt i forbindelse med Nancy Pelosis besøg på øen. Selvom man tilsyneladende fik taget brodden af eskaleringen under topmødet på Bali, og selvom Xi i sin tale ikke skruede mere op for retorikken – mange vil mene, at den er rigeligt aggressivt i forvejen – så fastholder man retten til at anvende magt for at blive genforenet med Taiwan. Det blev samtidig stadfæstet i partiforfatningen, at Taiwan skal tilbage til fastlandet.

I skrivende stund bliver Xi Jinping i stigende grad udfordret af borgernes voldsomme utilfredshed med nulcase-strategien. Vintervejret betyder, at de smitsomme varianter nu breder sig hastigt i landet. Nerverne er slidte og følelserne sidder ude på tøjet, hvilket får kineserne til at udtrykke deres store utilfredshed med myndighedernes og regeringens håndtering. Den 26. november og de efterfølgende dage udbrød store demonstrationer i bl.a. Shanghai, hvor folk spontant gik på gaden og udtrykte deres utilfredshed med styret. Her råbte de slagord som ”vi vil ikke have diktatur, vi vil have demokrati”, ”fuck zero-case”, og ”kommunistparti gå af! Xi Jinping gå af!”. Det er fuldkommen ekstraordinært at se og høre den slags demonstrationer, især i Shanghai.

Hvis Xi Jinping rent faktisk stadigvæk har modstandere inden for partiet, vil de måske udnytte kinesernes utilfredshed med corona-håndteringen til at udstille ham. Det virker dog usandsynligt oven på partikongressen. Tværtimod har man kunnet se, at man fra partiets top nu indstiller til at rulle den strenge nulcase-strategi tilbage, hvilket angiveligt vil tage toppen af kinesernes vrede. Men udfordringen mellem at balancere en mere lempelig corona-strategi og corona-relaterede dødsfald bliver svær vinteren over. Vi skal nok stadig forvente, at det bliver et halv skridt frem og tre skridt tilbage.

Xi og partiet styrker grebet om militæret og global sikkerhed


I Xi Jinpings tale gik ordene ’sikkerhed’ og ’kamp’ igen og ønsket er at ruste partiet til en periode med uro. Han talte direkte om Folkets Befrielseshær (PLA), der ikke kun er Kinas men først og fremmest partiets. Han fastslog, at man skal intensivere den ideologiske træning af hæren og øge anti-korruptionsindsatsen i militæret. Ingen tvivl om, at den russiske hærs problemer på slagmarken i Ukraine er noget, man er dybt optaget i partiets hovedkvarter. Inden krigen havde langt de fleste en forestilling om et russisk militær, der var langt stærkere, end hvad virkeligheden har vist – og blandt de primære årsager nævnes korruption og organisationsproblemer. Kina vil for alt i verden undgå at stå i en lignende situation.

 

Udfordringen mellem at balancere en mere lempelig corona-strategi og corona-relaterede dødsfald bliver svær vinteren over. Vi skal nok stadig forvente, at det bliver et halv skridt frem og tre skridt tilbage
_______

 

Xi Jinping skal muligvis også bruge øget kontrol med militæret til sine geo- og sikkerhedspolitiske ambitioner. Et af disse er Det Globale Sikkerhedsinitiativ, der blev søsat i 2022 og fik særlig opmærksomhed ved mødet i The Shanghai Cooperation Organization (SCO) i Uzbekistan i september. Der er endnu kun meget lidt konkret information om initiativet, men der ligger en oplagt mulighed for Kina i at øge sin indflydelse i Centralasien og styrke sin rolle som sikkerhedsgarant i regionen. Særligt nu, hvor det russiske militær har vist sig at være i så eklatant ringe en forfatning. Det kinesiske militær vil derfor uden tvivl skulle spille en rolle i initiativet – og samtidig deltager det i flere fredsbevarende FN-styrker, især på det afrikanske kontinent.

En kinesisk ekspert i militærlovgivning, den pensionerede premierløjtnant Zeng Zhiping, mener, at talens fokus på anti-korruption og ideologisk skoling af militæret viser, hvordan militæret er tiltænkt en rolle som ”politisk stabilisator” i en tid, hvor Kina har problemer både inden- og uden for landets grænser.

Lige nu står Kinas økonomi over for meget store udfordringer, som i sidste ende kan kaste landet ud i social uro. Koblet sammen coronaprotesterne, der lige nu finder sted på tværs af Kina, kan man godt have en frygt for, at Xi Jinping også vil øge kontrollen med hæren for at kunne slå ned på den slags, hvis det skulle løbe løbsk. Partiets historie gør det i hvert fald svært at lade tvivlen komme dem til gode.

Implikationerne for Danmark

Vi ved nu, hvad det er for et lederskab, Xi Jinping står for, hvilket Kina han gerne vil bygge, og hvilken verdensorden, som han ønsker, Kina skal være en ledende del af. Den udenrigspolitiske linje, vi har set de seneste ti år, kommer til at fortsætte.

Vi kan stå i en situation, hvor kinesiske diplomater bliver mere fristede af at forlade sig på ulvekriger-diplomatiet. Det kan betyde, at danske politikere skal vænne sig til, at der ikke skal meget til, før det bilaterale forhold mellem vores to lande kommer på alvorlig prøve.

Kontrol er alfa og omega for Xi Jinping. Vi har set det i Xinjiang, overfor Hong Kong, og lige for tiden ser vi det især med coronastrategien, der skal fastholdes for enhver pris, selv hvis det betyder, at økonomien, som ellers er det vigtigste legitimitetsgrundlag for partiet, lider alvorligt under det.

Det betyder, at dansk erhvervsliv skal forholde sig til et Kina, hvor pragmatik og fornuft i stigende grad må vige pladsen for ideologi, politik, og kontrol. Det har de fleste virksomheder givetvis lært siden 2020, hvor de første corona-nedlukninger i Kina synliggjorde, hvor sårbare værdi- og forsyningskæderne kunne være. Det har skabt et ønske om at diversificere processerne og fx starte ny produktion i Vietnam, Thailand, eller Indien. Samtidig bør alle bestyrelser i store- og mellemstore danske virksomheder, der gør forretning i Kina, lave beredskabsplaner for, hvad man vil gøre i tilfældet af en militærkonfrontation med Taiwan. Det samme scenarie bør både Danmark som nationalstat og EU overveje.

Både Danmark (og hele Rigsfællesskabet) og Europa vil opleve et stigende amerikansk pres for at sige fra overfor Kina og følge den amerikanske linje. Vi har set det med teknologi, hvor den forhenværende amerikanske ambassadør under Trump, Carla Sands, i 2019 i et debatindlæg i en færøsk avis advarede om brug af Huawei. I december har vi set, at Færøerne går enegang i forhold til fiskeriaftalen med Rusland. Kunne man forvente, at Færøerne og Grønland måske går enegang i forhold til Kina? I så fald ville der komme pres på Danmark og Rigsfællesskabet fra amerikansk side, som i den grad vil udfordre diplomatiet.

Vi kan i øvrigt heller ikke løse de globale klimaudfordringer uden også at få Kina med. Og selvom danske virksomheder i stigende grad diversificerer deres forsyningskæder, så man ikke er så afhængige af Kina, vil de stadigvæk støde på Kina og på kinesiske virksomheder i resten af Asien, der vil prøve at efterleve Xis linje og vision om en kinesisk verdensorden.

Det stiller store krav til det vestlige diplomati at finde den rette tilgang til Kina. Men selv på klimaproblematikken er vi sårbare, når Kina sidder på meget af forsynings- og værdikæden inden for bæredygtig energi, bl.a. solceller. Samtidig har Kina også vist sig villig til at bruge klimaforhandlinger politisk – fx da man tog al forhandling af bordet som en del af sanktionerne mod USA efter Nancy Pelosis besøg på Taiwan. Så hvor stiller det os overfor et Kina, der i høj grad er formet af Xi Jinping? En leder i The Economist opridsede den 13. oktober en form for retningslinjer: Vi skal gå mod Kina, hvor det er nødvendigt, men ellers tillade samarbejde. Vi skal begrænse eksporten af den mest følsomme teknologi, men holde listen kort. Vi skal modstå og modvirke Kinas forsøg på at gøre den globale orden mere autokratvenlig, men undgå overophedet kampretorik. Vi skal byde kinesiske studerende, ledere og videnskabsmænd velkomne – i stedet for at behandle dem alle som potentielle spioner. Vi skal inspirere med vores måde at indrette vores samfund på fremfor at pådutte. Og så, tilføjer lederen, er det vigtigt at huske på, at vores slagsmål skal tages med det kinesiske kommunistparti, ikke med det kinesiske folk.

At håndtere det mest magtfulde diktatur i historien vil altid kræve både styrke og visdom. Den visdom skal vi naturligvis have styrket i Danmark, hvor både Berlingske og Politiken over de seneste måneder har efterlyst en styrkelse af vidensniveauet om Kina i Danmark. Siden corona-pandemiens begyndelse har Kina været lukket land for langt de fleste mennesker, med masser afaflyste møder. Det betyder, at vi har haft en de facto afkobling. I samme periode er holdningen til Kina i den danske befolkning blevet mere negativ, hvilket bidrager til en stigende polarisering og skepsis i begge lejre. Det vil derfor unægtelig tage noget tid at finde hinanden igen på de områder, hvor vi både kan og bør samarbejde.

Netop på grund af omtalte afkobling har vi måske også haft en større tendens til at se og tolke Kina ud fra de helt store penselstrøg. Vi analyserer geopolitiske, ideologiske og indenrigspolitiske kampagner, der kommer fra partiets top. Men da vi ikke kan komme til Kina, har vi kun en ringe idé om, hvorledes alle disse forplanter sig og manifesterer sig konkret i det kinesiske samfund uden for magtens centrum i Beijing. Dermed får vi heller ikke det fulde billede og kan måske ende med at fejllæse, hvordan partiets politik rent faktisk påvirker borgerne og samfundet. Og selvom kommunistpartiet har den suveræne magt i landet, skal vi passe på med at sætte lighedstegn mellem partiet og hele Kina. Mange kinesere er ikke nødvendigvis enige i partiets linjer – hvilket de stigende corona-protester med alt tydelighed viser – men partiet er et vilkår, som kineserne må leve under. Derfor bør kultur-, sprog-, og områdestudier inddrages på lige fod med økonomi, geo- og sikkerhedspolitik i vores forståelse af Kina. Den tværfaglige og tværdisciplinære tilgang er vigtigere end nogensinde før. ■

 

Mange kinesere er ikke nødvendigvis enige i partiets linjer – hvilket de stigende corona-protester med alt tydelighed viser – men partiet er et vilkår, som kineserne må leve under
_______

 

Casper Wichmann (f. 1984) er uddannet cand.mag i Kinastudier fra Københavns Universitet. Han arbejder som daglig leder af Kina-tænketanken, ThinkChina ved KU, er medstifter og medredaktør af Sinolytica, podcastvært på KinaNørderne, og optræder regelmæssigt i danske medier og kommenterer på anliggender vedrørende Kina.

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille