05.07.2022

.

Alle borgere har stemmeret og er valgbare uden at lægge et uddannelsesbevis med bladguld på indramningen. Derfor må begrebet grov uagtsomhed i ministeransvarlighedsloven af principielle grunde fortolkes meget snævert, uanset hvem der sidder på posten.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Dennis Kristensen

Størstedelen af Folketingets højre side har for længst besluttet sig for at kræve statsministeren stillet for en rigsret.

Der skete allerede, da Venstre, Dansk Folkeparti, Konservativt Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Inger Støjberg i sommeren 2021 stemte for et borgerforslag stillet af en anonym borger i Skive med opbakning fra 63 tusinde borgere om, at “statsminister Mette Frederiksen skal tiltales ved Rigsretten i forbindelse med sagen om aflivning af mink”.

Forslaget fik dog ikke tilslutning fra et flertal i Folketinget.

Oppositionen kræver ganske vist en advokatvurdering af Granskningskommissionens beretning, men det er alene af formelle grunde. De har allerede sat deres kryds ved en rigsretssag.

Kigger man nærmere på disse partiers koordinerede og meget voldsomme kampagne mod regeringens håndtering af corona-pandemien, indførelsen af Corona-pas, aflivningen af mink og meget andet, var det måske logisk nok, at partierne stemte for at stille statsministeren for en rigsret uden at kende resultatet af den granskningskommissions undersøgelser, som partierne ellers selv havde stemt for.

 

Statsministerens arrogante og selvhøjtidelige kommentar “lev med det” til sin departementschefs barske og uacceptable sprog i sms’erne kunne såmænd også fortjene en skideballe
_______

 

Både logisk og ulogisk
Det er logisk nok i den forstand, at oppositionen tydeligvis har opgivet at fremstå som et samlet politisk alternativ til regeringen og derfor i stedet har valgt i fællesskab at skyde på alt, der bevæger sig i regeringskontorerne med målskiverne “magtfuldkommenhed” og “manglende lovhjemmel”, som de borgerlige partier synkront har gentaget til bevidstløshed i månedsvis.

Logisk nok, men samtidigt også underligt i lyset af, at de samme partier forinden stemte for at nedsætte Minkkommissionen, som skulle undersøge, hvad statsministeren vidste hvornår:

“Granskningskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om, at alle mink i Danmark som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19 straks skulle aflives…. I forlængelse heraf skal granskningskommissionen undersøge og redegøre for, hvorvidt og i givet fald hvornår i forløbet og på hvilken måde ministre, herunder statsministeren, blev gjort bekendt med oplysninger, der kunne indikere, at der muligvis ikke var hjemmel til påtænkte eller besluttede tiltag. Det skal i den forbindelse belyses, hvordan de pågældende ministre reagerede på sådanne oplysninger.”

Nu er Granskningskommissionens beretning på bordet.

Den indeholder en fortjent kæmpe-skideballe til statsministeren og regeringen for iværksættelsen af minkaflivningen uden først at få vedtaget den fornødne lovgivning om aflivning af også de raske mink. Flertallet for en sådan lovgivning var til stede i Folketinget, men blev først anvendt, da det få dage efter regeringens beslutning den 4. november 2020 blev klart, at lovgivningen manglede.

Skideballen udløste næser fra Folketinget til blandt andre statsministeren.

Statsministerens arrogante og selvhøjtidelige kommentar “lev med det” til sin departementschefs barske og uacceptable sprog i sms’erne kunne såmænd også fortjene en skideballe.

Ubevidst videregivelse af vildledende oplysninger
Granskningskommissionen lader den nihalede ramme beslutningen om aflivning af alle mink og dermed også statsministeren som den politisk øverst ansvarlige, men kommissionen lader statsministerens rygstykker være i spørgsmålet om, om hun har handlet bevidst ulovligt: “Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil.”

Statsministeren gav vildledende oplysninger til offentligheden, Folketinget og minkavlerne, men kommissionen fandt ikke beviser for, at Mette Frederiksen var klar over, at den nødvendige lovgivning manglede, og kommissionen fandt heller ikke belæg for, at statsministeren bevidst valgte at vildlede.

Det efterlader et begreb fra ministeransvarlighedsloven ubelyst: Grov uagtsomhed. Handlede statsministeren groft uagtsomt ved at videregive de vildledende oplysninger?

Grov uagtsomhed fra en ministers side kan være strafbart: “En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter Grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”

Kan statsministeren med andre ord straffes for at videregive vildledende oplysninger uden at vide det, fordi hun burde have vidst bedre eller skaffet sig den fornødne viden?

Her bliver spørgsmålet om, hvilke krav til viden samfundet i et folkestyre kan og skal stille til ministre, ikke mindst statsministre, i mine øjne helt centralt. Ikke krav til de senere årtiers højtuddannede statsministre som Helle Thorning, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, men til en hvilken som helst statsminister med en hvilken som helst baggrund. Eller for den sags skyld til alle andre regeringsmedlemmer.

Kernen i folkestyret
Grov uagtsomhed må i minksagen, hvor kommissionen mener, at Mette Frederiksen ikke var klar over, at der manglede lovgrundlag for at aflive raske mink, kredse om, hvad en minister skal spørge embedsmænd om, og hvad embedsmænd uopfordret skal orientere om.

I mine øjne er det besynderligt, at statsministerens kritikere lægger vægt på, at statsministeren burde have spurgt om, hvorvidt der var tilstrækkelig lovgivningsmæssig dækning til en aflivning.

At en regering i alle sammenhænge har den konkrete og nødvendige viden om lovgivning og forvaltningsret, må i mine øjne påhvile embedsværket.

Det er ikke statsministeren, der skal spørge departementschefen og derigennem justitsministeriets eksperter om lovgivningen, når en regeringsbeslutning skal tages. Det er departementschefen, som skal sige til i tide.

For mig er det et helt afgørende princip i et folkestyre.

Og et princip, som også må gælde andre steder, hvor en ledelse vælges og ikke ansættes.

Jeg blev selv valgt som forbundsformand i FOA af medlemmerne via en kongres. Det valg byggede på holdninger, ikke på juridisk indsigt eller uddannelsesmæssig baggrund hos de fire kandidater til formandsposten. Også her var det de ansatte med den relevante uddannelsesmæssige baggrund, der i dagligdagen skulle rådgive den valgte ledelse.

Det er netop kernen i et demokrati. Alle har ikke alene stemmeret, men er også valgbare uanset formelle kompetencer.

Det samme må nødvendigvis gælde folketingsmedlemmer og ministre, hvis der skal være tale om reelt folkestyre. Alle borgere har stemmeret og er valgbare uden at lægge et uddannelsesbevis med bladguld på indramningen.

Derfor må begrebet “grov uagtsomhed” i ministeransvarlighedsloven af principielle grunde fortolkes meget snævert, uanset hvem der sidder på posten.

I modsat fald stilles der reelt uddannelseskrav til ministre i almindelighed og statsministre i særdeleshed med den konsekvens, at kun uddannelseseliten vil kunne stille med ministre og statsministre. Dermed vil folkestyret skifte karakter til et meritokrati.

I forvejen fylder de videregående uddannelser alt for meget i Folketinget sammenlignet med uddannelsesfordelingen i hele befolkningen. Det samme gør sig gældende blandt de mest højtråbende rigsrets-forkæmpere i Folketinget.

Det er befolkningen, der skal eje folkestyret, ikke uddannelseseliten. ■
 

I forvejen fylder de videregående uddannelser alt for meget i Folketinget sammenlignet med uddannelsesfordelingen i hele befolkningen
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA [foto: Tommy Frost for RÆSON]

Jan Kristoffersen (Alternativet) har skrevet et svar til denne kommentar. Læs det her.