14.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Vi kan ikke vente flere år på undersøgelsen af FE-sagen; det bygger på en fejlopfattelse af hele sagskomplekset, der rummer flere forhold end dem, der relaterer sig til Findsen. Her er de fire vigtigste temaer, der skal kulgraves med fuld respekt for domstolens arbejde.

Kommentar af Jesper Olsen, Formand for Transparency International Danmark, ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet

Mens der er krig i Europa, Danmark sender våben til Ukraine, der er sabotage på kritisk energiinfrastruktur, så vælter det ud med bøger om arbejdet i den danske efterretningsverden.

Jeg siger ikke, at alt har været fryd og gammen under tidligere regeringer. Men jeg konstaterer, at rammerne om den danske efterretningsvirksomhed under denne regering set med offentlighedens øjne, aldrig har stået mere usikkert. Der er en meget usikker hånd på rattet. Hvem kan glæde sig over det? Mennesker og kræfter, der ikke vil de frie demokratier det godt.

Jeg er dybt bekymret.

De seneste to år har jeg flere gange talt med journalister om FE-sagen. Og jeg har ofte sagt, at lige så bekymret jeg er over hvis de ingenting ved om, hvad der foregår. Lige så bekymrende er det, når de ved for meget. For det tager jeg som udtryk for, at der i systemet ikke er tillid til ledelsen – i de senere år. Eller rettere: den politiske ledelse.

Så kan man i regeringspartiet mene, at det er uretfærdigt. Noget af kritikken er det sikkert også. Men man er nødsaget til at stille spørgsmålet, hvordan det er kommet dertil, at de mennesker, der er uddannet til at kunne holde til det hele, herunder også holde kæft, er blevet bragt i den situation, at de ser sig nødsaget til at tage bladet fra munden. I ligningen med efterretningstjenesternes ubetingede loyalitet overfor den til enhver tid siddende regering ligger jo, at det er en gensidig forudsætning.  

Jeg står gerne på mål for, at efterretningsvirksomhed i visse situationer må agere ud fra doktrinen: så lovligt som muligt. Når danske agenter arbejder uden for landets grænser, er det jo med tilladelse hjemmefra til at bryde loven i de lande, de agerer i. Sådan er det. At forestille sig andet er i bedste fald naivt.

Det kan og skal vi så have klare juridiske diskussioner om og ikke mindst helt klare mål om at undgå. De agerer jo under ansvar. Men de må også kunne agere i sikkerhed for, at de ikke kommer til at hænge på mere end det, der ikke er godkendt at være i Danmarks interesse. Det farligste er efterretningsfolk, der er usikre og mere end almindeligt professionelt paranoide. Det er det ubehagelige ved at være regering. Man skal godkende ting, som man ville blive væltet på, kom det offentligt frem. Ikke desto mindre er vi afhængige af, at der er nogen, der tager det ansvar. Forslaget om at skrive justitsministerens påtalekompetence ud af straffeloven på disse sager vil i min optik være forfejlet og kan føre til nogle forkerte resultater.

 

Den tidligere justitsminister Nick Hækkerup bærer et stort ansvar for, at sagen er kommet ud af kontrol
_______

 

Den tidligere justitsminister Nick Hækkerup bærer et stort ansvar for, at sagen er kommet ud af kontrol. For han agerede efter sine egne ord blot som ’gummistempel’, der hvor han skulle have taget ansvar. Ingen af de handlinger PET har foretaget i starten af efterforskningen mod Findsen, er sket, uden at justitsministeren har været orienteret. Og når en minister er orienteret, har ministeren også en handlepligt, hvis ministeren ikke mener, at det er opportunt at fortsætte. Og ja – vi arbejder her efter nogle andre normer end dem der gælder i almindelige straffesager.

For ja, rigets sikkerhed sætter nogle andre hensyn. Hensyn om, at man må lade folk gå fri. Ikke efterforske. For måske er det værre, end det formelle hensyn til, at man skal straffe for overtrædelse af forbrydelser. Det er en svær beslutning, som hører med til opgaven som justits-, forsvars- og statsminister. Når ministrene bringes i den situation, kan man stille det samme spørgsmål til deres respektive departementschefer, hvoraf to af dem der har ansvar i dette sagskompleks i øvrigt har fået en advarsel for pligtforsømmelse i en anden sag.

Jeg har længe argumenteret for en uvildig undersøgelse. Det synspunkt har regeringen nu tilsluttet sig – men først når straffesagen mod Findsen er afsluttet. Men det kan vi ikke vente på; det bygger på en fejlopfattelse af hele sagskomplekset, der rummer flere forhold end dem, der relaterer sig til Findsen. Man kan godt gå i gang med at undersøge disse, før vi får svaret på om Findsen har brudt sin tavshedspligt.

Jeg vil gerne komme ind på de forskellige temaer, der skal undersøges og hvor et kommissorium godt kan formuleres, så der er fuld respekt for domstolenes arbejde:

Det første tema handler om relationen mellem PET (justitsministeriet) og FE. I en demokratisk retsstat er det nødvendigt med mindst to efterretningstjenester. Der må og skal være en vis magtbalance og konkurrence mellem de to tjenester. Ellers risikerer det at den ene bliver en stat i staten. Det er store magtbeføjelser, der er på spil. Problemet er, at med justitsministeriets helt centrale placering gennem de seneste år, er den relation kommet i ubalance. Derfor bør det være et tema om på hvilket niveau beslutningen om at igangsætte efterforskning i forhold til FE chefen og overvågning blev truffet, bortset fra Domstolskontrollen.

Det andet tema handler om de øvrige sigtede og det man kunne kalde PET sporet. Det har været fremme i pressen, at PET og FE tog på rundtur i danske medier. Det efter en periode hvor der udover FE sagen også var fokus på mulige lækager i forbindelse med andre sager. Samsam sagen og sagen om de danske syriensbørn. Handler sagen om Findsens tavshedspligt i forbindelse med grundlaget for hans hjemsendelse, eller handler sagskomplekset generelt om samarbejde mellem tjenesterne og pressen.

Det tredje tema handler om håndteringen af rapporten fra Tilsynet med efterretningstjenesterne. Det var i mine øjne rigtigt at offentliggøre pressemeddelelsen. Men man kan ikke give den åbenhed, for så at klappe i som en østers umiddelbart efter. Man havde ikke en kommunikationsplan og de mange læk gav mig indtryk af, at der ikke var tillid til den proces der blev igangsat. Disse processuelle ting kan godt undersøges uden at straffesagen er afgjort, særligt med henblik på at få afklaret hvordan henholdsvis tilsynet og kommissionen kunne kom frem til to vidt forskellige konklusioner.

Det fjerde tema handler om den generelle politiske styring og tilsyn med efterretningstjenesterne. Er der noget i de mekanismer, der har ført til at sagen står hvor den står i dag. Det er vigtig læring i forhold til den opgave, der er på Folketingets bord om en revision af tilsynet. Hvis der skal være tillid fra tjenesterne, deres medarbejde, samarbejdspartnere, politikere og befolkning, så kan vi ikke vente flere år på at komme i gang med dette. Det haster.

Der er behov for at tilliden bliver genskabt og tjenesterne får arbejdsro. Derfor må der handles nu og vi kan ikke vente flere år på at Højesteret har sat det sidste punktum. Verden omkring os bliver i hvert fald ikke mindre sikker de kommende år. ■

 

Man er nødsaget til at stille spørgsmålet, hvordan det er kommet dertil, at de mennesker, der er uddannet til at kunne holde til det hele, herunder også holde kæft, er blevet bragt i den situation, at de ser sig nødsaget til at tage bladet fra munden
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik